I Frankrig har man i månedsvis været stærkt optaget af retssagen mod en af de mest uhyggelige massemordere nationen nogensinde har set.
Michel Fourniret myrdede gennem femten år mindst syv unge kvinder - den yngste var kun 13 år gammel. Fourniret var optaget af jomfruer. Formålet var ikke at slå dem ihjel, det var sådan set blot et biprodukt. Formålet var omsider at gennembryde den hymen, han var besat af. Han mødte den vist aldrig. Enten var der ikke noget at trænge igennem, eller også kunne han ikke. Han er stadig besat af det, forklarede han retten, der klogeligt spærrede både ham og konen, der havde hjulpet godt til, inde på livstid.
Netop som denne sag, under kæmpe medieopbud, var afsluttet, var der endnu en mødom på programmet. Et ægteskab blev aflyst, fordi bruden ikke var jomfru. Hun gik til bekendelse på bryllupsnatten, da der ikke var blod på lagnet. Svigerfaderen smed hende ud, og retten stadfæstede så senere, at mødommen i dette tilfælde var en 'essentiel del af personligheden', hvis ikke-eksistens, hun havde hemmeligholdt. I sådanne tilfælde kan ægteskabet omstødes.
Hvilken slags løgn
Denne historie dumpede ikke ind på nyhedsbureauerne fra Afghanistan, Pakistan, Iran eller Etiopien. Næ, den udspillede sig i Lille i Nordfrankrig. Og havde den arme kvindes mødom eller mangel på samme ikke allerede været centrum for interesse, kom den nu i nationen og mediernes søgelys.
For naturligvis er det højst problematisk - for ikke at sige utilladeligt - at en mødom kan henregnes til en essentiel del af kvindens personlighed. Bort set fra det, jeg skulle hilse fra mig og andre tidligere jomfruer, og sige, at der sørme ikke altid er blod på lagnet hos vaskeægtige jomfruer. Og at der er noget, der hedder privatlivets fred.
Men tilbage til hardcore. Præcedens i franske ægteskabssager om, hvorvidt man har løjet om noget meget vigtigt, har været sådan noget som, hvis man havde løjet om at have været i fængsel, eller at man allerede er gift. Det var ikke kun feminister, der råbte vagt i gevær, da et ægteskab pludselig i dagens Frankrig blev aflyst på grund af tilbageholdte oplysninger om en manglende hudlap. Fra alle politiske kanter var forargelsen enorm. Noget har man dog fået ud af den såkaldte seksuelle frigørelse.
Speget
Der var så én eneste, der forsvarede denne dom. Det var den franske justitsminister, og tidligere advokat Rachida Dati. For det første gjorde hun venstrefløjen opmærksom på, hvor mange gange den har brokket sig over franske magthaveres indgriben i dommeres beslutninger. I øvrigt uden at denne venstrefløj selv har gjort noget ved muligheden for at gøre det.
Men Rachida Dati tog også den unge kvinde i forsvar, og det er her sagen bliver interessant og rigtig speget. Dati er, ganske som den unge kvinde i Lille, opvokset i muslimske kredse i Frankrig. Dati er ikke mindst præsident Sarkozys symbol på, at det kan lykkes, at bevæge sig direkte fra forstaden og ind i magtens korridorer, hvis man bare arbejder nok. Denne kvinde - hvis bror for resten endte i kriminalitet - betragtede ikke alene aflysningen af ægteskabet, som mandens ret til at slippe af med en kvinde, der ikke var jomfru. Dati vurderede det også, som den ydmygede kvindes ret til at slippe af med en mand, hun troede giftede sig med hende af kærlighed, men som så pludselig fokuserede på en temmelig fantasmefyldt legemsdel. Da justitsminister Dati i parlamentet blev angrebet for at have indført "storebrødrenes lov" - loven om at en kvinde enten er jomfru eller ludder - i den franske lov, bestod hendes modangreb i, at det ikke var hendes skyld, at det franske samfund allerede havde ladet disse storebrødres lov komme så vidt i forstæderne, at en sådan situation overhovedet kunne opstå midt i Frankrig. Det var efter hendes mening mange års integration, der var slået fejl.
For at gøre sagen rigtig indviklet, tilføjer vi, at den unge, ikke jomfruelige kvinde, selv var slemt ked af, at hendes mødom blev udnævnt til nationalt frihedssymbol og prøvesten for feminister og andre liberalister. Hun ville vitterlig bare ud af ægteskabet, så hurtigt som muligt.
Eftersom Dati skiftede mening - måske ikke som privatperson, men i al fald som justitsminister og derved blev skældt huden fuld igen - ankede Dati i den franske stats navn sagen alligevel, og både kvinden og manden risikerer således, at være gift igen. De havde ellers gensidigt opnået det, de fleste dødelige og kærlighedsskuffede fraskilte ikke opnår: at gøre det tidligere forhold symbolsk ineksisterende. Han havde fået aflyst sin ikke-jomfru, og hun havde fået aflyst sin hymenfikserede og lidet kærlighedsfulde mand.
Hvornår er man fri
Og kan vi lige så lige få lidt pusterum her?
Hvad i al verden er det, der foregår i vore vestlige samfund i øjeblikket? Hvor langt er vi fra massemorderen Fournirets uhyggeligt konkrete besættelser i vores besættelse af kvinders kroppe, og om de nu har hymen eller ej, slør eller ej, som om det er her, hele samfundets 'essentielle' historie udspinder sig?
Kan I huske dengang, 'vi' smed bh-en og fik lov at gøre lige, hvad vi ville? Men lur mig, om det var lige, hvad vi ville. Det var det selvfølgelig ikke. Frihed er en mærkelig sag, nogen gange bløder den, andre gange ikke, nogen gange ved man ikke, om man er mest fri som jomfru, som totalfucker, som tildækket eller med hængehår, med bh eller ej, især ikke når alle de andre - og nogen gange en selv gør én til symbol for alt muligt ikke mindst samfundets tilstand eller stilstand.
Jeg vil ikke endnu engang nævne navnet på en dansk politiker, som fik hele den danske folkeidentitet op at hænge i sit hår, eller rettere i det hun ikke ville vise af det. Jeg vil ikke nævne billedet af en ung pige, som spiller fodbold med et lillebitte tørklæde på, og så går billedet verden rundt. Jeg vil blot sådan lige så sagte nævne, at der er noget fuldkommen obsessionelt, der stadig foregår et sted, mellem, hvad et samfund er, og hvorledes en kvindes krop optræder i det. Det er stadig så utrolig tydeligt, at vi, for så vidt, det overhovedet er muligt, rationelt må tage højde for det.
I al fald, hvis vi stadig vover en universalistisk utopi.
