"Det her er noget lort," vrisser pigen og forlader salen i Musikhuset. Der findes uforståeligheder, og så findes der uforstående mennesker. Og det kan som bekendt være svært at finde ud af, om det er bogens skyld, at det lyder hult, når man slår den mod hovedet.
Hvordan kan man udvandre fra musik, bare fordi man ikke forstår den. Findes der da nogen bedre grund til at blive?
"Er du en god hest?/Hvad så hest?/En god hest/En flink hest/Det er godt", citerer Jørgen Leth sig selv i sin åbningstale allerede torsdag aften på årets Spot Festival i Århus. Og det forstår jeg godt.
Det lover godt, at man sætter denne pivåbne skønånd til at levere vingesus over publikum i Musikhusets Store Sal. Også selv om det kan virke sært at høre om begravelser af døde under et solidt lag af cement til en musikfestival. De skulle nødig genopstå fra de døde som zombier, lyder den haitianske logik, der klinger sært ildevarslende i den dygtigt dæmpede sal.
Man kommer desværre snart til at savne de poetiske uforståeligheder og den barnligt nysgerrige tilgang alt som dagene skrider fremad på Spot Festivalen.
Mange forudsigelige
Genfærd eller zombier huserer også på denne festival. Ikke kun udenlandske varianter har taget bo i den danske musik - om det så er Radiohead eller The Who eller Led Zeppelin eller Franz Ferdinand - men den hjemsøges også af det gammeldanske mindreværd, som gør at mangen en ungersvend og -kvinde forsøger sig med usikre fortyndinger af international grundforskning, i stedet for at tappe af eget grundvand. Som på Spot demonstreret af bl.a. The Floor Is Made Of Lava, der lyder som Franz Ferdinand med versefødderne støbt i beton.
Eller Szhirley der ganske vist synger på dansk, men ikke bruger det til andet end at botanisere lidt nysseligt i periferien af den internationale r&b-musikalske prydhave. Eller Marvel Hill, der leverer gennemkompetente, upersonlige udgaver af Radiohead/Coldplay. Og selvom denne signatur da sagtens kan blive følelsesmæssigt hårdt ramt af netop Radioheads musik, så er det da klart, at en kalkering af dem bare virker som simuleret melankoli.
Og det virker helt absurd, når Marvel Hill så taler på syngende jysk mellem numrene.
Hvad er autenticitet, kommer jeg til at spørge mig selv undervejs på en festival, som snart begynder at minde mig om hvor mange ligegyldige bands der er, frem for det modsatte. Er der f noget uægte i at lege med en række populærmusikalske ikoner såvel som hemmeligt elektroniske foregangsfolk, når det nu er en del af det kulturelle udsyn og det personlige indblik at kombinere og referere og fortolke sig gennem virkeligheden? Næ.
Tag bare danske Heidi Mortenson, der jonglerer med referencer fra Bobby McFerrin til Peaches. Det sker med en utidig og trodsig energi og en håndspillet og sunget tilgang til elektronikken, som går direkte i fest-dna'et på publikum inklusiv undertegnede. Hun er gennemvædet af inspirationskilder og alligevel tørskoet i land på sin egen ø.
Mest lovende danskere
Når Le Fiasko leverer festivalens mest lovende danske koncert, ja, så sker det med et væld af gældsposter. Til både Spiritualized, etiopisk jazz, Godspeed You Black Emperor og country og i familie med danske indie-salme-digtere som Choir of Young Believers og Slaraffenland. Men det er og bliver kun pejlemærker i et allerede brændende personligt, kollektivt hymnisk, stolt kantet udtryk som kommer til fuld ret i den sublimt lydende, nye Rytmisk Sal i Musikhuset.
Der er få forudsigeligheder især i koncertens første forrygende halvdel, hvor det syvotte m/k høje band på blæsere, tangenter og klassisk rockudstyr giver sig i kast med råbekor, støjende klimakser, breaks for fem tamburiner og en kollektivt mørkladen og alligevel håbefuld sound og sangskrivning med personlighed i hver en lille sti gennem musikken.
Efterklang med hår på
Efterklang begår til gengæld den nok årets bedste bredt tilgængelige koncert i den stopfyldte Store Sal i Musikhuset. Her optrævler de som vanligt deres inspirationskilder med både mandsmod og drengedrømme, lige som de som altid trækker malm af det storromantiske trolddomsbjerg.
Men denne gang sker det med langt grovere klanglige omrids om de mange musiker og med et potent dynamisk antrit. Sandsynligvis et lykkeligt udkomme af stroppeturen gennem USA's mere behårede spillesteder, hvor den tekniske perfektionisme har måttet erstattes af en mere direkte energi. Og Efterklangs koncert bliver dermed en både rå og mild magtdemonstration, et tårnede suk fra et band, der synger og spiller mod himlen, så det gjalder og dundrer.
Choir of Young Believers leverer også en fin koncert, hvor frontfigur Jannis Noya Makrigiannis' indie-salmer formår at gløde moderat på den utaknemmeligt dårligt lydende Officersscenen. Sammen med Efterklang og Le Fiasko (og andre bands, jeg desværre ikke nåede at høre som Slaraffenland og Jong Pang) tegner Choir billedet af en ny dansk, kollektivt anlagt spirituel alt. pop eller indie-salme-skrivning. Her trækkes der både på den alternative rocks indadvendte mørke energi og på en opadstræbende, lyshjertet 60'er-klingende harmonik og korfetichisme. Romantisk og med viljen til musik som en åndeligt forløsende kraft. Lyd som tro. Og bandet som en stor krea-krop med udskiftelige organer, som rejser mellem de forskellige bands. Men festivalens absolutte højdepunkt viser sig alligevel at være det svenske ægtepar i Wildbirds and Peacedrums.
Al den urkraft, erotik, lyrik, alt det liv, død, blod og benstumper, som sitrer fra det ægte tæppe, der rummer dette hedenske mirakel. Mariam Wallentin der synger (og spiller) med en ubegribelig henført skønhed et sted mellem Nina Simone og Patti Smith, tættest på Simone. Med lukkede øjne, og nærmest i en trance som breder sig til publikum og antager nærmest revolutionære dimensioner, når den for alvor tæskes igennem i de hårdeste trommesekvenser. Det giver så uendelig meget mening.
Uforståelig disposition
Der er ellers mange ting, jeg ikke forstår på årets Spot Festival: Hvorfor overhovedet bruge tid og penge - og musikalsk profilforvirring - på kedsommelige internationale navne som et canadisk rave-band som Opopo, der hverken kan spille op til dans eller finde rundt i deres egne mudrede, forvrøvlede sange?
Hvorfor lade en artighed som singer-songwriteren Aura åbne ballet på åbningsaftenen, endda efter Jørgen Leths åbningstale? Hvorfor skal Thomas Buttenschøn og The Storm være kransekagefigurer, der sikrer entréindtægterne, når deres musikalske signalværdi er nærmest fornærmende for et seriøst musikinteresseret publikum?
Konsekvensen er selvfølgelig et fyldt Ridehuset fredag og lørdag aften, men samtidig også helt anderledes tomme sale dér hvor der rent faktisk er noget på spil. Hvor der bliver tappet blod, ikke dovent øl.
Hvert år støder man så på Rolling Stones David Fricke og forskellige andre festival-, presse- og pladeselskabsfolk, der skal være en garant for, at festivalen gør noget for primært dansk, sekundært skandinavisk musik i internationale sammenhænge. Men den kan gøre det bedre.
For det er et ekstremt grumset, kvalitativt hullet og ofte provinsielt efterabende musikprogram, som verden får serveret.
Der er for mange scener til talentmassen og dermed for langt mellem de forjættede snapse. Og branchefolkene kan altså som alle andre dødelige ikke være alle steder samtidig. Så skær ned for de kvantitative ambitioner. Stol på egensindet. Skærp profilen som afsøger af den skandinaviske scene. Og skru for gudernes skyld op for viljen til fornyelse, personlighed, risiko. Der er masser af chancer at tage.
Må vi bede om lidt mod? Eller har Spot simpelthen brug for en voodoodoktor?
