Nordeafonden har givet 22 millioner kroner til Statens Museum for Kunst. Pengene skal bruges til at digitalisere samlingen, så værkerne kan ses på internet , mobiltelefon og I-pod. Dette er det seneste eksempel på industrialiseringen af kulturlivet, idet pengene gives til en markedsføring af museet, men ikke til et kunstnerisk produkt.
Hvis der var søgt 22 millioner til to akvareller af Francis Bacon, ville museet sandsynligvis have fået afslag.
Vi står midt i kulturlivets industrialisering. Det er nu snart mange år siden, håndværket stod over for den samme udvikling, og selv om det gav køb på de håndværksmæssige kvaliteter, så opstod der andre kvaliteter i kunstindustrien.
Man kan forestille sig, at problemerne er større, når der er tale om hele kulturlivet, der industrialiseres.
Vi skal først og fremmest bekymre os om, i hvilken grad udviklingen begrundes i det markedsmæssige på bekostning af kvaliteten. Jeg vil ikke umiddelbart vende mig imod udviklingen. Vi skal bare alle erkende, hvad vi har med at gøre, og hvilke farer vi befinder os imellem, såvel som hvilke positive muligheder vi står overfor, hvis vi behandler de nye muligheder rigtigt.
Farerne ligger først og fremmest i overfladiskheden.
Det er selvfølgelig ikke et problem, at Bruce Springsteen industrialiseres og elektroniseres på storskærm i Parken i stedet for, at han sidder i en hyggelig kreds. Det er reelt et nyt medium.
Men jeg vil give to eksempler, hvor det første viser det negative aspekt, og det andet eksempel viser de positive muligheder.
Det franske kulturministerium har nylig indbudt for tredje år i træk til en europæisk kulturnat for museerne i 40 lande, La Nuit des museé. Kulturnatten fandt sted på nettet, hvor hver deltager kunne lave en event eller vise noget fra museet. Den afholdtes den 17. maj, og samtlige museer havde valgt at bruge lejligheden til at vise deres museum, som var det en turistguide, der skulle lokke turister til netop deres museum her i feriesommeren.
Man skal sammenligne dette med, at København holdt en kulturnat, hvor alle deltagerne blot annoncerede og markedsførte deres virksomhed, åbningstider, entre .
Museerne kunne, det var det indtryk man fik, udmærket leve deres eget liv uden kunsten eller kunstnerne. Man havde indtryk af, at hvis kunstnerne ikke fandtes, så ville de blot fortsætte deres eksistens som nok i sig selv. Fra organisationens side opfordrede man oven i købet til, at museerne ved denne årligt tilbagevendende kulturnat skulle finde samarbejdspartnere blandt andre museer; man foretiller sig kuratorerne kan lave et amatørkammerorkester, der spiller Vivaldi for internettets gæster, mens de sidder i hver sit museeum med hver sit instrument.
Kuratorerne
Vi står over for kuratorerne som kunstnere. Udvikler kulturlivet sig sådan, at kunstnerne bliver pr-ansatte, der skal fremstille værker, så museet kan konkurrere med andre museer?
Vi skal ikke glemme at der er en indbyrdes konkurrence mellem museer.
Det andet eksempel er den positive strømpil: Da Charlottenborgs Forårsudstilling indsamlede materiale, hvoriblandt komiteen skulle vælge værker, der skulle produceres, blev disse værker i mange tilfælde indsendt til vurdering på video.
Herefter starter industrialiseringsprocessen. Komiteen udvælger værker, og håndværkere ansættes til at producere værket over flere dage. Hvis man nu forestillede sig, at man i stedet indsamlede disse videoer, som kunstnerne indsendte til censurering af en komite, ganske som billeder og skulpturer tidligere blev det - og man sammensatte et program med katalognumre i en ikke narrativ form - så havde man skabt en elektronisk kunstudstilling, der kunne vises som program i tv eller sælges som dvd.
Pludselig bliver kuratorerne meningsfulde, som produktionschefer i den moderne kulturelle industrialisering. Og de dygtigste bliver ligefrem selv kunstnere og kan gøre krav på at blive vurderet som sådanne.
Og mens noget er gået tabt ved industrialiseringen, er andet blevet vundet.
Måske giver det industrialiserede kulturliv også utilsigtet dissidenter et lille rum for den intime kunst, som det er livet om at gøre kan overleve og beskyttes.
Knud Pedersen er leder af Kunstbiblioteket
Kommentarer
Hørt!
Popkunst er ligesom popmusik: bortset fra enkelte superstjerner, der for 90%’s vedkommende har opnået deres stjernestatus på samme måde som Spice Girls har det, er det kunstforståerne og kræmmerne der tjener pengene.
Moderne kunst er SKABT af museerne: uden events ingen kunst, så det er i og for sig rimeligt nok at det er kuratorerne der får midlerne.
Overall er der ikke noget at være bekymret for. Den type psudo-intellektuelt kunst-ornani der finder sted på de fleste etablerede museer er alligevel uden værdi for andre dem der lever af det.
I Danmark er der en lukket kreds der bestemmer. Og de har en forkærlighed for deres egne venner eller andre der kan tilføje dem ekstra snob-effekt.
Det hele skyldes naturligvis at man overvejende gemmer sig i non-figurativ kunst der undsiger ENHVER FORM FOR TOLKNING. Man sikre sig at det ikke giver mening at tale om hvad kunsten er eller skal -og hvis nogen peger på de så mere end antydes det at de har misforstået alt.
Langt de fleste borgere kan slet ikke se idéen med det projekt. De ville også vælge det fra hvis de fik valget - men det gør de jo ikke.
Senest har vi se det her med de livslange ydelser - det er blot endnu et dekadent indslag; endnu et kapitel i den sørgelige historie der hedder lav-kvalitet til høj pris (den danske model).
Hvorfor? fordi de der arbejder med kunst i Danmark bare er levebrødskunstnere. På en god dag hader de noget (måske regeringen) resten af tiden føler de ikke noget. De har ikke noget på hjertet og det kan man se.
Er det her en diskussion af kunst? næh; det er en diskussion af hvorfor i kalder formning for kunst. Hvorfor folk der hverkan kan tegne eller formgive skal være med til at bestemme noget.
I tabte bolden der hvor det blev umoderne at kunne noget :-)