Historien er dybt fascinerende. I en ung alder blev Scott McClellan en beundrer af George W. Bush og senere hans pressemedarbejder, da Texas-guvernøren lancerede sin præsidentkampagne i 1999. De to blev nære venner. I Det Hvide Hus tjente McClellan som vicepressechef, indtil han arvede stillingen som præsidentens talsmand fra Ari Fleischer i 2003 - kort efter invasionen af Irak. En mere loyal tjener fandtes næppe i Washington.
For enhver der jævnligt gennem tre år hørte McClellan briefe pressen, må det derfor komme som et chok, at han i sine erindringer What Happened udgivet i denne uge påstår at have næret en nagende tvivl om Bush-regeringens sandfærdighed og et stigende ubehag over præsidentens tilegnelse af Washingtons "bedrageriske og manipulerende mentalitet". Især går det McClellan på, at hans chef startede krigen mod Irak på et falsk grundlag. McClellans tell-all-bog har givet anledning til skånselsløse fordømmelser fra hans tidligere forbundsfæller i Det Hvide Hus og sporadisk latterliggørelse fra klummeskrivere på venstresiden i det politiske spektrum. Bush-loyalister siger, at de er i 'vildrede' og ikke kan genkende deres gamle kammerat. Insinueringen er, at den tidligere pressechef må have mistet forstanden eller alternativt: At han er blevet manipuleret af pengegriske forlagsredaktører, der aldrig ville kunne sælge en proBush-bog i disse for den upopulære præsident så vanskelige tider. Uanset hvad så lå bogen efter et par dage nummer 1 på salgslisten og bliver sikkert en bestseller.
Bush-fjendske kommentatorer håner derimod McClellan for at have holdt igen med sin ødelæggende kritik af Bush-regeringens bedrageriske adfærd og overdrevne hemmelighedskræmmeri. Hvorfor råbte han ikke op, dengang det kunne gøre en forskel? Det samme anklagepunkt fremføres i øvrigt af Bush-folkene, omend baseret på den stik modsatte præmis.
Problemet med begge siders indvendinger er, at de ikke tager højde for den nødvendige erkendelsesproces, som en tro loyalist nødvendigvis må gå igennem, førend han tager den smertefulde beslutning, brænder alle broer bag sig og bryder med sin politiske faderskikkelse og sit parti - i dette tilfælde George W. Bushs Republikanere. Efter alt at dømme havde McClellan ikke den hensigt, da han underskrev bogkontrakten. Men vi ved, hvad der kan ske, når folk sætter sig ned og skriver erindringer. De begynder at reflektere over deres livsgerninger. Det er, hvad forlæggerne æggede ham til. De kunne - som flere reportere i Det Hvide Hus - fornemme, at manden var besværet af samvittighedskvaler.
McClellan har aldrig lagt skjul på, at han blev dybt krænket i sin faglige stolthed over, at præsidentrådgiverne Karl Rove og Lewis 'Scooter' Libby fik ham til at lyve om deres rolle i Valerie Plame-affæren under et pressemøde i 2005. Lige så slemt for ham var det, at Bush personligt bekræftede, at Rove og Libby ikke havde lækket CIA-agentens identitet. McClellan var en informationschef, som magtede tvetydighedens kunst. Men at blive sat til at lyve uden at vide det - det bragte ham til fald. Han nægter stadig at tro, at Bush er en skidt fyr, hvilket blot afslører faderbåndet. Men for McClellan er alle de andre i dag skarnsknægte. At være rejst så langt er dog en modig præstation. Bravo, Scott!
