"Hver gang, man skal spare, rammer det. Men her er tale om grupper, som oftest er meget lidt selvhjulpne. Derfor er risikoen for at gøre alvorlig skade her langt større end så mange andre steder."
Erik Fabrin (V) formand for Kommunernes Landsforening
For et par uger siden kunne P4 København referere en ny instruktion fra ledelsen på Københavns Rådhus til sagsbehandlerne på socialcenter Nørrebro. Når I oplever, at en familie er på vej ud i problemer, skal I vente og blot se på. Når familien har fået det 20 procent værre, så kan I gribe ind. Tillidsmand på socialcentret Anders Kristensen mener, at det er hårdt at arbejde under de betingelser, og flere socialrådgivere i kommunen har sagt op i protest mod de stramme vilkår. Socialforvaltningen i København skal spare 78 millioner kroner i år, og besparelserne går ud over indsatsen for udsatte børn og anbringelser uden for hjemmet. Og netop de besparelser slås man med i hele landet, hvor de sociale budgetter strammer til. Det seneste halve år har budt på nødråb efter nødråb fra især de større kommuner, nogle steder har man bremset voldsomt op for anbringelser, andre steder er der indført et stop i årets sidste kvartal, og andre steder igen har man valgt nye discountløsninger. Og det til trods for, at der står i serviceloven, at økonomi ikke må være begrundelse for at undlade at skride ind over for en familie, der har behov for det.
I går lød der så det hidtil højeste nødråb fra kommunerne og deres formand, Erik Fabrin (V). Han advarer mod et alvorligt svigt og katastrofale forhold for de udsatte grupper, og beder regeringen om at dække et hul på tre milliarder kroner på det sociale område. Udtalelserne skal naturligvis læses ind i de aktuelle forhandlinger om kommunernes økonomi for 2009, som netop i disse dage er ved at nå deres afslutning. Men problemstillingen, som rejses, indeholder også en meget reel problematik, som kun vil blive alvorligere i de kommende år på trods af den større generelle velstand. Anbringelser uden for hjemmet er en post på kommunernes budgetter, som er vokset næsten eksplosivt i de forløbne år. Årsagerne er mange. Dels er der i dag langt mere fokus på området på grund af en række enkeltsager om børn, som er blevet seksuelt misbrugt, gennembanket eller ligefrem slået ihjel af deres forældre. Dels har kommunalreformen betydet, at de større kommuner har taget fat på sager, som tidligere har fået lov at ligge. Og endelig er der i dagens velfærdssamfund en generel voksende modstand mod, at mennesker forarmes som følge af social nød i opvæksten. Det tragiske ved den danske velfærdsmodel er, at gruppen af mennesker på overførselsindkomster, som er udstødt fra arbejdsmarkedet er konstant eller ligefrem vokset - trods en historisk økonomisk velstand og en ledighed på under to procent.
Eftersom hjælpen til de udsatte børn er et lovkrav, så mener Erik Fabrin, at udgifterne enten skal fuldt refunderes af staten, eller at regeringen sender et klart signal om, at væksten i udgifterne på området skal standses med de konsekvenser, det har. Alt andet er utroværdigt, skrev KL-formanden for nylig i et debatindlæg. Netop fordi der er tale om et lovkrav, så er en af de få muligheder, som kommunerne har for at begrænse udgifterne, at finde billigere alternativer til døgninstitutioner og familiepleje. Det kan eksempelvis være, at børnene hyppigere skal vurderes, om de kan sendes hjem til deres forældre. Risikoen ved det er, at børnene bliver kastet frem og tilbage. Svingdørsbørn bliver de kaldt, og i eksempelvis Århus oplevede 103 børn fra 2006 til 2007 at blive fjernet hjemmet, komme hjem og derpå fjernet igen. Den slags vil der komme flere af, hvis kommunerne bliver nødt til at begrænse udgifterne på området.
Lytter man til kommuner, socialrådgivere og eksperter, så er det først og fremmest flere penge, der er brug for. Hvis der for alvor skal tages livtag med den negative sociale arv og den sociale nød i det moderne velfærdssamfund, så koster det; så nytter hverken svingdøre, discountløsninger eller laden-stå-til. Enhver besparelse på området resulterer i nye sociale skæbner, og som Erik Fabrin siger, så handler det ikke om serviceniveau. At skære 10 minutter på ældres hjemmehjælp, kan man leve med - det handler om niveau. Ikke at gribe ind over for misrøgtede børn er et spørgsmål om liv eller død og skader for livet.
Men for årtiers ringeste socialminister - velfærdsminister Karen Jespersen (V) handler det ikke om penge. "Hvis man bare giver flere penge til kommunerne, er det ikke sikkert, at man får løst problemerne," sagde hun i et interview for nylig. Karen Jespersen præsenterer til efteråret en række forslag med det patetiske navn 'Barnets reform'. Forslagene indeholder blandt andet et eksperthold, der skal hjælpe kommunerne med at gribe anbringelserne helt rigtigt an. Derudover vil der være en række krav til forældrene om forældreopdragelse, kurser i ansvar, og bøder, hvis børnene ikke laver lektier og møder frem på skolen. Ord koster ingenting.
