Længe ventede helikoptere ventes onsdag at lette med kurs mod Myanmar, hvor de skal flyve nødhjælp ud til det cyklonramte Irrawaddydelta. Den første af 10 helikoptere fra FN's Fødevareprogram ankom til Yangon den 22. maj, hvor den har stået lige siden, men mandag fik helikopteren grønt lys fra myndighederne til at lette fra storbyen og flyve ud mod deltaet.
- Den havde været klar til brug, med piloter og fast mandskab, i otte dage i Yangon lufthavn, siger talsmanden for FN's Fødevareprogram i Asien, Paul Risley.
Befolkningen har hårdt brug for hjælpen, efter at cyklonen Nargis ramte det tidligere Burma for omtrent en måned siden. En række hjælpeorganisationer anslår, at omtrent halvdelen af ofrene for cyklonen hiditl ikke har modtaget international nødhjælp, og at mere end en million mangler den mest grundlæggende assistance.
De bebrejder landets militærstyre for ikke at hjælpe nok og for ikke at udstede de nødvendige tilladelser til, så hjælpearbejderne kan udføre deres arbejde.
- Folk mangler den mest grundlæggende hjælp, og det er chokerende her efter fire uger, siger Sarah Ireland, der er regional chef for den britiske hjælpeorganisation Oxfam, til nyhedsbureauet AP.
FN er ligeledes bekymret over, at ofrene ikke får den nødvendige hjælp.
Avisen New Light of Myanmar, der styres af militærjuntaen, afviser kritikken og skriver, at alt går efter planen.
- Nødhjælpsarbejderne tog imod forsendelserne i lufthavnen og transporterede dem til de stormramte regioner uden forsinkelser, skriver avisen.
For to uger siden fik FN's Fødevareprogram lov til at sende 10 helikoptere af typen Puma af sted til landet. Den første er i arbejde, fem kan lette når som helst fra Bangkoks lufthavn i Thailand, mens de resterende fire onsdag letter fra en flådebase i det sydlige Thailand.
Om forsinkelsen udelukkende skyldes en manglende tilladelse fra det lukkede militærstyre, er uklart, men Paul Risley fra FN fortæller, at næste skridt nu er at få tilladelsen.
- Hvert et skridt i nødhjælpen skal have godkendelse, tilladelse og billigelse fra autoriteterne, forklarer Risley.
Puma-helikopterne er vigtige, fordi de let kan komme rundt i deltaet.
- Med båd tager det mange timer, selv dage at nå ud til nogle af mere afsides steder, beretter Risley.
- Ved at bruge en helikopter kan vi aflevere fem forskellige forsendelser til fem landsbyer på en tur, uddyber han.
Cyklonen Nargis efterlod 133.600 døde eller savnede, mens 2,4 millioner mennesker manglede mad og tag over hovedet.
/ritzau/AFP


