Hvad nu? Det har længe stået i Anders Fogh Rasmussens drejebog, at det kommende efterår står i EU-forbeholdenes tegn. Statsministeren vil af med de 15 år gamle danske undtagelser fra EU-samarbejdet. Forhandlinger med Folketingets partier skulle i løbet af sommeren fastlægge, hvordan afstemningerne tilrettelægges, en eller flere afstemninger, et eller flere kryds?
Og det gav god mening at sætte undtagelserne til afstemning og debat med henvisning til den Lissabon-traktat, som irerne netop har forkastet, fordi den sætter mere fart på det europæiske samarbejde på netop de to områder - forsvaret og det retslige område, hvor Danmark står udenfor. Det franske formandskab, som træder i kraft om to uger, vil "revitalisere" EU's forsvarssamarbejde med 'en ny vision' og et mere forpligtende samarbejde. Og i næste uge fremlægger Kommissionen sine planer for en fælles indvandrer- og asylpolitik.
Dansk proces i stå
Med den krise, som det irske nej har sendt EU-samarbejdet ud i, er ratifikationsprocessen i bedste fald udskudt på ubestemt tid, i værste fald falder Lissabon-traktaten helt på gulvet, og der vil gå mange år, før nogen tør tage fat på nye traktatændringer. Hvad der sker, vil de kommende dages sonderinger mellem unionens stats- og regeringschefer svare på.
Først når det irske problem er løst, kan EU komme videre, og først når ratifikationen af Lissabon-taktaten er tilbage på sporet, kan den danske debat om EU-forbehold og fjernelse af dem gå i gang. Det irske nej følger i kølvandet på et hollandsk og et fransk nej til omtrent den samme traktat, så hvor lang krisen i EU bliver denne gang er ikke til at forudse. Da hollænderne og franskmændene sagde nej betød det en akut krise, to års 'tænkepause' og en ny traktat renset for storladne symboler og grundlæggende rettigheder. Meget tyder dog på, at Irland må søge sine egne løsninger og en ny afstemning om Lissabon-traktaten med irske undtagelser. Den vigtigste årsag er, at ratifikationen i de 26 andre EU-lande enten er på plads eller på vej til at blive det.
Højt spil
Det irske nej viser at skepsis mod EU-samarbejdet er stor i det meste af Europa. EU virker fjernt, uvirkeligt og truende på mange mennesker. Derfor er der meget på spil, hvis Anders Fogh Rasmussen fastholder, at danskerne skal stemme om ophævelse af EU-forbehold på det retslige område og forsvaret. Det er ikke kun Danmarks fremtidige placering i det europæiske samarbejde, men også det politiske establishments forhold til vælgerne.
EU-afstemninger i Danmark har - som i Irland for øvrigt - været omgærdet af masser af myter, løgne og skræmmekampagner fra både ja- og nej-siden. Stærke følelser på højrefløjen om truet dansk identitet og på venstrefløjen om et kvælende internationalt og udemokratisk demokrati har været en stor del af den danske debat, og den har sat brand i gaderne, ødelagt venskaber og splittet partier i flere årtier.
Selv om Danmark har været medlem af EF og senere EU i snart 36 år, så er det fortsat muligt at male meget dystre eller meget positive billeder af EU's fremtid, hvis vi stemmer ja eller nej. Selvom forskellen ikke er så stor fra traktat til traktat, så er den europæiske union ikke ligegyldig for os, når det kommer til en konkret afstemning.
Da vi stemte om Maastricht-traktaten i 1992 og året efter om Edinburgh-afgørelsen, satte det nogle markante ar i tilliden mellem politikere og vælgere, fordi afstanden mellem de folkevalgtes begejstring og vælgernes skepsis viste sig at være så stor. Det samme er i dag tilfældet i Irland.
Brug for lang debat
Men netop efter det irske nej, og fordi diskussionerne dengang i 1992 var så intense, og fordi myten om, at danskerne på uhæderlig vis blev bedt om at stemme to gange om det samme, fik så stort et tag i mange, er der brug for, at debatten kommer et spadestik dybere og kampagnerne får lov til at folde sig ud. Ja-partierne bliver nødt til at argumentere sig frem og ikke falde for fristelsen til en kort pengestærk kampagne, der på få uger afvikler dansk EU-politik gennem 15 år - blot fordi spørgsmålet er ubekvemt for ja-partierne.
Poya Pakzad
15. juni, 2008 #
Update:
The Irish People have spoken.
Lisbon Is Dead
By Mike Whitney
14/06/08 "ICH" -- - On Friday, Ireland delivered a knockout punch to European elites and corporatists and shattered their plan for an EU Superstate. The so-called Lisbon Treaty was nothing more than a repackaging of the European Constitution that was defeated by French and Dutch voters in 2005. The treaty was loaded with the typical "democratic" gobbledygook to conceal the vicious neoliberal policies at its heart. If it had passed, the treaty would have paved the way for greater privatization of public services, diminished workers rights, less state control over trade policies and civil liberties, and an aggressive plan to militarize Europe. Ireland's entire political and corporate class stood foursquare behind the treaty, but the Irish people shrugged off the fear-mongering and bogus promises of prosperity and voted No. The referendum results showed 53.4% voted No, while 46.6% voted Yes. Despite the massive public relations campaign; the vote wasn't even that close.
A spokesperson for the No campaign put it like this:
“The Irish people have spoken. Contrary to the predictions of social and political turmoil, we believe that hundreds of millions of people across Europe will welcome the rejection of the Lisbon Treaty. This vote shows the gulf that exists between the politicians and the elites of Europe, and the opinions of the people. As in France and the Netherlands, the political leaders and the establishment have done everything they could to push this through – and they have failed. The proposals to further reduce democracy, to militarize the EU and to let private business take over public services have been rejected. Lisbon is dead. Along with the EU Constitution from which it came, it should now be buried.” (Socialist Worker online)
News of the defeat has not been well received in England where the government of Gordon Brown has already indicated that it will reject the election results and "press ahead" in an effort to ratify the treaty. Neither Brown nor his friends in Brussels are likely to be deterred by anything as trivial as the will of the people. Labour MP and former Europe Minister Denis MacShane summed it up like this:
"I personally think that a vote in a foreign country should not determine the democratic decisions taken in the British Parliament."
MacShane's view is apparently shared by EC President Jose Manuel Barroso who said that EU member states should continue ratifying the Lisbon treaty even though more than half of Ireland's 43 constituencies rejected it outright. So much for democracy.
The Irish have plenty to celebrate today. They've thrown a spanner in the plans of the bankers and corporate mandarins who want to replace representative government and national sovereignty with their own skewed vision of capitalist Valhalla; a Euro Utopia where short-term profits always take priority over the needs of people.
Bravo, Ireland.