Min barndoms rejse til Vestindien

Nogle gange er man så heldig at møde et menneske, der ændrer ens syn på virkeligheden. Igen og igen. Sådan er mine møder med Thorkild Hansen. Jeg mødte ham og hans medrivende stemme for første gang i trilogien, der indledes med Slavernes kyst og ligeledes omfatter Slavernes skibe og Slavernes øer. Siden har jeg slugt Det lykkelige Arabien.

"Sidder du nu igen med næsen i bøgerne? Hop nu ud og leg." Stemmen er min mors. Det var sommeren 1977, og jeg var lige fyldt 11 år. Mit hu stod allerede til historien, og jeg var storforbruger af Skalk, der stillede min sult efter sagn om fordums helte og glorværdige episoder i mit fædrelands historie.

På reolen hos mine forældre faldt jeg dette år over Thorkild Hansens trilogi. Jeg gav mig straks til at læse. Fra første side var jeg overvundet. Jeg kunne føle den trykkende hede og den uendelige strøm af sved, der er livsvilkårene i Vestafrikas regnskove. Jeg kunne smage det salte vand, der slog op om slaveskibene på ruten mellem Guinea til St. Thomas og St. Croix. Og jeg kunne lugte den ubærlige dunst af død og ødelæggelse i skibenes lastrum. Noget så sansende og levende havde jeg aldrig mødt før. Og jeg stoppede ikke min læsning, førend jeg kunne lukke tredje bind efter at have erhvervet mig en helt ny indsigt i mit lands historie.

For trilogien skåner ikke læseren for noget. Bøgerne er brutale. En del af hovedpersonerne er foragtelige og begivenhederne til tider grusomme. Men jeg fandt også helte i bøgerne. Især generalguvernør Peter von Scholten.

Thorkild Hansens usentimentale skildring af et af de mørkeste kapitler i Danmarkshistorien talte til mit barnesind. For som Thorkild Hansen selv skriver det, så stiller bøgerne først og fremmest spørgsmål om frihed og tvang, om styrke og svaghed, om magt og moral.

I en helt særegen stil blander Hansen fakta og fiktion. Han fremgraver fortidens øjenvidner og dramatiserer deres færd. Samtidig er han som den altvidende fortæller ikke bange for at udstede domme. Hør blot her: "Der foreligger en række beretninger fra danskere; alene til dramaets første akt, der foregik her i Guinea, kan der sammenkaldes syv øjenvidner. En løjtnant, to præster, en handelsmand, en læge, en bogholder og en guvernør. Jævne folk. Gode og onde, men mest det første. Stærke og svage, men mest det sidste." Så er læseren advaret. Og tændt!

Dansk kulturhistorie

Thorkild Hansens bøger har fulgt mig gennem livet og har på mange måder været formende for mig. Den medrivende fortælling om vores lands fælles skam førte mig på en rejse ind i en fremmed kultur langt fra fodboldkampe, madpakker og spirende pubertet. Samtidig var bøgerne en rejse ind i den danske kulturhistorie. Thorkild Hansen malede med sin brede pensel et helt nyt billede af Danmark.

Som studerende på Københavns Universitet fandt jeg min barndoms trilogi frem igen. Det var eksamensperiode på universitetet. Og jeg trængte virkelig til noget andet end statistik, kartoffelkure og ligninger. Og selvom jeg endnu engang blev fuldstændig tryllebundet af historierne, var oplevelsen nu en helt anden. Jeg havde på dette tidspunkt læst mange flere romaner og historiske beskrivelser. Det gav mig en langt dybere indsigt i den danske histories kringelkroge.

Allerede første linje i Slavernes kyst fik mine tanker i gang på ny. "Vi havde et fort i Afrika." Parafraseringen af Karen Blixens udødeliggjorte startsætning fra Den afrikanske farm var undsluppet mit helt unge jeg. Men nu satte den alle bøgerne i et helt andet perspektiv. For det er jo os - alle os danskere - der havde et fort i Afrika. Vores kulturhistorie er mangesidet. Og alle begivenheder - de glorværdige såvel som de mørke perioder - er en del af vores historie.

Og hvad med det 'du', der tales til i trilogien? Nogle bliver intimideret af det 'du', der adresseres i historien. Finder det unødvendigt eller genreoverskridende. Jeg bliver medrevet. Og både draget og frastødt. Det du, der rejser i fortidens fodspor, analyserer og fortolker alle aspekterne ved den omfattende danske slavehandel. Det 'du' inkluderer læseren i Thorkild Hansens egen oplevelsesrejse efter sandheden om Danmark som slavemagt.

Viljen til at forstå

Og nu, som en mand i min bedste alder, har jeg været så privilegeret at besøge de to steder, hvor Thorkild Hansens drama udfolder sig. Det var som at besøge New York for første gang. Selv om Afrikas kyster og de Vestindiske Øer ligger meget langt fra 'The Great Apple', var oplevelserne sammenlignelige. For ligesom New York er blevet udødeliggjort af utallige film og tv-serier, har Thorkild Hansens trilogi gjort så stærkt et sansemæssigt indtryk på mig, at jeg oplevede mine rejser til de gamle danske kolonier som ét langt deja-vu.

For mig er det utrolig vigtigt, at vi fortolker historien om Danmark og slaverne ikke ud fra en følelse af skyld - men ud fra en lyst til at forstå. Det gør Thorkild Hansen. Som læser af Thorkild Hansens trilogi skal vi ikke møde vores historiske rødder med en følelse af skam. Vi skal derimod have viljen til at forstå. Men vores historie skal heller ikke på nogen måde gøres til et romantisk skønmaleri. Ej heller skal den blot fordømmes. For i det øjeblik, vi fordømmer vores historiske gerninger, opstår der en reel fare for, at de virkelige begivenheder bliver tabuiseret. Og det umuliggør en forståelse af, hvem vi var, hvor vi er nu, og hvor vi gerne vil bevæge os hen i fremtiden.

Den danske historie er knyttet sammen af en lang række begivenheder, der samlet set gør Danmark til det land, det er i dag. Det skal vi respektere. Og ihukomme. For kun sådan kan vi udvikle os. Både som mennesker og som nation.

Brian Mikkelsen er kulturminister (K)