Den første kamp i Pulje A, Portugal mod Tyrkiet, var på alle måder seværdig og velspillet. Fuld af detaljer, nøglespillere og det spil på banen, der får tilskuere til at betale tusindvis af kroner for en billet og millioner af seere til koncentreret at sidde bænket foran skærmen.
Portugals kantpiller m.m., Cristiano Ronaldo, er naturligvis nøglespilleren over dem alle. Vidunderdrengen fra Madeira, der i denne sæson har scoret 42 mål i 48 kampe, lavet næsten det samme antal assists, og som har en teknik, der kun kommer to eller tre gange i en generation. Manchester United-spilleren, der i sine år i engelsk fodbold samtidig er blevet hærdet, så hans løb op ad banen nu foregår i rå og uafrystelige ryk, der får selv den mest hærdede forsvarer til at bakke.
Cristiano Ronaldo skinnede måske ikke, som mange havde håbet på i kampen mod Tyrkiet. En forklaring på det er nok, at Cristiano Ronaldo allerede har bevæget sig op på et niveau, der betyder, at han aldrig rigtig kan spille op til forventningerne. Tilhængerne forventer simpelthen, at han hver gang - med Ronaldos landsmand José Saramagos ord - "skal søge muligheden i det umulige". Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre hver gang.
Sprukne fugle
I kampen mod tyrkerne spillede Cristiano Ronaldo faktisk en rigtig god kamp. Tag bare følgende to situationer: I det 53. minut springer Ronaldo, i tæt kamp mod to tyrkiske forsvarere frem mod bolden og får naturstridigt bolden rettet videre til holdkammeraten Nuno Gomes, der så næsten fri for mål misbruger chancen.
Minuttet efter bevæger Ronaldo sig over mod venstre side, får bolden og går hele vejen forbi tre forsvarsspillere, fast besluttet på at score det mål, holdkammeraterne ikke kan, og afslutter. Han scorer ikke, men turen forbi det tyrkiske forsvar, der - som Rifbjerg engang skrev - står tilbage som sprukne fugle af hønsefamilien, er indtil videre den uden sammenligning flotteste solopræstation ved slutrunden.
Alene på grund af Cristiano Ronaldos spil er Portugal altså en modstander, mange hold får det svært med. Men det, der gør, at portugiserne efter første runde fremstår som den største favorit til at vinde EM, er deres evne til at vende deres eneste svaghed til en styrke og i perioder spille et angrebsløst, men angrebslystent spil.
Håbet om det sublime
Det, der især adskiller fodbold fra andre boldspil, er midtbanen. De andre boldspil har angreb og forsvar, men ikke noget midt imellem. Andre boldspil kan bølge frem og tilbage, men aldrig balancere mellem angreb og forsvar og på den måde skabe forventningen om det, der måske kommer: Det sublime angreb eller det enestående indgreb i forsvaret.
At skabe forudsætningerne for det sublime og det enestående, det handler spillet på midtbanen i sin kerne om, og fodbolden kan derfor som det eneste spil skabe forventninger om netop det. Heri, i forventningen om det sublime, ligger også meget af forklaringen på, at fodbold som det eneste boldspil er elsket kloden rundt.
Portugals træner, Luiz Filpe Scolari, forstår som få betydningen af en velfungerende midtbane, og hvad den kan kompensere for. Efter at Portugals angribere ved de seneste slutrunder har skuffet og heller ikke denne gang er synderligt kvalificerede, arbejder Scolari nu med en plan om i perioder at spille helt uden faste boksangribere. En latinsk variant af totalfodbold, hvor alle - med undtagelse af den defensive balancespiller Petit - har lov til at deltage i angrebet fra området omkring midtbanen.
Mod Tyrkiet så man den latinske totalfodbold praktiseret fra det 67. minut, hvor Scolari fik nok af den enlige angriber Gomes' målløse præstation og skiftede ham ud til fordel for midtbanestortalentet Nani. I første omgang flyttede Ronaldo sig ind centralt foran målet, men hængende med udgangspunkt i midtbanen. Da Simao så lidt efter blev skiftet ud med FC Portos defensive midtbanespiller Raul Meireles, flyttede Ronaldo sig ud på Simaos plads i venstre side. Herfra spillede Portugal en fuldbyrdet 4-6-0-system uden deciderede angribere, men med masser af angreb. Et nyt system der ikke rigtigt er blevet afprøvet før - måske med undtagelse af det spil, AC Roma nogle gange spiller i vanskelige udekampe.
Plads til forbedringer
For at kompensere for manglen på angribere - både når de er på banen eller er erstattet med en midtbanespiller - lader Scolari resten af sine spillere få meget frie tøjler til at støde frem i angreb. Ronaldo skifter, som det passer ham, fra højre til venstre, hvis han da ikke spiller på midten. Boks-til-boks spilleren Moutinho og spilfordeleren Deco bevæger sig også frit rundt. Enten i et evigt pres på modstanderens boldholder eller i angreb gennem midten, som hold og spillere med overskud nu en gang gør.
Forsvarerne Carvalho og Pepe er på samme måde på skift med fremme. Ikke kun ved dødbolde, men også i det almindelige spil, som det var tilfældet, da Pepe scorede kampens første mål mod Tyrkiet. For modstanderens angribere repræsenterer Carvalho og Pepe samtidig en endeløs række af problemer med deres intelligente og præcise forsvarsspil.
Lørdag var det fantastisk at se den latinske totalfodbold praktiseret med spil på midtbanen af høj klasse. Kulminerende med Meireles' mål på et tidspunkt, hvor Portugal spillede uden en traditionel angriber. Alt er endnu ikke helt, som det skal være på Portugals hold. De to backs, Ferreira og Bosingwa, kan gøre kanterne endnu farligere ved at gå mere frem, og Moutinho skal være bedre til at bakke den forreste spiller op. Sker det, er det svært at se, hvad der skal stoppe Ronaldo og Portugals angreb fra midten, og hvem der skal vinde EM, hvis ikke Portugals latinske totalfodboldhold.
Vi får se i aften, når Portugal møder Tjekkiet.
