At noget er anderledes på Copenhagen Business School denne mandag opdager man allerede ved indgangen, hvor en socialistisk gruppe tilbyder et eksemplar af deres avis. Indenfor i det kølige byggeri, hvor trapper og auditorier er opkaldt efter erhvervslivssponsorer, viser et vægstort projektorbillede af bestsellerforfatter og venstrefløjsaktivist Naomi Klein, hvorfor der i dag er så mange hanekamme, piercinger, dreadlocks og flyers for Europæisk Socialt Forum på denne - ifølge fordommene - neoliberale udklækningsanstalt.
“Her er garanteret flere RUC’ere og KU’ere end CBS’ere,” siger en CBS-studerende tvært til sin sidemand.
Naomi Klein er inviteret til at forelæse om sin nyeste bog, Chokdoktrinen - katastrofekapitalismens opkomst, og det har trukket fulde huse. Selvom arrangementet i sidste øjeblik er rykket til skolens største auditorium, må folk allerede 10 minutter i showtime slå sig ned på trappen.
Chok og ærefrygt
Det lange bifald fra salen overrasker Naomi Klein, der med invitationen fra CBS forventede at blive lokket ind i løvens hule.
Hendes tese om katastrofekapitalisme, fortæller hun, tog form, da hun oplevede invasionen af Irak set fra Buenos Aires, der var i en tilstand af kaos efter krakket i Argentina. Set fra et land, hvor “frimarkedsfundamentalisme” havde ført til ekstrem ulighed inden for et økonomisk system, der ramlede med et brag, gjorde det stort indtryk at se daværende leder af USA’s “genopbygningsprogram” i Irak, Paul Bremer, tone frem på tv-skærmen i jakkesæt og militærstøvler - mens Bagdad stadig brændte - og erklære, at “Irak er åbent for erhvervslivet.”
Irak er det mest ekstreme eksempel til dato på katastrofekapitalismens chokdoktrin, mener Naomi Klein - men eksperimentet slog fejl. Irakerne blev ikke slået af “chok og ærefrygt”, som den militære doktrin bag invasionen havde forudset.
“Et langt diktatur kan forberede mennesker på meget. Irakerne var ikke ‘tilstrækkeligt chokerede’, som Richard Armitage (Bush-rådgiver, red.) formulerede det, da USA ville presse økonomiske liberaliseringer igennem. Tværtimod var det presset for at åbne Irak fuldstændig for det frie marked, der tændte den væbnede modstand mod USA-koalitionen,” siger Naomi Klein.
Forbandet kommunisme
Blandt reaktionerne på annonceringen af Naomi Kleins forelæsning på CBS, var en vred lektor, der skrev i en mail:
“Det er forbandet ulækkert. Det er forbandet kommunisme. Send hende ud og tale med Socialistisk Folkepartis ungdom, det har intet at gøre med videnskab.”
Men Naomi Kleins budskab er netop dette: politik og teorier udviklet på universiteter i videnskabens navn hænger uløseligt sammen i katastrofekapitalismens chokdoktrin, inkarneret i den nu afdøde økonom Milton Friedmans ord:
“Kun en krise - den være sig aktuel eller forestillet - producerer virkelig forandring. (…) Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: At udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt.”
Orkanen Katrinas ødelæggelse af New Orleans er et andet nyere eksempel på kapitalistisk chokterapi, forklarer Naomi Klein og understreger, at hun ikke mener, katastrofekapitalisterne planlægger katastroferne - de holder sig blot klar til det rette øjeblik.
Til at understøtte tesen om katastrofekapitalismens chokdoktrin, bruger Naomi Klein citater fra neo-konservative i både sin bog og sin forelæsning, fordi de “rammer lige på kornet” - som da det republikanske kongresmedlem Richard Baker, mens New Orleans stadig lå under vand, sagde:
“Så fik vi endelig bugt med socialt boligbyggeri i New Orleans. Vi kunne ikke, men det kunne Gud.”
Men chokdoktrinen mister væsentlig kraft, hvis folk er i stand til at gennemskue, hvad der sker i krisesituationen, siger Naomi Klein:
“Derfor er det så vigtigt at udbrede kendskabet til, hvordan katastrofekapitalismen fungerer.”
Chokdoktrinen - Katastrofekapitalismens opkomst udkom på dansk 30. maj fra forlaget Klim
Mandag aften talte Naomi Klein under debatkonceptet ‘Den Femte Salon’ på Tranquebar Rejseboghandel
Kommentarer
Nu gik jeg glip af arrangementet i går på CBS og ligeledes har jeg heller ikke fået læst hendes nye bog endnu. Den står højt oppe på listen til sommerferielæsningen - dog ved jeg ikke om jeg vil bruge de penge den koster. Jeg har læst flere forskellige anmeldelser af bogen - både i de danske aviser i forbindelse med udgivelsen af den danske oversættelse og de engelsksprogede da den version udkom. Der er langt mellem de kritiske anmeldelser - derimod er der en lang stribe som fungerer mikrofonholderi for Naomi Klein’s bog. Af de få kritiske anmeldelser er der en meget lang en af slagsen af hendes nemesis inden for globaliseringsanalyse - Johan Norberg. Man kan læse hans anmeldelse her: http://www.cato.org/pubs/bp/html/bp102/bp102index.html
Jeg synes det er en ganske saglig kritik som Norberg kommer frem med - og som jeg desværre mangler at se fremsat i den danske debat om bogen. En utidig sammenblanding af begreberne neokonservatisme og neoliberalisme koblet sammen med en til tider tvivlsom videnskabelig metode (når nu Lomborg får med høvlen burde Klein vel også?) lader mig tilbage med et spørgsmål: Skal jeg virkelig bruge penge på den bog?
Foredraget var, ligesom bogen, fremragende. Alt for kort, og præget af en række højst besynderlige spørgsmål fra tilhørerne, men iøvrigt interessant, underholdende og fremfor alt tankevækkende.
Bogen fortjener at blive genstand for offentlig debat. Og det kan da undre at hendes besøg ikke er bedre dækket i medierne. Hvorfor er Klein ikke i “Deadline”? Det er sandsynligvis den vigtigste bog som bliver offentliggjort på dansk i 2008.
@Mark Gray: Jeg har også læst Norbergs “gendrivelse”, og det er ærligt talt skandaløst dårligt. Magen til misrepræsentation skal man lede længe efter, selv i så politisk ophedet et område som amerikansk økonomisk debat. Norbergs artikel fremstår som rendyrket propaganda, af den type som man kan forvente fra den amerikanske højrefløj. “Flak”, som Noam Chomsky har beskrevet det - dvs. øjeblikkelig og overvældende kritik af ethvert synspunkt som er potentielt farligt for højrefløjens konsensus. Den slags er folk som Norberg ansat til at bedrive.
Hvis du vil have et sobert, men kritisk og rammende, “review”, så vil jeg anbefale Stephen Holmes’ fra London Review of Books. Der er svagheder ved Kleins bog, men ikke de som Norberg hævder. Og desto mindre forbliver det en fantastisk investering - mit råd er klart: køb den!
Frej:
Der var faktisk et interview med Naomi Klein i den sene Deadline i går, samt i DR2 Udland. Du kan sikkert stadig downloade disse interviews på DR’s hjemmeside.
@Frej Klem Thomsen
Tak for svar. Jeg er udmærket klar over, at Norberg nok ikke kan tilskrives at være upartisk. Hans ansættelse hos Cato og hans egne udgivelser som når helt andre konklusioner end Klein er gode argumenter herfor. Alligevel synes jeg der er nogle alvorlige eksempler som han fremkommer med i hans anmeldelse som ikke kan afskrives med en ideologis bias.
Helt basalt forstår jeg ikke, at Friedman - en erklæret libetarianer - tages til indtægt for så mange historiske eksempler, hvor staten, og brugen af den magt som den har, øjensynligt er den rigtige skurk. Ja, måske har nogle af Friedmans teorier inspireret til efterfølgelse hos andre, men at det gør ikke, at de kan kaldes “neoliberale”; kausaliteten kan ikke bare vendes om.
Det er en meget lang anmeldelse som Stephen Holmes har lavet så jeg har kun skimmet den igennem. Den virker dog som en ganske upartisk og objektiv analyse af bogen så den er anbefalelsesværdig at læse. Holmes’ hovedkritik er som følger:
“Klein’s basic argument is curiously difficult to follow. One problem is her conflation of free-market ideology with corporate greed. There are plenty of connections between the two, of course, but it is impossible to understand the relation between the economic ideals of Milton Friedman and the economic aims of Halliburton or Lockheed Martin unless they are kept analytically distinct.”
Jeg nævnte tilsvarende i mit første indlæg, at det virker som om (uden at jeg har læst bogen endnu - det må jeg jo snart få gjort) - som om der er en (bevidst) sammenblanding af liberalistisk/libertariansk/neoliberal ideologi med amerikanske (neo)konservative politikere og store virksomheder. En ret uheldig sammenblanding da jeg i høj grad er enig i, at det er kritisabelt når virksomhedsinteresser (eller andre grupper) udnytter statens magt til egen vinding. Ligeledes er der jo hele spørgsmålet om Irak-krigen, som vi lige lader ligge. Jeg synes det tenderer usaglighed (men nu har jeg jo heller ikke læst bogen endnu)
Hej Mark
I CEPOS-regi kom jeg til at forpligte mig på at læse den. Derfor kan jeg give dig en hurtig anmeldelse.
Bogen hører til de absolut dårligste, jeg har læst. Argumentationen er ganske enkelt så svag, at den er svær at tage alvorlig.
Hendes argumenter er oftest baseret på association. Eksempelvis bruger hun 20-30 sider på at beskrive CIAs brug af totur i 50erne. Derefter siger hun, i én sætning, at Friedman i overført betydning gør det samme som CIA gjorde.
Hendes fremstilling af kendsgerninger er voldsomt tendentiøs. Hvis du får læst bogen, så tag for sjov at sammenligne et af hendes tal (oftest fra obskure kilder) med data fra imf.org eller OECD. Det bedste eksempel er Chile, som hun får forklaret er en stor katastrofe, selvom enhver ved, at landet er en fantastisk succes i latinamerikansk sammenhæng. Oftest forholder hun sig imidlertid slet ikke til nøgletal som vækst og arbejdsløshed. I stedet bruger hun storytelling om hvor forfærdeligt, det og det nu var. Og storytelling tæller ikke som argumenter i min bog.
Derudover halter bogen også teoretisk på en række punker.
Tesen Friedman = chok er baseret på en enkelt sætning i forordet til Capitalism and Freedom. Derudover er det på ingen måde relevant for resten af bogen og hans øvrige forfatterskab, som enhver, der har læst ham, hurtigt vil erkende.
Og selv hvis det var et element i Friedmans teorier, kan hun alligevel ikke slutte fra økonomisk liberalisme til politisk og personlig ufrihed. Det er et absurd ærinde.
Klein har overhovedet ikke forstået Chicago-skolen og blander den sammen mainstream neoklassisk tænkning og masser af misforståelser. Faktisk tror jeg ikke, man kan finde et eneste eksempel i bogen, på at hun korrekt formidler Chicago-skolen i forhold til neoklassisk økonomi. Hun har næppe kendskab til nogen af dem.
Hun blander neokonservatisme og neoliberalisme sammen i et væk. Eksempelvis kalder hun CATO for neocon… For én der kender CATO, er det selvfølgelig meget sjovt, men det fordrer ikke ligefrem for seriøsiteten. Hun definerer hverken neokonservatisme eller neoliberalisme (det er bestemt heller ikke enkelt), og i realiteten tror jeg ikke, hun har den fjerneste anelse om, hvad de to betegnelser dækker over. Men venstrefløjen bruger dem jo også bare generelt som bandeord, fordi de aldrig har læst en tekst, af dem de kaster beskyldninger efter.
Faktisk er den eneste relevante pointe i bogen, at sammenspillet mellem virksomheder og politiske systemer kan have skadelige virkninger. Hun kalder det Corporatism, og slår det i hartkorn med neoliberalisme/neokonservatisme… Corporatism er blot, hvad vi andre kender fra Public Choice-teorien, som rent-seeking. Og det er bestemt et underbelyst problem, som har ganske alvorlige konsekvenser. Men ironisk er det, at netop Public Choice-skolen er en helt afgørende del af neoliberalismen, hvis begrebet ellers skal give mening. Klein har tydeligvis ikke forstået, hvad hun har fået fat i, og derfor får hun aldrig skelnet mellem stat og marked. Det er i øvrigt en generelt teoretisk svaghed ved bogen.
Bogen er ufattelig ringe. Min hensigt med at læse den, var at forstå venstrefløjen og anti-kapitalismen bedre, men til det formål er den ikke værd at læse. (Jeg er gået i gang med Imperiet og en række venstrefløjsmanifester i stedet). Hvis du endelig vil læse den, så hold dig til den første del, hvor hun kritiserer Chicago-skolens teoretiske grundlag. Resten er blot virkelig dårlig historieskrivning, og du behøver kun læse det første for at smide bogen væk med et grin. Faktisk vil jeg gerne vædde en øl, på at du ikke får læse den til ende. Den er simpelthen for svær at tage alvorlig.
Mvh
Rune
@Thomas: Ups. Sådan kan man jo blive glædeligt overrasket. Også selvom Deadlines indslag ikke er særlig imponerende. Det bliver nærmest pinligt når intervieweren for anden gang spørger hende om ikke Irak bare er “work in progress”. Det kalder man altså ikke 1.000.000 ofre for en brutal invasion i kultiveret selskab. Men Klein er høflig nok til at bevare smilet.
@Mark Gray: LRBs anmeldelse er betydelig mere sober. Men forfatteren bliver så vidt jeg kan se mere forvirret end bogen lægger op til. Naomi Kleins tese er ikke så enkel som han gerne vil have den til.
1) For det første angriber hun Chicago-School teorier (dvs. neoliberale økonomiske teorier) for to ting: for det første for at være fundamentalistiske. Dvs. hverken interesserede i eller modtagelige for kritik fra konsekvenserne af deres teorier. Hver gang de hellige teorier slår fejl, så er det virkeligheden der er noget galt med, ikke teorierne. Til foredraget nævnte Klein at den mest oplagte gruppe at sammenligne dem med er den type forstokket beton-kommunist som højrefløjen elsker at hade, og som stædigt vil fastholde at der ikke var nogen problemer med den marxistisk-leninistiske teori - kun med de uheldige omstændigheder der gjorde at den ikke kunne realiseres fuldt ud. For det andet angriber hun så teorien for at slå fejl i praksis - hun demonstrerer temmelig overbevisende at i modsætning til den klassiske keynesianisme som Friedman raser imod, så har det kun haft katastrofale konsekvenser for de lande som har forsøgt sig med neoliberalisme. Jo mere neo-liberalisme, jo værre konsekvenser.
2) For det andet sporer hun så vinderne i det neoliberale system, og dermed de kræfter som har haft en praktisk interesse i at gennemtvinge Friedmans teoretiske ideer. Det viser sig, ikke overraskende, at være storkapitalen. I nogle tilfælde national storkapital, i andre transnationale korporationer, og i de fleste tilfælde en kombination af de to.
3) For det tredje identificerer hun de logiske konsekvenser af disse to præmisser. Hvis nogle grupper i og udenfor et land vil gennemføre neoliberale reformer, så er de så oplagt i modstrid med de demokratiske vælgeres interesse, at man er nødt til at omgå demokratiet. Det kan man gøre enten ved at udnytte den undtagelsessituation som skabes af en katastrofe, ved at skabe en undtagelsessituation selv (typisk ved at gennemføre reformerne, og så slå hårdt og brutalt ned på det folkelige oprør), eller, igen, ved en kombination af de to.
Den overordnede konklusion er således: Neoliberalismen er en økonomisk katastrofal teori, som når den gennemføres i praksis kun kan etableres i forbindelse med og gennem massiv vold. Den er af natur anti-demokratisk, kleptokratisk og totalitær, om ikke i sine idealer, så ihvertfald i sine konsekvenser. At Friedman og hans tilhængere selv forventede at den ville have helt andre konsekvenser, og mente at de derfor forsvarede alle de idealer deres teori har vist sig at krænke, det frifinder dem kun delvist. Dermed bliver de netop som Klein påpegede, lige så forblindede og naive som de kommunistiske teoretikere der på engang forsvarede Sovjet og kritiserede Gulag.
Men som tidligere sagt: læs den, og døm selv.
Rune, du har ret i meget af det du siger, og jeg blev da også irriteret over sammenstillingen med tortur.
Når det er sagt argumenterer Klein godt: ved hjælp af storytelling, javel, ligesom al samfundvidenskab og i sidste ende også økonomisk teori gør det, men hendes central tese er ikke svær at forstå og burde heller ikke være kontroversiel: i krisesituationer kan en regering slippe afsted med langt, langt mere end i tider med fred og velstand.
Hvorvidt Klein rammer hovedet på sømmet, skal jeg ikke gøre mig klog på, men ud fra et aksiom om, at staten altid vil borgeren det ondt, finder jeg hendes historier særdeles plausible: økonomer og embedsmænd har altid skuffeplaner, og når forholdene er gode, hiver de dem frem.
Hvor Klein er på mere tynd is, er ideen om at disse gode forhold, dvs. chokkene, er bevidst fremprovokerede, dvs. om man bevidst forarmer et land for at opkøbe det. Det er hvad JEG ville gøre, selvfølgelig, men det behøves jo ikke være nogen målestok. Vores Kære Ledere er givet meget mere moralske end jeg.
Og nåhja, så skriver hun godt.
Ups, ovenstående var rettet til Mark. Jeg er ikke enig i meget af det Rune siger.
@Frej Klem Thomsen
Jeg forstår ikke, at du synes at CATOs anmeldelse er “skandaløs”, jeg har ikke læst Kleins bog (endnu), men jeg har læst en del liberale teoretikere, herunder en del Friedman.
Der er jo tale om at Johan Norberg fra CATO punkt for punkt , og i et sobert og nøgternt sprog gendriver Kleins teser med omfattende henviser til litteraturen, ikke mindst Friedmans produktion som jo er selve genstanden for bogens hovedtese.
Jeg kan modsat Frej klart anbefale at læse Norbergs anmeldelse. Enhver CATO tekst er natuligvis et liberalt partsindlæg, og ikke udtryk for den objektive sandhed, men det kan jo godt være oplysende alligevel.
@Morten K.S.: Der er ingen tvivl om at Norberg skriver i en sober tone. Det ændrer imidlertid ikke på at det tilsyneladende er en anden bog end Kleins han diskuterer. Hvert eneste af de centrale kritikpunkter er udtryk for enten en fejllæsning eller decideret opspind. Der er kort sagt tale om et usædvanligt langt og usædvanlig kompliceret stråmands-argument. Dét, mener jeg, er skandaløst dårligt. Men ikke overraskende, kilden taget i betragtning.
Efter at have læst bogen og benyttet den i en analytisk sammenhæng i forbindelse med et projekt i min uddannelse har jeg herunder kort sammenfattet et par interssante synspunkter omkring bogen, der så vidt jeg kan se på ovenstående blog posts også favner en række synspunkter fra ‘begge sider’. Mit første eksempel er et essay af Joseph Stiglitz, tidl. cheføkonom i verdensbanken og nobelpristager. Interessant her er at økonomer som regel tager et standpunkt der bekæmper Kleins tese.
”Klein is not an academic and cannot be judged as one. (…) Klein isn’t an economist but a journalist” -Joseph E. Stiglitz, Tidl. Professor i økonomi v. Stanford University
En række af bogens kritikere lægger vægt på at Naomi Kleins baggrund ikke er akedemisk, og at hun derfor ikke har tilstrækkeligt belæg for at tolke sine empiriske fakta på korrekt videnskabelig vis. Dette, mener nogen, kommer til syne i værkets artikel-lignende struktur, og ligesom artiklen skal sælge avisen, er kritikken her også at strukturen skal ’sælge’ tesen.
Implicit strukturering
Kritikken lyder bl.a. på en vis tilstedeværelse af subjektivitet når det gælder konklusionernes sammenkædning og perspektiv. Som en rød tråd igennem hele bogen, bliver den samfundsmæssige, økonomiske ’chok-terapi’ sammenlignet med begrebets oprindelse: den ’fysiske’ chok-terapi. Behandlingen, som senere gav anledning til torturmetoden som bl.a. findes i CIA’s afhøringsmanualer, går ud på at beholde patienten (eller fangen) konstant i en form for chok-tilstand, hvor personen er så desorienteret som muligt. Efterhånden vil personens sind give efter for den psykiske og fysiske overbelastning og til sidst nå et zombie-lignende stade, hvor bl.a. hukommelsestab og anden glemsel af basale færdigheder (f.eks. at gå på toilettet, at sige sammenhængene sætninger, gå oprejst osv.) er blandt effekterne. På dette tidspunkt vil patienten være, ifølge Ewen Cameron som først praktiserede chokterapi som behandlingsform, i en tilstand som minder om ”et blankt ark papir”. Et blankt ark papir, underforstået hvorpå man efterfølgende kan ’skrive’ hvad man har lyst til, igennem basal indlæring.
Igennem adskillige særdeles gribende og meget dystopiske interviews med chokterapiens tidligere patienter , får analogien en hel del meget personlige tilknytninger, som med bogens i forvejen humanitære tema, i stor grad lægger op til at den naturlige sympati for disse mennesker, underforstået, ’også burde være tilstede for de samfund som lider under økonomisk chok-terapi og katastrofe kapitalisme’. Den absurde kvaksalver-praksis kan intet moderne menneske med forståelse for basale menneskerettigheder stå inde for, hvorfor man med den, nærmest direkte sammenkædning med Friedmans kollektive økonomiske chokterapi, per refleks giver hans ideologier og ikke mindst metoderne, et umenneskeligt præg.
Endvidere har afsnittene en tendens til at ende med én eller to, næsten unoterede afsnit hvor Klein konkluderer på sin undersøgelse af det forestående eksempel. Klein indleder bogen med kapitlet ”Blank is Beautiful”, hvori hun bl.a. konkluderer om Friedmanistisk tankegang: ”This ideological crusade was born in the authoritarian regimes (…), it coexists most comfortably, and most profitably, with an iron-fisted leadership to this day.” (Naomi Klein: ”The Shock Doctrine”, s. 11, øverst). Her formår Klein at forstærke sin sammenhæng imellem Friedmans neokonservative kapitalisme og jernhård diktatur. Et par kapitler senere kommer et lignende billede om Chile-eksemplet; om hvordan situationen efter kuppet i 1973 kun var en forsmag på det der ventede en globaliseret verdens fremtid, ”An urban bubble of frenetic speculation and dubious accounting fueling superprofits and frantic consumerisng, ringed by the ghostly factories and rotting infrastructure of a development past; (…)(along with) out-of-control corruption and cronyism.” (Naomi Klein: ”The Shock Doctrine”, s. 87, øverst).
Mens denne kritik er forståelig, har Klein samtidig et enormt note- og kildeapperatur som giver en stigende overbevisning om situationens faktuallitet, efterhånden som hendes undersøgelse skrider frem og eksemplerne bliver flere og flere. Kildematerialet er så væsentligt at man ikke kan se bort fra at der er en række ganske betragtelige sandheder i Kleins materiale som giver værkets videnskabelige side en kraftig understregning, og dermed også dets troværdighed.
En anden af kritikernes mærkesager er Kleins, uden for sit fags rammer, meget synlige ideologiske standpunkt, selv omtalt som forgangskvinde for anti-globaliserings bevægelsen, og aktivist som repræsentant for den politiske venstrefløj. Man vil af amerikanske anmeldere normalt se en del ’stemplinger’ af Naomi Klein som mere radikal socialist end man ville anskue det i sammenligning med dansk politik, hvor Klein nærmere ligner en almindelig socialdemokrat, da amerikansk politik, med al sin diversitet, generelt læner sig op ad den politiske højrefløj. I de følgende underafsnit diskuteres diverse anmelderes reaktioner. Anmeldere af The Shock Doctrine har tit mere på deres CV end blot at skrive boganmeldelser; mange har betydningsfulde poster inden for international politik.
Shashi Tharoor om “The Shock Doctrine”
“She is too ready to see conspiracies”
En af de mere kritiske anmeldelser af The Shock Doctrine er skrevet af Shashi Tharoor , som går bogen meget på klingen med Kleins tendens til at være ”lidt hurtig” med de meget voldsomme konklusioner, og beskriver bl.a. afsnittet om CIA’s chokterapi som “An analogy with torture that might cause apoplexy in the boardrooms of the IMF”. Tharoor argumenterer bl.a. med at den private sektor er en ”Indispensable partner in the long quest for development”, da den officielle støtte til udviklingslandene, ifølge ham, ikke har vist sig effektiv nok, anmeldelsen har dog ikke megen dokumentation med sig her, så læseren må stole på hans autoritet.
Shashi mener også at Kleins behandling af Jeffrey Sachs ofte er ”palpably unfair”, og argumenterer her med at Sachs er kendt som en af de mere lidenskabelige forkæmpere for udryddelsen af fattigdom .
Tharoor erkender dog at amerikanske firmaer som f.eks. Halliburton har lavet en del profit på Irak-krigen, men at Klein også overdriver betydningen af dette, og argumenterer med at der næppe har været dystre hensigter med disse foretagender i landet. Han understreger at “Klein’s notion – (…): the antithesis of the conventional wisdom that capitalism requires peace and tranquility to thrive – is a provocative one.”, og hentyder til at internationale amerikanske virksomheder, efter hans opfattelse, ikke kan skæres over én kam som nogle slyngler og banditter.
Shashi konkluderer til sidst, at trods sine ’begrænsninger’ giver The Shock Doctrine dog et vigtigt bidrag til ’uvishedens tidsalders’ debat, og at bogen er ”well worth reading”.
Joseph Stiglitz om “Katastrofe Kapitalismen”
“They’ll say the IMF is arrogant. They’ll say the IMF doesn’t really
listen to the developing countries it is supposed to help. They’ll say the IMF is
secretive and insulated from democratic accountability. They’ll say the IMF’s
economic “remedies” often make things worse—turning slowdowns into recessions
and recessions into depressions. And they’ll have a point.”
-Joseph E. Stiglitz, i 2000 om demonstranterne ved IMF’s topmøde
Alle økonomer er ikke lige enige i hinandens kritik - et af de mere interessante indlæg kommer fra en meget indflydelsesrig profil på området: den tidligere professor i økonomi ved Stanford University, vicepræsident for Verdensbanken, og forh. rådgiver Det Hvide Hus’ økonomiske råd, Joseph Stiglitz, som i øvrigt modtog Nobelprisen i økonomisk videnskab i 2001.
Stiglitz skriver i en artikel med titlen ”What I learned at the economic crisis” fra 2000 om hvordan bl.a. Rusland og mange lande i det østlige Asien, under pres fra IMF og Verdensbanken, har fået indført privatisering af statens sektorer og udført væsentlige nedskæringer i offentlige ydelser.
Joseph Stiglitz’ argumentation er en stor mundfuld for almindelige læsere uden baggrund i økonomisk teori. I store træk, fortæller Joseph hvordan økonomer med tilknytning til IMF udsendes som en slags ’missionærer’ til lande i økonomisk uføre. IMF’s medarbejdere foretager officielt ’forhandlinger’ om hvordan landene kan højne deres økonomiske vækst. Forhandlingerne ender som regel med at staten skal ”forstærke” økonomien, hvad for IMF betyder at staten sælger ud af sine virksomheder og skaber kortsigtet profit. Stiglitz argumenterer bl.a. at IMF’s udsendinge sjældent har indsigt i landets ikke-økonomiske forhold, f.eks. kultur, etniske grupper m.v., og derfor typisk rådgiver landene efter stort set samme model. I Rusland, Joseph og Naomis fælles eksempel, argumenteres for hvordan IMF’s politiske pres på Moskva om radikal privatisering tillod en lille elite at himmelsende deres profit (eller rettere, sende deres profit til konti i Schweiz, hvor de ikke gjorde meget gavn til den russiske økonomi), hvilket bl.a. førte til at næsten halvdelen af det russiske folk lå under fattigdomsgrænsen.
Angiveligt skulle Stiglitz’ kilder i IMF have undskyldt sig med det meget stadfæstede heiraki internt i IMF som afholdte de mere ’lavtstående’ medarbejdere fra at få for meget indflydelse på fremgangsmåderne. Åbenbart er IMF kendt af sine medarbejdere som en institution der helst ikke ser at udenforstående (ja, selv indenfor-stående) personer blander sig i, og giver meninger til kende om fondens gøren og laden . Det er her at Klein igen bliver interessant når hun antyder at toppen i IMF er under indflydelse fra Milton Friedman og ”Chicago-drengene”, hvilket med god grund kan sammenkædes, da Stiglitz bekræfter Washington Consensus , der ifølge Kleins undersøgelse har kraftige rødder i Chicago School of Economics, som IMF’s bagland.
”Klein is not an academic and cannot be judged as one. (…) Klein isn’t an economist but a journalist”
-Joseph E. Stiglitz, Fra anmeldelsen med titlen ”Bleakonomics”
Stiglitz siger dog også i en anmeldelse af ”The Shock Doctrine” at Naomi Klein har en tendens til at ’oversimplificere’ historiske sammenhænge til at passe ind i hendes chok-tese, men at Friedmans økonomer samtidig også begår samme fejl ved at oversimplificere det økonomiske system som en eksakt videnskab med love så konsistente som tyngdekraften. Om Kleins analog til den fysiske chok-terapi siger Stiglitz ”The connection with a rogue CIA scientist is overdramatic and unconvincing, but for Klein, the larger lessons are clear: Countries are shocked.”
I sidste instans bakker Joseph S. op omkring påstanden om at IMF lægger pres på andre regeringer for at få indført radikal privatisering, pris-afregulering og nedskæringer i velfærd, men bakker også op om kritikken af Kleins tendens til iscenesættelse og overdramatisering af forbindelsen imellem fonden og den menneskelige nød. I den forbindelse tilføjer han dog at Klein ikke er økonom, men journalist og må derfor også læses som journalistik, underforstået, ikke videnskab. En journalist er nødt til at formidle sine indtryk fra sin empiri til sin udgave af historien, og kan ikke forventes at have indsigt i dybere videnskabelige sammenhænge, hvilket Stiglitz kritiserer mange af Kleins kritikere for.
Meget tyder på at Kleins tese, som alle andre, har sine gråzoner, men med det sagt, også sine pointer. Det historiske materiale i The Shock Doctrine syntes overbevisende, kildematerialet er enormt og dækker omfattende bogens empiriske grundlag. På visse punkter bakkes Klein op af eksperter, der ligeledes går ind for at der bliver kastet lys over IMF og Verdensbankens økonomiske lobby-missionærer der tilsyneladende yder mere end blot en smule ”teknisk assistance” til udviklingslande som har brug for et lån: De reformerer deres økonomiske system og lader dem sælge ud af deres sektorer, med en vis vækst til følge – for nogen, rettere sagt meget få.
Som staten mister herredømmet over sine kerneopgaver, mister politikerne ligeledes magten over landet, og den neoliberalistiske markedsøkonomi overtager styringen af systemet – med stor ulighed og fattigdom til følge.
Trods sit troværdige noteapparat i The Shock Doctrine, kan Klein kritiseres for sin tendens til at strukturere sit materiale på en måde der oversimplificerer grundlaget for hovedtesens gyldighed, samt drager nogle, til tider ’unfair’ analogier, f.eks. bogens del-tema om chok-terapien som anvendt i CIA’s afhøringsmanualer. Denne implicitte strukturering og sammenkædning af tortur og politik pålægger Milton Friedman, Chicago School of Economics og ikke mindst International Monetary Funds politiker, umenneskelige karakteristika, som er overdramatiske og forsimplede.
Eksperter argumenterer for at det er vigtigt at definitionen af fattigdom, udvikling og hungersnød bliver mere alsidig. IMF’s førte politik er baseret på den ortodoks-traditionelle anskuelse af problemet, hvilket danner beslutningsgrundlaget for deres økonomiske rådgivning af udviklingslande. En mere alsidig definition betyder her, at man bl.a. har en mere individualistisk tilgang til fænomenet, og derved også sætter deltagelsen i demokratiet i fokus, frem for den økonomiske vækst. Dette betyder også at der tilstræbes større spredning af varer og profit blandt befolkningen.
Endelig, syntes kritikken at være enig om, trods sin til tider uakedemiske tilgang til emnet, at Naomi Kleins ”The Shock Doctrine” er et vigtigt element i debatten om globaliseringens konsekvenser, og som produkt af dette - udviklingen af den 3. Verden.
Hrm - jeg sidder og tænker indvandrerdebat versus “The Shock Doctrine”. Ja jeg synes jo ikke der er langt til at drage en parallel. Terroren har virkelig været succesfuld til at ødelægge mange af de frihedsbegreber som vi netop har forsøgt at beskytte. Den danske indvandrerpolitik er et godt eksempel på hvad shok i befolkningen kan give af forandringsmuligheder for politikere der griber chancen. Om det så gir mening i samme ombæring at sende beskyldningen videre til erhvervslivet ved jeg ikke om jeg kan være enig i, idet mindste ikke mht. vores indvandrerdebat herhjemme.
Frej Klem Thomsen.
Hvem var den journalist, der sagde “work in progress”, og hentydede den (journalisten) til Kleins chok-proces?
Hej Jeppe
Det var Adam Holm. En stor del af interviewet gik med at få Naomi Klein til at forklare hvorfor Irak-krigen var en fejl. “Isn’t this just a transitional period?” etc. Personligt krummede jeg tæer.
Den blev trukket så langt ud, at man til sidst måtte spørge sig selv, om det var den intetanende danske befolkning der nu skulle overbevises om forholdene i Irak, eller om det var regeringen der skulle overbevises om DRs loyalitet.
Hej Angelica. Tak for oplysningen. Jeg troede, det var Monthy Python.
-I´d like an argument, please.
-But this i abuse.
Det var så Adam Holm. Han er da vist færdig som klemmelus. Jeg mener, det er længe siden nogen kunne overleve at springe ud som stalinist for åben skærm. Ikke at han burde smides ud uden…
Efter at have set den udgave af deadline må jeg tage mig til hovedet. En lile detalje, jeg havde glemt er, at Bushadministrationen tillod tilintetgørelsen af verdens største kulturskatte fra biblioteket i Bagdad.
Øh, vi gik da bl.a. i krig mod Taleban, for mindre. Ehm, hvad er det lige, vi har gang i?
Holm var også god da han me dstor indføling beskrev det onde Saddamregime, for så et splitsekund senere at smile afslappet mens de talt om det irak, som Klein kalder en humanitær katastrofe.
Anders Ellesgaard. Tak for dine perspektiveringer,
Stiglitz er bestemt ikke den mest ufornuftige økonom verden har set.
Tharoor er til gengæld tåbelig på grænsen til det nuttede når han siger:
“”the antithesis of the conventional wisdom that capitalism requires peace and tranquility to thrive – is a provocative one.”, og hentyder til at internationale amerikanske virksomheder, efter hans opfattelse, ikke kan skæres over én kam som nogle slyngler og banditter.”
Så vidt jeg husker var det ikke mindre end 50 procent af disse her altruistiske vestlige selskaber i FN’s Oil-for-Food Programme der gladeligt sendte pengene til Saddams styre i stedet for til det sultende irakiske folk. Så meget for frihed og demokrati. Men udhungring af masserne er selvfølgelig også en måde at få fred og ro på…
Monty Python, hæ, mon ikke Naomi Klein har tænkt det samme. For en kvinde med hendes baggrund må det være en bizar oplevelse at indfinde sig i Danmark, landet hvor journalister konkurrerer på at være mindst muligt kritiske. Intet under at danskerne ligefrem belønner deres regering for at bryde forfatningen.
Anders Ellesgaard:
Fint indlæg. Jeg undrer mig dog over dit valg af kilder. Mit gæt er, at du har forsøgt at tilstræbe objektivitet ved at vælge to neutrale debattører. Hvis det er tilfældet har du begået en fejl. Tharoor er en ok kilde, men dog en politiker og i øvrigt til venstre for midten. Stiglitz til gengæld den mest venstreorienterede blandt verdens kendte økonomer. Ydermere har han gemmen mange år kørt en korstog mod IMF, og selvfølgelig bruger han lejligheden, når nogen støtter hans kritik. Hvis du ønskede balance i den analyse ville det eneste rimelig være at sammenligne med Norberg.
Stiglitz’ bog Globalization and its Discontents indeholder i øvrigt mange af de samme pointer som Kleins. I hvert fald i beskrivelserne af IMFs politik. Og selvom Stiglitz er polemisk er hans beskrivelser mange gange mere lødige end Kleins. For er Stiglitz i stand til at fremstille data, der rent faktisk bekræfter hans hypotese - noget som Klein overhovedet ikke formår. Og for det andet er der ikke nogen konspirationsteori i Stiglitz bog. For selvom Stiglitz er voldsomt venstreorienteret, har han i det mindste sat sig lidt ind i Friedmans synspunkter:
Friedman var imod IMF lige fra starten. Organisationen bygger også på et stærkt Keynesiansk grundlag, så det tror da pokker.
Friedman mener ligesom alle andre mainstream-økonomer at krig og ødelæggelse er dybt skadeligt for økonomisk udvikling. Men hvorfor lærer gymnasie-elever, så at krig og destruktion er gavnligt? Det er fordi, det netop var Keynes synspunkt, ligesom det kun er ortodokse Keynesianister, der støtter synspunktet i dag (der heldigvis næsten ingen tilbage).
Angelica:
Du skriver ovenfor, at ”Tharoor er til gengæld tåbelig på grænsen til det nuttede når han siger,” at det er konventionel viden at kapitalisme kræver ”peace and tranquility to thrive”. Det synspunkt kan du kun have, fordi du ikke har kendskab til økonomisk videnskab. Du må være blevet manipuleret af for længst falsificeret keynesiansk tankegods.
Fantastisk ironisk, at det netop er destruktionsfortaleren Keynes, som Klein erklærer, at hun tilslutter sig. Men Keynes har hun - suprise suprise - heller ikke forstået.
Og som en lille bonus-oplysning kan jeg fortælle, at Friedman har pioneret den retning vi i dag kender som ”evolutionær økonomi”. Det er da for morsomt. Hvis hun skrev hele bogen om og substituerede Friedman med Keynes og Keynes med Friedman ville den teoretiske del blive løftet markant…
Og til Deadline:
Når Adam Holm taler om ”work in progress,” er det måske, fordi han får sin viden fra andre kilder end Information og Politiken. Fornuftige amerikanske medier har i månedsvis skrevet om, hvordan volden har været faldende. Nu er erkendelsen så omsidder nået til venstreorienterede aviser som Washington Post. Her er en leder fra i Søndags:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/05/31/AR200805…
“The U.S.-backed government and army may be winning the war”
Skal vi gætte på, at der går et års tid inden Politiken og Information fanger den?
Naomi Klein benytter sin journalistiske frihed til at lave nogle risikofyldte spring i fremstillingen som videnskabsfolk ikke kan, men som samtidigt kan være nyttige i forsøg på at skabe sandheder der fortæller noget noget (naturligvis med meget større risiko for mytedannelse).
Men sandhed er jo som mange måske er bekendt med, det niveau over beskrivelser, dokumentation og citater hvor man bliver nødt til at tænke selv. Og at hun har gjort det er der vist ingen tvivl om. Klein diskrediteres naturligvis af ikke at have en professionsetik (som man som videnskabelig vidensproducent må respektere), men omvendt er det ofte en fordel, fordi professionsetik er en konserverende praksis, hvor man ikke må sige noget diskrediterende om andre (uanset det empiriske materiale) fordi videnskab må være renset for personligt sprog.
Sådan kan man naturligvis ikke lave en bestseller og levere et budskab gennem medierne, så Klein tager sine legitime virkemidler i brug.
@ Mark Gray
Når det så er sagt, vil jeg af samme grund ikke anbefale at starte med at forstå de komplicerede begreber neoliberalisme eller neokonservatisme gennem vendiger der er konstrueret til at kalde på følelsladet indignation. Underholdning hjælper ikke forståelsen frem, og bliver først sjov efter man har etableret en forståelse af hvad fagområdet handler om.
Derfor gem Klein til desserten (man bliver ikke rigtigt mæt af den, men når man er mæt er det lækker underholdning), fx efter en kilde som Dean Mitchell’s bog Magt og Styring i Det Moderne Samfund. Forlaget Sociologi, hvis ikke du kender den. Den ganske vist sober (øv!), men særdeles insigtsfuld. Alternativt Bob Jessops Globalisering og Interaktiv Styring eller hans seneste State Power.
Naturligvis bare forslag, temperamentet styrer nok.
@ Rune Selsing
Friedman er ikke pionér (et begreb der kendetegner de første) i evolutionær økonomi, det var Schumpeter. Schumpeter der stadig inspirerer mangen en læseliste på iværksætterkurserne, og som måske få ved, var ganske belæst i Marx uden ad den grund at være ‘Marxist’ (en praksis nutidens ‘djøfere’ måske kunne lære af i stedet for blot at være tilfredse med sin rolle som nyttige idioter)..
Rune Selsing:
Tak for responsen. Valget af Tharoor havde også mest at gøre med hans forhold til Kleins bog, der vel og mærket er meget kritisk. I øvrigt var hovedårsagen til indlægget at mit indtryk af bloggernes syn på Kleins tese sjældent tager hensyn til hendes baggrund som journalist og læser teksten som det den er; Journalistik. Naomi Klein kan tage ud og opleve verden førstehånds, grave i statestikker og pege på verdenshistorien. Om end hun så formår at give udtryk for at have opfundet den dybe tallerken indenfor transnational økonomi og IPE, så er det alt andet lige ikke-akademisk, og skal heller ikke være det, da damen jo er journalist og blot griber arbejdet an som en journalist nu gør. Man kan så diskutere hvorvidt hun så overhovedet “bør” udtale sig om forhold der får USA’s internationale økonomiske organisationer til at ligne den 3. verdens bødler, hvor nogen altså vil mene at hendes 60 sider lange noteapperat i værket giver en vis videnskabelig vægt der bør tages i betragtning. Jeg skal da være den første til at indrømme at jeg ikke har undersøgt hver en kilde for at se om den nu også bruges så objektivt som muligt, eller om den i virkeligheden er tolket så den er skræddersyet til at passe med tesen.
Rune Selsing
“Du skriver ovenfor, at ”Tharoor er til gengæld tåbelig på grænsen til det nuttede når han siger,” at det er konventionel viden at kapitalisme kræver ”peace and tranquility to thrive”. Det synspunkt kan du kun have, fordi du ikke har kendskab til økonomisk videnskab.”
Det synspunkt kan du kun have fordi du ikke ved at jeg har læst økonomi.
“Du må være blevet manipuleret af for længst falsificeret keynesiansk tankegods.”
En dybt grinagtig sætning. Du er selv tydeligvist manipuleret af jakkesættene inde i CEPOS.
Kapitalismen trives selvfølgelig i fredelige (kapitalistiske) samfund, men fred er ikke en nødvendig forudsætning for kapitalens trivsel.
Kapitalen trivedes i Pinochets Chile, den trives i det borgerkrigshærgede Colombia, og den trives mange andre steder hvor der næppe kan siges at være fred. En af fordelene ved at operere i lande præget af mere eller mindre udpræget lovløshed er at kapitalien ikke behøver bekymre sig om besværlige, omkostningsløftende foranstaltninger som menneskerettigheder og arbejderrettigheder.
Jeg tror du har læst dig blind i de liberalistiske lærebøger, Rune.
Mokkasinen:
Det kan diskuteres. Jeg mener bestemt, at Friedman også hører til pinonererne, men hvis vi trækker de lange linier bør det retteligt være Adam Smith, som i øvrigt skulle være én af Darwins største inspirationskilder.
Derudover er jeg en beundrer af Schumpeter, men det er nu ikke pga. af hans marxisme-kritik, som i øvrigt er fuldstændig velkendt.
Anders Ellesgaard:
Jeg synes ikke, at anmeldelsen er specielt kritisk i betragtning af bogens.niveau. Kleins bog er tæt på at være ren propaganda. Den er fyldt med dybt misvisende fremstillinger af begivenheder, og det teoretiske grundlag bygger først og fremmest på opdigtning. Selvfølgelig er det ikke en akademisk tekst. Det er vel næppe rimeligt at beskrive den som journalistik. En rimelig sammenligning ville snarere være Alex Jones “9-11: The Road to Tyranny”. Ckokdoktrinen er ligesom No Logo først og fremmest en konspirationsteori, og bør vurderes som sådan.
Angelica:
Hvad er du uenig i? At mainstreamøkonomer og især de liberale, er modstandere af ideen om at krig og ødelæggelse kan gavne den økonomiske udvikling?
At Keynes med dennes falsificerede efterspørgselsteori, mente at ødelæggelser havde gavnlige virkninger på den økonomiske udvikling?
Blandt rigtige økonomer er der fuldstændig enighed om at krig, og ødelæggelse fører usikkerhed og er lammende for den økonomiske udvikling. Kun nutcases som Klein kan hævde det modsatte.
Og mig bekendt har de i øvrigt ikke jakkesæt på i CEPOS.
For lige at få begge sider med Hr. Journalist & få afkræftet alt det sludder:
“Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.”
(Kilde: TYLER COWEN, Shock Jock, d. October 3, 2007, URL: http://www.nysun.com/arts/shock-jock/63867/)
Yderlige kritisk læsning:
http://www.cato.org/pub_display.php?pub_id=9384
http://www.nysun.com/arts/shock-jock/63867/
http://www.lrb.co.uk/v30/n09/holm01_.html
http://www.slate.com/id/2175133/pagenum/2/
http://entertainment.timesonline.co.uk/tol/arts_and_entertainment/books/…
Rune Selsing
“Hvad er du uenig i?”
Jeg er uenig i postulatet: “capitalism requires peace and tranquility to thrive”.
Er det dansk eller engelsk der volder dig problemer?
“Blandt rigtige økonomer er der fuldstændig enighed om at krig, og ødelæggelse fører usikkerhed og er lammende for den økonomiske udvikling. Kun nutcases som Klein kan hævde det modsatte.”
“Rigtige økonomer” (læs: indoktrinerede monetarister) er typisk forvoksede slipsedrenge der på deres såkaldte uddannelse er blevet oplært i at forveksle økonomiske teorier med naturlove og i at bøje hovedet og sige amen når Friedman’s navn nævnes. Af samme grund finder “rigtige økonomer” det helt uproblematisk at betegne hele konkurrerende teoretiske retninger som “forkerte” og “falsificerede”.”Rigtige økonomer” gentager det monetaristiske dogme til hudløshed når de går udbuds-strækmarch og sender det endnu en kærlig tanke hver aften når de folder deres hænder og beder til den private sektor. Til sidst bliver ordene så allestedsnærværende at de ikke længere kan finde ud af at klistre dem på de korrekte situationer.
Din ovenstående ureflekterede CEPOS-parole anvendes af samme årsag på den helt forkerte kontekst. Klein taler ikke om nogen formålstjenstlighed ved totalødelæggelse af i forvejen “velfungerende” kapitalistiske systemer (det er jo det du hentyder til, for kapitalismens vilkår kan næppe svækkes mærkbart i samfund hvor kapitalismen ikke allerede trives). Klein taler derimod om indførelse af kapitalisme i lande eller landområder med ufrie markeder eller markeder hvor det offentlige sidder på store andele - via bevidst skabelse af shock eller udnyttelse af tilfældigt opståede shock.
Hvor mange ordrer tog amerikanske våbenproducenter hjem fra Irak før USA invaderede? Hvor mange ordrer tog amerikanske kemikalieproducenter hjem fra Colombia før USA blev primus motor i anti-narkokrigen? Hello? USA har utallige gange finansieret voldelig omstyrtning af latinamerikanske demokratier hovedsageligt for at forhindre onde socialdemokrater i at ekspropriere USA-baserede multinationale selskabers jord. De tilstande af krig og ødelæggelse som Klein taler om, er i øvrigt ikke udtænkt som permanente situationer, men skal netop fungere som overgangsfaser til nye “stabile ordener”, hvor kapitalens interesser sikres af diktatorer der er så benhårde og udemokratiske, at “peace and tranquility” nok er et faktum udadtil, mens det undertrykte folks sindstilstand er en helt anden. Hvis krig og ødelæggelse på fremmede kontinenter skadede Vestens økonomiske interesser, skulle man betragte USAs udenrigspolitik, nu og historisk, som ren lemming-adfærd.
“Og mig bekendt har de i øvrigt ikke jakkesæt på i CEPOS.”
Det er fuldstændig irrelevant. Man kan sagtens opføre sig som et jakkesæt selvom man ikke har det på i kirke.
Måske kan dette være oplysende dokumentation til at Klein nok ikke er så galt på den, som man kan mistænke:
http://www.counterpunch.org/boje03182003.html
Vi bløde danskere har ofte problemer med retorik, og mange tror at Klein har skærpet pennen for at sælge bøger.
Men man må jo tilpasse sproget efter situationen, ikke?
Godt brølt, Angelica.
Og så er det åbenbart de skæve links’ tråd. Hvad har Counterpunch-historien med Klein at gøre?
@ Rune Selsing
Nu var det ikke Schumpeters kritik af marxismen jeg refererede til, men derimod hans forsvar af dele af marxistisk tænkning som han brugte til at udvikle sin evolutionære økonomi, heriblandt den historiske materialisme.
Du synes at undlade ideologisk ubekvemme dele af udviklingshistorien i din lovprisning af Milton Friedman, det er forhåbentligt ualmindeligt i økonomstanden. Men det får jo neoliberalismen til at se så dejligt naturlig ud, selv om den dermed falder for de samme kritikker man kan rette mod marxismen.
Derudover binder du din identitet op på synspunkter der legitimerer udbredelse af atomvåben og narkotika på vor klode, og appellerer til det værste i mennesker. Friedman kender vi jo som den søde lille mand, der tror markeder kan løse alle problemer.
Så, hvis vi bare får et marked for atomvåben, så er der ikke nogen der vil bruge dem!
Hvis vi bare får et marked for amfetamin, så er det i virkeligheden et godt stof!
Hvis vi bare får et marked for forbud mod tørklæder i retssalen, så bliver dommerne mere troværdige!
Absurditeterne vil ingen ende tage!
Så nej tak til at du får et positivt selvbillede på det, og nej tak til resten af pakken.
Så er der alligevel mere substans i Klein!
@ Erik B
Counterpunch historien er såmend dokumentation fra en anden kilde om hvordan private virksomheder, der profiterer på krig og nødsituationer, er vokset så tæt sammen med regeringsmagten, at det kan være svært at skelne den ene part fra den anden.
Frej Klem Thomsen havde tidligere i denne tråd et indlæg om argumentstrukturen i Kleins bog:
1) For det første er neoliberalisterne hverken interesserede i eller modtagelige for kritik fra konsekvenserne af deres teorier. Hver gang de hellige teorier slår fejl, så er det virkeligheden der er noget galt med, ikke teorierne.
2) Vinderne i det neoliberale systemer storkapitalen. I nogle tilfælde national storkapital, i andre transnationale korporationer, og i de fleste tilfælde en kombination af de to.
3) De logiske konsekvenser at hvis i og udenfor et land vil gennemføre neoliberale reformer, så er de så oplagt i modstrid med de demokratiske vælgeres interesse, at man er nødt til at omgå demokratiet.
Hvor er det ellers man ser dette?
Hmmmm, Danmark!
Først de små forberedelser:
a. Det internationale samfund (“globaliseringen”) opretter en række neoliberale institutioner IMF, OECD, EU, OECD m.fl. der laver undersøgelser der skal diskreditere de enkelte lande, så det kan bruges indenrigspolitisk til at ændre velfærdssamfundet efter neoliberal model.
b. Regeringen m/støtte iværksætter en kulturkamp, der går ud på at give markedsfundamentalismen (under spin synonymet; liberalismen) større gennemslagskraft i samfundet.
c. Fundamentale poster i samfundet skiftes strategisk ud, så kommende forhandlinger nemmere kan forløbe efter regeringens ideologi.
Så kommer Kleins triade:
1. Med støtte fra de internationale institutioner (og “globaliseringen”) skaber man en udokumenteret massiv kritik af velfærdsinstitutionerne, og accepterer ikke kritik som man afviser med ‘der er ikke noget at komme efter’ (det legitimerer de internationale institutioner jo).
2. Man forbereder transformationen med skattestop, strukturreform og kvalitetsreform der skal udsulte den offentlige sektor, skabe incitamenter til nye markeder, og indfører målestystemer samtidigt med at gamle aftaler ødelægges, så de eneste kvalitetsmål vi har tilbage er de kvalitetsmål der har optimering af ressourcer som indebygget værdi.
3. Regeringen omgår demokratiet ved at skubbe DF foran sig som sine nyttige idioter til at skabe CHOK i befolkningen, der lader fokus være centereret på alle andre ting end selskabstømningen af den danske stat.
Men den formel er der vel heller ikke nogen der tror på, vel?
Vi er sgu da udsat for Klein modellen, selv!
Well, du har fuldkommen ret, Mokkasin. Men artiklen siger ikke rigtig noget specifikt Kleinsk, det er i mere bred forstand en opridsning af Chomsky-skolen for politisk analyse, som Klein jo bekender sig til.
“Corporatism” er bedre kendt som “Fascisme” ..
At fans af “Chicago-skolen” helst vil kalde det alt muligt
andet kan jo ikke overraske . Helt groteskt bliver det
når disse neo-konservative masse-mordere benægter at Staten
er historiens største tyranniske masse-morder uden sammenligning,
men man kan vel dårligt forvente andet fra dette underlige sammenrend af
personager med autoritær personligheds-forstyrelse og for manges vedkommende en “ungdoms-flirt” med den mest diktatoriske Marxisme .
Det værste ved disse neo-fascister er næsten at der kun er EN ting de
ikke vil gøre for at påvirke politik : At stille op til et valg og dermed skulle påtage sig ansvaret for konsekvenserne af deres totalitære politik hvilket
gør dem til en u-demokratisk og udenoms-parlamentarisk pøbel.
Måske er de bange for at der ikke er nok der vil stemme på dem og deres fanatiske krigs-liderlige holdninger ?
Tak, Erik. Det var også skønt at høre dig bruge ordet “CEPOS-luder”. Jeg blev helt blød i knæene.
Tak for en mestendels sober og fiberholdig debat fra “begge sider af salen” (det sker ikke så tit, desværre).
Angelica svarer efter min mening ganske præcist på Runes forsøg på at kapitalisere på den nu endeligt tilsyneladende mere fredelige situation i Irak: Katastrofen er stadig en katastrofe, selvom den efterhånden fader ud og bliver til en form for normallitet. Det er netop pointen, så vidt jeg forstår Klein (og Angelica).
(Tryk på mit navn for en patetisk understregning af dette).
Sikke mange kommentarer nu - og sikke lange indlæg!
@Rune
Tak for “anmeldelse” bogen. Du bekræfter flere af mine kritikpunkter. Hvis den er så tendentiøs som du beskriver så er den vel netop kun læsværdig hvis man vil underkaste den et studie i hvorfor den er skrevet på netop den måde.
@Frej Klem Thomsen
Dit indlæg når en ganske modsat konklusion af Runes. Det besvarer dog ikke eksplicit mit spørgsmål: sammenblander Klein ikke neokonservatisme og neoliberalisme? Der er en vigtig præcision at lave mellem de disse grupperinger. Jeg læser dit indlæg (hvilket jeg går ud fra er bygget på Kleins bog), at neoliberalisme i praksis får form af enten neokonservatisme eller “crony capitalism” og korporatisme (i negativ forstand). Det er en meget voldsom påstand som jeg ikke i dit indlæg finder underbygget tilstrækkeligt.
F.eks. de neokonservative står jo ikke i vejen for en meget aktivistisk stat (militært), mens neoliberale jo netop er modstandere af sådan en adfærd og mener bl.a. at handel er vejen frem (en meget overfladisk sammenligning). At neokonservative så ikke er klassisk konservative på det social og økonomiske område betyder jo ikke, at de er neoliberale. Og det betyder jo slet ikke, at Friedman er enig i deres ikke-økonomiske politik, f.eks. krigen i Irak.
@ Erik B.
Hendes tese omkring chok virker i en optik meget banal. Selvfølgelig kan krisesituationer forårsage policyændringer. F.eks. den amerikanske new deal politik, sammenbruddet af Bretton Woods og 70’ernes oliekrise og så videre…
Jeg har dog to anker.
1) gælder dette kun kapitalisme? Altså, vil et chok kun frembringe policyændringer i der fordrer kapitalisme? Mit svar er nej og der findes mange eksempler på introduktion af lovgivning der er mindre kapitalistisk.
2) selvom policyændringer kun fordredede mere kapitalisme så er spørgsmålet om kapitalisme kun virker i sådanne krisesituationer. Mainstream (ortodoks) økonomisk forskning peger i retning af problemer med “failed states” og goderne ved ‘good governance’, fair retssystem, ejendomsrettigheder og andre borgerlige frihedsrettigheder. Det er ikke noger rabiat økonomisk forskning og jeg er nu også ganske sikker på, at progressive økonomer (heterodokse som ortodokse) kan skriver under på det. Ellers peg mig i retning af en der er uenig.
3) som du selv skriver så er det ikke sikkert, at man fra tesen om at chok forårsager policyændringer, at politikere forårsager chokene. Det er her vi kan risikere at ende i nærmest konspiratoriske udredninger. At politikere kapitaliserer på chock tror jeg dog ikke skulle ændre - om end man så kan være (politisk) uenig med de tiltag de nu fremsætter.
@Mokkasinen
Tak for anbefalinger af læsestof. Jeg vil overveje om de skal på listen over læsestof til sommerferien - om end jeg nu har beskæftiget mig lidt med sådan litteratur før (mest om neoliberalisme).
@Angelica
Mine kommentarer til Erik B. vedrører på sin vis også dig.
Angelica
Uanset om mine rigtige økonomer, som altså blot er en gennemsnitsøkonom fra KU, er ”indoktrinerede udbuds-strækmarch’ene monetarister” ændrer det ikke ved, at de hævder at krig og ødelæggelse er skadeligt for den økonomiske udvikling.
Du kan hævde, at Keynes og efterspørgselsteorien i virkeligheden er det store lys og selvom den kun praktiseres af under 1 promille af verdens økonomer (herunder Jesper Jespersen), har de altså ret i at destruktion er godt, fordi det genererer efterspørgsel.
Men det ændrer ikke ved, at de fornuftige økonomer og i særdeleshed Friedman, er fundamentalt uenige i ideen, om at destruktion er gavnlig. Det er i direkte kontrast til Kleins tese. Lige så vel, som at Friedman altid har været modstander af IMF, Verdensbanken, diktaturet i Chile, og Irak-krigen!
Og krig er netop skadeligt for den økonomiske udvikling. Også Irak-krigen for USA. Det er den både, fordi den underminerer forbrugertilliden og fordi den er en vanvittig stor offentlig udgiftspost. Krig = bad business. Så enkelt er det. At hævde at våbenlobbyen skulle stå bag Irak-krigen er en konspirationsteori på linie med Alex Jones 9.11 fantasterier. Og Klein fremlægger i øvrigt ikke skyggen af evidens, så selv som konspirationsteori er den elendig.
Mokassinen
Det første indlæg, du skriver er fuldstændig sort. Ikke et eneste af afsnittene giver mening.
Det andet indlæg er til gengæld en meget original konspirationsteori. I konspirationsteorier er det normalt tilstrækkeligt blot at fremvise, at nogen har motiver til at gøre noget bestemt, men dit problem er, at regeringen har gjort det modsatte af, hvad du hævder.
Under VK er skattetrykket steget. Den offentlige sektor vokset både absolut og relativt. Der er kommet flere offentligt ansatte. Og ligheden har nærmest ikke bevæget sig.
Til sammenligning gennemførte Nyrup pæne skattelettelser blandet andet på topskatten. Strammede stort set hver eneste arbejdsmarkedsordning, der findes. Og under Nyrup faldt ligheden ganske betydeligt.
Men Nyrup er måske også en del af din konspiration…
Peter Olsen
Friedman var i direkte opposition til neokonservatismen og i øvrigt udpræget anti-autoritær (han var klassisk liberalist). At hævde, at Friedman og Chicago-skolen er neokonservative er rent opspind. Og vidner om stærkt begrænset forståelse, for både neokonservatismen og Friedman. Klein har fået sammen fantasifulde idé. Og det fortæller, at enten er hun ufatteligt ubegavet, en propagandist eller begge dele på én gang. Jeg hælder mest til den sidste mulighed, selvom den første var min umiddelbare indskydelse efter at have læst bogen.
Og Erik B (det bedste til sidst):
”Så, Rune, det jeg gerne vil vide er: who’s your daddy now?
Eller mere konkret, hvem betaler dig for dine ydelser?
Som parfumehandleren stolt fremhævede i dåbstalen, så er CEPOS jo ikke finansieret af det offentlige”.
Fantastisk! En konspiration om konspirationsbenægteren. Det må jeg give dig. Det er endnu mere grinagtigt end Kleins fantasier.
Jeg ved ikke, hvad der karakteriserer en CEPOS-luder, men det må vel være noget med penge, og dem har jeg altså ikke modtaget nogen af.
Mine skriblerier herinde er ganske frivilligt og ulønnet og har ingen relation til mit arbejde. (Jeg ønsker ikke at oplyse, hvor jeg arbejder, men mit arbejde har absolut intet med mine indlæg at gøre – og nej jeg er ikke ansat i CEPOS).
Mark Gray
1) “vil et chok kun frembringe policyændringer i der fordrer kapitalisme?”
Ikke nødvendigvis, men det er immervæk sådan neoliberalister vil vælge at udnytte shock’et, hvis de kan.
2) “selvom policyændringer kun fordredede mere kapitalisme så er spørgsmålet om kapitalisme kun virker i sådanne krisesituationer.”
Kapitalisme virker tydeligvis også i andre sammenhænge, og Klein har jo heller ikke påstået andet.
3) “så er det ikke sikkert, at man fra tesen om at chok forårsager policyændringer, at politikere forårsager chokene.”
Klein mener heller ikke at alle shock’ene hun omtaler, er forårsaget af politikere. I visse tilfælde, såsom Pinochet og Irak-krigen, kan der imidlertid ikke herske nogen tvivl om at de er politisk skabt.
Dine pointer strider ikke imod Kleins pointer, og jeg har derfor svært ved at forstå at du overhovedet kan kalde dem “anker”.
“Hendes tese omkring chok virker i en optik meget banal”
Det er den også. Alt hvad Klein har gjort er at tage et indlysende historisk mønster og skære det ud i pap for de uoplyste masser og de denial-ramte CEPOS-drenge.
Mark:
1) Nej, selvfølgelig ikke. Men de tiltag som sker i ly af kriser, er altid nogen der styrker statsmagten, og i et korporatistisk samfund som USA, betyder det Wall Street, hvor det andre steder måske ville være institutioner som politiet der blev oprustet.
Punkt to forstår jeg ikke helt. Hvor kommer de failed states fra, og hvorfra kommer good governance? Det med økonomerne vil jeg overlade til Angelica, det har jeg ikke meget forstand på.
3) Helt enig.
Erik B., de virker meget følelsesladet, aggressiv og ophidset. Kan de ikke tåle at debattere uden at ty til skældsord ?
Rune
“Uanset om mine rigtige økonomer […] er ”indoktrinerede udbuds-strækmarch’ene monetarister” ændrer det ikke ved, at de hævder at krig og ødelæggelse er skadeligt for den økonomiske udvikling.”
CEPOS-syndromet. Du gentager dine lærebogscitater i stedet for at forholde dig til min pointe.
“Du kan hævde, at Keynes og efterspørgselsteorien i virkeligheden er det store lys og selvom den kun praktiseres af under 1 promille af verdens økonomer (herunder Jesper Jespersen)”
1 promille i din drømmeverden. Det nye skud på stammen er ny-keynesianisme, hvilket man efterhånden læser på mange større universiteter rundt om i verden. Men det er egentlig underordnet for denne her debat hvor mange der siger hvad. Det er jo ikke forbudt at tænke selv, selvom man da nogle gange får det indtryk på økonomistudiet.
“Og krig er netop skadeligt for den økonomiske udvikling. Også Irak-krigen for USA. Det er den både, fordi den underminerer forbrugertilliden og fordi den er en vanvittig stor offentlig udgiftspost. Krig = bad business.”
En pointe så firkantet, at den ikke kan tages seriøst. Var angrebet på Japan under WWII også bad business? Og nedkæmpelsen af Hitler? USA bruger 25% af sine offentlige udgifter på militær. Tror du det er ren og skær økonomisk dumhed og selvmorderisk adfærd? Klein mener i øvrigt også at Irak-krigen har udviklet sig til bad business, men fordi det var sværere end ventet at indføre kapitalismen i det muslimske land.
“At hævde at våbenlobbyen skulle stå bag Irak-krigen er en konspirationsteori på linie med Alex Jones 9.11 fantasterier.”
Jeg har ikke sagt noget om hvem der står bag. Jeg ved bare at der er amerikanske selskaber der lukrerer på krigen, hvilket ifølge dit standpunkt er en umulighed.
“Lige så vel, som at Friedman altid har været modstander af IMF, Verdensbanken, diktaturet i Chile, og Irak-krigen!”
Det er muligt at Friedman i virkeligheden var en altruistisk halvgud der ville Jorden det bedste. Men det forhindrede jo ligesom ikke Pinochets styre i at implementere hans og George Schultz’ privatiseringsideer under diktaturet, vel? Klein siger jo ikke at Friedman har orkestreret de ting du snakker om, men at hans ideer bliver anvendt af andre. I havde forresten Schultz på besøg for nogle år siden hos CEPOS, ikke? Så vidt jeg har hørt, handlede det om det “økonomiske mirakel” under diktaturet. Var det hyggeligt? Fik I en god snak om hvor økonomisk ødelæggende krig og mangel på fred og demokrati er?
@Angelica
1) “…neoliberalister vil vælge at udnytte shock’et, hvis de kan.”
Ligesom marxister, socialister, socialdemokrater, socialliberale, konservative og så videre… Det er der jo intet underligt i. Den amerikanske New Deal var jo også et markant skift i den økonomiske og sociale politik i forhold til tidligere. Faktisk et så markant skift, at det ændrede hele betydning af ordet “liberal” i USA.
2) “Kapitalisme virker tydeligvis også i andre sammenhænge, og Klein har jo heller ikke påstået andet.”
Nu må du hjælpe mig her. Hvis Klein ikke mener, at “udnyttelsen” af chok er kendetegnende ved kapitalisme (pind 1) og hun heller ikke mener at kapitalisme kun (bedst?) virker i krisetilstande (pind 2), jamen, hvad er det så hun siger?
“Alt hvad Klein har gjort er at tage et indlysende historisk mønster og skære det ud i pap for de uoplyste masser og de denial-ramte CEPOS-drenge.”
Hvad er præcis det “indlysende historiske mønster”?
Altså, hun skyder på Milton Friedman, Chicago-økonomerne og neoliberalisme i et forsøg på at sammenkæde dem, kapitalisme og kriser, krig og tortur. Jeg synes argumenterne virker en anelse søgte. Endnu engang vil jeg henvise til den åbenlyse definitoriske sammenblanding. Neoliberalisme defineret meget snævert som økonomisk politik har sammenfald med f.eks. neokonservativ økonomisk politik. Der er dog væsentlige forskelle mellem disse. Samtidig er der ENORME forskelle mellem neoliberalisme (eller libertarianisme som også er en gængs betegnelse) og neokonservatisme. Jeg synes derfor, at det er en mærkelig opstilling, at lade Friedman være den ideologiske mørkemand.
@Erik B.
1) Korporatisme og neoliberalisme er to vidt forskellige ting. Jeg er ked af sammenblandingen.
2) De begreber jeg nævner er taget fra forskning i udviklingsstudier, bl.a. udviklingsøkonomi. Der fokuseres der i høj grad på hvilken påvirkning (politiske) institutioner har på udvikling. Hvis en stat ikke kan garantere for sine borgeres sikkerhed og ejendom så påvirker det udviklingen negativt. Markedsmekanismen kræver så at sige nogle institutioner for at virke, f.eks. en form for privat ejendomsret og mulighed for at indgå kontrakter. Min pointe er, at under kriser og krig, som f.eks. i Irak, så sættes sådanne institutioner under et voldsomt pres, der kan resultere i en såkaldt “failed state”.
1) Det er jeg klar over. Men det er to væsensforskellige begreber. Korporatisme skal (her) ikke forstås som en politisk ideologi. Sovjet var også korporatistisk,
2) Altså enten er det du siger meget banalt, eller også misforstår jeg det. Der jo helt åbenlyst folk der har ‘tjent’ megagigantiske summer på Irak-krigen; krige er notorisk bondefangeri, rackets, som Smedley Butler kaldte dem. Eller kreativ destruktion, som Chicagokirken kalder det. Som Angelica antyder, er krig verdens mest effektive måde at hive penge op af skatteborgernes lommer.
Skepsis:
Kender du udtrykket ‘som man råber i skoven får man svar?’
Når man kommer anstigende i en sky af studentikos bedrevidenhed og slynger om sig med konspirationsteori, rigtige og forkerte økonomer og samtidig er ude af stand til at redegøre for de mirakelteorier man abonnerer på, kan man dårligt forvente de store anstrengelser fra panelet. Hatten af for Angelica fordi hun tager Rune så seriøst som hun gør. Og også hatten af for Rune at han ideligt stiller op til en ny omgang bitchslapping efter at Angelica tværede ham ud over væggen.
Og nej, jeg har ikke den store sympati for folk af Runes type, han er hvad Ward Churchill kaldte en Lille-Eichmann.
@Erik B.
1) Ja, korporatisme i den betydning tror jeg alle kan være enige er skadelig. Min pointe er, at Friedman jo netop har kritiseret det forhold. Og ikke kun Friedman, men også Adam Smith, David Ricardo og Gordon Tullock, en nulevende økonom, har påpeget hvordan interessegrupper, som f.eks. store virksomheder, kan benytte staten til egne formål.
Jeg er ikke sikker på, at det lige er Wall Street - underforstået finanssektoren - der får mest gavn af denne “rent seeking”.
2) Det er lidt en detalje eller en anden vinkel end det jeg mente. Jeg har dog lidt kommentarer til det du skriver. Du har ret i, at krige betyder at nogen tjener en masse penge. Gulashbaronerne som vi sikkert alle har hørt om i historieundervisningen er et godt eksempel på dette. Det som jeg har forsøgt at pege på (og som jeg går ud fra er det som Rune hentyder til?) er, at samlet set, så er krig en udgift for samfundet. Der er så en masse “men’er”: Et land kan kan vinde ressourcer og krigsbytte og krigsskadeerstatninger fra et andet og noget militær forskning kan måske senere resultere i civile produkter. Det er dog i høj grad et nulsumsspil. Der bliver ikke skabt nogen værdi ved krig, men nogen kan tjene mens andre taber. Samtidig overser man hvad der kunne have været i stedet for krigen (eller anden ødelæggelse).
Jeg tror du misforstår begrebet “kreativ destruktion”. Det er ikke en opfindelse hos Chicago-skolen, men noget som den i tråden før nævnte Schumpeter har arbejdet med. I al sin enkelhed handler det om hvorledes markedet arbejder. Nogle ideer og innovationer bliver til succesfulde forretninger mens andre ikke gør. Virksomheder går konkurs - destruktionen. Men det frigiver kaptital til de gode ideer - som kan vokse og blive bedre. Og den knap så succesfulde entreprenør kan forsøge sig igen med en anden ide - lidt klogere end sidste gang. Begrebet har derfor ikke noget at gøre med korporatisme og rent seeking.
Erik B:
“Jeg kan huske dengang CEPOS blev introduceret og afslørede sig selv som talerør for regeringen”
- hvis du hørte til de, der undersøger sager før de bralrer ud med uunderbyggede, infantile og ignorante påstande, ville du vide at CEPOS, som andre ægte liberale, er blandt de største kritikere af vores socialdemokratiske regering.
“dengang fremgik det af CEPOS’ hjemmeside hvem moderorganisationen var. Det gør det ikke mere, og jeg kan desværre ikke huske det.”
- hvem tror du selv, at moderorganisationen er? CIA, FBI, eller - endnu værre - måske jøderne (det er som regel dem, den antisemitiske venstrefløj langer ud efter, i skøn forening med fredsreligionen )? Giv endelig et bud, jeg venter spændt! Det er patetisk så paranoid, du fremstår. Men det er der vel en art points i på venstrefløjen. Sandheden har åbenbart ingen interesse - jfr. Kleins systematiserede løgne.
“Og det var fuldkommen undsluppet min opmærksomhed, at Rune var CEPOS-luder, men det forklarer jo et og andet”
- for det første: hvad fanden er dét for et sprog at bruge om en moddebattør? Det er sandt, at du indtil videre ikke har præsenteret een eneste lødig sætning, endsige noget, der bare minder om et argument for noget som helst - men du personificerer virkelig dén venstrefløjstaber, der intet ved, men føler en masse. For det andet, så til dig fra mig, Erik: læs før du skriver, din latterlige kommunistkælling! Du er garanteret pædagog eller det, der er værre.
“Duh! Tror du jeg interesserer mig for hvad en undermåler som dig laver eller ikke laver? Jeg kan da godt regne ud at du ikke er blevet sendt i byen, for så havde man nok sendt een, der var lidt bedre til at snakke for den syge moster.
Nej, Einstein, jeg var interesseret i, hvem der finansierer CEPOS.”
- Hvis du går ind på CEPOS’ hjemmeside kan du se et banner på forsiden med sponsorer. Så vidt jeg er orienteret har CEPOS aldrig lagt skjul på, hvem der betaler gildet.
Og så i øvrigt: de fleste med en IQ på over 40 vil vide, at den intellektuelle undermåler i denne debat er dig selv.
Friedman vil ikke korporatismen til livs, han vil privatisere staten. Som du selv var inde på, kræver et velfungerende samfund et vist mål af statsbygning for at tilvejebringe offentlige goder som (først og fremmest) retssikkerhed og sikring af fast ejendom. Derud over er der nogle sektorer der er hvad rigtige økonomer kalder naturlige monopoler, veje, kloak og vand og den slags. Disse ‘naturlige’ statsopgaver vil Friedmann sælge, så korporatismen består, det er bare ikke kapitalen der er flyttet ind i regeringskontorerne, men embedsmændene der er flyttet ind i banklokalerne.
…samlet set, så er krig en udgift for samfundet.
Og hvad så?
OK, det med kreativ destruktion skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg er som sagt ikke så stiv i økonomisk teori. Jeg skal dog bemærke at jeg flere steder har set begrebet udlagt temmelig meget mere radikalt end du gør, også af tilhængere.
Ups! Rune har hentet konen!
OK, det kan selvfølgelig være at min adbuster har snuppet dem, men så vidt jeg kan se er der ingen bannerreklamer og selv om der var, kan bannerreklaer ikke spille en organisation som CEPOS hjem.
CEPOS beskriver åbenlyst løgnagtigt sig selv som en ‘uafhængig tænketank, stiftet af fremtrædende danske erhvervsfolk, tænkere (sic!) og kulturpersonligheder’, selv om de, som jeg sagde, har en moderorganisation i USA som de i starten linkede til og i øvrigt ikke oplyser hvem der finansierer dem.