Mens den globale økonomi har buldret af sted det seneste årti, har globaliseringen også mange steder været synonym med udflytning af arbejdspladser, øget konkurrence på løn og arbejdsvilkår samt en mere usikker fremtid for den gennemsnitlige lønmodtager. Det vil FN's internationale arbejdsorganisation (ILO) nu ændrer på. På organisationens 97. internationale arbejdskonference har regeringer, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer derfor vedtaget en deklaration om 'Social retfærdighed for en fair globalisering', der fastslår, at den nuværende form for globalisering både indeholder muligheder og udfordringer, men at udfordringerne ofte overstiger mulighederne for størstedelen i mange af verdens lande. Den understreger, at promoveringen af arbejdstagerrettigheder og fuld beskæftigelse nationalt og globalt er vigtigere i dag end nogensinde. Den fremhæver også, at handelspolitik og reguleringen af de finansielle markeder bør evalueres i forhold til hvordan de påvirker beskæftigelsen. LO-sekretær Marie-Luise Knuppert er begejstret for den nye deklaration. "Det er fantastisk, at man i ILO's trepartsstruktur er blevet enige om at gøre noget ved globaliseringens slagside. Der er nu en international forståelse for, at gode jobs, arbejdstagerrettigheder, social beskyttelse og et konstruktivt trepartssamarbejde kun sjældent kommer af sig selv. Det skal prioriteres politisk," siger Marie-Louise Knuppert.
Arbejdsmarked
'Det gode job' får større vægt i den globale økonomi
12. juni 2008
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her






