”For få år siden publicerede biologen Ernst Mayr nogle overvejelser om sandsynligheden for opdagelsen af udenjordisk intelligens (Mayr, 1995). Han betragtede chancerne som meget lave. Hans ræsonnering havde at gøre med tilpasningsdygtigheden af hvad vi kalder ’højere intelligens,’ det vil sige den pågældende menneskelige form for intellektuel organisering. Mayr anslog antallet af levearter siden oprindelsen af liv til omkring halvtreds milliarder, hvoraf kun én ’opnåede den form for intelligens, det kræver at etablere en civilisation.’ Den gjorde det meget nyligt, muligvis for 100.000 år siden. Det er generelt formodet, at kun én lille avlegruppe overlevede, hvor fra vi alle er efterkommere. Mayr spekulerede, at den menneskelige form for intellektuel organisering måske ikke er begunstiget af naturlig selektion. Livshistorien på jorden skriver han, modgår påstanden om, at ’det er bedre at være klog end dum,’ hvis man i det mindste dømmer ud fra biologisk succession. (…) Han gjorde sig også den ret så skumle observering, at ’den gennemsnitlige livstid for en art er omkring 100.000 år.’” (Chomsky, 2003).

Den moderne industrielle civilisation, som vi kender den i dag, har udviklet sig inden for et mønster af bekvemmelige myter; den drivende kraft bag den moderne industrielle civilisation er den individuelle materielle gevinst; et forhold som er betragtet som værende berettiget og prisværdig, med den begrundelse at private laster afkaster offentlige fordele – hvilket er den klassiske formulering. Men det har længe været forstået, i meget lang tid faktisk, at et samfund der er baseret på dette princip vil ødelægge sig selv med tiden og kan kun fortsætte med de lidelser og uretfærdigheder den indebærer, så længe det er muligt at foregive, at de destruktive krafter som mennesker skaber er begrænsede, at verden er en uendelig ressource og at verden er en uendelig skraldespand. I dette stadie i den menneskelige civilisations historie er en af to muligheder tiltængelige; 1) enten vil den generelle befolkning tage kontrollen over sin egen skæbne og bekymre sig om samfundets interesser ledet af værdier såsom solidaritet, sympati og fælles betænkelighed 2) eller alternativt vil der ikke være nogen skæbne for nogen at kontrollere. Så længe en specialiseret klasse har bemyndigelsen og autoriteten vil denne afgøre målsætningerne for de specielle interesser denne tjener. Men udsigten for overlevelse, for ikke at snakke om retfærdighed, kræver rationel social planlægning inden for samfundet som helhed og på nuværende tidspunkt vil det sige det globale samfund. Det kortfattede spørgsmål er om hvorvidt demokrati og frihed, er værdier som skal bevares eller trusler som skal undviges. I dette potentielt uhelbredelige stadie i den menneskelige histories eksistens, er demokrati og frihed mere end værdier som skal værdsættes, men de kan meget vel være essentielle tilgange for vores overlevelse.
Vi er på vej ind i en periode i menneskelig historie, som måske vil tilvejebringe svaret på spørgsmålet om hvorvidt ’det er bedre at være klog end dum’. Den mest håbfulde udsigt er, at spørgsmålet aldrig besvares; for da vil svaret være, at mennesker var en biologisk afvigelse, som brugte deres ’afsatte’ 100.000 år på at ødelægge sig selv – og i processen meget andet. Vores art har sandelig udvist evnen til selvdestruktion og en hypotetisk observant ville konkludere, at mennesket har demonstreret denne kapacitet dramatisk siden industrialiseringen (og før) med et overgreb på det livgivende miljø, biodiversiteten ”og med kold, kalkuleret grusomhed mod hinanden lige så vel” (Chomsky, 2003)).

Personligt mener jeg også, at det ikke er 'peak of existence', at sidde i en Hummer i en trafikprop på jagtvejen...