Kulturlivets industrialisering

Udsnit af et Francis Bacon-maleri af Isabel Rawsthorn. Den slags bruger man ikke længere penge på. Derimod gives penge til markedsføring af kunsten.

Nordeafonden har givet 22 millioner kroner til Statens Museum for Kunst. Pengene skal bruges til at digitalisere samlingen, så værkerne kan ses på internet , mobiltelefon og I-pod. Dette er det seneste eksempel på industrialiseringen af kulturlivet, idet pengene gives til en markedsføring af museet, men ikke til et kunstnerisk produkt.

Hvis der var søgt 22 millioner til to akvareller af Francis Bacon, ville museet sandsynligvis have fået afslag.

Vi står midt i kulturlivets industrialisering. Det er nu snart mange år siden, håndværket stod over for den samme udvikling, og selv om det gav køb på de håndværksmæssige kvaliteter, så opstod der andre kvaliteter i kunstindustrien.

Man kan forestille sig, at problemerne er større, når der er tale om hele kulturlivet, der industrialiseres.

Vi skal først og fremmest bekymre os om, i hvilken grad udviklingen begrundes i det markedsmæssige på bekostning af kvaliteten. Jeg vil ikke umiddelbart vende mig imod udviklingen. Vi skal bare alle erkende, hvad vi har med at gøre, og hvilke farer vi befinder os imellem, såvel som hvilke positive muligheder vi står overfor, hvis vi behandler de nye muligheder rigtigt.

Farerne ligger først og fremmest i overfladiskheden.

Det er selvfølgelig ikke et problem, at Bruce Springsteen industrialiseres og elektroniseres på storskærm i Parken i stedet for, at han sidder i en hyggelig kreds. Det er reelt et nyt medium.

Men jeg vil give to eksempler, hvor det første viser det negative aspekt, og det andet eksempel viser de positive muligheder.

Det franske kulturministerium har nylig indbudt for tredje år i træk til en europæisk kulturnat for museerne i 40 lande, La Nuit des museé. Kulturnatten fandt sted på nettet, hvor hver deltager kunne lave en event eller vise noget fra museet. Den afholdtes den 17. maj, og samtlige museer havde valgt at bruge lejligheden til at vise deres museum, som var det en turistguide, der skulle lokke turister til netop deres museum her i feriesommeren.

Man skal sammenligne dette med, at København holdt en kulturnat, hvor alle deltagerne blot annoncerede og markedsførte deres virksomhed, åbningstider, entre .

Museerne kunne, det var det indtryk man fik, udmærket leve deres eget liv uden kunsten eller kunstnerne. Man havde indtryk af, at hvis kunstnerne ikke fandtes, så ville de blot fortsætte deres eksistens som nok i sig selv. Fra organisationens side opfordrede man oven i købet til, at museerne ved denne årligt tilbagevendende kulturnat skulle finde samarbejdspartnere blandt andre museer; man foretiller sig kuratorerne kan lave et amatørkammerorkester, der spiller Vivaldi for internettets gæster, mens de sidder i hver sit museeum med hver sit instrument.

Kuratorerne

Vi står over for kuratorerne som kunstnere. Udvikler kulturlivet sig sådan, at kunstnerne bliver pr-ansatte, der skal fremstille værker, så museet kan konkurrere med andre museer?

Vi skal ikke glemme at der er en indbyrdes konkurrence mellem museer.

Det andet eksempel er den positive strømpil: Da Charlottenborgs Forårsudstilling indsamlede materiale, hvoriblandt komiteen skulle vælge værker, der skulle produceres, blev disse værker i mange tilfælde indsendt til vurdering på video.

Herefter starter industrialiseringsprocessen. Komiteen udvælger værker, og håndværkere ansættes til at producere værket over flere dage. Hvis man nu forestillede sig, at man i stedet indsamlede disse videoer, som kunstnerne indsendte til censurering af en komite, ganske som billeder og skulpturer tidligere blev det - og man sammensatte et program med katalognumre i en ikke narrativ form - så havde man skabt en elektronisk kunstudstilling, der kunne vises som program i tv eller sælges som dvd.

Pludselig bliver kuratorerne meningsfulde, som produktionschefer i den moderne kulturelle industrialisering. Og de dygtigste bliver ligefrem selv kunstnere og kan gøre krav på at blive vurderet som sådanne.

Og mens noget er gået tabt ved industrialiseringen, er andet blevet vundet.

Måske giver det industrialiserede kulturliv også utilsigtet dissidenter et lille rum for den intime kunst, som det er livet om at gøre kan overleve og beskyttes.

Knud Pedersen er leder af Kunstbiblioteket