Jyllands-Posten har lige udmeldt besparelser på omkring 50 millioner kroner, og fyringer er uundgåelige. Vi ved endnu ikke hvem eller hvor mange. Men det ville være mærkeligt, om ikke der skulle tyndes lidt ud blandt redaktionssekretærerne. Sådan ser det i hvert fald ud i store dele af branchen.
"Førhen var redaktionssekretærerne i reglen veltjente, mandlige medarbejdere, som blev belønnet med en post i det lune sekretariat som tak for års slid som skrivende ude i marken."
Sådan står der i Pressens Linievogtere, der blev udgivet i 1984. Beskrivelsen fortsætter:
"Den særlige klang, som var tilknyttet titlen, klangen af magt og myndighed - og af ølflasker og kaffekopper - er næsten forsvundet. De redaktionssekretærer, vi har mødt, er typisk ædruelige familiemennesker mellem 30 og 40 år."
I dag er redaktionssekretærerne et truet folkefærd. David Montgomery - Berlingskes ejer - har erklæret åben krig mod redaktionssekretærerne, som han har kaldt overflødige controlfreaks. Politiken skærer også på mellemleddene i forsøget på at holde omkostningerne nede. For en uge siden var udmeldingen fra Tøger Seidenfaden, at "der er ingen tvivl om, at vi kan opnå en gevinst ved at ændre balancen mellem de skrivende og de redigerende."
Redaktionssekretæren har altid haft to vigtige opgaver. Den ene er at redigere sektioner, sider eller udsendelser. Redaktionssekretæren er den, der organiserer produktet, så historier, billeder og annoncer går op i en højere og nydelig enhed. Den anden opgave er at redigere det journalistiske indhold, for eksempel ved at diskutere vinkel og kilder med journalisten, lave ekstra fejltjek og give feedback på teksten. Redaktionssekretærens opgave ligner linjedommerens. Han/hun har ikke det sidste ord eller det overordnede ansvar - redaktøren er jo dommeren - men en nøgleposition i forhold til, at kampen spilles efter reglerne. Uden at trampe for meget i fodboldmetaforen handler det ikke kun om at holde øje med, om bolden ryger ud over linjen. Linjedommeren skal dække dommerens blinde vinkler og kigge efter frispark eller off-side, som dommeren med det store overblik ikke ser.
Layout og tekstredigering
Opgaverne har selvfølgelig ændret sig kolossalt med den teknologiske udvikling. Den store nyhed i 1984 var, at journalisterne var begyndt at skrive deres artikler 'på skærme'. Redaktionssekretæren skulle dog stadig printe artiklerne ud, klippe-klistre og sætte dem op på en 'dummy' for at se, hvordan mængden og længden af artikler passede ind på avis-siderne. Man kunne jo ikke præcist vide, hvilken historie journalisten kom hjem med, eller nøjagtigt hvor meget den kom til at fylde.
Sådan spiller klaveret ikke længere. I dag arbejder både store hovedstadsblade og flere regionale og lokale aviser med layoutstyring eller skabelonjournalistik. Allerede fra morgenstunden lægger de redigerende en plan over dagens avis, en skabelon. Der skal være X sider indland fordelt på X historier, heraf X spalter til nyheden, X spalter til baggrunden, X til casen og X til faktaboksen. Layout-styringen kan både være meget stram, således at journalisten ved nøjagtig, hvilken historie, hvilken vinkel og hvilke kilder han skal have hjem. Layoutstyring kan også være mere løs og blot udstikke de overordnede rammer.
Både før og nu handler redaktionssekretærens arbejde både om layout og kvalitet. Hvad angår layoutstyringen, er det oplagt at spare ressourcer ved at bruge skabeloner og detailplanlægning. Ulemperne kan være, at journalisten oplever mindre selvbestemmelse, og at de stramme skabeloner skaber mindre plads til kreativ udfoldelse. Fordelene er til gengæld en mere styret proces, der potentielt kan frigive journalistiske kræfter til at gå mere i dybden.
Den første læser
Men hvad med kvaliteten, både af processen og produktet? Her har redaktionssekretæren haft en helt central rolle som en blanding af redaktionens kollektive hukommelse, coach og kontrollør. Er historien god nok til at gå videre med? Hvad synes du om det her citat? Holder vinklingen? Er historikken på plads? Mangler der en nuance? Redaktionssekretæren er journalistens første læser. Journalistiske koncepter, korrekturlæsere og tekstbehandlingssystemer kan ikke coache, give løbende feedback eller lige bruge to minutter på at vende et etisk dilemma.
Spørgsmålet er, om redaktionssekretærens funktion ikke er vigtigere nu end nogensinde før? PR-bureauer og kommunikationsmedarbejdere oversvømmer redaktionerne med historier, vinkler og kilder. Mange medier er desuden under et politisk eller økonomisk pres, der kan give uheldige bivirkninger i form af lidt for mange journalistiske kompromiser. Dertil kommer en stadig mere udsat position for den enkelte journalist, der ikke kun skal lægge navn, men også billede, emailadresse og nogle gange blog til historien. Den daglige nyhedskamp er blevet hårdere, og hvis linjevogterne forsvinder, er der færre øjne på spillet. Selv journalister har brug for kreativt, kærligt og kritisk modspil.
