En familieferie i Østrig? Det kunne måske lyde som en syg vits i disse af østrigske incestmonstre så formørkede tider? Bortset måske fra skisportsstederne er Østrig, det lille land i Mitteleuropa, en af kontinentets relativt oversete afkroge og et relativt udefineret område på landkortet mellem de nye trendy byer i det gamle Østeuropa og Italiens gennemtraskede turiststier. Så når en chokhistorie som den fra Amstetten bryder løs, kan der være fare for, at den helt fordunkler mange menneskers indtryk af landet. Heldigvis er Østrig jo så også medvært for dette års slutrunde i EM i fodbold, så mon ikke de titusinder af internationale tilskuere, der er strømmet til i denne anledning, vil vide at gøre deres til at rehabilitere det.
For Østrig er selvfølgelig meget større og meget andet end de grumme overskrifter fra for nylig - der skal ikke meget mere end en fornøjelig familiecykelferie til for at fastlå dette faktum. Vi har lagt en rute på 225 km., der vil føre os ud ad Drauradweg - en cykelsti, der løber langs floden Drau i den sydlige provins Kärnten. Med mig har jeg mine sønner, Tom på 15 og Niko på 11, samt min kæreste Julia.
Jeg hader dig
Vi begynder i landsbyen Berg i Drautal, og det begynder ikke alt for lovende, for Niko har fået udleveret en cykel, der nok er for stor for hans alder. I al fald vælter han straks på den og pådrager sig nogle hudafskrabninger, hvorefter han opfører sit helt eget Basil Fawlty-vanvidsshow, som går ud på at sparke løs på cyklen og råbe til den: "Jeg hader dig". På den anden side af floden finder vi så Drauradweg (på kortet markeret som R1), hvor vores første udfordring meget hurtigt bliver at klare en ubarmhjertig stigningskurve op igennem en fyrreskov. Bortset fra Tom, den stærke knægt, må vi alle stå af og trække det sidste stykke.
Da vi er nået gennem skoven, bliver vi opmærksomme på en kraftig og hidsigt summende lyd. Det er heldigvis ikke en aggressiv bisværm, men blot den lokale modelflyverklub, der øver kunstflyvning, og det er lige noget for drengene at se, hvordan en østrigsk teenager kan demonstrere loops og halsbrækkende manøvrer med sin modelhelikopter.
Ruten bliver herefter nemmere. Vi er på vej ind i en bred og U-formet dal, som floden løber ned igennem. Solskinnet giver vandet den samme mælkeagtige grumsethed som grågrøn jade. Landsby efter landsby konkurrerer om at komme tættest på inkarnationen af tyrolerarketypen, komplet med klokketårn, kukursslotte, brolagte gader og aromatisk duftende haver og bondegårde. Vi når gennem en ny skov, der afløses af et bugtet engdrag, hvor jeg hvert øjeblik forventer at se von-Trapp-familien (der blev udødeliggjort i musicalen The Sound of Music, red.) komme gallopperende af sted.
På kroen i den gode stad Lind bliver vi modtaget af et messingblæserband, folkloristisk udklædt i Lederhosen og Dirndl (en kort blomstret kjole med hvidt pynteforklæde), og jeg begynder at fatte mistanke til, at det lokale turistbureau har skyndt sig at overså vores rute med allehånde østrigske klicheer. Orkestrets tilstedeværelse har dog den simple forklaring, at det er lokal helligdag.
Efter en ikke alt for slankende omgang barbecue kører vi ned ad skråningerne til Sachsenburg, hvor vi skal overnatte.
Klokken er kun 15, så vi føler os som rene helte over allerede at være nået frem. Byen har den yndigste markedsplads med bygninger i pastelfarvet stuk.
Vi har ikke set noget til vores bagage, siden vi forlod lobbyen i Berg. Men den er heldigvis allerede nået frem på magisk vis - det er et genialt koncept, at man slipper for at køre med tung oppakning.
Vi indtager vores aftensmad i Gasthof Zum Goldenen Rössl, og det går pludselig op for mig, at vi ikke har hørt et engelsk ord, siden vi satte os op på cyklerne. Det er som et flashback til min barndom til en tid længe før Ryanair og internettet, da rejser på kontinentet nødvendiggjorde parlør og lommeordbog. Kärnten er en tidslomme, der stadig holder ud, og her findes menukort ikke i engelsk udgave - det er jo trods alt ikke Dordogne
Mode, parfume og ost
Næste morgen oplever vi at blive jagtet af en traktor, imens vi pedallerer af sted mod Spittal. Efter Sachsenburg løber Drau sammen med floden Moll i et bredere dalstrøg, hvor himmelen synes videre. Der er igen strålende solskin.
Efter gårsdagens utallige rustikke indslag føles Spittal som noget nær en metropol. Bymidten er opført omkring Schloss Porcia, af nogle regnet for den smukkeste renæssancebygning i landet. Vi sætter os til rette på en fortovscafé med udsigt til en park. Det er varmt, og vi føler os svedige, men det grønne anlæg sprudler af forfriskende fontæner og prydes af farvestrålende røde geranier og palmetræer, og efter rigeligt med kolde drikke er vi atter kommet til hægterne. Niko fremfører denne betragtning:
"Her er fuldstændig som i Frankrig," udbryder han. "Her er mode, parfume og ost. Hvad har man mere brug for?"
Men Kärnten er nu slet ikke som Frankrig. Der er intet kosmopolitisk over dette sted, hvad der forklarer en stor del af dets nostalgiske charme. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over det fuldstændige fravær af indvandrere. Der må da i det mindste være nogle slovakker eller polakker et eller andet sted? Jeg ser ingen, der er mørke i huden eller har et asiatisk eller mellemøstligt udseende. Derimod kan jeg få øje på mange 'personkult'-agtige plakater med Jörg Haider, den evigt populære leder af Kärntens regionalstyre, hvis politik længe har været plettet af en langvarig flirten med Alte Kameraden fra nazitiden.
Selv om vejrudsigtsværten på det lokale tv sætter et frygteligt bedemandsfjæs op, så holder sommeridyllen sig intakt i de følgende dage. Vi kører af jadeflodens nordlige bred, nogle gange af smalle stier, der bruges til at trække flodpramme, andre gange af små landeveje. Som en familieudflugt betragtet er vores tidsplan ikke alt for krævende. Nogle dage, når vi tager hele dagsrationen på 40 km. i ét stræk, føler vi i særdeleshed, at vi har gjort os fortjent til det lokale køkkens tunge schnitzel-retter. I Villach brister vejrboblen så omsider i tordenstorm. Vi søger skyndsomt ly i et Konditorei, der byder på fremragende kager og kaffe i den wienerske stil. For at holde os i ly af regnen, aflægger vi et besøg på Schloss Rosegg, hvor man kan finde, hvad der må være nogle af de besynderligste voksfigurer i verden. At genkende Stalin og Mussolini er svært nok, men selv Hitler er forvandlet til ukendelighed. Hvordan kan det lade sig gøre at forvanske Føreren så fuldstændigt og så i Østrig af alle steder?
Den følgende dag udvider Drau sig til en sø, hvor floden opdæmmes i et vandkraftværk. Det er et fredfuldt sted med bjerge, klipper, skov og vand - her er hverken lystbåde, svømmere, jetscootere, vindsurfere eller cafeer langs denne bred, ja end ikke huse. Ingen spor af den globaliserede, udliciterede, netværksforbundne verden, vi normalt lever i. Drengene får lyst til en dukkert, så vi gør holdt for et pusterum. Trods den hede middagssol er vandet isnende koldt, så vi nøjes med at dyppe tæerne. Det er et helt perfekt ferieøjeblik. Så sætter vi os op i saddelen igen ...
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
