Klokken er ved at nærme sig 01 på natklubben Rust på Nørrebro. Det er december 2006, og stedet er godt pakket med det faste klientel af den yngre slags. Stiligt poserer de i baren med farverige drinks, der giver genskær i diskokuglen.
For enden af lokalet begynder et seks mand stort orkester at indrette sig på den lille scene. Med sig har de et trommesæt, en klarinet, en trompet og et opsigtsvækkende instrument, der bedst kan beskrives som en forvokset banjo, der har fået slebet sine runde former om til en skarp trekant.
Det er det danske band Klezmofobia, der skal til at overbevise den unge flok af feststemte mennesker om, at jødisk folkemusik blandet op med nutidig rock sagtens kan begå sig på en natklub.
"Vi frygtede virkelig, at folk ville blive stående oppe i baren. Da tæppet gik, og vi slog tonerne an til den første sang, stod folk også bare og gloede," lyder det, da indehaveren af det finurlige instrument basbalalaikaen, Jesper Lund, fortæller om Klezmofobias første møde med den københavnske klubverden.
Hurtigt lod det måbende publikum sig dog indfange af tonerne fra Klezmofobia, da den uforståelige, jiddische tekst viklede sig ind i de accelererende løb fra klarinet og trompet holdt godt fast af de pumpende, skæve beats. Inden den første sang var omme, var der kædedans på dansegulvet, hvor fremmede mennesker tog hinanden under armen til en energisk svingom.
Klezmofobia havde hermed overbevist et mindre udsnit af omverdenen om klezmermusikkens umiddelbarhed og intensitet.
Klezmerrock
Siden Klezmofobia for første gang introducerede klezmermusikken i nye rammer på Rust, har bandet været med til at føre denne musikgenre ind i de hellige rockkamre. Det har Klezmofobias sangerinde en forklaring på:
"Vi er ikke museumsklezmer. Vi spiller rockmusik blandet med klezmer," bedyrer Channe Nussbaum.
Denne konstatering er måske med til at forklare, hvorfor Klezmofobia skal spille til årets SPOT festival i Århus, hvor de kommende talenter inden for den danske musikscene skal findes.
Selv opfatter Klezmofobia indbydelsen til SPOT som et led i den aktuelle, danske musikscenes mere nysgerrige karakter.
"Vi fornemmer i dag, at der generelt er en større nysgerrighed over for anderledes musik end for bare 10-20 år siden, hvor man helst ikke skulle sprænge rammerne for den rene popgenre, og hvor det var de færreste, der overhovedet vidste, hvad klezmermusik var. I dag ser man mange forskellige musikgenrer fra verdensmusikscenen blandet med rock- og popmusik. Vores musik er bare et bud på, hvordan det kan gøres, og det virker åbenbart," fortæller Bjarke Kolerus, der selv har en baggrund som klassisk musiker, men som de sidste mange år har helliget sig den traditionsrige, jødiske højtidsmusik.
En anden årsag til interessen for klezmeren er ifølge Channe Nussbaum, der har sunget klezmer i over 20 år, en ny interesse for folkemusik i det hele taget:
"Der er flere unge, der dyrker folkemusikken i dag. Den er ikke længere en kikset 70'er-genre, som det er tabu er beskæftige sig med. Derudover rammer klezmeren en helt bestemt nerve, der er i stand til at forene det sørgmodige med det festlige, og det er klezmerens styrke," fortæller hun.
Bjarke Kolerus er enig:
"Grunden til at klezmer favner et så spraglet publikum er, at musikken spiller på en særlig dualitet, der blander østlige og vestlige kulturer og melankoli og glæde," siger han.
Musik på verdensplan
Selvom musikken har rødder i en jødisk tradition, mener folkene bag Klezmofobia, at genren når ud til et langt bredere publikum.
"Det har altid været karakteristisk for klezmermusikken, at den, ligesom jøderne, har forsøgt at assimilere sig i sine omgivelser. Det er en musikgenre, som har rejst vidt omkring, og som i dag spilles og dyrkes af folk uanset herkomst, religion og alder," siger Bjarke Kolerus.
Musikalske kultursammenstød er ikke noget nyt for gruppen, der for nylig var i Mexico i forbindelse med en verdensmusikfestival. Her mødte Klezmofobia alt fra et tysk tangoorkester til franskmænd, der spillede malinesisk folkemusik.
"Der findes et enormt netværk på verdensmusikscenen, som har gjort, at vi er kommet vidt omkring. Verdensmusikken har ikke nogen afgrænsninger i form af kulturelle barrierer eller religiøse overbevisninger, og det er også det, vi ønsker at udtrykke med vores musik," siger Channe Nussbaum.
I dag har Klezmofobia 'klezmervenner' i hele verden, som de plejer på Facebook og MySpace, og indtil videre har denne kontaktflade skaffet dem job i bl.a. Estland, Norge, Spanien og Storbritannien. De nye, ikke-fysiske relationer kræver dog også sit arbejde, understreger bandet.
Klezmofobia nyder godt af den internationale opmærksomhed for øjeblikket, men deres mål er også at slå sig endnu mere fast på den hjemlige scene. Og noget tyder på, at Klezmofobia så småt er ved at blive optaget i det fine rock-selskab i Danmark. I 2007 modtog de en Danish World Music Award for bedste verdensmusikalbum, og foruden SPOT-festivalen i Århus skal de også spille til Vesterbro Festival, hvor de har fået til opgave at sætte gang i dansegulvet, når de sene nattetimer nærmer sig.
Klezmofobia spiller i morgen kl. 15.00 i Århus Musikhus' store sal og på lørdag kl. 02.15 på Øks scenen på Vesterbro Festival
