YTRINGSFRIHEDEN og retten til at blande sig i den offentlige debat om danske politiske forhold gælder også erhvervslivet. Men blot fordi man har taleret, er der ikke nødvendigvis lyttepligt. I disse dage foregår der i Jordan en massiv kampagne mod Danmark og Holland. Der er tale om endnu et afsnit i føljetonen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, der i foråret fik følgeskab af den hollandske politiker Geert Wilders islamkritiske film "Fitna". I Jordan som så mange andre steder i den arabiske verden har det stødt og krænket muslimer. I Jordan er man imidlertid gået skridtet videre, for her har man nu rejst en sag ved landets Højesteret mod 11 danske redaktører, som i februar genoptrykte Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.
Beskæmmende nok er sagen i Jordan anlagt af en række avisredaktører, som ikke helmer, før statsminister Anders Fogh Rasmussen har straffet og retsforfulgt de ansvarlige. Redaktørerne afslører dermed om ikke andet deres afgrundsdybe uvidenhed om magtdeling og pressefrihed i Danmark, og hvor langt der er igen på de kanter for pressefriheden. Men aktionen stopper ikke her. Som det kunne læses i Information i går har redaktørerne og en række andre fremtrædende jordanesere - muligvis stærkt sekunderet af endnu en rundrejsende dansk imam, der spreder falske rygter - iværksat en omfattende boykot af danske varer. Det har forståeligt nok fået dansk erhvervsliv til at indlede en omfattende 'damage control', for hvem ved, hvor stort det kan blive denne gang, så forretninger skal reddes. Netop derfor er der grund til at glæde sig over, at det er politikere og ikke erhvervslivet, der lægger den udenrigspolitiske linje.
Og de første, politikerne, gav i går under afslutningsdebatten fuld opbakning til regeringens udenrigspolitik. For naturligvis skal man hverken give efter for terror eller trusler mod rettigheder, man her på egnen betragter som grundlæggende.
Men ligesom det jordanske røre nok først og fremmest handler om indre modsætninger og interne politiske forhold, er Danmark heller ikke fritaget for skyld. For også her er det indenrigspolitiske hensyn, der puster til ilden i udlandet. Det har intet med dansk tilstedeværelse i Afghanistan at gøre, men snarere med det forhold, at selv om vi gerne vil være store i verden, så præges Danmark af en udpræget småstatsmentalitet. Det er ufatteligt naivt, hvis man tror, at der midt i en global antiterrorkrig, som Danmark deltager i, ikke lægges mærke til, når en statsminister nægter at mødes med en række bekymrede ambassadører, når hans regering lader sit antimuslimske støtteparti fremtvinge anspændte debatter om religiøse symboler og i det hele taget er retorisk helt fremme i skoene i en kulturkamp, der, hvordan man end vender og drejer den, altid nærmer sig det antimuslimske, samtidig med man deltager i en krig. Det bør være muligt at stå fast på sit, herunder sin udenrigspolitiske linje og en nagelfast insisteren på de vestlige frihedsrettigheder, og samtidig have en åben og liberal debat om kulturforskelle. Som det er nu, afsløres kun den provensielle og uvidende småstatsmentalitet. Både her og der. Ironisk nok var det netop småstatsmentaliteten, Anders Fogh Rasmussen indvarslede et opgør med, da han tiltrådte.
