jeg sendte et brev om denne nyhed til georg metz, erslev andersen og de fleste korrenspondenter fra Information og DIIS i september sidste år! For dem som er interesserede i historien så læs her:

Foreneligt med Reuters d. 12. september 2007, bekræftede amerikanske talsmænd den israelske bombning i Syrien d. 6. september 2007, formodentlig rettet mod et våbenlager tiltænkt den armerede fløj af Hezbollah. Uoverenstemmelsen i henhold til de nyelige anklager om konstruktionen af et atomanlæg, i hemmelig samarbejde med Nordkorea afspejles ikke i nuværende diskurs eller debat. En efterfølgende egenhændig medie-research gendriver dog dette argument, idet John W. Farley i sin artikel i InformationClearingHouse, ’Syrian Nukes – the Phantom Menace’, udfører en upåklagelig afregning af uoverenstemmelsen. I artiklen skriver Farley om, den nationale sikkerhedskorrespondent fra Washington Monthly og The American Prospect, Laura Rozens samtale med Joseph Cirincioni, direktør for atompolitik ved Center for American Progress. I interviewet fremhæver Cirincioni at, ”attacking Dair el Zor in Syria on Sept. 6, the Israeli air force wasn’t targeting a nuclear site but rather one of the main arms depots in the country. Dair el Zor houses a huge underground base where the Syrian army stores the long and medium-range missiles it mostly buys from Iran and North Korea. The attack by the Israeli air force coincided with the arrival of a stock of parts for Syria’s 200 Scud B and 60 Scud C weapons.” I forlængelse beretter Cirincioni, at Syrien har et atomprogram, og at det har haft det I knap 40 år, men “ It is a basic research program built around a tiny 30 kilowatt reactor that produced a few isotopes and neutrons. It is nowhere near a program for nuclear weapons or nuclear fuel.” Dertil har omkring et dusin lande støttet Syrien i dennes atomprogram, heriblandt Belgien, Tyskland, Rusland, Kina og USA – blandt andet ved at bidrage til produktion samt ekspertise.
Hvad Søren er det så der foregår, må man spørge sig selv? Men længe behøver man ikke vente for at få et rationelt svar, for Hr. Cirincioni fortæller nemlig BBC: ” This appears to be the work of a small group of officials leaking cherry-picked, unvetted 'intelligence' to key reporters in order to promote a preexisting political agenda.” En agenda som i øvrigt finder sin vej til danske medier – som uheldigt sjældent udfordrer disse oplysninger. Cirincioni tilføjer ildevarslende: ” If this sounds like the run-up to the war with Iraq, then it should.”
Der findes en diplomatisk afregning af seneste udveksling mellem USA og Syrien, som jeg synes, at den seriøse observant bør forholde sig til. Derfor har jeg i et appendix vedlagt henholdsvis USA’s officielle anklage, samt Syriens officielle indsigelse. Følgende appendix medfølger i bunden af denne .pdf fil.
Hertil vil jeg tilføje et debatindlæg:
Lad os antage, at Israel har haft anledning til at tro, at Syrien har haft gang i et atomanlæg – der er ingen grund til at modgå denne formodede forståelse så sent efter bombningen. En sådan forudsætning lade umiddelbart til, at styrke retfærddiggørelsen af den israelske bombning, men også den rovhundspolitik som G.W. Bush og hans snævre stab har ført overfor Syrien og Nordkorea i gentagende anklager om deres tilslørede atomsamarbejde. Forudsætningen styrkes yderligere ved, at Syrien hurtigt hæver jorden over bombningen og forbereder konstruktionen af en ny militærbygning, som i synergi med bombningen umuliggør verificeringen af den amerikanske anklage. Men selvom den amerikanske regerings selvtjenende ’afsløring’ eventuelt viser sig at være korrekt, har Syrien ikke havde overtrådt nogen lov, og har vi overset at Israel ingen juridisk rettighed havde for sin bombning? Syrien er en medunderskriver af NPT (Nuclear Non-Proliferation Treaty), som forpligtiger denne at tilvejebringe information omkring facilitering af et atomanlæg, ”så tidligt som muligt, før atomstoffer introduceres til en ny facilitet.” Der er ingen fremlagte beviser for, at Syrien havde i sinde, at noget som helst gennemløb som understøtter våbenproduktion, skulle introduceres, til den påberåbede facilitet. I så fald er det utænkeligt, at en sådan operation ikke har efterladt sig spor. … Mens Mohamed El-Baradei har introduceret det internationale program FissBan, som pålægger international tilsyn med fissile materialer kompatible med våbenproduktion, findes der til dags dato kun ét medlemsland i dette program: Iran. Samtlige afstemninger om implementering af FissBan i sikkerhedsrådet er godkendt af næsten samtlige lande i verden, med to afholdenheder, navnlig England og Israel og en konsekvent nedlægning af veto af USA, med tilføjelse af én negativ stemme fra det gade-lange land Palau, som effektivt ødelægger prospektet for implementering af programmet. Vil man løse problemet med manglende transparens, så er der bud på seriøse løsninger, men USA, Israel og England viser sig, ikke at være interesseret. Og Palau. …
Ved at bombe faciliteten (eller sandet for den sags skyld!) har Israel ikke kun forsinket Syriske atomambitioner, fredsfulde eller andet, men også udelukket en international eftersøgning. Men der er også en anden sidegevisnt, i forbindelse med bombningen, i det denne effektivt har medført, at Syriens stræben uden sidestykke og beviser er karakteriseret som våben-relateret, og også at Irans atomambitioner i forlængelse bør anses som våbenrelaterede. Lad mig bevise min pointe, ved at vise netop hvor succesfuld det israelske åbningstræk har været; der er så godt som ingen diskussion, om det faktum at Israel atter har overtrådt international lovgivning i endnu en aggressiv aktion, uden provokation, mod en FN medlemsstat, som tilsyneladende burde være berettiget international beskyttelse fra sådanne overgreb! Den amerikanske omfavnelse af bombningen og beslutningen om at tilvejebringe ’efterretninger’ omkring placeringens karakteristik så uansvarligt sent i efterspillet, befæster realiteten, at USA ikke giver en meter for international lovgivning i henhold til våbenkontrol og non-proliferering. Bush administrationen søger, at anvende beskyldningen som en støttepille for dennes argumentation mod iransk atomhensigt og for at kontrollere udfaldet af den nuværende forhandling med Nordkorea. Med sin ’forebyggende’ krigsideologi som befordringsmiddel for sin unilaterale politik for regimeskifte i Irak, bygget på falske efterretninger og anklager, skal det ikke komme som nogen overraskelse, hvis USA anvender samme mønster mod Syrien, Iran og Nordkorea.
Hvis international lovgivning håndhæves, kan dette fungere som en forhindring for eventuelt underlæggende motiver.

det oprindelige appendiks kan findes på google hvis man er interesseret!