Kolonihaveegoistiske, fremmedfjendtlige, globaliseringsfornægtende, grådige, grænsehandlende ignoranter.

Har du, kære læser af denne foretrukne avis i den venstreintellektuelle kulturelite, nogensinde tænkt eller sagt noget i den stil om Dansk Folkeparti-vælgere?

For så er det blandt dig og dine - og ikke blandt DF’s vælgere - at smittekilden til den højrepopulistiske sygdom skal findes. Det mener Magnus Marsdal, norsk journalist og forfatter til bogen Frp-koden - Hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess.

Da Magnus Marsdal fik ideen til bogen, befandt han sig selv i en venstreintellektuel kulturelite i Oslos medieverden. Hans omgangskreds var præget af stærkt kritiske holdninger til ‘Frp-folket’ - uden i øvrigt at kende nogen.

Venstreelitens folkeforagt provokerede mig - det er jo hver tredje nordmand, der stemmer Frp! Men jeg kunne heller ikke selv forstå, hvorfor så mange arbejdere stemmer på sådan et højrepopulistisk lorteparti. Jeg måtte ud til the scene of the crime, til Frp-land,” fortæller Magnus Marsdal, der i denne uge var i København.

Frp-land

En samfundsforsker fra Magnus Marsdals miljø beskriver Frp-vælgerne som “de, der ikke fulgte med”, da arbejderklassen blev middelklasse. “De som er bitre og sure. De rager til sig. De vil bare have billigere benzin og sprut”.

Og da Magnus Marsdal foreslår, at der blandt Frp’s vælgere måske også er folk, som har gode grunde til den ‘proteststemning’, som Frp opfanger, svarer hun: “Nej, ved du hvad? Jeg hader dem!”

De norske lederskribenters forklaring på Fremskrittspartiets succes ved valget i 2005 var, at velstanden i Norge havde gjort folk egoistiske. Mere vil have mere. Men Frp-vælgerne er i stor udstrækning lavtlønnede, lavt uddannede arbejdere og arbejdsløse - så den forklaring var der noget muggent ved. Især når den kom fra en verden af mediefolk og højtuddannede, der aldrig kunne drømme om at stemme Frp og hvis indkomst og levestandard lå betydeligt over Frp-vælgerens.

Så Magnus Marsdal tog til Frp-land. Til de steder, hans venner aldrig kom. Til Amcar-træf i Frp-bastionen Ullensaker kommune nord for Oslo, hvor befolkningen er ‘som folk flest’ i Norge bortset fra et lavere uddannelsesniveau. Og til ferieparadiset Torrevieja på Spaniens Costa Blanca, hvor Frp’erne er så mange, at de har deres egen lokalforening.

Jeg forsøgte at bruge de ord, de satte på deres tilhørsforhold til Frp, som spor, i stedet for at lede i sociologiske værker på biblioteket. ‘Det gør ingen forskel på den økonomiske politik, hvem der sidder på magten’, ‘Arbeiderpartiet giver pokker i almindelige mennesker som mig’. Og en Arbeiderparti-vælger, der var på vej til Frp, fordi han mente, at socialdemokraterne ikke længere var arbejderklasse, svarede ‘jeg har aldrig været lærer’, da jeg spurgte, hvorfor han ikke rykkede til Socialistisk Venstreparti,” fortæller Magnus Marsdal, der på den måde fandt spor til ‘forskningstemaer’, han ikke havde tænkt på, før han kom til Frp-land.

Jeg blev overrasket over, hvor venstreradikale Frp-arbejderne er, når det kommer til fordeling, velfærd og økonomisk magt, og over hvor stor den kulturelle afstand er mellem disse arbejdere og venstrepartierne. Enorme kulturforskelle inden for en befolkning, man tror er homogen. Et multikulturelt samfund blandt de etnisk norske, med skel mellem privat sektor/offentlig sektor, lavt uddannet/højtuddannet osv.”

Aha-oplevelse

Med sit opgør med venstreelitens foragt for ‘jævne folks’ kultur og identitet og “middelklassemyten” om at arbejderklassen er forsvundet, har bogen givet venstreintellektuelle “aha-oplevelser” og vakt begejstring på Arbeiderpartiets venstrefløj, fortæller Magnus Marsdal.

De venstreintellektuelle har fået øjnene op for deres egen rolle. At de måske er med til at producere højrepopulismen med denne selvsagte foragt for ‘racisterne’: ‘Her har vi været på jagt efter en medicin for denne højrepopulistiske sygdom, og så er vi smittekilden. Fandens også, det er os’. Det er en ganske typisk reaktion på bogen,” griner han.

Hver eneste kunstner-idiot, der står frem i medierne og siger ‘Fremskrittspartiet er for hjernedøde mennesker’, er jo en gave til Fremskrittpartiet. Det er deres nyttige idioter,” siger Magnus Marsdal og understreger, at bogens budskab ikke er, at man skal holde igen med kritikken af Fremskrittspartiet:

Man skal faktisk kritisere endnu mere - og særligt på den økonomiske politik. Men man skal ikke sige, at vælgerne er dumme. Folk har meget forskellige grunde til at stemme på partiet.”

Giddens eller klassekamp

Tusindvis af arbejdere er de sidste femten år gået i protest fra traditionelle arbejderpartier til Fremskrittspartiet i Norge, Front National i Frankrig, Dansk Folkeparti her i landet, og venstrefløjen har været ude af stand til at dæmme op for vælgerskredet blandt den del af befolkningen, hvis interesser socialdemokratiske og venstreradikale partier hævder at kæmpe for.

Det skyldes i høj grad en stærk middelklassemyte om, at arbejderklassen er forsvundet, mener Magnus Marsdal:

Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,” siger Magnus Marsdal, der kalder enkelte af de socialdemokratiske ledere for “Armani-demokrater”.

Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ - deres hjerner - det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,” siger Magnus Marsdal.

Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.

Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,” siger Magnus Marsdal.

Frp’s arbejdervælgere ligger tilmed langt til venstre for Arbeiderpartiet på spørgsmål om omfordeling og arbejdermagt. Men når de ikke kan se forskel på borgerlig og socialdemokratisk økonomisk politik, er der ingen oplagt grund til at blive ved de gamle arbejderpartier,” siger Magnus Marsdal.

På den værdipolitiske akse har højrepopulisterne forstået at samle de ‘jævne folk’ op, som føler sig talt ned til af de gamle arbejderpartier, der de sidste 50 år i stigende grad har knyttet loyalitetsbånd til staten frem for arbejderklassen og rekrutteret ledere fra en uddannelseselite, der kun har foragt til overs for ‘jævne folks’ kultur.

Arbejdernes ven

Som strategi mod højrepopulismen, er der bare et punkt, der gælder: konfrontation i store økonomiske spørgsmål,” siger Magnus Marsdal og fortsætter:

Pension, efterløn, velfærd, omfordeling, der må man ikke have samme politik som de borgerlige. Det er tid til tydelighed, ikke kompromiser og midtsøgning,” siger Magnus Marsdal. Han mener dog ikke, at venstrefløjen skal ændre sin værdipolitiske linje:

Venstrefløjen skal ikke rykke sig en millimeter på værdipolitiske spørgsmål om indvandring, køn og seksualitet. Når venstrepartier rykker til højre på de spørgsmål, rykker højrepartierne endnu længere. Afstanden mellem venstrefløjen og arbejderklassen rykker sig ikke, men det gør hele det værdipolitiske spektrum. De arbejderstemmer, som højrepopulisterne har været inde og hente bag socialdemokraternes frontlinje, er værdipolitisk reaktionære, men de går ikke så højt op i homo-ægteskaber, asyl og ligestilling, hvis venstrefløjen er klar på de krav, der samler bredt i arbejderklassen: krav om arbejdermagt og økonomisk omfordeling fra top til bund. For her er de markedsliberalistiske højrepopulister ikke arbejdernes ven - det er de bare gode til at skjule,” siger Magnus Marsdal, og tilføjer:

Værdispørgsmål er vigtige. Men der står en elefant i rummet: øgende sociale forskelle i hele Europa. Øgende klasseskel under socialdemokratiske regeringer - det må venstrefløjen svare på.”

Magnus Marsdal: Frp-koden - Hemmeligheten bak Fremskritts-partiets suksess. Forlaget Manifest 2007