I gårsdagens udgave af Weekendsavisen skrev den politiske rådgiver for Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, en meget markant anmeldelse af Naomi Kleins nye bog på dansk Chokdoktrinen.
I en række konkrete kritikpunkter imødegår han Naomi Kleins kapitalismekritiske projekt og slutter af med følgende svada:
“Jeg har nærmest ondt af en venstrefløj, der kan ophøje Naomi Klein til helgeninde. Hun kan selv være en katastrofe.”
Arzrouni starter sin anmeldelse med at konstatere, at “hvis der fandtes en Nobelpris for intellektuel uhæderlighed, ville den tilfalde den canadiske journalist Naomi Klein”.
Ordret oversættelse
Spørgsmålet er imidlertid, hvem der er mest hæderlig i denne sag. Samtlige indvendinger imod Kleins bog, som Arzrouni præsenterer som sine egne, har han nemlig hentet i en anmeldelse skrevet af den svenske liberalistiske skribent Johan Norberg til den amerikanske tænketank The Cato Institute. Og i lange passager har han ligefrem skrevet af fra Norbergs anmeldelse.
Her et eksempel blandt mange. Norberg skriver:
“According to Klein, ‘neoliberal’ economists welcomed Hurricane Katrina, the 2004 Indonesian tsunami, the Iraq War, and the South American military coups of the 1970’s as opportunities to erase past policies and introduce radical free-market models. If wars and disasters aren’t enough to shock the citizens, neoliberals are purportedly happy to see the opponents of reform being attacked and tortured into submission. The chief villain in Klein’s story is Milton Friedman, the Chicago economist who did more than anyone in the 20th century to popularize free-market economics.”
I Arzrounis anmeldelse er ordlyden noget nær identisk:
“Ifølge Klein hilste ‘neoliberale’ økonomer orkanen Katrina velkommen, ligesom de gjorde det med den store tsunami i 2004, Irak-krigen og militærdiktaturerne i Sydamerika i 70’erne. Dersom krig eller katastrofer ikke er nok til at chokere borgerne til lydighed, er de neoliberale parate til at se reformmodstandere tortureret. Skurken i Naomi Kleins verden er Chicago-økonomen og nobelpristageren Milton Friedman, den liberale økonom der om nogen populariserede frimarkedstænkning i det 20 . århundrede.”
Grundig læsning
Da Information ringer Arzrouni op, vil han hellere end gerne fortælle om sin anmeldelse.
“Jeg mener ikke, at de andre anmelderne har gjort deres arbejde godt nok. Jeg har en fornemmelse af, at de ikke har læst hele bogen. Det er jo en mobbedreng. Jeg er den eneste, der har leveret en ordentlig anmeldelse.”
- Okay. Men jeg tænkte på, om du har læst den anmeldelse skrevet af Johan Norberg, der ligger på Cato-instituttets hjemmeside.
“Ja, den har jeg læst.”
- Det virker som om, der er mange af hans pointer, som du har overtaget.
“Der er der helt bestemt også. Helt bestemt. Men jeg har været tilbage og tjekke tingene selv, og du vil også kunne se, hvor der er forskelle på det. Jeg har tilladt mig at læse bredt, hvad der er af anmeldelser derude, inden jeg satte mig og skrev min anmeldelse.”
- Du henviser jo ikke til ham
“Nej, det gør jeg ikke. Men jeg mener, at det, jeg skriver, er tilpas forskelligt fra det, han skriver.”
- Det slog mig ellers, at der er steder, hvor det kunne se ud som om, du skriver fuldstændig af.
“Okay. Jamen det beklager jeg da … Jeg har jo som sagt læst Norbergs lange notat. Men det er ikke mit indtryk, at jeg har skrevet af efter ham. Jeg kan stå inde for det, jeg har skrevet. Og jeg tror måske, at det er meget naturligt, at Johan Norberg og jeg har samme indfaldsvinkel til tingene.”
- Men her ser det altså ud som om, du ligefrem har siddet med hans tekst og har overført det til din tekst.
“Det har jeg ikke. Men jeg har læst hans notat. Grundigt.”
I skraldespanden
Et par timer senere ringer Christopher Arzrouni Information op:
“Jeg har jo været tilbage og finde Norbergs notat. Og jeg har fundet anmeldelsen, som jeg næsten ikke tør kalde min anmeldelse længere. Og jeg må konstatere, at du har fuldstændig ret. Jeg gjorde det, at jeg læste Norbergs notat igennem og overstregede de ting, der gik igen. Og der må jeg sige, at jeg blev lidt chokeret.”
- Men det har du vel også vidst indtil nu. Du har vel siddet og skrevet direkte af, har du ikke?
“Jeg har gjort noget andet. Jeg har taget notater på en blok, og de notater er så havnet i min fil. Men måden, de er havnet der, er selvfølgelig fuldstændig underordnet. Det er noget sløseri. Og jeg vil bare sige, at jeg synes, Norbergs notat fortjener at blive læst, og folk er velkomne til at kaste min anmeldelse i skraldespanden og læse Norbergs notat i stedet for.”
Kommentarer
Da Kleins bog kom på engelsk blev dens hovedpunkter og eksempler genstand for en omfattende kritik (og svar) hos Guardian via deres CIF - Commenst is Free blog, også af folk, der er lige så kapitalist kritiske som Klein.
Det mest forbløffende ved de danske anmeldelser er at de -måske - har læst bogen, men overhovedet ikke orienteret sig i den omfattende kritik af Kleins mange hovedløse påstande, et eksempel på dansk snæversyn.
At Christopher Arzrouni har gjort det tjener ham til ære.
Hvorfor er folk så små? Hvor dum kan man være at skrive så ordret af fra andre?
Den slags er utilgiveligt, og selvom jeg finder det ærgeligt, har jeg forståelse for, at man i fremtiden stempler Arzrouni som uhæderlig. Men gud ved hvor mange andre middelmådige wannabes, der render rundt og stjæler for at skabe sig et navn? Mange velsagtens.
Dog mener jeg ikke, det skal lægge kritikere af Klein særligt til last: Der findes inkompetente tåber på begge sider af hegnet.
Christopher Arzrouni - jamen, det var da vist ham, der engang skrev en nytårstale for Anders Fogh Rasmussen. Er den så skrevet af efter en tale til George W. Bush?
Alle skriver af. Ægte originalitet er ekstremt sjældent, de fleste gør sig bare den mindsteindsats at bowdlerisere det plagierede.
Jeg har en fornemmelse af, at de ikke har læst hele bogen. Det er jo en mobbedreng
Der menes vist mobbetøs. Der er dømt klokkeklar Freud: bogen er af samme størrelse som alle andre amerikanske bøger i den genre og er tillig særdeles velskrevet og letlæst. Men, naturligvis, hvis man tilhører den klasse som Klein hudfletter, kan jeg godt forstå at man står af på halvvejen.
Menneskets liv og udvikling er en kamp mellem grådighed og solidaritet. Der pågår i denne tid en meget velkommen debat om hvad grådigheden betyder for vores alle sammens liv, pt. anført af Naomi Klein. De mennesker der har valgt at stille sig på grådighedens side har det selvsagt svært med demokratiet, idet deres forfægtelser af retten til grådighed er meget svære sælge til vælgerne. Derfor har de grådige foretaget et massivt opkøb af massemedier, samtidig med at de ansætter demokratiernes mest talentfulde tekstforfattere til at forfatte grådighedens udlægning af retfærdighed - ofte serveret i reklameagtige slogans. Vi husker: “Kommunismen med et menneskeligt ansigt”. “Ondskabens akse”. “Intelligent design”. Det er med slogans at de ofte kan vendes 180 grader. Tænk over levevilkårene for tidligere tiders industriarbejdere. Set med dagens værdier er det nærliggende at benævne kapitalismen i de demokratiske lande som “Kapitalismen med et menneskeligt ansigt”, en tilstand der ikke er blevet opnået uden kamp og solidaritet. Jeg vil fortsætte: “Ondskabens koalition” som svar på Irak-krigen og “Ondskabens akse”. “Intelligent design” kan passende modsvares af “Intelligent evolution” nu da begrebet “Revolution” stort set er afskaffet i dagens politiske debat.
Politiske rådgivere er løgnhalse, ingen tvivl om det. Men her har vi med en løgnhals som også er en tyveknægt. Det er noget værre noget.
Men når vi ser at han rådgiver den danske fødevareminister, som har det politiske ansvar for fiskeriet, forstår man det bedre.
Dansk fiskeripolitik bygger på en løgn, så hvad er mere naturligt end at ministeren ansætter en løgn- og tyvagtig person til sin rådgiver?
Det er lidt underligt at en CEPOS dreng som Arzrouni som dyrker Ayn Rand og idealer om hårdt arbejde og den stærke ener, tyer til den slags.Atlas trak på skuldrene, erkendte at han ikke selv kunne finde på noget og begyndte at skrive af.
Man skulle tro, at Arzrouni også havde planket sin undskyldning (“Jeg har taget notater på en blok, og de notater er så havnet i min fil”), for Informations Anne Grethe Rasmussen havde nøjagtig den samme søforklaring, da hun blev taget i at kopiere en leder fra Politiken til sin daværende avis, Berlingske Tidende. Det kostede hende stillingen i chefredaktionen.
Det bliver spændende at se, om Weekendavisen bare lukker øjnene og lader ham anmelde videre, som om intet var afsløret.
Ja, men for en person hvis begreb om stor litteratur ikke strækker videre end “Et lille hus på prærien” er det jo store ting at han i det hele taget har kunnet læse noget så krævende…
Arzrouni var nok også rådgiveren, der fik socialmnisteren til at sige, at ulighed er godt. Man skal ikke vente, at han bliver sat fra bestillingen.
Citatfusk er tidligere godkendt der, f.eks. da det blev klarlagt, at Bent Blüdnikov benyttede sig af løsrevne og forkortede citater i sin jagt på alt og alle til venstre for de konservative.
Det mest overraskende er vel, at nogen bliver overrasket over intellektuel uvederhæftighed fra et medlem af propagandacentralen CEPOS.
Pokkers. Og her har jeg siddet og skrevet på et grundigt svar til Arzrouni som skulle sendes til Weekend-avisen. De får det nu alligevel. Så får vi se om de vil trykke det.
Derudover er det, som allerede bemærket, ikke overraskende, men stadig sørgeligt, at Arzrouni kan regnes for tilhørende den intellektuelle spydspids blandt de borgerlige. Standarden er dermed illustreret.
Og således kom næsten samtlige kommentarer behændigt uden om indholdet i anmeldelsen, og fik sluttet fra Arzrounis plagiering til indholdets mangel på saglighed. At kritisere andre for manglende intellektuel vederhæftighed samtidig med at man sætter kikkerten for det blinde øje må da være en dansk nationalsport på såvel den socialistiske som den national-konservative fløj.
Nu læste jeg også Azrouni’s iøvrigt glimrende anmeldelse af Naomi Klein’s nye bog “chok-doktrinen’ - glimrende set ud fra hans ståsted i verden, et (ny)liberalistisk verdenssyn byggende på Ayn Rand’s filosofi og ideologi sådan ca.
Mit hovedproblem med Azrouni’s anmeldelse er faktisk det, at den ikke giver sig af med at forholde sig til substansen i Klein’s kapitalisme kritik, men bare kører ud af det samme ‘der er ikke noget at komme efter’ spor. Et andet problem at er at Azrouni slet slet ikke synes at fatte Klein’s pointe, som er at Verdensbanken mv. ( i hvert fald tidlligere) fløj ind og mente at medicinen liberalisme kunne kurere stort alt hvad der er galt i en økonomi. Han overser totalt USAs rolle i mordet på Chile’s præsident Allende, ligesom han overser, at det netop var Verdensbankens opskift på, hvordan man lavede det ideelle samfund som fik Argentina til at gå konkurs og arbejdsløsheden i de tidligere østeuropæiske lande til at stige markant.
Mht. Pinochet og Friedman er det helt tydeligt mener jeg at Pinochet i hvert fald har været inspireret af Friedmann’s tanker om bekæmpelse af inflation for enhver pris som jo er hovedtabken i monetarismen…
Det er absolut ikke første gang, at der har været mere eller mindre åbenlyse plagiater i Weekendavisen, hvor man har “glemt” at angive kilden.
Hvorfor har de ikke bare købt artiklen og så sat ham til at oversætte den - fulgt af hans egne kommentarer? Der er vel penge at spare og, nå ja, går den, så går den. Går den ikke, kan man bare sige, at man har skrevet i søvne og derefter vente på at de helt sikre klapsalver fra ens politisk ligesindede kommer, for det gør de med garanti. Man er tilgivet på forhånd.
Jeg troede ellers at borgerlige gik meget højt op i ejendomsret - ikke mindst intellektuel ejendomsret. Men så læste jeg Weekendavisen.
Kære Søren Rathje
du husker forkert,
Da en leder for syv år siden fra min hånd indeholdende flere afsnit fra Politikens leder om samme emne, blev trykt i Berlingske Tidende, var der på ingen måde tale om, at jeg havde lavet noter som sneg sig ind i min leder.
Lederen var helt mit ansvar, og jeg har aldrig udtalt andet. Den fejl, jeg begik - som var trist og pinlig for mig selv - var at jeg konstruerede en leder bygget delvist direkte på Tøger Seidenfadens ord, som jeg sad og så på i en split-skærm (når man arbejder med to dokumenter) og da jeg så havde lavet en anden leder med mine egne formuleringer, lukkede jeg de to dokumenter - og sendte den “forkerte” version - altså den med Seidenfadens ord - til tryk.
Man skal jo være meget dum for at anbringe Politikens ledere i Berlingske Tidende, og så idiotisk er jeg faktisk ikke. Til gengæld er der intet ærefuldt, intet som helst, i at skrive en leder på denne måde, og jeg skal stilfærdigt (igen) angive, at jeg var blevet presset til at skrive en leder om et emne - Mellemøsten - jeg intet anede om på meget kort tid, og samtidig af en af mine chefkolleger havde fået et godt råd om at læse Politikens ledere, da det var der, Berlingskes linje burde ligge også.
Det undskylder naturligvis intet, ansvaret er som sagt mit, og sandheden er såmænd rigelig pinlig til at jeg behøver konkurrerende versioner.
Jeg forlod med min familie Danmark efterfølgende (jeg var gravid med mit 3. barn, da jeg blev afskediget efter at have nægtet selv at sige op, som jeg fik tilbudt) og har nu arbejdet som udenrigskorrespondent i seks år.
Og jeg skal ikke skjule, at jeg havde håbet på, at jeg snart havde betalt en eller anden pris, der gjorde at jeg slap for indlæg som dit. Men det er nok for meget at forvente.
Annegrethe Rasmussen
Information har også et STORT problem:
http://www.180grader.dk/leder/Leder_At_skrive_sandheder_af_og_at_skrive_…
Jeg synes, at 180grader.dk stiller nogle relevante spørgsmål til Information, som jeg håber, at ledelsen vil svare på. Er det værre at kopiere en sandfærdig anmeldelse end ukritisk at viderebringe løgnehistorier? Jeg er spændt på svaret fra Informations ledelse.
Det er så vigtigt for søgende sjæle som Arzruini at finde sandheden. Når de så har fundet den, er det naturligvis også vigtigt at holde fast. Jeg opgav Norbergs kritik da det efter fem linier i Informations faksimile stod klart, at han forholder sig til petitesser, som jeg ikke har hørt Naomi Klein sige selv. Norbergs angivelser om Milton Friedmann viser, at Chilenerne satte ham meget højt.
Æresdoktorgrader, som om han var så stor som en dansk statsminister i Haifa. Det tyder på et nært følelsesfuldt forhold fra den chilenske juntas side.
@Jørgen Brogaard
Der er ikke noget at sige til, hvis chilenerne er begejstrede for Friedmann, for økonomien i landet kører fremragende - i modsæning til de latinamerikanske lande, hvor man har forsøgt sig med socialistisk planøkonomi m.v.
Men Friedmann var demokrat, og havde ingen sympati for diktatur. Og han har da heller ikke samarbejdet med den daværende junta i Chile, men blot holdt nogle foredrag dernede.
Men eksemplet er typisk for Naomi Kleins mange løgnehistorier, som Information ganske ukritisk viderebringer.
Kære prober Nielsen. Efter Kleins citat af Fridmans formulering af det, som Klein identificerer som chokdoktrinen, virker han ikke specielt demokratikærlig. Har du gang i et skønmaleri?
Lenin havde engang en lignende tese som Friedmann. Lenin talte ikke om omvæltningen i generelle vendinger, men om hungersnøden som den, der kan bringe varige ændringer i samfundet. Jeg synes, de to formuleringer ligner hinanden.
“Men Friedmann var demokrat, og havde ingen sympati for diktatur. Og han har da heller ikke samarbejdet med den daværende junta i Chile, men blot holdt nogle foredrag dernede.”
Den lader vi lige stå et øjeblik.
Problemet med Friedman var vel, at han satte hensynet til det frie marked over hensynet til demokrati, som formidlet gennem staten. Han mente at markedet var et udtryk for en form for demokrati, fordi her kunne folk udøve deres demokratiske ret som forbrugere. Det er sådan en lidt naiv anskuelse fordi man her overser, at markedet i sig selv skaber nogle ulige magtforhold, hvor store selskaber rent faktisk får en enorm magt, som gør den enkelte forbruger relativt magtesløs.
Arzruinis forfalskning er et symptom på de sk. borgerliges moral, pt. Man lider af Marxistisk idealisme med omvendt fortegn, og bilder sig ind at man kan argumentere med stasimetoder som blot at gentage hvad andre har sagt, og distribuere det i det uendelige.
Arzruini kunne jo ligeså godt blot kopiere anmeldelsen, fordi analyse og fortolkning er dele af det akademiske håndværk man bekvemt forkaster. Det bliver jo overflødigt at læse og tænke selv, når man har en række koryfæer man blot behøver at citere for at få ret.
Sådan er det grimme menneskelige ansigt af idealisme og fundamentalisme lige for både højre- og venstreorienterede. Man interesserer sig simpelt hen ikke for praksis, og kan ikke forestille sig at tilsyneladende gode og velmenende ideer kan få katastrofale følger!
Hertil kræves der god gammeldags sund fornuft - vejen til helvede er brolagt med gode intentioner - og lige nu er fornuften ved at være en saga blot i vores samfund, fordi vores skoler suger den ud af vores børn med tests og læreplaner.
Arzruinis plagiat er et mønstereksempel på de lette veje man fristes til at tage, når man blot interesserer sig for ideologi og … sig selv
“Arzruinis forfalskning er et symptom på de sk. borgerliges moral, pt. Man lider af Marxistisk idealisme med omvendt fortegn, og bilder sig ind at man kan argumentere med stasimetoder som blot at gentage hvad andre har sagt, og distribuere det i det uendelige.”
Det siger jo også noget om Arzrounis evner som kritiker, han kopierer bare bevidstløst Norbergs synspunkter uden på noget tidspunkt at gå i dialog med dem.
Kære Annegrethe Rasmussen
Jeg kan ikke lade være med at lægge et kønsperspektiv på din historie. Det er SÅ klassisk i det danske patriarkat at kvinder får den maksimale straf hvis de fejler, mens mænd slipper billigere og som minimum får en ny chance.
Jeg kan anbefale Gretelise Holms kronik der relaterer sig til emnet:
http://politiken.dk/debat/kroniker/article195859.ece
Vi ved allesammen godt at folk i medieverdenen har travlt og har deadlines og ikke kan vide alt om alting. Arzrounis tilfælde er mere alvorligt end dit, fordi han satte sig ned og skrev noget han selv påstår at have stor indsigt i. Og så var han alligevel nødt til at kopiere – ordret! Du var i det mindste mand m/k nok til at indrømme at du ville kopiere Politikens holdninger fordi du ikke selv vidste nok om emnet. Arzrouni fortsætter bare med at slynge sin ureflekterede Norberg-galde ud over Klein. Og Weekendavisen er stupid nok til at konkludere at han er “et af de kvikkeste hoveder i sin generation”. Det er ikke bare usmageligt når meningsdannere er ude af stand til at erkende deres egne begrænsninger. Det er et demokratisk problem. Et demokratisk problem, som bl.a. har medført at Fogh nu er i gang med sin tredje periode og har fået fuldbyrdet ødelæggelsen af Danmarks renommé i udlandet gennem en påståelig, idiotisk udenrigspolitik.
Vend tilbage når du får lyst, Annegrethe. Berlingske har endelig fået en leder der er feminist i hjertet, det ville nok have gjort en forskel for dig. Du er tilgivet herfra. Christopher er ikke. Må han få kærligheden at føle ligesom som de mennesker der bukker under i hans monetaristiske helvede.
Den kronik hører også til mine absolutte favoritter !
muntre hilsener og tak for den søstersolidariske tilkendegivelse
@ Annegrethe Rasmussen
I fald du ikke har bemærket det, er din opmærksom i debatten om din artikel Ægteskab annulleret fordi kvinde ikke var jomfru ønsket.
Mvh
Hvor er det bekræftende at se, at det “intellektuelle” niveau ikke er ændret en centimeter siden 1880’erne - jeg føler mig bekræftet i, at Danmark består, så længe bøgen spejler sig i bølgen blå, osv.
Hvem der gør hvad og hvordan, hvad de burde have gjort i stedet og hvorfor de er de forkerte personer til at udtale sig om netop dette emne, er stadig vigtigere end at beskæftige sig med materien.
Anton Geist - heftigt støttet af adskillige debattører - sylter rundt i den ret ligegyldige detalje, at nogen har skrevet af efter andre - en dansk nationalsport. Som Erik B. så korrekt udtrykker det: “… de fleste gør sig bare den mindsteindsats at bowdlerisere det plagierede.”.
I stedet var det måske mere relevant at beskæftige sig med materien, nemlig de mange og alvorlige fejl, der findes i Naomi Kleins bog, vel bedst symboliseret ved Kleins urene citater for at “dokumentere”, at Milton Friedman er det personificerede dyr fra Johannes Åbenbaring.
Som Norberg skriver: Klein hævder, at Friedman skulle gå i brechen for alvorlige kriser, ved at citere ude af sammenhæng fra, hvad Klein hævder skulle være et af Friedmans “most influential essays”.
Det kunne have været et af genierne fra det danske elfenbenstårn, som havde skrevet Kleins tekst - havde det ikke været skrevet på udenlandsk :)
I den virkelige verden stammer Kleins citat fra en meget kort indledning, Friedman skrev til et nyoptryk af en 20 år gammel bog “Capitalism and Freedom”.
Friedman byder i sin korte indledning ikke kriser velkomne, han konstaterer blot nøgternt, at (fornuftige) mennesker ændrer adfærd, når en krise demonstrerer, at tidligere adfærd ser ud til at fejle.
Antallet af fejlagtige “fakta” i Kleins bog er legio, Norberg påviser vel et hundrede stykker i sin kritik - men den slags ligegyldige detaljer bør en dansk venstreorienteret ikke beskæftige sig med.
Som en debattør udtrykte det: “Jeg opgav Norbergs kritik da det efter fem linier i Informations faksimile stod klart, at han forholder sig til petitesser” - genialt set, eftersom Information havde plukket de dele af Norbergs 15 sider, som illustrerede Arzrounis plagiat.
Samme debattør skriver: “Æresdoktorgrader, som om han var så stor som en dansk statsminister i Haifa. Det tyder på et nært følelsesfuldt forhold fra den chilenske juntas side.”.
Hvad der åbenbart ikke går ind på lystavlen er debattørens eget udsagn “fra den chilenske juntas side” - altså netop ikke fra Friedmans.
Ret typisk for venstreorienteredes forhold til Chile er, at de ikke kender landet og ikke véd, hvad der gik forud for militærkuppet, som de kun kender fra KGBs propaganda og fra venstreorienterede flygtninges partsforklaringer. Mine mange chilenske venner (i Chile) er ret skarpt delt på spørgsmålet om kuppet var berettiget, idet ca. halvdelen mener ja, resten mener nej - alle er enige om, at det var for brutalt gennemført og fulgt op.
Hvis man ikke har haft længerevarende ophold i landet, er her to velafbalancerede kilder:
John. L Rector: “The History of Chile” (ISBN 1-4039-6257-X) - Rector behandler, som titlen klart indikerer, udelukkende Chile. Rector er Professor of History at Western Oregon University, tidligere gæsteprofessor ved Universidad Universidad Catolica, Universidad de Chile og Universidad de Santiago.
Thomas E. Skidmore & Peter H. Smith: “Modern Latin America” (5. udgave, 2001, Oxford University Press, ISBN 0-19-612995-4) - Skidmore & Smiths bog behandler 8 latinamerikanske lande, heriblandt Chile og Cuba. Skidmore er Professor of History and Director of the Center for Latin American Studies ved Brown University og Smith er professor of Political Science, professor of Latin American Studies and Director of Latin American Studies at University of California, San Diego.
—
Christopher Arzrouni skulle selvfølgelig have fortalt, at han i det væsentlige har lånt fra Johan Norbergs anmeldelse af bogen.
Men det er vel egentlig bedre at skrive af fra en grundig analyse af bogen, end selv at forfatte det rene ævl - eller va’?
Norbergs kritik - med omfattende noteapparat - af Naomi Kleins bog “The Shock Doctrine” kan af den, som ønsker at få en reel orientering, findes her: http://www.cato.org/pubs/bp/bp102.pdf
John.St
“Men det er vel egentlig bedre at skrive af fra en grundig analyse af bogen, end selv at forfatte det rene ævl - eller va’?”
Ja, til helvede med intellektuel ejendomsret så længe den violeres af en liberal. Og til helvede med selvstændig reflektion blandt magtfulde meningsdannere.
“I stedet var det måske mere relevant at beskæftige sig med materien”
Dette ER en debat om materien - materien i Arzrounis tankevirksomhed.
Debatten om materien i Kleins bog foregår andetsteds. At gøre denne tråd til en debat om Klein, ville være at belønne Arzrouni for en moralsk forbrydelse, hvilket hans sølle person selvsagt ikke har gjort sig fortjent til.
Hvad er nyheden, at det borgerlige Danmark plagiere? Ha ha, de har aldrig evnet andet
Vedr. Friedmann:
Han har aldrig været økonomisk rådgiver for Chiles daværende junta. Han var iøvrigt også imod Irak-krigen. Og han ønskede Verdensbanken og IMF nedlagt.
For nu blot at omtale nogle af de mange løgne, som Klein spreder om denne Nobelpris-hædrede økonom.
Ja, så blev Information vist også taget med bukserne nede, selvom de har rettet lidt i deres artikel efter 180graders afdækning:
http://www.180grader.dk/nyheder/Information_fanget_i_plagiat.php
Hvis Information skal bevare de sidste rester af troværdighed, så må Information gøre det samme som Weekendavisen gjorde: Give skribenten permanent skriveforbud.
Men gør man det?
Denne historie skriver Information til gengæld ikke af:
http://www.koldingugeavis.dk/article/20080611/kolding/nyheder/706110021
@ Anders, men hvis man sammenholder de to artikler, er det jo tydeligt, at den bare er oversat; samme måde at indlede på, og samme flow.
@Andersen: og hvad har det med noget at gøre? Et tamt forsøg på, at aflede Informations tydelig fejl og hykleri?
Det bliver interessant at læse, hvad Niels Ivar Larsen har at sige til sit forsvar…
Kære Annegrethe Rasmussen :
Tusinde tak for din forklaring om den “famøse” leder, specielt dette var interessant :
“og samtidig af en af mine chefkolleger havde fået et godt råd om at læse Politikens ledere, da det var der, Berlingskes linje burde ligge også.”
Det punkterer jo ligesom myten om de selvstændige medier, ikke sandt ?
Var det noget de fandt ud af på et VL-møde eller retter chef-redaktionen
på Berlingske altid ind efter hvad Bilderberg/Trilateral-Zeitungsfaden mener ?
Kære Peter Olsen,
inden jeg svarer på dit spørgsmål, vil jeg endnu en gang understrege, at det var mit eget ansvar at bytte om på de to dokumenter, og dermed også mit fulde ansvar, at Tøger Seidenfadens formuleringer blev bragt i Berlingske Tidende i august 2001. Og da jeg går ud fra, at du mener dit spørgsmål seriøst - og ikke som en spydighed, hvilket det kunne være, tonen taget i betragtning - skal jeg også svare.
Denne leder var speciel, fordi den netop skulle signalere et kursskifte i en sag, der havde været uenighed om på avisen i et stykke tid. Lederen omhandlede den danske holdning til den nyudnævnte israelske ambassadør, der i en tidligere stilling havde været medvirkende til at godkende tortur (som chef for sikkerhedstjenesten). Berlingske mente i juli måned ved sin daværende chefredaktør Peter Wivel, at her gik grænsen. Den danske regering måtte diskret lade israelerne vide, at den nye ambassadør ikke var velkommen. Politiken mente omvendt, at den sag var trist, men at man ikke kunne blande sig i de kriterier efter hvilke, lande, man har diplomatiske forbindelser med, udvælger sine ambassadører. Der var skrevet flere ledere om sagen på begge aviser.
Imidlertid fratrådte Wivel sin stilling endeligt i starten af august, og dermed skiftede flertallet i lederkollegiet. Jeg var selv overordnet enig med Wivel (uden at vide noget om Mellemøsten, men i det principielle i at man ikke burde tolerere en ambassadør, der havde godkendt tortur), men i lederkollegiet den dag, hvor vi var en 4-5 stykker til stede, var der klart flertal (der var nemlig kun mig, som holdt på avisens hidtidige linje) for at man nu efter Wivels afgang skulle lægge sig “på Politikens linje” - altså den realpolitiske og mindre idealistiske om man vil.
Lidt polemisk kunne man sige, at de to aviser egentlig - når man betænker deres politiske ståsted - havde “byttet holdninger”, men det kom sig af, at Wivels engagement i menneskerettighedernes ukrænkelighed havde fået ham til at styre Berlingske et andet sted hen. Det kunne han, fordi han var chefredaktør med vetoret, men i den periode vi her taler om (august 2001) var avisen midlertidigt uden chefredaktør - Wivel var fratrådt, og der var en konstitueret, midlertidig chefredaktør, mens man ventede på udnævnelsen af Karsten Madsen. Jeg selv var ferievikar for den daglige leder af lederkollegiet, og det var derfor, lederen havnede hos mig den dag, fordi ingen af de fire andre mænd til stede ved mødet, ønskede at skrive lederen, selvom en af dem netop havde skrevet bunker af ledere om Mellemøsten.
Det ønskede jeg såmænd heller ikke - mest fordi jeg intet vidste om emnet, men dels havde jeg ansvaret for at der overhovedet blev skrevet noget, dels var jeg dengang desværre som ung og uerfaren chef grebet af “flinkeskolesyndromet” som gør, at man kan komme til at sige ja til opgaver, man ikke magter og ikke kan finde ud af at give andre ordrer.
Det gode råd om at se på Politikens leder, var derfor ikke hverken sædvanligt (tværtimod skrev man ofte det stik modsatte af Rådhuspladsens ledere) eller udtryk for nogen konspiration, men simpelt hen et udtryk for at magtbalancen på Berlingske var tippet, og at jeg - der bad om råd hos de andre, fordi jeg ikke kendte til substansen i emnet, Mellemøsten - var blevet underkendt af et flertal på det pågældende ledermøde, og derfor endte med ikke alene at skrive om noget, jeg ikke vidste noget om, men også at skulle tage et standpunkt i en sag, jeg ikke overordnet var enig i.
På denne vis var sagen tragisk på mange måder.
Men jeg vil slutteligt igen sige, at selvom den manglende solidaritet i avisens ledelse, var usympatisk, og trist - og vidnede om hvor elendige forhold der på det tidspunkt var i chefredaktionen - så var og bliver det dog mit ansvar, at jeg påtog mig at skrive lederen. Og det gode råd om at lægge sig på Politikens linje, var naturligvis ikke ment som at man også skulle bruge Seidenfadens konkrete formuleringer.
Jeg håber, det tilfredsstiller din nysgerrighed. Selv er jeg af gode grunde ikke normalt indstillet på at bruge Informations debatplads og min tid på denne gamle sag, men jeg har på den anden side ikke noget problem med sandheden.
med venlig hilsen
Annegrethe Rasmussen
Kære Annegrethe Rasmussen
Jeg kan se, at jeg har rippet op i et gammelt sår, det burde jeg måske have ladet være med.
Pointen med sammenligningen (som jeg stadig vil holde fast i er relevant - også når man læser din lange beretning) var, at konsekvensen for Arzrouni burde være den samme, som den blev for dig. Det tyder Weekendavisen dags dato også på, her står nemlig, at han er blevet afskediget ….
VH Søren Rathje (som i øvrigt ikke har noget med den anden på linjen Søren R at gøre)