Kvindesoldaternes hemmelige krig

I 2005 var Mickiela Montoya, 21, i Irak som soldat i Nationalgarden. Hun havde altid en kniv på sig, men ikke på grund af irakerne. Hun bar kniven af frygt for fyrene i sin egen deling. Abbie Pickett, 24, der har været udsendt til Irak som ingeniør i 15 måneder fortæller om Camp Arifjan i Kuwait, at de kvindelige soldater blev advaret om ikke at gå ud om natten. Camp Arifjan er ellers et sted, hvor soldaterne slapper af efter en hård udstationering til Irak, men kvinderne kalder Camp Arifjan 'generator-byen', fortæller Pickett. Generatorerne er så højlydte, at selv om en kvinde skriger, så kan man ikke høre hende. Korporal Janis Karpinski fortalte, at der i 2003 døde tre kvindelige soldater i Irak på grund af dehydrering. De nægtede at drikke væske sidst på dagen, fordi de var bange for at blive voldtaget af deres mandige kolleger, hvis de gik på toilettet efter mørkets frembrud.

Sådan lyder blot nogle af de historier, kvindelige soldater, der har været i krig, har fortalt den amerikanske lektor i journalistik på Columbia University, journalist og forfatter Helen Benedict til sin bog, The lonely soldier: The private war of women soldiers serving in Iraq. Til bogen har hun interviewet flere end 40 kvindelige krigsveteraner, og overalt hørte hun samme historie.

"Selvfølgelig er ikke alle mænd i hæren overgrebsmænd, men det er et omfattende problem. Jeg talte med en kvinde, som var på vagt om natten, en af hendes kolleger tog kvælertag på hende, trak af sted med hende og voldtog hende. Sådan nogle historier hører man igen og igen. Nogle kvinder er blevet voldtaget, andre er blevet forsøgt voldtaget. Nogle er blevet chikaneret dag ind og dag ud, folk har smidt grove bemærkninger efter dem, stirret, fløjtet og råbt, så de aldrig nogensinde følte sig private eller sikre. Det er ekstremt nedbrydende, og for mange får det alvorlige konsekvenser, også når de er vendt hjem," siger Helen Benedict, der mener, at det har med kulturen i hæren at gøre.

"Det er velkendt og velstuderet, at der er en udpræget kvindefjendskhed i hæren. F.eks. er noget af det værste, du kan kalde dine soldater piger, damer, dykes eller pussies. Og den kultur er dybt indgroet, også selv om kvinder har været i hæren siden 1940'erne," siger Benedict.

Ledernes ansvar

Tallene fortæller samme historie. I to forskellige undersøgelser fra 2003, der omhandler kvindelige veteraner fra Vietnam-krigen til den første Golfkrig, slås der fast, at 28-30 procent af de 500 interviewede kvinder blev voldtaget enten en eller flere gange under udstationering. I en undersøgelse fra 2004, der gælder alle amerikanske krige siden Vietnam, siger 71 procent af kvinderne, at de blev udsat for seksuelt overgreb, eller at de blev voldtaget. Og i 1995 slog en undersøgelse af den første Golfkrig og tidligere krige fast, at 90 procent af kvinderne var blevet udsat for sexchikane.

I Danmark har man også talt om problemer med sexchikane. Dog er tallene fra USA fuldstændig uhørte, siger Karen Blædel fra Forsvarets Personeltjeneste. Efter at en undersøgelse i 2003 slog fast, at en tredjedel af kvinderne i det danske forsvar havde været udsat for sexchikane, fik hun i 2004 ansvaret for at oprette en afdeling, der tager sig af krænkende adfærd i Forsvaret. I dag er der 50 rådgivere i afdelingen, der tager ud og underviser både ledere og menige i, hvordan sådanne sager bør håndteres. Især lederne er vigtige, fordi de menige retter sig efter de signaler, de får fra deres overordnede.

"Der er i høj grad fokus på det her, og antallet chikanesager af enhver art er faldet drastisk siden, vi satte ind på området. Antallet sager, der handler om sexchikane pr. år kan man tælle på en hånd," siger Karen Blædel, der også mener, at indsatsen har betydning for rekruttering af kvinder til hæren. Og dem har man brug for - både i Danmark og i USA, der ifølge Helen Benedict ikke har gjort et alvorligt forsøg på at få sat en stopper for overgreb og sexchikane.

"Selvfølgelig er der nogle, der gerne vil løse de her problemer. Men den øverste ledelse tager ikke problemet alvorligt," siger hun og peger på, at der i 2005 efter omfattende skandaler blev oprettet et anonymt rapporteringssystem, hvor man blandt andet etablerede en hjemmeside. Men i virkeligheden er rapporteringssystemet knapt så anonymt, for der sker intet, hvis ikke soldaten står offentligt frem mod sin overgrebsmand. Delingerne er desuden små lukkede systemer, hvor sladder ifølge Helen Benedict trives. Kvinderne skal oftest tilbage til de samme delinger, hvor hun vil blive stigmatiseret og mobbet som forræder.

Stoler ikke på nogen

Desuden er mange af de mænd, der udsætter kvinderne for sexchikane og overgreb kvindernes overordnede. 80 procent af officererne i den amerikanske hær er mænd, og de fleste kvinder er nye soldater på 19-21 år, gennemsnitsalderen for overgrebsmanden 28, mens kvindens er på 21.

"Hvis kvinden anmelder sin overordnede er der langt større sandsynlighed for, at hun får vanskeligheder, end at hun bliver hjulpet. Ikke kun, fordi hun skal tilbage til den samme overordnede, men også fordi hendes kammerater vil behandle hende som en forræder, de vil se hende som svag, som en løgner. Militærkulturen sidder fast i fortiden. Holdningen om, at enhver soldat må kunne passe på sig selv er udbredt, og hvis kvinden er blevet udsat for overgreb, så ville hun det selv - eller så er det bare beviset på, at kvinder ikke hører til i hæren," siger Helen Benedict, der ikke har mødt en eneste soldat, som ikke mente, at en kvinde, der anmelder en voldtægt vil blive set som en svag, billig forræder. Det gjaldt både kvinder og mænd.

Det har heller ikke ændret sig i takt med at kvinderne har fået større betydning i hæren. 15 procent af de aktive styrker i den amerikanske hær er kvinder, og 160.500 amerikanske kvindelige soldater har tjent i Irak og Afghanistan siden 2003, hvor de efterhånden varetager de samme arbejdsopgaver som mændene: De kører langs de samme veje flankeret af vejsidebomber, de gennemsøger de samme huse, er i ildkamp ved fronten og bliver såret og dræbt. Præcis lige som mændene.

Men ud over krigens strabadser bliver nogle af kvinderne udsat for sexchikane og overgreb. Det er en ekstra stressfaktor, når du ikke engang kan stole på ham, der skal dække din ryg i en krig, hvor du er afhængig af dine kammerater, som du er tvunget til at leve sammen med 24 timer i døgnet i et år eller to.

"Jeg har hørt, at mange kvinder, som er blevet udsendt til krig har følt sig mere truede af de mænd, de var der sammen med, end af fjenden på den anden side af fronten. Det er derfor min bog hedder The lonely soldier. Tragedien i det her er, at kvinder er ekskluderede fra den lim, der holder mændene kørende, nemlig kammeratskabet og broderskabet. Kammeratskabet er det, der har fået mænd til at gå igennem de værste mareridt, og det, de husker som det eneste positive, der kommer ud af krigen," siger Benedict. Og det nedbryder folk. En af de soldater, hun har talt med havde lidt så meget under chikanen, at hun, da hun kom hjem, prøvede at tage livet af sig selv.

Ikke bare drillerier

"Andre lider under posttraumatisk stresssyndrom. Du tror til sidst, at der er noget, som får dem til at behandle dig på den måde, det er ikke deres skyld, men ens egen skyld. Du bliver fyldt med skyldfølelse. Det er en meget almindelig reaktion," siger hun. Undersøgelser har vist, at kvinder, der har været udsat for chikane og overgreb har ni gange større risiko at få posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Og det er oven i de 30 procent af krigsveteranerne, der ifølge en undersøgelse fra New England Journal of Medicine, lider af PTSD - som fører til søvnløshed, mareridt, angst, panik, flashbacks og en uformåen til at leve et almindeligt liv. Ifølge en undersøgelse fra 2004, havde 71 procent af de kvindelige veteraner, som søgte hjælp for PTSD, været udsat for overgreb eller decideret voldtægt under deres tid i militæret.

Alligevel tror mange, ifølge Helen Benedict, at chikane kun er en måde at drille og flirte på. Men som Abbie Picket på 24, en af de kvindelige soldater, der blev udsat for overgreb af en overordnet, da hun var udsendt til Nicaragua som 19-årig, sagde:

"Vi burde ikke skulle tænke på hver eneste dag, hvordan jeg klarer at gå derud og blive chikaneret. Vi burde kun skulle tænke på at gøre vores arbejde."