Kritikken af den radikale leder, Margrethe Vestager, har været grov. Senest har Venstres skatteminister Kristian Jensen erklæret de radikale og Margrethe Vestager uegnede til at sidde i en regering.

Nu er detsådan, at det er vælgerne, der sammensætter Folketinget. Regeringen udgår heldigvis af Folketingets flertal og ikke af skatteministerens opfattelse af de egnede og de mindre egnede. Alligevel er der grund til at belyse hans udsagn iet ytringsfrihedsperspektiv. Og her er det ikke sympatisk, når nogle forsøger at lukke munden på politiske modstandere.

Hvad er det, Jensen ikke kan klare hos Vestager: “Hun har fastholdt sine ord om, at voresudenrigspolitiske linje bør justeres. Det er så farligt et signal, at det ikke kan være et regeringsbærende parti, der kommer med den slags,” siger han ifølge Jyllands-Posten.

Terroristernes ærinde

Det er på tide, at pressens minister, ytringsfrihedens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) klart fortæller, hvornår man ikke må sige hvad, og hvornår man må igen.

Før, under og efter angrebskrigen mod Irak blev skeptikere, kritikere og modstandere konsekvent udlagt som mennesker, der gik Saddam Husseins ærinde.

Lige nu udlægges enhver antydning af, at Danmarks udenrigspolitiske linje kunne være bedre, som om udsagnet er ensbetydende med, at man går terroristernes ærinde.

En fremtrædende erhvervsleder må oven i købet finde sig i, at både en konservativ ordfører og Jyllands-Postens lederskribent sætter ham i bås med besættelsestidens værnemagere.

Man kan roligt sige, at en række udsagn fra regeringsmedlemmer og regeringensløjtnanter (Inger Støjberg (V) og Tom Behnke (K)) er ganske velegnede til at lukke munden på folk, der gerne vil på talefod med Islam, så “moderate muslimer rundt omkring i verden igen kan opleve vores respekt.”

Den citerede sætning har jeg lånt fra en artikel, som konsulenterne Lars Borgmann og Michael Ørbech skrev i Weekendavisen 16. maj 2008. De havde netop været tre uger i Egypten, hvor de for første gang nogensinde havde løjet om deres nationalitet “for vores egen sikkerhedsskyld”.

Det var godt, deres flot nuancerede artikel blev trykt dengang i maj. Lige for tiden må man ikke mene det samme, så går man terroristernes ærinde.

Det er lykkedes statsministeren at skabe det indtryk, at ytringsfriheden er truet, hvis ikke han løfter fanen. Det gør han så, men samtidig dikterer han indirekte, hvad der ikke kan siges. Det er intimidering.

Intimidering er den metode, som autoritære systemer bruger for at lukke munden på kritikere, når de ikke vil være bekendt at forbyde kritikken ved lov. Så enkelt er det, og sådan er det blevet i Anders Fogh Rasmussens Danmark. Selv det største oppositionspartis leder synger med på melodien.

Hvornår er kritik tilladt?

Nu vil jeg gerne spørge, hvornår det igen er tilladt at kritisere regeringens udenrigspolitiske linje, så jeg kan komme i gang, straks tilladelsen foreligger.

Det var i så lang tid forbudt at kritisere statsministerens fejlslagne krigspolitik, at da det igen blev tilladt, var der slet ingen, som kunne huske, at Danmark var gåeti angrebskrig uden papirerne og kendsgerningerne på rette plads. Så slap han jo også helt for ballade, og som han selv sagde, og endda slap godt fra at sige, så standsede man krigsindsatsen i Irak “fordi opgaven er løst”. Intimideringen virkede til hansfordel.

Det bør ikke vare længe, inden Margrethe Vestager og andre tilhængere af en nuanceret udenrigspolitik tager tråden op igen. De kan ikke vente så længe, at kritik går af mode. Intimideringen skal ikke have lov til at virke denne gang.

Udenrigspolitikken kan godt blive klogere. Der er religiøse fanatikere, som håber på, at en aggressiv vestlig politik kan føre folk over i deres lejr. Noget tyder på, at mekanismerne virker på den måde. Heller ikke derfor kan kritikken udsættes

P.S.: Det bliver ikke mindre intimiderende af, at VKO-flertallet trækker samme linje gennem Folketingets afslutningsdebat. Allerede N.F.S. Grundtvig sagde i den grundlovgivende rigsforsamling, at man ikke kan stole på, at flertallet vil de andres ytringsfrihed.

Poul Schmidt er cand.jur og journalist