Katastrofe-kapitalismens krise er de progressives udfordring

“Jeg tror på vigtigheden af at give tingene et navn,” siger Naomi Klein.

I denne uge har den canadiske journalist, forfatter og aktivist turneret de nordiske lande for at fortælle om de to navne, hun har givet henholdsvis den strategiske tænkning og den økonomiske model, som neoliberale politisk-økonomiske lederskaber i og uden for USA har praktiseret de seneste årtier.

‘Chok-doktrinen’ er navnet for magthaveres bevidste udnyttelse af lammelsen og chok-tilstanden efter voldsomme begivenheder - krig, kup, naturkatastrofer - til at gennemtvinge deres dagsorden. Og ‘katastrofe-kapitalismen’ er den resulterende økonomiske model, karakteriseret ved deregulering af markedet, uhæmmet konkurrence samt privatisering af alt, som kan privatiseres.

I bogen Chok-doktrinen - netop udsendt på dansk - ser Naomi Klein over 667 sider de seneste 40 års amerikansk udenrigs- og indenrigspolitik gennem chok-doktrinens prisme. Dermed leverer hun en helt ny forståelse af fællestrækkene ved begivenheder, der spænder fra CIA’s tortur-manual udviklet i 1960’erne over amerikansk støtte til Pinochets militærdiktatur i 1970’ernes Chile via ‘krigen mod terror’ efter 11. september 2001 og Irak-invasionen 2003 til privatiseringsoffensiven i New Orleans efter orkanen Katrina i 2005.

“Klein har måske afdækket vor tids store fortælling,” skrev avisen San Francisco Chronicle i sin anmeldelse af bogen, der har været på bestsellerlisten i syv lande.

Sat skakmat

Selv siger forfatteren, at etableringen af et sprog for de uventede hændelser og overgreb, man udsættes for, er første forudsætning for at kunne håndtere dem.

“En del af det at være i chok er, at man mister evnen til at sætte ord på tingene. Vi er forvirrede, vi kan ikke finde udtryk for det, der foregår, orienteringssansen svigter. Det var meget tydeligt efter 11. september-attentatet, hvor progressive mennesker blev stumme. Det bidrog til et magttomrum, som passede de neokonservative omkring Det Hvide Hus perfekt.”

Naomi Klein var faktisk i København en måned efter terrorangrebet og beskrev dengang, hvordan den indtil da så slagkraftige globaliseringskritiske bevægelse med ét blev sat skakmat, fordi man ikke længere kunne bruge sine udenomsparlamentariske protester og sit vrede sprog mod en amerikansk kapitalisme under morderisk angreb fra fundamentalistiske terrorister.

Anderledes godt forberedt var i denne situation de neokonservative kredse i amerikansk politik, der havde taget den ultraliberale økonom og Nobelpristager Milton Friedmans ord til sig.

Ét bestemt Friedman-citat fra 1962 vender Naomi Klein tilbage til:

“Kun en krise - den være sig aktuel eller forestillet - producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af, hvilke ideer der er tilgængelige. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: At udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt.”

“Det er den perfekte artikulering af, hvad jeg kalder chok-doktrinen,” siger Naomi Klein.

“Citatet kan ses som et manifest for de højreorienterede tænketanke, der skød op i USA i 1970’erne og 80’erne. De skulle opruste ideerne om det fri marked som et perfekt system og holde dem rede, til det rette tidspunkt oprandt. Tænketankene var de konservatives reaktion på oplevelsen af, at man var ved at tabe den kulturelle værdikamp til venstrefløjen,” påpeger hun og henviser til institutioner som Cato Institute, Heritage Foundation og Competitive Enterprise Institute.

De fik deres gyldne øjeblik efter 11. september 2001, hvor præsident Bush slog om og trak neokonservative rådgivere ind i magtens centrum for at sætte en ny, offensiv dagsorden.

“Deres begrænsning har imidlertid vist sig at være, at de har haft én idé, én løsning på alle problemer. De har ikke formået at udvikle sig, og i dag oplever vi alle, at idéen ikke duer,” siger Klein.

Modellen har slået fejl

Hun henviser bl.a. til den åbenlyse fiasko for visionen om via “chok og ærefrygt” og efterfølgende masseprivatisering at gøre Irak til et dynamisk frimarkeds-samfund, “et arabisk Singapore”.

Naomi Klein beskriver, hvordan store dele af Latinamerika i dag er i åbent opgør med den amerikanske model og den amerikanske indflydelse. Hun afdækker, hvordan privatisering af genopbygningsindsatsen efter orkanen Katrina har skabt et New Orleans, der er lige så klassedelt og plaget af sociale problemer, vold og ulighed som før orkanen. Og hun peger på dagens flerdobbelte krise på den globale scene - fødevare-, olie-, finans-, klima- og i Kleins optik også militær krise - som dokumentation for, at modellen med en dereguleret, af private erhvervsinteresser domineret og med chokterapi promoveret vækstkapitalisme er kommet til kort.

“Jeg mener, der er meget at lære af den nuværende situation, hvor vi står med adskillige sammenhængende kriser. Mange mennesker i hele verden gør nu kollektive erfaringer med den eksisterende models begrænsninger, herunder med chok-doktrinens virkemåder. De bliver chok-resistente og vanskeligere at overraske.”

“Så Milton Friedmans udsagn om, at kriser er et budskab om behovet for nye tanker og ideer, er fuldstændig rigtigt og udgør en udfordring for dagens progressive kræfter. Venstrefløjen har været for selvtilfreds med hensyn til at udvikle ideer. I dag har vi organisering via internettet, hvilket er vældig godt til at få en masse mennesker bragt sammen på et bestemt sted. Det så vi f.eks. den globaliseringskritiske bevægelse gøre. Men det er ikke godt til at udvikle en konkret, avanceret politik. E-mail og sms-lister, det er hvad man er gode til i dag, men vi er nødt til at komme til et dybere niveau,” siger Klein.

Vilje til nye løsninger

Hun håber, at italesættelsen af chok-doktrin og katastrofe-kapitalisme kan inspirere til det.

“Det er ikke altid, vi reagerer på chok med regression. Nogle gange bliver vi snarere voksne fra det ene øjeblik til det andet, når vi står over for kriser,” skriver hun i bogen.

- Friedman og hans tilhængere mobiliserede ideerne, fordi de oplevede, at venstrefløjen satte dagsordenen, mens højrefløjen stod i stampe. Nu har neoliberale og -konservative sat dagsorden en tid, og nu rejser du så rundt og prøver at mobilisere nye tanker blandt de progressive?

“Jeg havde fra starten intet ønske om at sige, at vi bør bruge de aktuelle kriser til at fremme vore ideer. Jeg ville kortlægge nogle samtidshistoriske erfaringer med katastrofe-kapitalismen - ikke fortælle folk, hvad de skal gøre. Men det er den melding, jeg hele tiden får fra mit publikum: I lyset af de aktuelle kriser og indsigten om deres baggrund er der en enorm vilje til at finde nye løsninger. Så til sidst overgav jeg mig: Det er vel det, det handler om,” ler Naomi Klein.

Obama er en klog mand

- Men i dag er Milton Friedman fysisk død, George Bush politisk død, og om lidt har vi måske Barack Obama i Det Hvide Hus. Er mareridtet ikke overstået?

“Der er sket en skade på det politiske system i USA. Folk mobiliserer på mange emner, men tingene stopper på det politiske niveau. Der sendes ikke noget ekko tilbage fra et politisk lederskab. Obama kunne sætte mange af de vigtige ting på dagsordenen, men han gør det ikke. Han er bange for at skræmme sine økonomiske støtter eller at blive en ny Jesse Jackson,” siger Naomi Klein med henvisning til den progressive sorte menneskeretsforkæmper og tidligere aspirant til præsidentembedet, der har fastholdt sin radikalitet og i dag er politisk marginaliseret.

“Barack Obama er en klog mand, og han er villig til at lytte. Spørgsmålet er, hvordan man fastholder det meget stærke momentum i bevægelsen omkring ham. Den er en blanding af fægtekamp og rockkoncert, som savner en velfunderet organisatorisk basis og ikke har en måde at tale politik på, der når ud over ‘støt din kandidat’-niveauet. Jeg tror, Obama selv er klar over det og har brug for, at bevægelsen er mere radikal og presser ham, så han sættes i stand til at gøre det rigtige og nødvendige.”

- Har den neoliberale bølge påvirket selve den måde, folk tænker på, og gjort det vanskeligere at skabe forandring?

“En stor del af succesen for Friedman-projektet, som det blev forvaltet af bl.a. Ronald Reagan og af Margaret Thatcher i Storbritannien, har været at bringe flere mennesker til at tænke markedsagtigt. Incitamenterne til at skifte fra leje- til ejerboliger og til at begive sig ind på aktiemarkedet har f.eks. fået folk til i stigende grad at identificere sig med ejerens interesser. Men årene med Bush har undergravet de gevinster, man opnåede. Pensionsmidlerne blev svindlet bort, jobsikkerheden forsvandt, og nu er også boligsikkerheden forsvundet. For mig er markedsgørelsen ikke problemet. Problemet er fraværet af et politisk lederskab, der vil forholde sig til kriserne,” siger Naomi Klein.

For Milton Friedman og hans tilhængere af fundamentalistisk kapitalisme repræsenterede kriser ‘demokratifri zoner’. Klein håber, at ny krisebevidsthed nu kan lede til det modsatte.