De er der alle sammen: Laura Bush, Ban Ki-moon, Sarkozy, Condoleezza Rice, Per Stig Møller og ikke mindst Hamid Karzai, Afghanistans præsident. Seks et halvt år efter invasionen træder det internationale samfund i dag sammen i Paris for at gøre status. Med sig har de over 60 donorlande nye løfter om international bistand og Danmark er ingen undtagelse. Flere måneders forhandlinger med Folketinget faldt i går på plads.
Så når udenrigsminister Møller går på talerstolen i eftermiddag, er det for at annoncere en fordobling af den danske genopbygningsbistand til Afghanistan. Mindst 430 millioner kroner vil Danmark fremover donere årligt for at få Afghanistan på fode igen, erfarer Information - cirka lige så meget, som vores militære tilstedeværelse koster.
Tilfreds opposition
Fordoblingen af den danske bistand har været et ufravigeligt krav fra oppositionen, der samtidig har fået løfte om, at Danmark vil drosle sin militære tilstedeværelse ned i løbet af de kommende fem år. En dato for Danmarks militære tilbagetrækning, som bl.a. de radikale har krævet, får oppositionen dog ikke.
"Vi er meget tilfredse med aftalen", siger Socialdemokratiets udenrigsordfører Mogens Lykketoft på oppositionens vegne.
"For Afghanistan lykkes ikke uden en øget civil indsats, og vi har fået regeringens ord for, at det militære engagement skal drosles ned i takt med, at afghanerne selv bliver i stand til at stå for sikkerheden."
Af samme grund skal Danmark fremover også involvere sig i træning af den afghanske hær, oplyser han.
Det samlede donorhold ventes at følge i samme spor som Danmark og medbringer løfter om mindst 70 milliarder kroner i bistand til det ekstremt fattige land. Det er ganske vist væsentlig mindre end de 240 milliarder, som Karzai har tænkt sig at bede om til at dække de næste fem års udgifter, men løfterne betragtes under alle omstændigheder blot som et af mange kommende afdrag på regningen for at opbygge et stabilt og levedygtigt Afghanistan, der på sigt kan modstå Taleban og Al-Qaeda.
Fakta
Afghanistan kort
Befolkning: 32,7 mill.
Afhængighed af donorbistand: 90 procent.
Gennemsnitsindtægt pr. indbygger: 4.820 kr.
Gennemsnitlig levealder:: 43 år.
Under fattigdomsgrænsen: 53 procent.
Usikker fødevaresituation: 70 procent.
Afhængig af fødevarehjælp: 6 mill.
Vigtigste produktion: Opium, 92 procent af verdensmarkedet..
Væbnet konflikt: 53.000 ISAF-soldater bekæmper Taleban i øst og syd. 14.000 amerikanske soldater bekæmper al-Qaeda i grænseområdet mod Pakistan.
Antal dræbte: 11.000 de seneste to år, heraf 836 udenlandske soldater.
Kilder: Verdensbanken, FN, CIA World Fact Book og Reuters
Den fem års udviklingsplan, som Karzai fremlægger på konferencen på forhånd er naturligvis klappet af med alle de toneangivende donorlande med tilhørende garanti for finansiering. Derudover er femårsplanen Afghanistans billet til en status som udviklingsland med deraf følgende muligheder for bl.a. at optage lån hos den Internationale Valutafond, IMF.
Karzai falmer
På konferencen vil alle kameralinser hvile på den 51-årige Karzai, Afghanistans urbane, og modebevidste regeringsleder siden invasionen. Seks år har tæret på hans ressourser og sat stadig større spørgsmålstegn ved, om han er manden, der kan levere en afghansk succes. Vestlige diplomater i Kabul betegner ham som "noget udslidt" og "væsentlig svagere, end man kunne ønske".
Det er især hans manglende evne eller vilje til at bekæmpe den ekstreme korruption, som hærger den afghanske administration fra øverst til nederst og Karzais manglende indgreb over for narkobagmænd og krigsherrer, der skurrer.
Indtil videre er ikke en eneste narkobaron, korruptionsrytter eller krigsherre blevet arresteret, selv om beskyldningerne om involvering i såvel narkohandel som krigsforbrydelser og bestikkelse rækker helt op i regeringen og langt ind i Karzais egen familie. I et stort interview med Der Spiegel forklarer Karzai, at det ikke er muligt for ham at undgå det, han kalder "beskidte handler".
"I kan ikke forvente, at vi straffer en afghaner, der har lidt og givet sit blod for dette land, blot fordi han har begået en lille forbrydelse eller er en smule korrupt, når vi samtidig er nødt til at lade dem, der er vendt tilbage til Afghanistan sammen med det internationale samfund og plyndrer vores land gå fri," siger Karzai og beskylder en række unavngivne lande i den amerikansk-ledede koalition for at have påtvunget ham diverse tidligere krigsforbrydere og korrupte eksilafghanere.
En fast hånd
I USA er der også voksende skepsis over for Karzai, som er på valg næste år. Indtil videre er der imidlertid ikke nogen alternative pro-amerikanske kandidater til at overtage posten.
Ifølge New Your Times er der en masse snak i det amerikanske udenrigsministerium om, hvorvidt Karzai har "tilstrækkelig rygrad" til at klare opgaven og en generel opfattelse af, at der skal "en fast hånd til at sikre, at han gør de rigtige ting".
Hvor fast, den hånd er, illustreres tydeligt at, at præsident Bush for nogle måneder siden begyndte at gennemføre videokonferencer med Karzai hver 14. dag, ligesom han gør med den irakiske premierminister Nuri al-Maliki.
Det spørgsmål, som mange af konferencedeltagerne i Paris vil have i baghovedet er, om Karzai stadig er manden, der kan levere - eller om han er han en del af det afghanske problem. Og svaret afhænger af, hvad han er parat til at gøre ved netop korruption og narkoproduktion.





Taslim
14. juni, 2008 #
hvop er vestlige tropper henne ? sover i Kandahars lufhavns bunkere?
http://www.information.dk/160768#comment-51264
Samaba damaba
14. juni, 2008 #
Taleban befrier 1150 fanger
Mere end tusinde indsatte i et fængsel i Afghanistan blev befriet ved militæraktion. Cirka 400 fanger var Taleban-krigere
http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1020441.ece
L. Hansen
14. juni, 2008 #
"Antal dræbte: 11.000 de seneste to år, heraf 836 udenlandske soldater."
De 836 må retteligt være det samlet antal dræbte udenlandske soldater siden 2001 og ikke 2006, hvilket vel ikke er uvæsentligt for forståelsen af konfliktens intensitet?
De 11.000 dræbte over to år er det højste tal jeg er set rapporteret i akkrediteret presse - kan en mere specifik kilde frembringes?