SHANGHAI - "Mama, jeg venter på dig i himlen. Mama, jeg er ikke længere uartig." Børnedigtet fremsiges af en ni-årig pige på formfuldendt kinesisk. Hendes hårbøjle matcher hendes røde skoletørklæde.
Efter Beijing-dekret handler børnedagen i år kun om børnene fra jordskælvet i Sichuan den 12. maj. Væk er festlige gadeoptog - og væk er de store sammentræf indendørs (officielt på grund af et udbrud af blære-virusinfektionen hand, foot and mouth disease). Og denne søndag er der kun få forældre, der holder fri med deres børn på Children's Library i Shanghai. Skoleeleverne er kørt med deres lærere i busser til bibliotekets smukke, gamle rigmandsvilla.
Seancen er bevægende. Snart sidder alle voksne med våde øjne, og tolken oversætter med skælvende stemme. Jordskælvsbilleder blæses op på en storskærm. Også dem af fundne skoletasker i nydelige rækker - uden børn. Omkring 5.000 skolebørn døde under jordskælvet. Der er dog ikke billeder af protesterende forældre, der anklager lokalregeringerne for byggesjusk. Heller ikke billeder af smadrede 'tofu-skoler' lige op ad intakte huse. Men mange billeder af børnehænder.
Mikrofontrøst
Så bliver to børn hevet op på scenen af en talkshow-agtig værtinde. Hun forklarer veloplagt, at denne dreng og pige er fra Sichuan - og at de er blevet inviteret til Shanghai, så de kan modtage byens hilsner. Drengen på otte-ni år kigger lige ud i luften. Men pigen, der måske er 11-12 år, kan ikke standse tårerne. Står bare og græder. Men ingen trøster hende. Til sidst tager værtinden dog sin hånd, altså den med mikrofonen, og tørrer symbolsk håndryggen ned ad pigens dryppende kind. Hun fortæller ingenting om disse to børns skæbner. Børnene står bare dér som levende ulykkeseksempler, tusinder af kilometer hjemmefra.
Gaveviskelæder
Festsalens børn marcherer så op på scenen og lægger gaver til Sichuan-børnene - nye penalhuse, nye viskelædere... Og så fortsætter digtene. Især dem om, at børnene prøver at lade være med at græde. Også når deres mødre er døde. Samtidig genfortælles legenden om moderen, der blev klemt inde af murbrokker sammen med sin baby. På sin mobiltelefon sms'ede hun: "Min kære baby. Hvis du overlever dette, skal du vide, at din mor vil elske dig for evigt". Moderen overlevede ikke, men det gjorde barnet. Og mobilen.
Fædrene er mærkeligt usynlige. De optræder kun i trøstedigtet til de døde børn om "Nu er der ikke flere lektier / Nu bliver du ikke mere slået af din far".
Men en dreng går på scenen med handlekraft i digtstemmen: "Vi bliver nødt til at genopbygge de sammenstyrtede huse/Soldaterne kom langvejs fra for at hjælpe jer/Hele folket står sammen med jer".
