Imponerende tager den sig jo ud, som den ligger der på gulvet i skulpturgaden på Statens Museum for Kunst. 13 meter lang og oprindelig formet af 14 tons ler er Kirsten Ortweds skulptur Full Length ikke sådan lige til at overse. Skabt ud fra kunstnerens dictum om at lægge til og trække fra, er skulpturen blevet til i en tæt dialog med det omgivende rum og gennem en sanselig bearbejdning af materialet. Summen af de to har givet et resultat, der hverken er krop eller landskab, som er skulpturens to traditionelle former, men snarere en slags rumlig intervention klædt i bronzens klassiske gevandter.
På trods af sin monumentale størrelse gør Full Length imidlertid ikke det store væsen af sig. Som man kan læse sig til i udstillingens katalog, har Ortwed grebet opgaven an, som skulle hun skabe endnu én af de offentlige udsmykninger, der gennem de senere år har slået hendes gode ry og rygte fast.
Museumsrummet, den umådelige skulpturgade, er altså behandlet som en offentlig plads, eller et klassisk forum, og værket indtager rollen som det centrale omdrejningspunkt, genstand for opmærksomhed og bevægelse og muligvis - muligvis ikke - fortælling og fortolkning.
Den ny skulptur
Kirsten Ortwed er en af de mest fejrede, danske billedhuggere med en stor produktion af udstillinger og offentlige udsmykninger bag sig. Nu fejres hun igen, denne gang som årets billedhugger på Statens Museum for Kunst, med en mindre retrospektiv udstilling i det tidligere X-rum og tre monumentale værker i skulpturgaden.
Ortwed tilhører generationen af billedhuggere, der brød igennem herhjemme i løbet af 1980'erne med den såkaldte 'Nye skulptur'. Den nye skulptur var kendetegnet ved et fokus på formens mangeartethed. Kunsten skulle ikke længere opleves fra én bestemt vinkel eller perspektiv, men i stedet rumme potentialet for mange forskellige fortællinger. Alt imens billedhuggere som Hein Heinsen og Morten Stræde kastede kunstværkets klassiske essens fra sig, var det i stedet kunstens 'kunstige' og flygtige væsen, der blev betonet gennem skulpturens bevidst æstetiske form.
Både 1970'ernes amerikanske minimalisme og konceptuelle tilgang til skulpturen går igen i Ortweds produktion. En ledetråd er her den fysiske bevægelse i rummet enten omkring skulpturerne eller direkte anført af disse gennem opstillingen i rumlige forløb, som man finder det hos en tidlig minimalist som Richard Serra.
En anden ledetråd er forholdet mellem princip og tilfældighed, der som konceptuelt udgangspunkt har lagt grund for en række af Ortweds større værker, blandt andet det på udstillingen repræsenterede Tons of Circumstances, der er opstillet i gadens modsatte side.
Bortkommen fortælling
At skulpturgaden på Statens Museum for Kunst på mange måder er et svært rum at udstille i bliver imidlertid tydeligt i denne ende af udstillingen.
Tons of Circumstances består af en gruppe skiftevis plader og skal-lignende former, alle i sandblæst aluminium, der ligger spredt rundt på gulvet i den store skulpturgade. Skabt til Venedig biennalen i 1997 antyder værket med sine bunker af jernkæder en fortælling om lagunebyen, der rummer både hårde, bløde og kontrastfulde elementer, men hvis kvalitet først som sidst er, at den lukker sig indadvendt om sig selv.
Det får den ikke lov til i sine nye rammer i skulpturgaden. Blotlagt som fragmenter af en bortkommen fortælling, taber værket her i højde og lander bag den museale indhegning et sted mellem distanceret utilnærmelighed og ophøjet ligegyldighed. De i sig selv smukke former levnes her ringe mulighed for at gribe ind i rummet og formår ikke at inddrage i hvert fald denne betragter i den rumlige meditation.
Anderledes velanbragt forekommer det sidste af de tre værker, Platform (2006), der til daglig er opstillet ved Statsfængslet i Horsens, at være. Som et gedigent punktum afslutter denne landskabelige kolos, båret af enorme kiler i grøn marmor, udstillingen med et indtryk af en verden, der på én gang er holdt forsigtigt på plads, men så let som ingenting kan skride ud over kanten. Denne balance mellem stor soliditet og sart skrøbelighed er meget fin og bærer i kraft af sin dagligdags placering i "forgården til helvede", som kunstneren udtrykker det, en egen fortælling i sig.
Det er muligt, denne anmelder mangler den rette sensibilitet. Det er også muligt, at man efterhånden har vænnet sig til, at skulpturer og rumlige kunstværker skal gribe påtrængende og relationelt ind i publikums sfære og gøre dem til medvirkende i et performativt drama, der har dét at sanse og betragter-subjektets fortærskede position som ærinde.
Bløde i kanten
Men i en tid hvor kunstnere som Michael Elmgreen og Ingar Dragset skaber offentlig furore med deres skulpturelle mindesmærke over homoseksuelle ofre for nazismen i Berlin, og i en tid hvor skulpturen på så mange måder atter er på dagsordenen som enten social plastik, midlertidig performance, multimedie-installationer osv., der forekommer Kirsten Ortweds klassiske former nærmest en smule konservative og bløde i kanten. Ortweds monumentale greb om rummet egner sig bedre til det udendørs byrum, hvor de kan gå i dialog med omgivelsernes allerede eksisterende fortælling, end til museets i sagens natur tomme rum.
Kirsten Ortwed: Full Length. Statens Museum for Kunst. Til 8. marts 2009. www.smk.dk
