Information skal have stor ros for at udstille dobbeltmoralen hos de meningskorrekte prostitutionsmodstandere i avisens reportage den 6. juni fra temakonferencen på Christiansborg.

Konferencen viste, at en gruppe elitære nypuritanske moralister har vedtaget, at en anden gruppe mennesker (alle prostituerede) er ofre, selvom en betragtelig del af de pågældende, som det også fremgår af reportagen, kæmper alt, hvad de kan, for at komme ud af denne rolle.

Problemet med salg af sex er ikke prostitutionen som sådan - problemet er snarere den snerpethed med hvilket omgivelserne møder de prostituerede. Hvis prostituerede har det godt med at udøve deres erhverv, hvorfor i alverden skal politikere, velmenende filosoffer og kvindesagsforkæmpere så absolut pånøde dem en status som ofre og forbyde dem at udføre deres hverv. Ingen lider jo som udgangspunkt skade af, at der er penge mellem parter i et frivilligt seksuelt forhold.

Totalitarisme

Filosoffen Peter Thielsts bandbulle mod en kvinde, der tidligere har solgt sex, og som følte sig stødt af den retorik, de prostituerede blev mødt med, var betegnende for modtagelsen af de prostituerede, som de elitære nypuritanere angiveligt ønsker at hjælpe. Når den prostituerende følte sig stødt, så var det ifølge Thielst: “et eksempel på, at du bevæger dig i en branche, hvor man ikke må tale om, hvad der foregår,” - altså nærmest et udslag af for en form for marxistisk inspireret ‘falsk bevidsthed’.

Mindre absurd er det ikke, at alle prostitutionsmodstanderne indbyder til en konference for at tale om de prostituerede uden at ville give taletid til de prostituerede. Man vil med al magt bevare forestillingen om alle prostituerede som ofre og ikke lade virkeligheden mudre den forestilling til. Man frygtede, at der ville ske akkurat det, der skete, nemlig at prostituerede, der var tilfredse med deres erhverv, ville tage til genmæle mod nypuritanernes forsøg på at ‘redde dem’.

Som paneldeltager folketingskandidat, Balder Mørk Andersen fra SF, tidligere har sagt det til Nyhedsavisen: “Jeg ønsker det bedste for mennesker i et samfund, hvor fællesskabet tager vare på den enkelte, hvad enten denne ønsker det eller ej”. Problemet med det synspunkt er, at det er Balder Mørk Andersen, der så bestemmer, hvad der er det bedste for den enkelte - et synspunkt, der tangerer totalitarisme.

Ethvert samfund er forpligtet til at hjælpe samfundets udsatte grupper, men samfundet skal ikke tvinge en gruppe til at være udsatte. Hvis en kvinde - eller en mand for den sags skyld - ønsker at ernære sig gennem prostitution, så skal samfundet ikke forhindre vedkommende i det. Gør samfundet det alligevel, forvandles kroppen nemlig til samfundets ejendom frem for den enkeltes - og det er et umiskendeligt totalitært træk. Man bør behandle de prostituerede med den værdighed og respekt, som de har krav på som mennesker i øvrigt - uanset om de er i erhvervet frivilligt eller tvunget.

Kenneth Kristensen Berth (DF), folketingskandidat, medlem af Rådet for Menneskerettigheder