Hvis blot alle romantiske komedier var som Adam Brooks' Helt sikkert ... Måske, ville filmverdenen være et bedre sted: Flerfacetterede figurer, kløgtige og fermt afleverede replikker, energiske skuespilpræstationer og endda en undertone af noget inden for genren så uhørt som realistisk erkendelse, nemlig at livet uvægerligt medfører skuffelser for dem, der tør drømme.
Rammen om historien er en nyskilt far (Ryan Reynolds), som fortæller sin fremmelige datter (Abigail Breslin) om de tre kvinder i hans liv som ungkarl.
Han ændrer deres navne, og datteren skal så gætte, hvem af kvinderne, der er hendes mor.
Ikke helt troværdigt, da så videbegærlig en tøs nok ville have udfrittet moren om hendes fortid, men pyt, for to af de tre eks'er er indtagende bekendtskaber: Journalisten Summer spilles af verdens vakreste kvinde, Rachel Weisz, mens Isla Fisher stjæler showet som den både søgende og kampklare April.
I tidsånden
Brooks udviser tilmed betragtelig fornemmelse for tidsånden, da filmen delvis udspiller sig på baggrund af Bill Clintons præsidentkampagne i 1992, hvor luften, som nu, var fuld af forventning til en karismatisk og ungdommelig demokrat.
Med sine 112 minutter er filmen et kvarter for lang, men den første halvanden time er en udsøgt fornøjelse.
Definitely Maybe. Instruktion og manuskript: Adam Brooks. Amerikansk, engelsk og fransk (Palads i København, Kinopalæet i Lyngby og BioCity i Århus)
