Jeg gider ikke på Facebook. Det er spild af tid, plejer jeg at sige, når folk måbende spørger hvorfor. Men så i sidste uge skete der noget lidt ubehageligt. Jeg følte mig for første gang uden for fællesskabet, alene fordi jeg ikke har en Facebook-profil. En bekendt havde inviteret til fest - og naturligvis benyttet sig af Facebook. Hun havde så imidlertid ikke forestillet sig, at man kan være så gammeldags, at man ikke har en profil, og derfor var jeg ikke blevet inviteret. Først dagen inden festen modtog jeg en mail med titlen 'lidt sen invitation' og følgende tekst: "vi er jo ikke 'venner' derude, så nu får du den lige sådan her ...".
Det er lidt samme følelse, man til tider har som ikke-ryger efter de nye rygeregler er trådt i kraft. Man sidder halvensom tilbage i baren, mens rygerne står og morer sig gevaldigt og taler om særlige rygerting i et særligt rygersprog ude på fortovet. Der findes imidlertid mange gode argumenter for ikke at begynde at ryge. Når det kommer til Facebook bliver argumenterne lidt mindre vægtige, men de er der skam stadig.
Det med spild af tid er nemlig ikke hele forklaringen, selv om folk ved gud spilder meget tid på Facebook. Men når jeg har valgt ikke at have en profil, er det også fordi, jeg ikke gider at lægge mit privatliv ud til offentlig skue. Nærmest inden festen er slut, kan man jo gå ind på Facebook og se billeder af, hvem der var stivest, og hvem der snavede med hvem. Og for at gøre hånen total, så er det almindeligt, at man skriver navne på hver enkelt person på billederne (her kommer den med spild af tid ind igen, for det må da være et noget omstændeligt arbejde).
Hemmelig
Det med navnene har jeg sagt til folk, at de godt kan droppe, hvilket har fået en af mine venner til konsekvent at omtale mig som 'anonym' på Facebook. 'Manden til højre ønsker at være anonym', står der blandt andet. Det lyder jo næsten ikke suspekt.
Brandertbilleder er i sig selv en irriterende genre (så drik dig dog stiv selv i stedet for at gå rundt og tage billeder af os andre), men i kombination med internettet kan brandertbilleder jo rent faktisk være problematiske, og det leder lige over i det næste alvorlige problem med Facebook. Nemlig cheferne, som efter sigende er begyndt at komme luskende og spørge, om de må være venner med deres medarbejdere på Facebook. Og lærere med elever. Og hvem siger 'nej, vi skal ikke være venner' til sin lærer eller chef?
Og pludselig kan chefen følge med i din grå hverdag og farverige weekend - det har sgu da aldrig været meningen.
Og det har da i øvrigt heller aldrig været meningen, at unge mænd skal kunne huske hinandens fødselsdage. Men Facebook minder om vennernes fødselsdage, og det sætter jo os ikke-facebook-brugere i en uretfærdig konkurrencesituation - for ikke at sige, at Facebook har ødelagt den gode gamle leg om, hvem der glemmer hvilke fødselsdage.
For nu at være helt ærlig, så er det også lidt, fordi jeg lige havde oprettet en profil på det mere professionelle netværk (dvs. uden drukbilleder) Linkedin, da alle begyndte at bruge Facebook. Og jeg orkede ikke at gå i krig med endnu en profil og endnu et netværk. Kort forinden var det Myspace, alle snakkede om og brugte, og sådan kunne det jo blive ved i det uendelige, tænkte jeg. Inden længe ville Mybook, Myface eller Spacebook dukke op, og man kunne ikke lave andet end at oprette profiler og søge efter venner. På det givne tidspunkt var jeg tilmed noget skuffet over Linkedin. Jeg havde moslet i flere uger med at få oprettet min profil og skaffet tilpas mange venner til, at det ikke var pinligt, men så opstod der ligesom et tomrum. Jeg har med andre ord aldrig brugt min Linkedin-profil til noget som helst. Det tætteste, jeg er kommet på, var da en af mine venner gerne ville introduceres for en tredje part - en service som Linkedin tilbyder. Det viste sig så, at jeg slet ikke var venner med den person, som min ven gerne ville introduceres til, og så var vi jo lige vidt. Set i det lys, orkede jeg ikke Facebook.
So last year
Dér må man dog retfærdigvis sige, at Facebook virker mere sejlivet end de nævnte alternativer. Og når man tilmed begynder at blive ham, der ikke er inviteret med til festen, begynder man jo nok at tvivle lidt. Det skulle jo nødigt blive en gentagelse af fiaskoen fra dengang med mobiltelefonen. Her gik jeg i adskillelige år rundt og surmulede, når folk spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke havde en mobil - indtil jeg en dag måtte se sandheden i øjnene og anskaffe mig en. Først en brugt, naturligvis. Og kun midlertidigt.
Man kan ikke udelukke, at Facebook er kommet for at blive. Jeg har dog hørt hele to personer omtale Facebook som 'so last year', og det ved alle, at når først noget er 'so last year', så skal man ikke hoppe med på vognen her i 11. time. Så hellere vente med at give køb på de ovenstående principper, når Spacebook om kort tid kommer på banen - og så til gengæld være helt fremme i skoene.
