BOSTON - Det var et usædvanligt optrin på USA's offentlige radiostation. Speakeren spurgte den medrejsende reporter fra National Public Radio, om europæerne føler et stænk af nostalgi, nu da George W. Bush i denne uge gennemfører sin sidste Europa-rejse som USA's præsident.
"Nostalgi! Ha, ha, ha. Det tvivler jeg stærkt på," lød det fra radiojournalisten.
På begge sider af Atlanten venter man utålmodigt på, at Bush ifører sig sin cowboy-hat og rider tilbage til Texas.
Men forinden skal det årlige topmøde mellem USA og EU lige afvikles. Det skete i Slovenien i går, hvor de transatlantiske ledere blev enige om, at sanktionerne mod Iran vil blive strammet, med mindre det islamiske præstestyre takker ja til en ny pakke med incitamenter og indstiller sit atomprogram.
I aftes mødte Bush den tyske kanslerinde Angela Merkel. Herefter går turen videre til Italien, hvor præsidenten vil genfinde sin gamle ven Silvio Berlusconi og komme i audiens hos paven.
Det kan blive under to dages ophold i Rom, at den amerikanske leder opnår det mest konkrete resultat af sin 'nostalgiske' Europa-turné. Det forlyder, at Berlusconi-regeringen vil ophæve kamprestriktioner for Italiens styrke på 2.600 soldater i Kabul og det vestlige Afghanistan, hvilket vil muliggøre deres indsættelse mod Taleban-styrker i den sydlige del af landet.
Der er også formodninger om en forøgelse af det italienske troppetal. Modydelsen skulle bestå i Bush-regeringens støtte til at inkludere Italien i den gruppe af seks lande, der søger at stoppe Irans atomprogram. Kontraktgruppen består af de fem faste medlemmer af FN's sikkerhedsråd plus Tyskland og kaldes derfor 5 plus 1.
Primærvalg hjalp
I et interview med den italienske tv-station Rai Uno sidste weekend blev Bush spurgt, om han kunne støtte en 5 plus 2-gruppe. Han svarede:
"Italien ville kunne blive en virkningsfuld røst ved at sende budskabet til iranerne, at I ikke bør vælge isolation."
Under rundrejsen vil ingen europæisk statsmand eller diplomat finde på at bringe det prekære emne om Bushs efterfølger op, skønt man i regeringskontorerne er i fuld gang med at vurdere, hvilken præsident der ville være bedst for det fremtidig transatlantiske samarbejde - demokraten Barack Obama eller republikaneren John McCain.
Den folkelige opinion i de fleste europæiske lande synes ikke i tvivl om deres valg. I en meningsmåling lavet af det britiske Daily Telegraph i Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Rusland foretrak 52 pct. af de udspurgte Obama og 15 pct. McCain. I Frankrig var marginen endda 65 mod otte pct.
McCain vs. Obama
Det paradoksale ved disse meningsmålinger er, at John McCain er en bedre kendt skikkelse i toneangivende europæiske kredse. Eksempelvis har han i årevis deltaget i en NATO-konference i Munchen, hvor politikere og akademikere fra begge kontinenter har mulighed for at fraternisere.
McCain deltog i en rejse til Grønland om klimaopvarmningen arrangeret af den danske regering. Hans medrejsende demokratiske fælle var ikke Barack Obama, men hans 'gode ven-'Hillary Clinton.
McCain er samtidig en trofast støtte af EU. Han har foreslået oprettelsen af en Demokratiernes Liga, som ville udelukke Rusland og Kina og dermed svække FN's sikkerhedsråd - en idé, som er blevet velsignet af statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Obama er derimod et ubeskrevet blad i europæisk politik. Som formand for et underudvalg i Senatet, der beskæftiger sig med europæisk sikkerhedspolitik, han har aldrig taget initiativ til eller ledet høringer. Obama har dog beskæftiget sig intenst med spørgsmålet om ulovlig spredning af atomart materiale og teknologi fra Rusland og dets tidligere vasalstater. I den anledning han han besøgt Rusland.
Obamas udlandsrejser som senator har været fokuseret på Afrika og Mellemøsten. Men det betyder ikke, at han er uinteresseret i Europa. Når præsidentkandidaten i sine taler nævner nødvendigheden af at "genopbygge tilliden til USA i verden", er det ikke mindst en reference til USA's katastrofalt lave popularitet i Europa i præsident Bushs tid.
