Den årgang af studenter, der inden længe kommer ud fra landets gymnasier, kendte ikke adgangskravene til de videregående uddannelser, da de i marts 2005 valgte deres studieretning på gymnasierne. De nye og skærpede adgangskrav blev nemlig først offentlige i slutningen af maj. Det betyder, at mange af de kommende studenter ikke lever op til kravene for at komme ind på en videregående uddannelser fordi de har valgt studieretning før de vidste, hvilke fag de havde brug for.
Katherine Richardson, der er prodekan på Københavns Universitet og formand for den evalueringsgruppe, som Undervisningsministeren har bedt om at følge den nye gymnasiereform, mener derfor ikke, at retssikkerheden er i orden for de kommende studenter:
"Den årgang, som kommer ud i år, skulle vælge studieretning på gymnasiet, før optagelseskravene blev vedtaget. Det er ligesom at gå ud på en fodboldbane, inden målene er sat op. Så aner man jo ikke, hvor man skal sparke bolden hen, og det er på den måde ikke svært at forstå, at det gik galt for mange."
Øst og vest
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlmann, er enig:
"Da de valgte deres studieretning i 9. klasse, var de nye adgangskrav til universiteterne ikke offentliggjort endnu, fordi Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet ikke have fået talt ordentligt sammen. Derfor mener jeg, at der er problemer med retssikkerheden - man har ikke vidst, hvad kravene på universiteterne var, da man valgte sine højniveaufag," siger Peter Kuhlmann.
Også i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener formand Gry Möger Poulsen, at de to ministerier har et problem:
"Det her er udtryk for, at man fra regeringens side gennemfører reformer på uddannelsesområdet i øst og vest uden at tænke dem sammen som en helhed. Det er jo helt grotesk, at man ikke kender optagelseskravene, når man skal vælge retning for gymnasiet," siger hun.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) giver i første omgang studievejlederne på folkeskolerne skylden:
"Meget tyder på, at de er blevet vejledt mangelfuldt - i hvert fald har mange valgt en kombination som ikke er hensigtsmæssig i forhold til at læse videre."
- Men adgangsbekendtgørelsen blev først offentliggjort i maj 2005 - og de skulle vælge studieretning i marts?
"Ja, men det bør ikke være fremmed for nogen, at hvis man vil læse et naturvidenskabeligt fag på universitetet, så er det også godt at vælge naturvidenskabelige fag i gymnasiet."
- Så de skulle have regnet ud, at det eksempelvis kræver kemi på B-niveau at komme ind og læse biologi?
"Sådan vil jeg ikke formulere det. Der er selvfølgelig sket en opstramning, og det er muligt, at nogle gerne ville have vidst det. Men der vil jeg sige, at de kan nå det endnu. Det er muligt at tage supplerende kurser," siger undervisningsminister Bertel Haarder.
- Der vil ikke blive mulighed for dispensation for denne årgang?
"Nej, det vil der ikke. Det handler om at få løftet startniveauet - for derigennem at mindske frafaldet."




Bjarke Bisgaard
11. juni, 2008 #
Der er nogle politikere der er karasmatiske, og som man trods uenige synspunkter alligevel holder lidt af. Og der er dem der er sleske og arrogante. Bertel Haarder hører til denne gruppe. Han har formådet i sin ministerperiode at reformerer gymnasiet i en sådan grad at det vil tage flere år før der rettes op på hans fejl.
Hensigten med denne reform var at få flere til at vælge de naturfaglige fag, eller blive tvunget til at have dem. Men i virkeligheden, har det blot resulteret i at eleverne har valgt samfundsfag. man kan altså ikke tvinge folk til at vælge noget de ikke er interesseret i. Men hvis regeringen havde haft lidt mere jordnær forbindelse havde de måske forudset dette.
Denne reform kræver et grundigt gennemsyn af alle de fejl og mangler der er, og så kræver det at studenterne ikke har en ubrugelig eksamensbevis ved at gøre unviversitetskravene enklere, så man kan komme ind på biologistudiet ved at have haft biologi på højniveau og ikke matematik...
Charlotte Frantzdatter Johansen
11. juni, 2008 #
Det er da ganske interessant, at Bertel vil have højnet startniveauet på universiteterne nu. Han fik da ellers grundigt sænket niveauet i folkeskolen, da jeg gik der - så måske han skulle starte et andet sted?