DET HAR LYDT igen og igen de seneste år: Bistandskroner er dråber i havet og kan endda gøre mere skade end gavn, mens samhandel er den eneste sikre vej til vækst og fremgang for verdens fattige.
Det var derfor ikke kønne tal for dansk samhandel med Afrika, der kunne læses i gårsdagens Information. Import fra Danmarks 10 programsamarbejdslande i Afrika udgør kun en promille af Danmarkss samlede import. Og trods nok så meget erhvervsorienteret udviklingsbistand, utallige importfremmeordninger og målrettet støtte til samarbejde mellem danske og afrikanske virksomheder er dansk import fra de 10 lande med over en kvart milliard indbyggere langt mindre, end importen fra Ukraine med blot 47 millioner mennesker.
IMPORTEN FRA kontinentets sværvægter, Sydafrika, med 48 millioner indbyggere kan ikke engang måle sig med indkøbene hos de omkring 1,5 millioner i Estland. Og den har endda været dalende. Ser man på sammensætningen af importen er der heller ikke meget udvikling at spore. Langt overvejende importerer Danmark råvarer. Lidt bananer og kul til gengæld for to pebernødder og kapsler. Ikke ligefrem en fjer i hatten for dem, der satsede på, at markedet selv vil hale de svageste med på turen. Alt andet end en succes for den danske bistandspolitiks satsning på erhvervsfremme.
MEN DE DANSKE handelstal er ikke usædvanlige i en europæisk sammenhæng. Efter mange år, hvor den afrikanske eksport dalede, steg den hastigt i slutningen af 1990erne. Men det var ikke de gamle kolonimagter i Europa, der trak. Det gjorde derimod de nye økonomiske opkommere. Brasilien har siden årtusindskiftet femdoblet importen fra Afrika, og Afrikas eksport til Kina steg med hele 48 procent mellem 2000 og 2005. Det var fire gange hurtigere end eksporten til Europa. I samme periode halverede EU nemlig sin andel af import fra Afrika. I 1990 gik næsten halvdelen af Afrikas eksport til EU. I 2005 var det under en tredjedel.
DET ER STADIG langt overvejende råvarer, der sælges til Asien. Men det er også i stigende grad mellemforarbejdede dagligvarer, som afrikanerne producerer til de ivrige - og svimlende mange - forbrugere i Asiens nye middelklasse.
Efter en årrække, hvor de afrikanske lande har oplevet en stødvis vækst, der hurtigt vendte til stilstand, har mindst 20 lande i de seneste år oplevet høje vækstrater. De seneste 10 år er Afrikas økonomier vokset med gennemsnitlig 5,4 procent - altså med samme hast som verdensøkonomien som sådan. Indien, Kina, Sydkorea og Japan har været primusmotorer i den udvikling, og flere steder er kimen lagt til en industriudvikling. Hvis vi mener, at det er det, der skal til, for at at staterne kan opbygge egen kapacitet til bekæmpe fattigdom, bør den udvikling understøttes af en bred efterspørgsel på verdensmarkedet.
DET ER KLART, at man ikke kan købe varer, som man ikke har brug for, ligesom det er evident, at EU bør holde fast i visse standarder for kvalitet og produktionshensyn til miljø og mennesker. Men det er ikke desto mindre en bekymrende udvikling.
Hvis den danske regering og EU faktisk ønsker at støtte Afrika i arbejdet for at gøre sig fri af sin rolle som råvareleverandør og blive integreret på verdensmarkedet med mere forarbejdede produkter, kræver det åbenhed på de europæiske markeder - et godt eksempel er Indien, der i forbindelse med et handelsfremstød i april annoncerede, at man vil fjerne importtold på en række afrikanske industrivarer.
MEN DET KRÆVER måske også, at standarderne granskes nøjere med fattigdomsbekæmpelsens briller på. Som international chef for Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach sagde til Information, bør EU og de danske politikere skele til konsekvenserne for de fattige lande, når man indfører ny lovgivning.
"Hver gang vi laver nye standarder eller sætter en ny grænse for indhold af noget, som stiller krav til sundhed, miljø eller tekniske standarder, bør man lave et fattigdomstjek. Man bør se på konsekvenserne for producenterne i eksempelvis Afrika, og derpå bistå dem i bestræbelserne på at leve op til disse krav."
REGERINGENS NETOP nedsatte Afrika-kommission har som topprioritet at skabe flere job i Afrika - blandt andet for at undgå nye fattigdomsflygtninge til Europa. Forudsætningen er, at nogen vil købe produkterne og at industrien får betingelser for, at råvarens værdiforøgelse kan ske på stedet.
Alternativt kan vi læne os tilbage og lade Kina, Indien og Brasilien gøre fodarbejdet med at understøtte den spirende industri - så skal vi bare være indstillet på at stå på sidelinjen, når det viser sig at blive et overordentligt velbetalt pionerarbejde.
