"Dette er knappen til paradis." Chaufføren griner nervøst og peger på bilens udtjente instrumentbræt. Man fornemmer tydeligt blandingen af angst og eufori, mens adrenalinen pumper, og den unge mand gør sig klar. Om lidt er hans liv forbi. Nu sætter han fingeren på knappen ... og videooptagelsen klipper over til et malerisk vandfald i flere etager, akkompagneret af munter fuglesang.
Sådan ser det paradis ud, som venter al-Qaedas martyrer. I hvert fald i denne video, der er én af utallige propagandaoptagelser, som cirkulerer på de omkring 5.000 hjemmesider, elektroniske opslagstavler og diskussionsfora, som tilsammen udgør jihad-samfundets virtuelle livline. Men også dets akilleshæl.
Siden 11. september 2001 er mængden af jihad-materiale på nettet eksploderet, og al-Qaeda fører nu en massiv mediekrig, komplet med produktionsselskaber, nyhedsbureauer, internetmagasiner, undervisning, biblioteker og interaktiv læserdebat. På åbne hjemmesider og i lukkede fora kan jihad-aspiranter og -sympatisører finde alt, hvad de behøver for at blive fuldblods-terrorister. Her er opildnende taler og interviews med Osama bin Laden og andre topfolk fra jihad-grupper over hele verden, her er propagandafilm om al-Qaedas historie, religiøse lærestykker om vigtigheden af jihad, detaljeret instruktion i, hvilke mål det er bedst at angribe, undervisning i, hvordan man laver sprængstof og napalm, anvender granatkastere, udkæmper en guerillakrig og fremstiller en bombevest. Og ikke mindst er der utallige videoer, der viser, at det nytter. Optagelser af militære køretøjer i Irak og Afghanistan, som sprænges i luften, vejsidebomber, selvmordsaktioner og gidsler, som får hovedet hugget af.
al-Qaedas livline
Internettet er blevet en guldgrube for militante islamister over hele verden. For hver dag, der går, vokser udbuddet. Og terroreksperterne betegner internettet som al-Qaedas absolutte livline.
"Internettet er helt afgørende for den globale jihadbevægelse. Efter tabet af træningslejrene i Afghanistan og fragmenteringen af bevægelsen er internettet blevet den lim, der binder hele det internationale jihad-samfund sammen," siger den norske terrorekspert Hanna Rogan fra Forsvarets Forsknings-institut (FFI) i Oslo.
Samme vurdering har den amerikanske SITE Intelligence Group, der har specialiseret sig i at overvåge de tusindvis af jihad-møde-steder på nettet.
"Den virtuelle jihad-verden er og bliver det, der holder bevægelsen i live. Uden internettet ville den fragmenterede jihad-bevægelse næppe være genopstået som et globalt netværk på tværs af nationalitet, alder, køn og fysiske grænser," konkluderer SITE's direktør, Rita Katz, i en artikel i Forbes Magazine.
"Nettet har givet al-Qaedas tilhængere en fælles identitet og skabt en ny generation af hellige krigere, der ikke behøver at rejse til Af-ghanistan, Pakistan eller Yemen for at deltage i en træningslejr. Alt, hvad de behøver, fra ideologi til militær træning kan nås ved at klikke på et par taster på en internetcafe, en bærbar computer eller en mobiltelefon," siger Rita Katz.
Jihad for begyndere
Hanna Rogan understreger, at det meste af det materiale, som findes på nettet, er beregnet på rekruttering af nye medlemmer.
"Internettet er først og fremmest et bibliotek, hvor manualer, håndbøger og træningsvideoer kan hentes ned, uanset hvor du befinder dig i verden," siger hun.
"Nettet er hovedsageligt en arena for begyndere og aspiranter, som gerne vil lære grundtrinene," siger hun. "Og så er det et redskab for mere erfarne jihad-grupper, der gerne vil profilere sig."
Derudover bruges nettet til avanceret informationssøgning og rekognoscering af potentielle angrebsmål.
Rita Katz siger, at de jihad-orienterede chatrooms på nettet er meget vigtige. Det er her, videoer, taler og undervisningsmaterialer videresendes, og her, der linkes til nye sites, når de gamle bliver ustabile eller lukket ned.
Som et eksempel på, hvordan nettet bruges, nævner hun den danske Glostrup-sag, hvor gruppens medlemmer var i besiddelse af samme internetmateriale, som også er fundet hos militante islamistgrupper i Canada, London og Atlanta, USA.
Hanna Rogan understreger, at al-Qaeda gør sig store anstrengelser for at udnytte internettets muligheder og udvide sit publikum. Det fremgår blandt andet af det hastigt voksende antal propagandafilm, som udsendes af al-Qaedas medieselskab, Al-Sahab (Skyen, red.) Men også af de nye metoder, som bevægelsen tager i brug.
For eksempel udsendes stadig flere videoer med engelske undertekster, ligesom flere hjemmesider og tekster løbende oversættes til f.eks. pashtu, tyrkisk, fransk og spansk af jihad-bevægelsens nyhedsbureauer Global Islamic Media Front (GIMF) og Al-Fajr (Morgengryet, red.)
De seneste måneder har al-Qaedas nummer to, Ayman Zawahiri for første gang besvaret spørgsmål via internettet (se uddrag nedenfor) - et andet eksempel på, at al-Qaeda forsøger at nå et bredere publikum.
Hanna Rogan peger også på, at vestlige hjemmesider som Youtube og Liveleak nu bruges til at distribuere jihad-videoer til et vestligt publikum, og at mobiltelefoner i stigende grad anvendes til at nå et publikum, der ikke har internetadgang.
Ude af kontrol
Eksperterne vurderer, at den virtuelle jihad efterhånden har nået et omfang, der gør det helt umuligt at overvåge eller stoppe. Selv om en hjemmeside lukkes ned, eller en video slettes, dukker materialet omgående op igen hos en anden udbyder et andet sted på kloden, fordi nogen har downloadet det.
"Når en idé én gang er offentliggjort i cyberspace, eksisterer den for evigt," konstaterer Rita Katz.
Og det gælder også kon-krete terrorplaner, som cirkulerer på nettet.
Begge forskere understreger, at jihad-bevægelsens brug af internettet også er deres akilleshæl, fordi deres færden på nettet efterlader elektroniske fodspor.
"Omfanget af jihad-aktivitet på nettet er alarmerende, men der er også begrænsninger. Mange af disse hjemmesider og chatrooms er overvåget af efterretningstjenesterne, og det kan faktisk lade sig gøre at spore brugerne," siger Hanna Rogan og peger blandt andet på afsløringen i 2005 af "Irhabi007", dæknavnet for en 22-årig marokkaner bosat i England, der var en af al-Qaedas dygtigste propagandister på nettet.
Både Rogan og Katz mener imidlertid, at der kan gøres væsentligt mere for at bekæmpe den virtuelle terrorpropaganda.
Rogan efterlyser først og fremmest lovgivning, der gør det muligt at gribe mere effektivt ind i de enkelte lande, og foreslår desuden, at de enkelte lande bruger kræfter på at modgå propagandaen på nettet, bl.a. ved at deltage i debatten på jihad-siderne. Katz efterlyser især en stærkere indsats for at infiltrere jihad-miljøet på nettet og afsløre, hvem der gemmer sig bag de anonyme indlæg og afsenderadresser:
"Det handler om at bruge flere muldvarpe, som kan optræde på nettet, skaffe sig adgang til lukkede fora og gradvist opnå tillid i jihad-samfundet. Det er frygtelig vanskeligt at spore og fange medlemmerne i netværket, men SITE har flere gange gjort det med succes."
Fakta: al-Qaeda
Bevægelsen, hvis navn betyder 'basen' eller 'fundamentet' på arabisk, er grundlagt i 1988 af den saudiske milliardær og mujahedinleder Osama bin Laden. Navnet skal forstås både konkret som en militær base og i overført betydning som grundlaget for den rette tro.
Efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan i 1996 oprettede al-Qaeda træningslejre i landet og brugte Afghanistan som base for rekruttering, træning og planlægning af terrorangreb.
I 1998 offentliggjorde bin Laden en fatwa, der stadig udgør al-Qaedas grundlag. Fatwaen har form af en krigserklæring mod USA og dets allierede over hele verden. I manifestet understreges det, at alle muslimer er forpligtet til at deltage: 'Vi opfordrer med Guds hjælp enhver muslim, der tror på Gud, og som ønsker at blive belønnet, til at følge Guds ordre om at dræbe amerikanerne og røve deres penge, uanset hvor og hvornår I finder dem. Vi opfordrer også den muslimske ulema (de religiøse ledere, red.), de unge og soldaterne til at iværksætte et angreb på Satans amerikanske tropper og djævelens støtter, der har allieret sig med dem, og til at fjerne dem, der står bag dem ...'
Formålet med den globale jihad er:
-at smide jøderne ud af Israel og give området tilbage til palæstinenserne.
-at få USA og andre vestlige lande til at trække deres tropper tilbage fra hele den islamiske verden.
-at afsætte de muslimske ledere og omdanne den islamiske verden til ét stort islamisk umma (samfund) baseret på Koranen, Profetens sunna (leveregler) og sharia (islamisk lov).
Siden offentliggørelsen af manifestet har al-Qaeda gennemført en lang række spektakulære terrorangreb. Blandt de mest kendte hører:
-Bombesprængningerne af to amerikanske ambassader i Østafrika i 1998.
-Et bombeattentat mod det amerikanske krigsskib USS Cole i 2000.
-Attentatet mod World Trade Center og Pentagon i 2001 (cirka 3.000 dræbte),
-Bombeattentat mod et diskotek på Bali i 2002 (202 dræbte, heraf tre danskere).
-Madrid-togbomberne i 2004 (191 dræbte).
-London-bomberne i 2005 (52 dræbte).
-En række samtidige bombeattentater i Jordan i 2005 (57 dræbte)
-Et dobbelt bombeattentat i Algeriet i 2007 (33 dræbte).
Derudover er al-Qaeda og allierede grupper involveret i krigene i både Irak og Afghanistan, hvor de har gennemført et utal af selvmordsattentater, kidnapninger, henrettelser mm.
Efter den amerikansk-ledede invasion af Afghanistan i 2001 har al-Qaeda mistet sine baser i Afghanistan, men bevægelsens topledere menes fortsat at befinde sig i de uvejsomme bjergområder på grænsen til Pakistan. caa






Life J
28. maj, 2008 #
Den vestlige kapitalisme er fuldstændig anarkistisk, ude af kontrol og ikke underlagt nogen individuelle landes kontrol længere. Man kan derfor ikke undres over, at krigsførelse nu følger de samme principper. Det er helt ude i hampen det der med "ulegitime kombattanter". De fører blot krig på globaliseringens præmisser og er ikke mere ulegitime end den globale kapitalisme selv, som endvidere har undermineret de vestlige landes demokratier fuldstændigt. Vi har ingen demokrati at eksportere længere, skønt hvem blir narret - det er kolonialisme og kapitalisme vi eksporterer, ikke demokrati.
Altså jeg prøver overhovedet ikke på at snaktionere eller undskylde disse terrornetværk - eller nogen anden form for krigsførelse for den sags skyld - jeg prøver bare på at forklare det i den aktuelle sammenhæng.
Thor Hansen
29. maj, 2008 #
Bare et spørgsmål.
Hvornår dør man mest?
Når man bliver sprængt i luften i metroen af en selvmordsbomber, eller når man bliver sprængt i luften til et bryllup af en præcisionsbombe.
Peter Olsen
29. maj, 2008 #
Er jeg den eneste der finder det mildest talt "påfaldende" at
SAMTLIGE optagelser med "Osama bin Ladin" bliver "fundet"
af "private" foretagender som "IntelCenter" og "SITE Intelligence Group"
hvorefter CIA rutinemæssigt bekræfter "optagelsens ægthed" .
Disse "private" firmaer er oven i købet nu i stand til at "forudsige" nye
"Al-Qaeda" videor flere døgn før de "offentliggøres" hvilket gør det
endnu mere paafaldende at disse optagelser ALDRIG bliver "fundet"
af en officiel efterretnings-tjeneste .
Faktisk er det sådan at f.eks CIA's eneste rolle tilsyneladende er
at "bekræfte optagelsernes ægthed" . Kan det skyldes at ingen vil tro paa CIA hvis de selv "fandt" disse videoer som der er delte meninger om ægtheden af, hvilket man kan læse mere om f.eks her :
http://news.cnet.com/8301-10784_3-9777136-7.html
samt mange andre steder på Al-Internet ..
Per JONGBERG
29. maj, 2008 #
Interesant kommentar, @ Life J..
Jeg kom til at tænke på alle det SPAM, som jeg modtager på trods af, at jeg vist har gjort, hvad der skal til for at undgå den, alle de reklamer, som jeg modtager på trods af, at jeg har gjort, hvad der skal til for at undgå dem, og alle de telefonopringninger, som jeg modtager fra ukendte mennesker, der vil sælge mig et eller andet, eller på anden vis gøre mit liv lykkelige eller i hvertfald billigere.
Disse ting synes ikke til at stoppe og de synes at gribe mere og mere om sig.
Jeg ved ikke om disse ting skyldes, at kapitalismen er fuldstændig anarkistisk og ude af kontrol - måske er det bare de overlevne Marxister, der står bag, eller kunne det tænkes, kunne det tænkes, at være terroristerne ?
Life J
30. maj, 2008 #
Per, nu må du altså lige tage dig sammen og sige noget fornuftigt....