Tonen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) var tydeligvis skærpet, efter at parterne i går mødtes for at drøfte rammerne for kommunernes økonomi næste år.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for KL, Erik Fabrin (V), er enige om én ting, og det er, at forhandlingerne i år er ualmindeligt svære.
Lars Løkke Rasmussen fastholder, at kommunernes budgetter skal være ansvarlige, og at kommunerne stadig kan få gevinst ud af at rationalisere. Inspiration er altid velkommen, svarede Erik Fabrin, men han fastholdt, at kommunerne allerede er mestre i at effektivisere.
ritzau



