Nej synes sikkert i Irland

Nej-siden synes sikker på at vinde folkeafstemningen i Irland om Lissabontraktaten
Foto: Scanpix

DUBLIN - De irske vælgere synes at have forkastet EU's Lissabontraktaten ved torsdagens folkeafstemning, siger det statslige tv RTE, som forudsiger, at kun seks af landets 43 store valgkredse eller amter har stemt ja.

Den irske justitsminister, Dermot Ahern, siger til RTE, at resultatet er "skuffende".

- Vi må vente på det endelige resultat, men det ser ud til, at det bliver nej, tilføjer han.

Det første officielle resultat viser, at Waterford i det sydøstlige Irland stemte nej med 54,2 procent mod 45,7 procent ja. Valgdeltagelsen i området var på 53,4 procent.

Den irske Europaminister, Dick Roche, har også kaldt resultatet "dårligt" for ja-siden.

På det irske tv begyndte kommentatorer at svare på spørgsmål om, hvad der nu videre vil ske i EU. Det ventes, at de øvrige 26 medlemslande vil afslutte ratificeringerne af traktaten.

Godt tre millioner irere havde mulighed for at stemme, men kun omkring 42 procent har ifølge vurderinger fra det statslige tv RTE stemt.

Irland har i modsætning til mange andre lande ikke en minimumgrænse for, hvor mange vælgere der skal deltage, for at en folkeafstemning er gyldig. I 2001 blev Nicetraktaten forkastet ved en irsk folkeafstemning, hvor kun lidt mere end en tredjedel af vælgerne deltog.

Regeringen i Dublin sagde, at den regnede med, at et ja var sikkert, hvis 45 procent eller mere gik til stemmeurnerne.

Lissabontraktaten skal afløse den tidligere EU-forfatningstraktat, som blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland i 2005.
/ritzau


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her