Kolonihaveegoistiske, fremmedfjendtlige, globaliseringsfornægtende, grådige, grænsehandlende ignoranter.
Har du, kære læser af denne foretrukne avis i den venstreintellektuelle kulturelite, nogensinde tænkt eller sagt noget i den stil om Dansk Folkeparti-vælgere?
For så er det blandt dig og dine - og ikke blandt DF’s vælgere - at smittekilden til den højrepopulistiske sygdom skal findes. Det mener Magnus Marsdal, norsk journalist og forfatter til bogen Frp-koden - Hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess.
Da Magnus Marsdal fik ideen til bogen, befandt han sig selv i en venstreintellektuel kulturelite i Oslos medieverden. Hans omgangskreds var præget af stærkt kritiske holdninger til ‘Frp-folket’ - uden i øvrigt at kende nogen.
“Venstreelitens folkeforagt provokerede mig - det er jo hver tredje nordmand, der stemmer Frp! Men jeg kunne heller ikke selv forstå, hvorfor så mange arbejdere stemmer på sådan et højrepopulistisk lorteparti. Jeg måtte ud til the scene of the crime, til Frp-land,” fortæller Magnus Marsdal, der i denne uge var i København.
Frp-land
En samfundsforsker fra Magnus Marsdals miljø beskriver Frp-vælgerne som “de, der ikke fulgte med”, da arbejderklassen blev middelklasse. “De som er bitre og sure. De rager til sig. De vil bare have billigere benzin og sprut”.
Og da Magnus Marsdal foreslår, at der blandt Frp’s vælgere måske også er folk, som har gode grunde til den ‘proteststemning’, som Frp opfanger, svarer hun: “Nej, ved du hvad? Jeg hader dem!”
De norske lederskribenters forklaring på Fremskrittspartiets succes ved valget i 2005 var, at velstanden i Norge havde gjort folk egoistiske. Mere vil have mere. Men Frp-vælgerne er i stor udstrækning lavtlønnede, lavt uddannede arbejdere og arbejdsløse - så den forklaring var der noget muggent ved. Især når den kom fra en verden af mediefolk og højtuddannede, der aldrig kunne drømme om at stemme Frp og hvis indkomst og levestandard lå betydeligt over Frp-vælgerens.
Så Magnus Marsdal tog til Frp-land. Til de steder, hans venner aldrig kom. Til Amcar-træf i Frp-bastionen Ullensaker kommune nord for Oslo, hvor befolkningen er ‘som folk flest’ i Norge bortset fra et lavere uddannelsesniveau. Og til ferieparadiset Torrevieja på Spaniens Costa Blanca, hvor Frp’erne er så mange, at de har deres egen lokalforening.
“Jeg forsøgte at bruge de ord, de satte på deres tilhørsforhold til Frp, som spor, i stedet for at lede i sociologiske værker på biblioteket. ‘Det gør ingen forskel på den økonomiske politik, hvem der sidder på magten’, ‘Arbeiderpartiet giver pokker i almindelige mennesker som mig’. Og en Arbeiderparti-vælger, der var på vej til Frp, fordi han mente, at socialdemokraterne ikke længere var arbejderklasse, svarede ‘jeg har aldrig været lærer’, da jeg spurgte, hvorfor han ikke rykkede til Socialistisk Venstreparti,” fortæller Magnus Marsdal, der på den måde fandt spor til ‘forskningstemaer’, han ikke havde tænkt på, før han kom til Frp-land.
“Jeg blev overrasket over, hvor venstreradikale Frp-arbejderne er, når det kommer til fordeling, velfærd og økonomisk magt, og over hvor stor den kulturelle afstand er mellem disse arbejdere og venstrepartierne. Enorme kulturforskelle inden for en befolkning, man tror er homogen. Et multikulturelt samfund blandt de etnisk norske, med skel mellem privat sektor/offentlig sektor, lavt uddannet/højtuddannet osv.”
Aha-oplevelse
Med sit opgør med venstreelitens foragt for ‘jævne folks’ kultur og identitet og “middelklassemyten” om at arbejderklassen er forsvundet, har bogen givet venstreintellektuelle “aha-oplevelser” og vakt begejstring på Arbeiderpartiets venstrefløj, fortæller Magnus Marsdal.
“De venstreintellektuelle har fået øjnene op for deres egen rolle. At de måske er med til at producere højrepopulismen med denne selvsagte foragt for ‘racisterne’: ‘Her har vi været på jagt efter en medicin for denne højrepopulistiske sygdom, og så er vi smittekilden. Fandens også, det er os’. Det er en ganske typisk reaktion på bogen,” griner han.
“Hver eneste kunstner-idiot, der står frem i medierne og siger ‘Fremskrittspartiet er for hjernedøde mennesker’, er jo en gave til Fremskrittpartiet. Det er deres nyttige idioter,” siger Magnus Marsdal og understreger, at bogens budskab ikke er, at man skal holde igen med kritikken af Fremskrittspartiet:
“Man skal faktisk kritisere endnu mere - og særligt på den økonomiske politik. Men man skal ikke sige, at vælgerne er dumme. Folk har meget forskellige grunde til at stemme på partiet.”
Giddens eller klassekamp
Tusindvis af arbejdere er de sidste femten år gået i protest fra traditionelle arbejderpartier til Fremskrittspartiet i Norge, Front National i Frankrig, Dansk Folkeparti her i landet, og venstrefløjen har været ude af stand til at dæmme op for vælgerskredet blandt den del af befolkningen, hvis interesser socialdemokratiske og venstreradikale partier hævder at kæmpe for.
Det skyldes i høj grad en stærk middelklassemyte om, at arbejderklassen er forsvundet, mener Magnus Marsdal:
“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,” siger Magnus Marsdal, der kalder enkelte af de socialdemokratiske ledere for “Armani-demokrater”.
“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ - deres hjerner - det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,” siger Magnus Marsdal.
Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.
“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,” siger Magnus Marsdal.
“Frp’s arbejdervælgere ligger tilmed langt til venstre for Arbeiderpartiet på spørgsmål om omfordeling og arbejdermagt. Men når de ikke kan se forskel på borgerlig og socialdemokratisk økonomisk politik, er der ingen oplagt grund til at blive ved de gamle arbejderpartier,” siger Magnus Marsdal.
På den værdipolitiske akse har højrepopulisterne forstået at samle de ‘jævne folk’ op, som føler sig talt ned til af de gamle arbejderpartier, der de sidste 50 år i stigende grad har knyttet loyalitetsbånd til staten frem for arbejderklassen og rekrutteret ledere fra en uddannelseselite, der kun har foragt til overs for ‘jævne folks’ kultur.
Arbejdernes ven
“Som strategi mod højrepopulismen, er der bare et punkt, der gælder: konfrontation i store økonomiske spørgsmål,” siger Magnus Marsdal og fortsætter:
“Pension, efterløn, velfærd, omfordeling, der må man ikke have samme politik som de borgerlige. Det er tid til tydelighed, ikke kompromiser og midtsøgning,” siger Magnus Marsdal. Han mener dog ikke, at venstrefløjen skal ændre sin værdipolitiske linje:
“Venstrefløjen skal ikke rykke sig en millimeter på værdipolitiske spørgsmål om indvandring, køn og seksualitet. Når venstrepartier rykker til højre på de spørgsmål, rykker højrepartierne endnu længere. Afstanden mellem venstrefløjen og arbejderklassen rykker sig ikke, men det gør hele det værdipolitiske spektrum. De arbejderstemmer, som højrepopulisterne har været inde og hente bag socialdemokraternes frontlinje, er værdipolitisk reaktionære, men de går ikke så højt op i homo-ægteskaber, asyl og ligestilling, hvis venstrefløjen er klar på de krav, der samler bredt i arbejderklassen: krav om arbejdermagt og økonomisk omfordeling fra top til bund. For her er de markedsliberalistiske højrepopulister ikke arbejdernes ven - det er de bare gode til at skjule,” siger Magnus Marsdal, og tilføjer:
“Værdispørgsmål er vigtige. Men der står en elefant i rummet: øgende sociale forskelle i hele Europa. Øgende klasseskel under socialdemokratiske regeringer - det må venstrefløjen svare på.”
Magnus Marsdal: Frp-koden - Hemmeligheten bak Fremskritts-partiets suksess. Forlaget Manifest 2007
Kommentarer
Åh, det var velgørende! Bare socialdemokraterne lytter og ændrer i tide, for der er virkelig brug for netop økonomisk omfordeling.
For hvad skal et samfund med et erhvervsliv, der ikke villigt og rundhåndet finansierer, hvad samfundet har brug for i form af infrastruktur, civilsamfund, underhold for de uarbejdsdygtige og arbejdsløse?
“Bare socialdemokraterne lytter og ændrer i tide, for der er virkelig brug for netop økonomisk omfordeling.
For hvad skal et samfund med et erhvervsliv, der ikke villigt og rundhåndet finansierer, hvad samfundet har brug for i form af infrastruktur, civilsamfund, underhold for de uarbejdsdygtige og arbejdsløse?”
Lyder mere som opskriften på massiv outsourcing og udflagning. Og så kan man forbande erhvervslivet ad helvede til, men opportunisme er nu en gang det økonomiske markeds natur.
Det, PH, har du helt ret i, og netop derfor er internationalt bindende aftaler, der kan stække private virksomheders enorme magt, stærkt påtrængende.
Ligesom en ligevægt i økonomisk formåen landene imellem, så udbytning kan afløses af lige bytteforhold.
Bortset fra det er analysen jo god, fordi den er helt i tråd med, hvad vi ved om udviklingen af ekstreme synspunkter blandt marginaliserede indvandrergrupper: når de reagerer mod mistillid og diskriminering med at udvikle rabiate synspunkter, ligger det meget lige for, at marginaliserede grupper af den oprindelige befolkning reagerer på samme måde.
Simpel som den er er det her jo en helt genial analyse af problemstillingen. Og det kunne jeg vist godt have udtrykt med lidt færre store ord. Jo det er sandelig tid til selvransagelse og omstilling på venstrefløjen, det kan man godt se.
Marsdal opptrer her dessverre bare som enda en selvopptatt mediesjarlatan og arbeideristisk romantiker. Fremskrittspartiet er et ekte barn av det norske sosialdemokratiske partis elite og det norske embetsbyråkrati og småborgerskap og dets ekstreme underdanige først protyske så proamerikanske imperialisme og aktive kamp for kulturell fordumming gjennem trekvart århundre. Dette uttrykker hva forfatteren Georg Johannesen slo fast i “Romanen om Mongstad” (1988): den norske arbeiderbevegelse er gått i stå i Oslos største veikryss. Som den danske er det i tilsvarende veikryss i et København som nå dekker hele landet opp til og med betongblokkene i Grønlands kystbyer. Den danske sosialdemokratiske statsministeren Viggo Kampmann hadde i 1962 den typiske “visjon” at hele verden burde være dekket av asfalt og betongbebyggelse. Hva Fremskrittspartiet og George Bush II sier er ikke annet enn det, det er det samme som Venstre i Danmark, EU osv. osv.
Det Marsdal kaller “vanlige folks kultur” - et begrep hvormed han håper etter Fremskrittspartiets mønster å kunne bedrive typisk venstristisk “moral blackmail” - er hverken kultur eller vanlige folks egen. Coca Cola f.eks. er ikke kultur og det er ikke noe folk har skapt selv. Det er uhyggelig langt fra den arbeiderbevegelse som skapte sine sanger osv. til dagens svarte hull av overmette amerikaniserte TV- og konsumslaver som tror de har mye mer enn sine lenker å miste og barnaktig og verdensfjernt krever at naturlovene skal rette seg etter deres bekvemmelighetsnarkomani.
Marsdal hyller på typisk historieløst marxistisk vis det subalterne i form av kjente varesymboler på den romantisk-kapitalistiske illusjon
“arbeiderklassen”, som alltid kun har vært en vehikel for karrieremakere på jevne folks rygg. Dermed skaffer han seg en plass i vareskuespillet og kan høste litt medieprofitt og venstristisk prestisje. Marx derimot forsto i det minste av og til at frigjøringas mål må være å oppheve klasseeksistensen, ikke å dyrke den og prøve å gjøre den og dermed kapitalismen evig - noe som selvsagt likevel er dømt til å mislykkes, da det medfører barbariet og katastrofene som nå truer.
“Nordmenn liker stygge hus, stygge biler, stygge kvinner og menn. Stygghetstrangen er i Norge sterkere enn kjønnsdriften.” (Georg Johannesen, norsk poet 1937-2005). Nordmenn er med andre ord som alle danskere og alle de andre.
De fleste som skriver “kommentarer” her a la han med navnet til den svenske barneboksfiguren, er helt åpenbart fascister og stalinister, og som alle av den typen klarer de ikke å infisere andre enn seg selv, når de utvider sin hjemlige toalettvegg til medieverdenens “fringes”. Det er ikke uventet at PET/CIA/KGB/Bin Laden/Mossad osv. osv. ikke klarer å komme opp med annet enn hatefullt lort og krimskrams.
Matematikeren Archimedes ble hogd og drept ned av romerske legionærer. Han tok det med stoisk ro og sa bare “ikke forstyrr mine sirkler” (han arbeidet i sanden med et matematisk problem). Enhver tenksom person har ikke minst i de siste hundre årene hver dag måttet venne seg til å bli hatet og til tanken om å bli drept som Archimedes og Gandhi. Menneskene er nå engang som de er, og i dagens verden har deres dominerende eksemplarer igjen fått gjennomtrumfet sitt totale og totalitære diktatur over og terror mot alle som tenker selv. “Alle forsto Hitler straks.” (Georg Johannesen).
Nationalisme og socialisme har altid været en eksplosiv cocktail. Det er der såmænd ikke noget nyt i.
Jeg har sagt det før, nu siger jeg det igen: indfør borgerløn, og dansk folkeparti ryger under spærregrænsen.
“Pension, efterløn, velfærd, omfordeling, der må man ikke have samme politik som de borgerlige. Det er tid til tydelighed, ikke kompromiser og midtsøgning,” siger Magnus Marsdal. Han mener dog ikke, at venstrefløjen skal ændre sin værdipolitiske linje: “Venstrefløjen skal ikke rykke sig en millimeter på værdipolitiske spørgsmål om indvandring, køn og seksualitet. Når venstrepartier rykker til højre på de spørgsmål, rykker højrepartierne endnu længere.”“
Det kan vel stort set ikke siges mere enkelt. Det interessante er hvornår partier i DK som S og SF begynder at lytte. Det er ikke nogen ny eller overraskende diagnose som her præsenteres.
Omvendt vil jeg til gengæld fastholde at det er ikke bare faktuelt korrekt, men også moralsk nødvendigt at kalde den ekstreme højrefløj og (ihvertfald en betragtelig del af) dens vælgere for det de(n) er: “Kolonihaveegoistiske, fremmedfjendtlige, globaliseringsfornægtende, grådige, grænsehandlende ignoranter.” At det kan bestyrke disse personer i deres overbevisninger er selvfølgelig en risiko. Omvendt er det vanskeligt at se hvordan de skal få mulighed for at indse deres fejltagelser hvis de, i modsætning til andre mennesker, skal skånes for at få dem påpeget. Det er da netop arrogant hvis man end ikke tør sige dem sandheden, i en art paternalistisk “omvendt-psykologi” kampagne.
Man bør merke seg et sentralt trekk ved Fremskrittspartiet som ved stalin, Hitler, Mao, Bush II osv. osv.: de har aldri sans for humor, de er det som på tysk heter “tierernst” og hos oss gravalvorlige på egne vegner.
Dette er, til forskjell fra Fremskrittspartiet osv. ekte folkelig:
http://fr.youtube.com/watch?v=jdkCkIaDf2U&feature=related
Også hos Marsdal merker vi det typisk politokratiske trekk - i søvndyssende venstristisk utgave: den gravalvorlige bekymringa på vegner av den kapitalistiske produksjonen og konsumet. Også de vil drikke havet og ete opp kloden og universet.
Det var dog det værste vås jeg længe har læst. Hvis Magnus Marsdal harcellerer over højrepopulistere, så agiterer denne mikrofonholder-journalist præcis for det samme; At vi alle skal stemme socialistisk - hvad det end så måtte indebære - ellers går det frygteligt galt for andre andre underlødige.
Jeg er noget så ekstremt træt af at læse om “samfundsforskere” og journalister, som gentagne gange påstår at det primært er arbejdsløse og lavt uddannede, som stemmer på højrefløjen. Jeg aner ikke, hvor disse forskere og journalister gør deres undersøgelser og hvorvidt de opnår dette resultatet?
Der eksisterer intet så hyklerisk, som socialister og socialdemokrater. Hvormange tvivlsomme socialdemokrater har ikke beklædt topstillinger i fagbevægelsen samt bijobbet for erhverslivet, som eskalerede i nepotisme og opportune beslutninger? Nå, Ja! Vi glemmer lige solidariteten med middelklassen, hvis vi kan indkassere en bestyrelsespost 80.000,- kr. pr. mdr.
Hvis jeg var politiker ville jeg frygte middelklassen, idet denne klasse i forvejen bærer en temmelig tung byrde for de øvrige klasser. Det er præcis dét socialisterne og “samfundsforskerne” også frygter, og muligheden for at miste alt. Så hvorfor ikke forsøge sig med gentagne propaganda og forsøge at få middelklassen til tilbage til de traditionelle arbejderpartier?
Der er bare een ting, som arbejderpartierne ikke har gjort sig intellektuelt forståelse for; Nemlig at middelklassen ikke vil bidrage til en tredie part flygtninge og indvandere.
Mange mennesker tror også fejlagtigt, at det var underklassen som startede den franske eller den russiske revolution. Nej, det var middelklassen.
Magnus Marsdal, jeg har en anbefaling til dig: Sæt dig ind i dybere forhold og kildekrtik inden du propaganderer med din smarte journalistisk.
Fremragende artikel.
De DF’ere jeg kender, (eller tror jeg kender - DF’ere skilter af let forståelige årsager sjældent med deres tilhørsforhold) interesserer sig ikke for politik, de er bare dødtrætte af løgnagtige og selvfede politikere som bevæger sig længere og længere væk fra befolkningen og tættere og tættere på erhvervslivet. Pia taler deres sprog, og hendes stemme går jo fint igennem.
At DF’ere skulle være sofakartofler eller hjernevaskede TV-zombier, er slet og ret forkert, i hvert fald ud fra en politisk synsvinkel. Kulturelt, well… men politisk? DF’ere er militant mistroiske overfor alt hvad de ser på fjernsyn eller læser i avisen og deres politiske holdninger kommer mestendels fra deres egen dagligdag, ikke fra medierne. De er ligeglade med alt det højpandede vrøvl som folk som undertegnede og andre kandestøbere finder så spændende og relevant: de er ligeglade med Irak-krigen, for de er ikke irakere, de er ligeglade med økonomien, for de har alligevel ingen aktier og sjældent nogen mursten de kan belåne og de er så vant til at blive røvrendt af deres arbejdsgivere og folkevalgte, at de knap tænker over det længere. De er ligeglad med kulturpolitik, for pengene går ubeskåret til enten plattenslagere, bøsser eller gravmæler over skibsredere, mens Country-Lis - der angiveligt er Danmarks bedst sælgende kunstner - ville blive skudt ned på stedet, hvis hun nærmede sig en statslig kulturinstitution.
DF’ere gør det grove arbejde, alt det som ikke kan klares foran en PC, de gør rent, tørrer de gamle i røven, fjerner skraldet og graver kloakkerne. De gør det til en elendig løn mens politikere og medier pisser dem ned af nakken og fortæller dem at det regner. De fatter ikke at folk som Wossername Hjerl skriver om, kan få 15.000 kr. i børnecheck og stadig komme og bede om mere, fordi de ikke kan arbejde qua ‘noget med ryggen’ eller ‘koncentrationsbesvær’, og som klager over at pædagogerne strejker så de selv skal passe de otte guldklumper, mens de lever i en overdådig luksus i forhold til, hvad man gjorde som børn dengang i halvtredsernes Vangede. Forståelsen er meget lille, fordi der aldrig er nogen der forærer dem noget.
Dvs. undtagen DF. En kontantbetaling som Pia så snedigt tilbyder dem, kan de forstå. En check i hånden er (tror de) ikke noget politikerne kan få til at forsvinde igen ved et eller andet finanspolitisk tryllenummer. De kan også forstå når deres barn får halal-mad i børnehaven eller bliver kaldt danskersvin i skolen. De fatter til gengæld ikke, hvorfor det pludselig er blevet forbudt at karrikere Muhammed eller at kalde perkere for perkere, når murstensmillionærer og kystbanesocialister i medierne og ikke mindst herinde, ikke har det mindste problem med at afskrive den dårligststillede femtedel af befolkning som kolonihaveegoistiske, fremmedfjendtlige, globaliseringsfornægtende, grådige, grænsehandlende ignoranter.
DF’ere er såmænd ikke dummere end andre folks børn, selv om de sjældent har en boglig uddannelse: det kan godt være lidt svært at forså for akademikere, men et stort ordforråd og bibliotek er ikke i sig selv en garant for nogen exceptionel åndsaktivitet, så nej de er ikke hjernevaskede, snarere tvært imod. Det er de intellektuelle, os, der lever 98% af vores liv i tekster, der er hjernevaskede. For jo flere tekster du læser, desto mere propaganda får du ind i hovedet og jo mindre er man i stand til at se virkeligheden for bar bogstaver. For DF’ere er jo ikke de eneste der ikke kan gennemskue en finanslov eller en kommunalreform, de har bare selverkendelse nok til at indrømme det og de spilder ikke tid og kræfter på at lade som om de gør det.
Jo mere vi hader dem, jo stærkere bliver de
Ja, det burde da ved Gud i himlen være indlysende. Mennesker sparker nedad. Borgerskabet sparker til arbejderklassen og arbejderklassen giver sparket videre til indvandrerne og jo mere man bliver sparket til desto mere lukket og indadskuende bliver man.
Hvis man vil DF til livs, skal man inddrage dem i regeringsarbejdet. P.t. sidder DF i en drømmeposition: eftersom de hårdnakket nægtes ministerposter, har de næsten frit slag i den polemiske bolledej og så kan Anders og Bendt få lov til at tage skraldet. Ansvar kan lukke kæften på selv de mest rabiate så man burde gøre Søren K. til integrationsminister, det skulle nok kunne knække ham. Ud fra samme rationale burde man gøre forkvinden for islamisk trossamfund til kirkeminister og anerkende islam som statsreligion. Når først imamerne er på statens lønningsliste, indser de hurtigt hvorfor man ikke bider den hånd der fodrer een.
Men det er man selvfølgelig ikke interesseret i. Konflikt i befolkningen er godt, meget konflikt er meget godt, for så længe folk slås med hinanden, slås de ikke med staten. Det er derfor politikere er så vilde med imamer, de tiltrækker flakket og jo større og mere segregeret den muslimske diaspora er, desto bedre. Det samme gælder for Pia: jo mere man dæmoniserer hende, desto stærkere bliver hun og jo mere tiltrækker hun flakket fra den anden side af salen, mens Anders, Bendt og Helle inde på ‘midten’ kan arbejde rimeligt uforstyrret med at sælge vores infrastruktur, knække fagforeningerne, slå bunden ud af mindstelønnen, forære Grønlands undergrund væk og bære vand for George Bush.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vil nogen venligst forære Helle Thorning en kopi af den bog?
DF er, i dag, på alle måder et midterparti, som har forstået at gøre sig gældende. De har sørget for at vor indvandrepolitik ikke løb helt af sporet, hvad venstrefløjen ikke ville. Det belønnes de for i dag af vælgerne.
Desuden er de med på at boligskatterne ikke skal stige. Derfor har de mange vælgere fra befolkningen med mellemindkomster i det private og hos de mindre selvstændige. Det er lavindkomstgruppen og de offentligt ansatte, som stemmer S, VS, og E, så analysen er helt forkert.
Efterhånden som mellemindkomst-familierne bliver flere, bliver S mindre og DF større.
Det har de nye S medlemmer forstået. De gamle socialister i S har endnu ikke fattet udviklingen.
Erik B
God kommentar til debatten om en en god artikel.
Erik B, det var en rigtig god, lang kommentar. Mine erfaringer er de samme, og jeg ville nok kun trække 10% fra blandt dine konkrete forslag.
Suverænt indlæg, Erik B. :-)
Jeg vil også gerne fremhæve Erik B’s kommentar, den rammer nogle rigtige knapper.
Jeg har siden 2001 stemt på DF.
DF kan sammenlignes med Mads Skjern i Lise Nørgaard’s tv-serie Matador. Da Mads Skjern kommer til Korsbæk, ser han et samfund, der udelukkende drives på elitens præmisser, og hvor nepotisme og elitismen gennemsyrer alt, lige fra banker og detailhandel til omgangsformerne.
Eliten i Korsbæk minder i uhyggelig grad om venstrefløjen, som den har udviklet sig op gennem 90’erne og videre i dette årtusind. Som Korsbæk’s elite har; loger, konge, fædreland og de andre konservative værdier de lever op til, har venstrefløjen diverse interesseorganisationers politik de lever op til - ikke befolkningens, selv om det nok var mest logisk, når nu vælgerne er ens eksistensberettigelse.
Fra at være politisk definerende, med udgangspunkt i, og respekt for, borgernes liv og tarv, har venstrefløjen degraderet sig selv til at være en neutral paraplyorganisation for diverse NGO’er, der helt har taget den reelle politiske magt fra venstrefløjspartierne, der i stedet for har taget rollen som den onde stedmor, der skærer en hæl og klipper en tå, så NGO’ernes ideal kan opnås.
Jeg er bare en borger der ikke ville have skåret en hæl eller klippet en tå i Damernes Magasin, så jeg handler i Skjerns Magasiner.
@Alfons Åberg
du er alt for beskeden
efter min mening tilhører du den absolutte elite blandt debattørerne på disse sider
keep up the good work
Det, der vil afgørende for alle folketingsvalg i fremtiden, er, hvor vidt islam formår at forandre sig og komme ind i vores tidsalder.
DF vil derfor i mange år endnu være et parti med stor tilslutning blandt landets vælgere.
Islam skubber den alm. dansker - den alm. dansker skubber igen.
Det kan ikke være anderledes.
C. Nielsen,
der er sikkert mange, der stemmer på et parti, fordi de oplever at den politiske og øknomiske dagsordenen sættes af en eller anden elite, som opfører sig tåbeligt, uansvarligt og nepotistisk. Hvis folk var ærlige, også overfor dem selv, tror jeg, at en meget stor del af befolkningen vælger deres politiske tilhørsforhold i trods mod det de ikke bryder sig om. Og i et vist omfang, gælder det sandsynligvis samtlige politiske partier.
Ærgerligt, at så mange føler sig marginaliserede og truede, og handler i protest…
@ Heinrich R.
Hvorfor tager venstrefløjen ikke befolkningens irritation over indvandringens skyggesider alvorligt? Hvorfor er I ikke med på at udvise de kriminelle, gribe ind overfor banderne og få stoppet det sociale bedrageri? Det er jo de ting, der pisser folk allermest af.
Hvorfor blive ved med at væve om integration og tolerance, i stedet for at gå til ondets rod? Det nytter jo tydeligvis ikke at blive ved med at kalde sine medborgere for racister, og marginalisere og latterliggøre dem.
Det her handler overhovedet ikke om hudfarve, men om en adfærd hos nogle indvandrere, som er dybt provokerende og uacceptabel for en hel del danskere, som trods alt var her først.
Og hvorfor træder det store tavse flertal af demokratisk-sindede indvandrere, I altid taler om, ikke frem og tager afstand fra ekstremisterne. Det kunne virkelig flytte nogle stemmer.
Må jeg forøvrigt anbefale Chrisopher Lasch: “Eliternes oprør - og forræderiet mod demokratiet”.
Heinrich R, skrev:
[i]Ærgerligt, at så mange føler sig marginaliseret og truet, og handler i protest…[/i]
Der er jeg helt enig med dig i, men sådan må det være når partier som Socialdemokraterne går fra pragmatisme til dogmatisme. Tidligere var kendetegnet ved Socialdemokratiet, at de forstod, på pragmatisk vis, at tilgodese og appellere til en bred del af vælgerskaren, hvor de i dag fremstår som sekterisk, dogmatiske og ekskluderende, i deres iver for at behage diverse snævre og dogmatiske interesseorganisationer.
PH, forklaringen er vist så enkel, at det er fundamentalt imod en moderne venstreorienteret indstilling at berøve folk de grundlæggende eksistensbetingelser: basisindkomst, hjem, statsborgerskab. I modsætning til højrefløjen respekteres borgeren, også når borgeren handler forkert.
I stedet må man påtage sig at løse problemerne - og det på basis af den almindelige retstilstand.
Der er noget enestående kraftfuldt over massemorderens fremstilling i byretten i x-købing.
Nu var vi en del her, som var enige om, at artiklen rammer i hver fald delvist rigtigt, og vi har også fremhævet Erik B’s mindst lige så gode kommentar.
Kort sagt: der er ingen grund til at nedgøre DFs vælgere. Vælgere stemmer ikke som de gør fordi de er dumme, men som et svar på det de oplever.
Jeg flyttede får snart en del år siden fra København til landet (hvor jeg også kommer fra). Herude er der en del mennesker, som jeg vil skyde på stemmer på DF. Jeg arbejdede forresten en overgang som håndværker. Det var for at få smør på brødet, her hvor der ikke er jobs i min branche, men det kan da anbefales for akademikere der gerne vil se lidt mere af samfundet. Kunderne var enten bønder eller overklasse (hvem har ellers råd til en hvid håndværker), og skurvognssnakken var ikke altid egnet til referat. Men det jeg lærte var, at man ikke skal undervurdere u-akademiske menneskers evne til at gennemskue bullshit, og da især det der kommer ud af politikeres mund.
De her byggeslaver var jo iøvrigt fine mennesker, (langt at foretrække fremfor nogle af de forkælede kunder) og deres holdninger var hverken værre eller bedre end dengang de alle sammen var socialdemokrater. Nu snakker man ikke om partipolitik sådan et sted, men hvis en kommer og siger, at nu har han i hvert fald være nede og stemme DF, så stiller man sig jo ikke op og foklarer ham, at det er bare fordi han er så forbandet dum og pinlig, og mennesker som ham skal bare ikke have nogen indflydelse… Manden har jo faktisk været en god demokratisk borger har flyttet sig ned på skolen for at stemme.
Men præcis som artiklen siger, så er det ikke det samme som, at man bare skal købe DFs politik. Tværtimod. At tage folks holdninger alvorligt indebærer jo netop at føre redelig politisk debat mod det man er uenig i. Det vi har set gennem hele DFs historie er, at de øvrige partier på den ene side har skubbet dem fra sig, på den anden side har kopieret store dele af deres politik og retorik. Den slags gennemskuer folk lige med det samme, og så vil de hellere have den ægte vare.
Men det der så står tilbage, og som artiklen også kommer ind på er: Hvordan skal man så føre den dér redelige, men uenige politik?
@Martin S
Det er faktisk kun venstrepartierne, som har skubbet DF fra sig. DF har, af samme grund, måtte holde sig til højre for at få indflydelse.
Charlie, regeringen har ladet sig støtte af DF, og fulgt dem meget langt i den såkaldte værdidebat og indvandrerdebat. Men regeringen vil ikke kendes ved andre dele af DFs holdninger - på EU-området eller når det gælder sociale forhold. De emner, hvor DF mest af alt minder om en aflagt del af socialdemokratiet.
Derved er regeringen stærkt medskyldig i, at den dagsorden som de kan samarbejde med DF om - nemlig at hakke på de der ikke er en del af fællesskabet - fylder så upropotionerligt meget.
Denne debat bliver let bagklog (inkl. mine egne betragtninger). Derfor vil jeg gentage spørgsmålet om, hvordan man kommer videre fra den polariserede situaition vi står i nu. Det simple svar er vel, at alle partier skulle blive bedre til at fortælle om sin egen politik. Ægte holdninger og ægte løsninger. Først og sidst gælder det S, naturligvis, men også regeringspartierne.
(Hov, hvad mente jeg med en polariseret situation, når det ser ud som om, at partierne i alt for høj grad ligner hinanden?
Polariseringen findes i befolkningen, det er bare politiken der ikke artikulerer den, og det er det som er galt. Vi behøver synlig uenighed med respekt for modstanderen)
PH:
“Hvorfor tager venstrefløjen ikke befolkningens irritation over indvandringens skyggesider alvorligt?”
Det tror jeg bestemt også dele af venstrefløjen gør. Men det er lidt unfair, hvis jeg forsøger at svare på venstrefløjens vegne. Hvorfor du mener, at jeg hører hjemme dér, forstår jeg ikke. Politisk observans er ikke en en-dimensionel skala - jeg synes de fleste debattører har nuancerede og ofte uventede synspunkter om mangt og meget, der sjældent er hentet direkte for yndlingspartiets principprogram.
@Heinrich R
Venstrefløjen tror at de har arveretten til ministerbilerne. Det havde de engang, men tanken er åbenbart svær at befri sig for. Det er en af grundene til at de er så mopsede på den siddende regering og DF. De mener vitterligt at det er uretfærdig og at bilerne er tyvstjålent fra dem.
Venstrepartiernes principprogrammer passer til samfundet som de så ud for 50 år siden. De synes, at Helle og Mette er nogle superpolitikere, men det er nu engang svært at passe børn og samtidigt passe et land. Det sidste er et heldagsarbejde+, som ikke kan forliges med andre hobbys. S har vitterligt ingen troværdig regeringsleder. Venstrefløjen har mange kønne unge kvinder i den fødedygtige alder med øje for en politiske kariere. Deres partiers gamle programmer har de lært udenad og den er en mindre vigtig end kvindekampen, som helst skal give dem lederposter.
Med pensionisters afgang fra denne verden falder S proselytterne landsomt fra.
@Martin S
Man kunne fx begynde med at registrere at udlændinge politikken ikke er den eneste grund til at vælgere frasiger venstrefløjen.
Personligt har udlændinge politikken aldrig haft betydning for min beslutning om at forlade den gamle venstrefløj, selv om jeg nok ser det problematiske i, nærmest ingen begrænsning. Jeg er slet ikke enig med DF i deres stigmatisering af islam, og kunne godt være den foruden, men den forekommer mig alligevel minimal og nærmest ubetydelig, i forhold til den stigmatisering og udstødelse, som venstrefløjen praktiserer overfor fx rygere og frivilligt prostituerede.
Jeg, som ryger, er fx pludselig blevet så farlig for samfundet, ifølge venstrefløjen, at jeg skal isoleres i ghettoer, ligesom man skal fjerne vidnesbyrd om min tilstedeværelse på film, billeder og lydbånd.( Man mindes straks hovedpersonens arbejde i Georg Orwell’s roman ”1984”, hvis arbejde bestod i at rette i historiske data, så de afspejlede styrets politik. )
Venstrefløjen må erkende at samfundet består retmæssig af både puritanere og prostituerede og rygere såvel som ikke-rygere. At kun opfatte den enes eksistens er sekterisk.
Charlie,
hvis du skulle have kendskab til et politisk parti, der har en relevant, meningsfuld og tidssvarende vision for landets fremtid, så hører jeg gerne om det ;-)
I min optik, er de pinligste partier S og V. Der var engang, hvor de havde principper og visioner, og arbejdede for deres langsigtede visioner. De ville være en stor glæde, hvis særligt disse to partier evnede at få tiltrukket nogle visionære tænker til deres rækker, således at nye, relevante bud på vores fælles fremtid kunne blive formuleret.
Politiske partier uden visioner kan kun tilbyde vælgerne ét program - som består af bedrag, manipulation, tilsvining af modstandere, populisme, plat og som kun handler om at opnå magten, uagtet at man ikke har tænkt at bruge den noget som helst visionært.
@Heinrich R
Visioner er langsigtede mål og drømme. S og V visionerne ER gennemført. Som en sagde engang “vi har sejret aht.”. Tilbage er den praktiske hverdag. Specielt er der de kommende farer. Miljø, flygtninge, Islam, reduktion af verdens fødsler, energibehovet og mange andre ting udgør selvstændige farer for os og de kommende generationer.
Visioner er drømme. Vi har blot ikke brug for drømmere men ærlige og praktiske politikere. Hvem passer nu bedst til en sådan beskrivelse?
Charlie,
Ja, S sejrede ad helvede til. Velfærdsstat, social sikkerhedsnet, højere boligstandard fik vi, men det gav os også gav os statsgæld, statsstyring, høje skatter, moms, millimeterretfærdighed som bærende princip i al lovgivning, troen på at love og regler kan skabe retfærdighed, fravær af social mobilitet og meget andet. S projektet fejlede i min optik engang i 1960’er, da den politiske ledelse i S lod stå til. S har brug for en ny version, der kan bruges til fremadrettet.
V har reelt opgivet alle deres idealer om frisind, frihed og frihandel. I praksis arbejder de mod deres tidligere flotte værdier. V har tabt ad helvede til, men har dog pt. magten, men bruger den blot til at fastholde magten.
Jeg tænker ikke på visioner som drømme og utopier, men som klare mål og hensigtserklærer, og lige så klare og realistiske handlingsplaner for at nå dertil.
Ærlige og praktiske politikere? De findes, men ikke ligefrem samlet i ét parti. Jeg respektere politikere som bl.a. Line Barfoed, Simon Emil Ammitzbøl, Mette Frederiksen, Gitte Seeberg, Eyvind Vesselbo, Per Stig Møller og Kristian Thulesen Dahl, som jeg opfatter som ærlige og pragmatiske indenfor de områder de beskæftiger sig med. Desværre dikterer partipolitik, at der ikke må findes fornuftige, praktiske og ikke mindst brede løsningen på landets udfordringer…
God artikel. Dens indhold har jeg ventet på længe. Nu kom erkendelsen endelig frem i lyset. Skønt.
Mennesker der siger: ‘Fremskrittspartiet er for hjernedøde mennesker’, er jo en gave til Fremskrittpartiet. Det er deres nyttige idioter,”
Det er godt set.
I Danmark er Politiken, Information, Ellemann Jensen, flere forfattere, Duue Jensen, flere kunstnere med mange flere indirekte storleverandører i stemmer til f.eks. Dansk Folkeparti.
Når politikere, mediefolk med flere vrænger af almindelige og ikke så veluddannede hr og fru Danmark, så vrænges der af mennesker der findes i alles familier.
D.v.s. at Politiken, Information, Rune Løkkeberg, Jørgen Poulsen, Martrethe Vestager, Ny Alliance, Herluf Hansen, dele af Socialdemokratiet f.eks. Mogens Jensen og Lars Weiss og flere - de vrænger af f.eks. DF vælgere og kalder dem det ene og det andet nedvurderende, så er det menneskers familiemedlemmer der nedgøres. Familiemedlemmer som man måske ikke er enig med, men som man holder af alligevel. Og hvorfor skulle man sympatisere med mennesker der kalder ens familiemedlemmer eller bekendte eller gode nabo for alt muligt ubehageligt?
Hvorfor f.eks. stemme på politikere som Vestager der er så nedladende overfor mennesker der har en anden holdning end hende? En politiker der ønsker dialog med teokratiske lande der er udemokratiske men ikke vil i dialog med et dansk, demokratisk parti.
“Venstrefløjen skal ikke rykke sig en millimeter på værdipolitiske spørgsmål om indvandring, køn og seksualitet.”
Nå. Men…
Venstrefløjen HAR rykket sig kilometer på spørgsmålet om indvandring, køn og seksualitet.
Det er venstrefløjen der stadigvæk vil øge indvandring, og oven i købet skaber mere parallelsamfund ved at lave religiøse regler i offentlige institutioner. Halal madregler er en af de regler venstrefløjen har presset igennem hvilket mange etniske danskere ikke ønsker. M.h.t. køn, så er det venstrefløjen der er med til at sætte stort skel mellem mænd og kvinder via religiøse regler igen. Det er kvinder der skal have religiøse symboler på (også på job og til sport) og kvinder må ikke det samme som mænd og andre kvinder. Det er venstrefløjen der laver disse religiøse skel i Danmark. M.h.t. til seksualitet så er det også en stor del af venstrefløjen der laver skel mellem mænd og kvinder og skaber kropsforskrækkelse via tørklædet og kønsadskilt svømmeundervisning og klubber kun til piger og det at kvinder ikke må have samme selvbestemmelse over egen krop som mænd har er venstrefløjen også med til at understøtte når venstrefløjen støtter flere religiøse regler i vores samfund.
Venstrefløjen har flyttet sig på de værdipolitiske områder. Meget. Flyttet sig i meget reaktionær retning. I religiøs politisk retning.
Og hvorfor så stemme på et venstrefløjs parti når fløjen stort set ikke mere er ligestillingsparat, ikke har frisind mere og ikke mere viser modstand mod snærpet puritanisme og når kvinder behandles dårligere end mænd og venstrefløjspartier lader kvinder skilte med at de er mindreværdige via tørklædet.
Så hellere et borgerligt parti der virker mere moderne, frisindede og ligestillingsaccepterende end partier på venstrefløjen.
“Værdispørgsmål er vigtige. Men der står en elefant i rummet: øgende sociale forskelle i hele Europa. Øgende klasseskel under socialdemokratiske regeringer - det må venstrefløjen svare på.”
Endnu en fejl på venstrefløjen. Aldrig har så mange som nu haft så mange penge mellem hænderne. Det gælder også enlige forsørgere, arbejdsledige, indvandrere og ansatte f.eks. sygeplejersker og skolelærere.
Venstrefløjen skal holde op med at tro at folk bare vil have mere og mere og mere. Jeg vil f.eks. hellere bevare mine frihedsrettigheder, vores sekulære samfund og ligestilling end jeg vil have flere penge og jeg er ikke rig, tværtimod. Venstrefløjen skal ikke tro at penge er alt. Det kommer til at lyde sådan. Selvom jeg ikke selv har særlig meget at gøre godt med så sætter jeg pris på at bo i et land hvor der er plads til at man kan tjene mange penge også, hvis man har evner og lyst til det, at man kan vælge et privat hospital, hvis man ønsker det, at man kan låne til en bil og at man ikke skal have tvunget nogle velfærdsrettigheder ned i halsen af socialdemokratiet. Hellere fri og frejdig end en masse materielle goder. Dele af venstrefløjen fremstår som partier der vil suge penge og initiativ og selvstændighed ud af mennesker og betale mennesker til passivitet og ugidelighed og opgivelse. Og venstrefløjen går ind for, for mange forbud og det lugter af DDR og ensrettende socialisme. Den tid er heldigvis forbi, men altså ikke på venstrefløjen. Jeg ønsker ikke den tid tilbage. Og så er der alt for meget miljøhysteri og frygt hos dele af venstrefløjen. Ærgerligt for jeg kan godt lide Villy Søvndal og Karsten Hønge som personer. De har begge stor karisma, stilfærdig gennemslagskraft og charme.
Ja, Svenskerne er ikke for kloge.
Per Thomsen
Dine ord er, som nævnt i artiklen af Nina Trige Andersen, en gave for både regeringen og deres støtteparti.
C. Nielsen
“Venstrefløjen må erkende at samfundet består retmæssig af både puritanere og prostituerede og rygere såvel som ikke-rygere. At kun opfatte den enes eksistens er sekterisk.”
Befriende tale. Der skal være plads til alle.
@Dorte
Det er meget flot at sige “der skal være plads til alle”, men hvad med alle dem der ufrivilligt bliver undertrykt af folk som hader andre mennesker? Vi snakker bl.a. xenofober, fascister, nazister og visse kapitalister. Det klinger hult at sige ‘plads til alle’, for de vitterligt eneste der giver plads til alle er anarkisterne, som hverken vil pålægge andre en bureaukratisk autoritet, ej heller vil de acceptere folk der er sexister, racister eller andre former for undertrykkere.
Jeg er selv imod ensrettende socialisme, sådan som den bl.a. praktiseredes under Sovjetunionen og Cuba, Venezuela og Nordkorea i dag. Jeg støtter altså en anden slags revolution end den Enhedslisten prædiker, men jeg ser dem stadigvæk som samarbejdspartnere, da de til en vis grad undergraver den centraliserede autoritet med deres principprogram. Selve spørgsmålet om autoritet er meget essentielt for mig. Jeg er imod alle former for bureaukratiske autoriteter som er koncentreret omkring én person, og principielt også fler-leddede autoriteter som er valgt repræsentativt, men kan til nøds gå med til det.
Og jeg synes ikke det er specielt undertrykkende at ‘sparke opad’, eksempelvis demonstrationer imod nazisme, racisme og kapitalisme, som er udbyttende over for den enkelte arbejder eller ‘lønmodtager’ om man vil. Ligeledes ser jeg ikke alvorligt på politivold, eftersom det i forvejen allerede har magtmonopol og udøver undertrykkelse mod alle dem som ikke indbefatter sig efter statens værdinormer, men samtidig beskytter de folk med radikalt anderledes og menneskefjendske holdninger.
Løsningen på alt dette er skam ikke socialisme som bevægelse, for uanset hvor hårdt de prøver på at være ‘anti-autoritære’, vil det højst sandsynligt ende i USSR-tilstande igen. Man bør se i øjnene som menneske, at enhver der får magten højst sandsynligt higer efter at beholde den, og i enhver politisk bevægelse koncentreret om autoritarianisme vil der altid være en magtliderlig person som kan formå at kuppe det hele. Og penge er bl.a. en motiverende faktor, da den er direkte ulighedsskabende. Argumenter som at marxisme er bedre end kapitalisme af den ene grund at man får udbetalt lige meget, men at det er op til den enkelte hvor meget eller hvor lidt man vil bruge. Det lugter af et falsk lighedsprincip som måske nok afskaffer klassesamfundet, men ikke nødvendigvis staten eller uligheden. Jeg tror simpelt hen ikke på at staten ‘visner af sig selv’. Derfor ser jeg allerhelst et pengeløst, kommunistisk samfund, hvor staten ikke eksisterer, og magten hviler på borgernes hænder og samarbejde.
Mazrkus Lund jeg håber da at du udtaler dig med lidt større viden når det drejer sig om andre emnert end Enhedslisten.
Thi hvis du læste partiprogrammet og havde fulgt med gennem alle årene fra Enhedslistens dannelse ville du vide at etpartistater er stik mod Enhedslistens program.
Enhedslisten ønsker demokratiske valg, fler partier og udvidelse af demokratiet således at borgerne inddrages væsentligt mere i beslutningsprocesserne.
Ekstrabladet:
“Dansk Folkeparti mister fra på mandag formanden for partiet i Aabenraakredsen, René Dupont.
- Jeg har dags dato meddelt den organisatoriske ledelse og min bestyrelse i lokalforeningen, at jeg udmelder mig af partiet og dermed giver afkald på min post som formand for Dansk Folkeparti i Aabenraakredsen, skriver René Dupont i en pressemeddelelse.
- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, begrunder René Dupont sit exit med.”
Det har René Dupont godt nok været længe om at finde ud af. Manden kan vist ikke være alt for hurtig i opfattelsen…
@Bjarne Thyregod
E går ind for vold, som Bader Meinhoff i sin tid. E er de autonomes politiske talerør, som ønsker at overtage magten ved vold og ikke demokrati. Et er de fine ord som de selv tror på, noget andet er deres aktiviteter med de autonome. Hvis du kalder de autonome for demokratiets forkæmpere, så falder jeg ned af stolen af grin over naivitet.
Hver gang jeg skal sende en kommentar, så skal jeg gentage nogle bogstaver i feltet Fri for spam.
1. Er det kun mig som altid skal udfylde dette fjollede felt med bogstaver mindst 2 gange ofte 4.
2. Såvidt jeg kan se på indlægene, så holdes siden ikke fri for spam.
Fortsat gode indput fra både Dorte og Markus lund. Denne her tråd ligner ikke gennemsnittet.
Også velkommen til Per Thomsen, som står for en konsekvent meget kritisk holdning til DF. (Nej, jeg er ikke spydig. Hvis man mener, at DF er at ligne med nazister så synes jeg man skal sige det. Jeg anser selv at DFs ledelse/ideologer driver en meget ubehagelig propagandaspiral. Men det er stadig aktuelt at spørge sig hvorfor folk mon stemmer på dem)
Jeg føler behov for at skelne mellem mindst fire ting i diskussionen
1. DF’s vælgere, som selvfølgelig er forskellige, men som har en stor andel ikke-akademikere.
2. DF’s politiske ledelse med pia i front
3. DF’s rolle i dansk politik, som de andre partier har givet dem
4. DF’s ideologiske side, repræsenteret ved Søren Krarup.
Det, som artiklen handler om er, at det ikke hjælper noget at håne vælgerne. Det er den stensikre på ikke at få dem tilbage på.
Derimod kan alle de andre tre punkter kritiseres lige ud af posen. Det gøres bedst ved at komme med alternativ politik og pege på forskellene. Det kan DF-vælgerne nemlig sagtens tåle, det er jo at tage dem seriøst.
Per Thomsen
- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, begrunder René Dupont sit exit med.”
Det har René Dupont godt nok været længe om at finde ud af. Manden kan vist ikke være alt for hurtig i opfattelsen…
Der leverer du jo så et eksempel på den attitude vi diskuterer. Jeg har ingen anelse om hvor hurtig René Dupont er på øverste etage. Men jeg har stor respekt for folk der hopper af når de ikke længere tror på et projekt. Og endda forklarer hvorfor.
“Det samme gælder for Pia: jo mere man dæmoniserer hende, desto stærkere bliver hun og jo mere tiltrækker hun flakket fra den anden side af salen, mens Anders, Bendt og Helle inde på ‘midten’ kan arbejde rimeligt uforstyrret med at sælge vores infrastruktur, knække fagforeningerne, slå bunden ud af mindstelønnen, forære Grønlands undergrund væk og bære vand for George Bush.”
Det er i og for sig korrekt, men også kun halvdelen, og den mindst interessante halvdel af historien. Problemet er jo lige så vel at Socialdemokratiet, og senest SF, har bundet sig selv på hænder og fødder, ved først og fremmest selvstændigt at lægge en økonomisk linje som ikke udfordrer højrefløjen, og dernæst at binde sig selv til de Radikale, som per definition ikke har en økonomisk politik der udfordrer højrefløjen (økonomisk er de selv en del af den).
Centrum-venstre dilemmaet er at den eneste mulighed for at genvinde de tabte vælgere er en progressiv økonomisk politik, men den eneste mulighed for at genvinde regeringsmagten er at samarbejde med de Radikale, hvilket udelukker netop denne type politik.
Hvilket i parentes bemærket er én (blandt flere) grund til at man ind imellem nærmest kan få røde knopper af det Radikale venstre.
Dorte:
“Befriende tale. Der skal være plads til alle.”
Vise ord, Dorte. Jeg håber, det er i orden jeg citerer dem fremover.
Jeg mener, at man også må overveje to ting mere: 1) ligner den norske situation den danske? og 2) Er dansk folkepartis vælgere virkelig økonomisk marginaliserede, og opfatter de sig som værende i konkurrence med andre ‘på bunden’ af samfundet?
Martin S:
“Det har René Dupont godt nok været længe om at finde ud af. Manden kan vist ikke være alt for hurtig i opfattelsen… Der leverer du jo så et eksempel på den attitude vi diskuterer. Jeg har ingen anelse om hvor hurtig René Dupont er på øverste etage. Men jeg har stor respekt for folk der hopper af når de ikke længere tror på et projekt. Og endda forklarer hvorfor.”
Danmark vil gerne se sig selv som verdensmestre i ytringsfrihed, men når personer der er uenige med værdikæmperne åbner munden, får de straks at vide, at de skal holde kæft.
Man må ikke kritisere den danske udenrigspolitik fordi det er dårlig timing og eftergivenhed overfor terrorister.
Og nu må man Gud hjælpe mig heller ikke nævne den kendsgerning at Dansk Folkeparti er landsbytossernes parti, fordi så får de bare endnu flere tilhængere.
Rend og hop!