Hvem 'folk flest' er, og hvad de interesserer sig for, er ikke så ligetil at få hold på.
I bogen Frp-koden - hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess forsøger den norske journalist Magnus Marsdal at knække koden til, hvorfor så mange arbejdere stemmer på et højrepopulistisk parti, der - efter Magnus Marsdals mening - har en økonomisk politik som går stik imod arbejderklassens interesser.
Blandt Magnus Marsdals svar på Frp-koden er "venstreelitens folkeforagt", "stor kulturel afstand mellem arbejdere og venstrepartier" og "middelklassemyten om, at arbejderklassen ikke længere eksisterer".
Men Magnus Marsdal tegner et forsimplet billede af både 'arbejderen' og 'kulturelitisten', mener Marie Simonsen, politisk redaktør på Dagbladet og Håvard Haarstad, ph.d. på Institut for geografi ved Bergen Universitet.
Arbejder som arketype
Marie Simonsen mener, at Marsdals fremstilling af 'folk flest', personificeret i Frp-koden ved bilmekanikeren Hans Erling Willersrud, der går i Harley Davidson T-shirt og tager på Amcar-træf, er udtryk for en nostalgisk længsel efter en let genkendelig arbejderklasse:
"Marsdal prøver jo at anstrenge sig for at beundre 'arbejderne' og ikke være nedladende, men det lykkes ikke helt. Hvem 'folk flest' er, bliver til tider fremstillet lidt forenklet og klichefyldt hos Marsdal," siger Marie Simonsen.
Håvard Haarstad mener ikke Marsdals 'arbejder' har ret meget med 'folk flest' at gøre:
"Den mytiske 'arbejder' er en arketypisk figur, som i virkeligheden er et relativt sjældent væsen. Selvsagt arbejdes der, men arbejdet udføres af en bredt sammensat og mangfoldig gruppe," skriver Haarstad i tidsskriftet Replikk og fortsætter: "'Arbejderen' er velkendt: frem til for ganske nylig arbejdede han i industrien med hjelm og kedeldragt. Han var fagorganiseret og stemte på Arbeiderpartiet eller længere til venstre. I dag er han i færd med at genopstå i nye klæder. Den nye arbejder spiser Grandiosa, rejser på campingferie, køber billig sprut ved Svinesund og stemmer Frp. Når arbejdere flest ikke identificerer sig med ham (det er stadig en mand), kan man spørge, om venstrefløjen egentlig er tjent med at definere arbejderen så snævert."
Læserne mener:
Interviewet med Magnus Marsdal om 'Frp-koden - Hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess' har affødt stor debat på Informations hjemmeside. Her er et par udpluk:
Polybios d. y.:
"Marsdal optræder her desværre bare som endnu en selvoptaget mediecharlatan og arbejderistisk romantiker. Fremskrittspartiet er et ægte barn af det norske socialdemokratiske partis elite og det norske embedsbureaukrati og småborgerskab og dets ekstreme underdanige først pro-tyske så pro-amerikanske imperialisme og aktive kamp for kulturel fordummelse gennem trekvart århundrede."
Erik B.:
"De DF'ere jeg kender, (...) interesserer sig ikke for politik, de er bare dødtrætte af løgnagtige og selvfede politikere (...) At DF'ere skulle være sofakartofler eller hjernevaskede TV-zombier er slet og ret forkert, i hvert fald ud fra en politisk synsvinkel. Kulturelt, well... men politisk? DF'ere er militant mistroiske over for alt, hvad de ser på fjernsyn eller læser i avisen og deres politiske holdninger kommer mestendels fra deres egen dagligdag, ikke fra medierne.
(...) DF'ere gør det grove arbejde, alt det som ikke kan klares foran en PC, de gør rent, tørrer de gamle i røven, fjerner skraldet og graver kloakkerne. De gør det til en elendig løn, mens politikere og medier pisser dem ned af nakken og fortæller dem at det regner."
C. Nielsen:
"Jeg har siden 2001 stemt på DF. (...) Fra at være politisk definerende, med udgangspunkt i, og respekt for, borgernes liv og tarv, har venstrefløjen degraderet sig selv til at være en neutral paraplyorganisation for diverse NGO'er, der helt har taget den reelle politiske magt fra venstrefløjspartierne, der i stedet for har taget rollen som den onde stedmor, der skærer en hæl og klipper en tå, så NGO'ernes ideal kan opnås."
Martin S:
"Jeg føler behov for at skelne mellem mindst fire ting i diskussionen:
1. DF's vælgere, som selvfølgelig er forskellige, men som har en stor andel ikke-akademikere.
2. DF's politiske ledelse med Pia i front
3. DF's rolle i dansk politik, som de andre partier har givet dem
4. DF's ideologiske side, repræsenteret ved Søren Krarup."
Læs mere på: http://www.information.dk
Håvard Haarstad påpeger, at Marsdals 'arbejder' ikke repræsenterer f.eks. den polske snedker eller indvandrede butiksarbejdere, og at arbejdere er en kulturelt mangfoldig gruppe af bartendere, postbude, rengøringsassistenter, bureaukrater, lærere, telefonsælgere osv.
Kulturelitens afmagt
"Marsdals problem er, at han selv er en del af kultureliten, så han tillægger den alt for meget vægt i sin analyse af, hvad der får folk til at stemme Frp. Vi har ikke en mægtig kulturelite i Norge. Den er snarere karakteriseret ved sin afmagt, så jeg tror ikke, 'folk flest' er så optaget af, hvad kultureliten mener om dem," siger Marie Simonsen.
Håvard Haarstad mener, at Marsdal har misforstået sociologen Pierre Bourdieus begreb 'kulturel kapital' som noget, der kan ligestilles hierarkisk med økonomisk kapital.
"Marsdal skaber en mytologisering af kultureliten, et indtryk af, at gruppen med 'høj' kulturel kapital, på linje med den økonomiske elite, står over folk flest i samfundshierarkiet. Men der er en væsentlig forskel mellem bogen og dollarsedlen, som let skjules af den type fremstillinger. Kulturel kapital er en diffus form for 'kapital', som i de allerfleste tilfælde ikke umiddelbart kan omsættes til økonomisk kapital eller reel magt i samfundet. Man stiger ikke nødvendigvis op i noget samfundshierarki ved at læse Kafka," skriver Haarstad.
Faktisk går Marsdal højrefløjens ærinde ved at acceptere denne skelnen mellem høj- og lavkultur og ved at ligestille kulturel og økonomisk kapital, mener Haarstad:
"Frp har bevidst konstrueret et skel mellem 'folk flest' og 'kultureliten', og skellet forstærkes af venstrefløjens egen konstruktion af 'arbejderen'. Højrefløjen ønsker, at kultureliten og arbejderen opfattes som den dominerende klassemodsætning i dagens samfund. Hvis man gik magtens mekanismer efter i sømmene, ville den økonomiske elite næppe være sluppet lige så let."
