‘Som direktør modtager jeg gerne en bonus på 100 millioner kroner for at sælge den virksomhed, jeg er ansat i. Samtidig med at jeg gennemfører store fyringsrunder, og med armene over kors formaner medarbejderne om at udvise løntilbageholdenhed.’

Findes der ord for arrogancen i den udmelding? Ja, det gør der, og de svarer vel til, at direktøren siger sådan her til medarbejderen: ‘Du er nul og en skid, og Nulogenskid skal gøre præcis, som det passer mig, ligesom jeg i øvrigt altid selv gør’. Karakter for arrogance: 11 på en skala fra 1-10.

På samme måde som det har været tilfældet i Danmark, har også Holland i de seneste år oplevet, at erhvervslivets direktører har fået udbetalt astronomiske bonusser. Ofte på et problematisk grundlag, der slet ikke afspejler virksomhedens præstationer. Senest fik topchefen for babymadsproducent Numico 640 millioner kroner for at sælge Numico, og for lige ved samme lejlighed at skære voldsomt ned på antallet af medarbejdere. Direktørbonusser, som Numico-bonussen, har udløst heftig debat i den hollandske offentlighed, hvor mange har svært ved at se ret og rimelighed i de skyhøje direktørbonusser i en tid med et samfundsøkonomisk behov for at holde tilbage med lønstigninger. Den hollandske regering har nu fået nok, og den har derfor besluttet at gennemføre en lovgivning, der skal dæmpe bonusserne. Frankrig, der overtager EU-formandskabet fra 1. juli, har fulgt trop og meldt ud, at EU’s ministerråd skal se på mulighederne for en fælleseuropæisk regulering af de bonusordninger, som den franske finansminister kalder for “absolut skandaløse”.

Som reaktion på det franske forslag har EU-kommissær for det indre marked, Charlie McCreevy, udtalt til Berlingske Tidende, at løn og bonusser kun er en sag for medlemslandene; ikke for EU. Det har McCreevy helt ret i. For det er svært at se, hvordan man rent teknisk kan bremse bonusordningerne på andre måder end via beskatning, og skatteinddrivning er som bekendt ikke et anliggende for EU.

Spørgsmålet er så om EU-medlemslandet Danmark selv ved lov skal regulere direktørbonusordningerne? Store dele af erhvervslivet og deres interesseorganisationer vil naturligvis stejle kraftigt ved tanken. Det overrasker ingen, da selv den mindste regulering altid fra den kant bliver betragtet som nøjagtig lige så passende som vejsalt i en isvaffel. Andre vil bringe det gamle argument frem om, at direktører skal have lidt ekstra i posen for at leve et hyperusikkert arbejdsliv, hvor de aldrig ved, om de er hyret eller fyret næste dag. Sludder og vrøvl er det.

Tænketanken Work Foundation har lavet et studie af et arbejdsmarked med fleksible ansættelsesregler a la de danske, og det viser, at topchefer i dag kun har minimal større risiko for at blive afskediget end en almindelig lønmodtager. Til gengæld har topcheferne også langt mere fordelagtige pensionsordninger og lønninger der - også uden bonusordninger - er på et niveau, ingen lønmodtager tør drømme om.

Når danske politikere alligevel i første omgang bør se tiden an og afholde sig fra at gribe ind med lov, skyldes det to ting. For det første, at en lovændring fra 2007 betyder, at investorer, der i dag køber en børsnoteret virksomhed, ikke må indgå aftaler om bonusser med direktionen i målvirksomheden, og at investorerne inden et opkøb skal oplyse beløbet, hvis de alligevel planlægger at udbetale en bonus. På den måde er forløb som det, hvor adm. direktør i TDC Henning Dyremose solgte TDC til nogle kapitalfonde og fik 100 mio. kr. for det, ikke længere sandsynlige.

Det andet er, at loven også betyder, at bonusordninger nu skal godkendes af et flertal af aktionærerne på generalforsamlingerne. Tidligere kunne virksomhedernes bestyrelser og direktion tildele hinanden bonusser uafhængigt af aktionærerne.

Går man tilbage til tiden før 2001 var det faktisk sådan, at man ikke engang kunne se bonusserne optræde i virksomhedernes årsregnskaber. Men det har ændret sig nu, hvor det er usandsynligt, at en generalforsamling vil godkende et forløb som det, hvor GN Store Nords direktør, Jens Due Olsen, samme år fik en fastholdelses- og en fratrædelsesbonus på omkring 40 millioner kr.

Det, der i en dansk sammenhæng forstærker den udvikling, er, at virksomhedernes ejerskabskonstruktioner herhjemme er skruet sammen på den måde, at relativt få store investorer sidder tungt på aktierne i virksomhederne. Store investorer, som ATP, har ekspertisen til kritisk på en generalforsamling at vurdere, hvad der er ret og rimeligt i forbindelse med direktørbonuser.

ATP har da også flere gange sagt, at de - som hovedregel - ikke kan godkende store fratrædelsesbonusser samt bonusser uden sammenhæng med virksomhedens præstationer og ikke kan godkende, at bestyrelsesmedlemmer tildeler sig selv aktieoptioner - som man har set det i især biotekbranchen.

Ros til ATP for i den sammenhæng at huske på, at kapitalismen - med økonomen Amartya Sens ord - findes i en både en anstændig og uanstændig form.