Det dansk-norske kunstnerpar Elmgreen og Dragset vandt konkurrencen om et homomonument, som nu er blevet åbnet over for Eisenmanns jødiske ditto. Homomonumentet efterligner i sin skæve og fyldigere form de jødiske steler i Holocaust-monumentet; men i denne ene homoklods findes en video af to kyssende fyre, der løbende vil blive udskiftet, så der også kommer to kyssende kvinder, måske også nogle transer og, vil jeg mene, hvis udskiftningen skal fortsætte i samme dur, også et kyssende heteropar eller måske mere optimalt, en kyssende bøsse og lebbe. Man kan selv synes, hvad man vil om monumentet og historien om, hvordan to kyssende mænd blev til to kyssende kvinder der blev til to kyssende-
En bismag af censur
På invitationen til åbningen ønskede kunstnerne en afbildning af de to mænds kys. Det ønskede kulturministeriet og byen Berlin, som begge er indover monumentet, ikke. Med begrundelsen, at de ville holde alt hemmeligt til selve åbningen, selv om billeder af monumentet allerede florerede. Men for ikke at træde forkert i et måske uhumsk tema, kontaktede byen og ministeriet Lesben- und Schwulenverband in Deutschland, LSVD (det tyske forbund af bøsser og lespiske), som også er en del af processen omkring monumentet. LSVD støttede de andre officielle i, at der ikke skulle sendes nogen invitation ud med et kyssende mandepar. Så det blev en indbydelse kun med kropsløs tekst og en sær bismag af censur.
Til åbningen var diverse andenrangspolitikere, officielle homoforeninger samt forpersonen for ILGA, International Lesbian and Gay Association, tilstede. Af politikere: en sekretær fra kulturministeriet fra CDU, som havde stemt imod monumentet fra begyndelsen, men alligevel modtog mange klapsalver, samt Berlins borgmester, Wowereit, der er åben bøsse. Wowereit kvitterede da også i sin åbningstale ved blot at tale om alle dem (bøsser, lebber - transer er en anden og dog samme snak) der blev forfulgt og dræbt på grund af deres anden livsstil. Han nævnte på intet tidspunkt seksualitet! Og det selvom man da på det kraftigste må formode, at homoseksuelle blev forfulgt netop på grund af deres seksualitet; og endda på et tidspunkt, hvor livsstil som sådan ikke var opfundet endnu.
Tal om seksualitet!
Så flere ting: Nu er jeg personligt godt træt inden i over, at de officielle ikke vil tale seksualitet, men det har jeg sådan set accepteret.
Men at seksualitet fuldstændig ekskluderes i en politikers tale til en åbning af et homomonument, vil jeg under ingen omstændigheder finde mig i. Og da slet ikke, når officielle homoforeninger er med ind over, og man ved, at de ønsker mere politisk indflydelse ved at tale politikernes sprog.
Jeg vil derfor foreslå alle de officielle homoforeninger, at de bare kæmper intenst for og får gennemført homorettigheder i international og national lov og i det nære og fjerne udland, så folks seksualitet bliver sikret i enhver lovgivning. Og lad så alle os andre tage os af Vesteuropas næste skridt; den interne kamp for afskaffelse af andre former for diktatur som for eksempel homofobi og racisme (selvfølgelig kun hvis homoen også accepterer disse tos samme rod) og retten til at være sig selv igennem sin seksualitet - for erfaringen viser jo, at bare fordi man allernådigst beder om ligeberettigelse i den allerede eksisterende lovgivning, ikke automatisk opnår større respekt, accept eller tolerance.
Grænser
Så da en taler til åbningen slog fast, at vi ikke er og aldrig bliver normale, mens han i samme sætning skreg homoægteskabets velsignelse ud i stedet for at kræve retten til polygami eller ægteskabets komplette opløsning, tænkte jeg, at det sidste officielle punktum nu endelig er blevet sat.
