Forebyggelsesministeren går nu ind i debatten om, hvorvidt det p.g.a. lægemangel er fuldt forsvarligt at lade sundhedsplejersker erstatte læger i den kommunale børnesundhedsindsats. Man kunne formentlig med lige så stor ret pege på, at social- og sundhedsassistenter, med lidt ekstra uddannelse naturligvis, sagtens kunne overtage en række af de opgaver, som sundhedsplejerskerne udfører i dag.
Måske er den afgørende grund til, at så få læger finder området interessant, at kravene og ressourcerne til den sundhedsfaglige indsats er utidssvarende og ganske enkelt ude af trit med, hvad der behøves for at kunne løse opgaven. For det andet er der mangel på videnskabelige undersøgelser, som kan belyse både sundhedsplejerskernes og kommunallægernes bidrag til at løse de aktuelle udfordringer. Debatten om, hvem der gør en forskel, funderes derfor på oplevelser, holdninger, fornemmelser, følelser og fagpolitik, i stedet for faktuel viden om hvad det er, der virker. Og det er synd.
De to vigtigste kommunale udfordringer er bekæmpelse af social ulighed i sundhed og reduktion af folkesygdomme. Og det har størst effekt, hvis man starter i barndommen. Pointen er, at det også vil kræve en redefinering af kommunernes, lægernes og sundhedsplejerskernes roller. Den eksisterende ressourcemangel løses ikke ved, at man med et snuptag sætter sundhedsplejersker på ind- og udskolingsundersøgelserne. Stort set alle gennembrud på de centrale sundhedsområder har bygget på lægefaglig forskning og engagement. Og på at der sideløbende er uddannet kvalificeret støttepersonale. Dette gælder også forebyggelsen indenfor børnesundhed. Jobglidning med opgradering af bl.a. sundhedsplejersker kan være ét af midlerne. Men at tro man kan undvære den lægelige kliniske faglighed, erfaring og forskning er ikke bare naivt, men også farligt. Så pas på ikke at smide barnet ud med badevandet.
Ved at køre fast i, om det er læger eller sundhedsplejersker, som skal stå for ind- og udskolingsundersøgelserne, fjerner man fokus fra det enorme behov der er for en gennemgribende, ambitiøs og langsigtet reform af den kommunale børnesundhedsindsats.
Det er hverken læger eller sundhedsplejersker, der bliver tabere, men børnene og folkesundheden. Udfordringerne på børnesundhedsområdet er lige så store som på kræftområdet. Tænk, hvis det afspejlede sig i samfundets opmærksomhed på samme niveau som med kræftplanerne. Der er masser af eksempler på, at vælger man politisk at prioritere et område, så vil man også kunne tiltrække dygtige medarbejdere fra alle de relevante faggrupper.
Her er et forslag til fri afbenyttelse for vores forebyggelsesminister, hvis der altså er mere end blot en titel til forskel fra den tidligere af slagsen.
