Virkeligheden fungerer fortræffeligt som argument: "Vi er på virkelighedens side, og man kan ikke være uenig med os uden at fornægte virkeligheden".
Og derfor bliver virkeligheden som argument ofte til det sidste argument. Diskussionen har en tendens til at stoppe dér.
Virkeligheden har i hvert fald fungeret fortræffeligt som argument - ligesom 'udviklingen' og 'nødvendige reformer' var henvisninger, der tidligere kunne lukke munden på dem, der var uenige. Særligt det europæiske samarbejde er blevet forsvaret som noget, der blev dikteret af 'udviklingen' og 'de internationale realiteter'. Det hed sig længe, at man ikke kunne være EF- og siden EU-kritisk uden at fornægte 'udviklingen'. EU blev præsenteret som et tog, der kørte, og som det gjaldt om at stige på, hvis man ikke ville blive sat af. Men argumentet blev slidt op under de mange folkeafstemninger. Der blev tilsyneladende ved med at være en halvdel af befolkningen, som ikke accepterede 'udviklingen' og 'virkeligheden'. Nogle gange var de lidt under halvdelen, andre gange var de lidt over, men de blev ved med at stemme nej. Argumentet kulminerede og faldt på samme tid under afstemningen om dansk tilslutning til Euro'en i 2000. Det blev dengang sagt, at de økonomiske realiteter ganske enkelt krævede, at danskerne stemte nej. Det ville gå ud over den danske beskæftigelse og den danske vækst, hvis vi stemte nej. Og det blev understreget, at det ville gå ud over 'de svageste', fordi deres 'jobs' ville blive 'truede'. Statistikker og prognoser blev brugt til at understrege dette faktum.
Men håbløst mange danskere fornægtede 'virkeligheden', 'udviklingen' og 'de økonomiske nødvendigheder' og stemte nej. Og det viste sig efterfølgende, at 'virkeligheden' heller ikke havde hørt efter, hvad det politiske etablissement prædikede. Den danske økonomi klarede sig fint uden for Euro'en. Og i dag er selv diskussionen om en afstemning om Euro'en frygtet, fordi dem, der igen vil advokere for et 'ja', godt ved, at de vil blive konfronteret med deres propaganda fra 2000. Og de vil blive konfronteret med, at det, de sagde, ikke var rigtigt. Nu bliver den store og interessante udfordring at forsvare den fælles europæiske valuta med argumenter, som ikke på forhånd stempler dem, der er uenige, som idioter. Sådan set burde det ikke være så svært.
Globaliseringens rolle
Det hedder ikke så ofte længere, at 'udviklingen' kræver det det ene og det andet. Udviklingen som argument synes under afvikling. Nu hedder det i stedet 'globaliseringen', og heller ikke 'globaliseringen' kan man være uenig med. Virkeligheden er måske nok belastet som argument, men det bruges naturligvis stadig. Det sjove er i den optik, at 'virkeligheden' ofte benyttes af dem, der ikke vil anerkende 'globaliseringens' krav om nødvendig indvandring af arbejdskraft og den profitable tolerance, som vi 'skal leve af i fremtiden'. Den danske udlændingepolitik forsvares ofte med det argument, at den er i overensstemmelse med "virkeligheden". De virkelige danskere kræver en klar begrænsning af indvandringen og en hård kurs over for dem, der er kommet ind. De politikere, der som Margrethe Vestager anbefaler en anden udlændingepolitik, beskyldes for at være langt væk fra 'almindelige menneskers virkelighed'. Dansk Folkepartis vælgeres virkelighed skulle altså være mere virkelig end de radikale vælgeres virkelighed. Eller også kvalificeres deres virkelighed med argumentet om antal: Langt de fleste danskere støtter den førte udlændingepolitik, når de bliver ringet op af Gallup. Men samtidig signerer langt de fleste danskere selv protestskrivelser, når hende, de kender som den søde klassekammerat i gymnasiet, eller ham, som de kender som den ærlige pizzabager pludselig, står over for udvisning fra landet. Det samme gælder straffe. De fleste kræver strengere straffe, når de bliver spurgt til deres holdninger til sanktioner for voldtægt og pædofili. Men når de samme mennesker sidder som civile domsmænd i retssager, er de som regel anderledes forstående over for de særlige omstændigheder og forbryderens personlige historie og kræver ikke så hårde straffe. Brugen af 'virkeligheden', 'folket', 'de barske realiteter' og 'den almindelige dansker' som tvingende argumenter, der stempler modstanderne som virkelighedsfjerne pladderhumanister fungerer i bedste velgående. Man kan måske sige, at venstrefløjen har mistet det retoriske greb om virkeligheden, som til gengæld er blevet erobret af højrefløjen.
Det er virkeligt
Pointen er ikke, at virkeligheden bare er en konstruktion, som skifter valør alt efter konjunkturer i folkestemningen. Pointen er heller ikke, at alt er et spørgsmål om fortolkning og at den til enhver tid stærkeste fortolkning vinder. Forureningen er virkelig, de stigende forventninger til den offentlige sektor er virkelige forventninger. Den lille Havfrue er virkelig - også når hun får hugget hovedet af. Pointen er den banale, at der ikke gives et perspektiv, hvorfra alt virkeligt kan samles i én specifik definition på virkeligheden. Tidligere var det blandt intellektuelle 'kapitalismen', som var almindeligt anerkendt som virkelighedens grundlæggende princip, der styrede alt andet. Nu synes 'kultur' at være anerkendt som det eneste fundamentale princip, der dikterer alt, hvad især de andre gør og tænker. Kulturalismen er sådan set den nye kapitalisme. Det kendetegner den aktuelle debat om det eventuelt flerkulturelle Danmark, at Bertel Haarder & co kalder det et faktum, at vi er blevet flerkulturelle og derfor kan det ikke diskuteres. Men naturligvis bliver det diskuteret, fordi bestemmelsen af den sociale virkelighed er en definitionskamp. Danmark er eksempelvis også et klassesamfund, og det nævnes ikke, fordi 'kultur' synes at have taget pladsen som det afgørende princip for 'virkeligheden'.
Hver eneste gang, 'virkeligheden' og 'historien' bruges som argumenter for at stoppe en diskusion, kan man være sikker på, at der er noget at diskutere. Ellers ville det jo give sig selv.
