Forbud mod a-våben i dansk luftrum efter færøsk ønske

Amerikanske militærfly har siden 2001 haft fri adgang til dansk luftrum. Men fra i år er det blevet understreget, at de bl.a. ikke må medbringe atomvåben

Forsvaret forsvarer skiftende tilladelser til amerikanske militærflyvninger gennem dansk luftrum med henvisning til færøske ønsker. Regeringen har således inddraget militærflyvningerne i undersøgelsen af, om den amerikanske efterretningstjeneste CIA har misbrugt dansk luftrum til sine fangetransporter. Og oppositionen har blandt andet undret sig over, at tilladelserne på flere punkter har ændret sig siden 2001.

Men Kern Oddershede, major i Flyvertaktisk Kommando, som har udfærdiget den seneste tilladelse for 2008, forklarer, at når Danmark i dag eksplicit har forbudt flyvninger med blandt andet atomvåben om bord, så skyldes det ikke en mistanke om, at de amerikanske fly tidligere har medbragt sådanne våben. Forbuddet blev nævnt første gang i tilladelsen for 2007. Men da gjaldt det kun for færøsk territorium.

"Færingerne bad om, at formuleringen med forbuddet kom med i 2007, og så ved jeg ikke, hvorfor vi ikke skrev det generelt. Men deres ønske er i hvert fald grunden til, at Flyvertaktisk Kommando lod det blive et generelt forbud i 2008. Min fokus var, at hvis det er en generel regel, som i forvejen også gælder for Danmark og Grønland, hvorfor har vi så ikke formuleret tilladelsen på en sådan måde? Det er en gængs ting, at det må man ikke. Og det vil vi ikke have fra nogen lande. Så der er ikke opstået et behov for at sige, at nu skal vi lige have skærpet det, fordi der har været et eller andet," siger Kern Oddershede.

De amerikanske militærflyvninger er kommet i søgelyset, efter at det er kommet frem, at Danmark - og de andre NATO-lande - siden terrorangrebene i 2001 har givet USA en mere eller mindre ubegrænset overflyvnings- og landingstilladelse for militære flyvninger i kampen mod terror. Tilladelserne nævner ikke med et ord CIA eller fangetransporter. Men der er indicier for, at USA kan have brugt tilladelsen til mere, end regeringen har sagt, at den kan bruges til.

Ifølge amerikanske medier har en række civile fly således tilladelse til at udføre militære flyvninger på kontrakter med et selskab under den amerikanske flåde, Navy Engineering Logistics Office. Blandt de private selskaber med militære kontrakter til civile fly er Premier Executive Transport Services Inc., kendt som et af de hyppigst anvendte dækselskaber for CIA's fangetransporter.

Mens Danmark i første omgang fra starten i 2001 tillod "flyvninger og landinger med farligt gods", så er den formulering år for år blevet indsnævret, så de danske myndigheder i dag kræver at blive orienteret om sådanne flyvninger og få en deklaration på flyenes farlige last.

I januar 2007 meddelte Flyvertaktisk Kommando samtidig den amerikanske ambassade i Danmark, at "overflyvninger og/eller landinger på Færøerne er tilladt, med mindre flyvningen ikke foregår med radiologiske, nukleare, biologiske eller kemiske våben eller dele af sådanne våben". Da Flyvertaktisk Kommando i december atter skrev til ambassaden for at forlænge tilladelsen for 2008, var dette forbud udvidet til at omfatte "dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)".

ritzau


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her