Mange offentlige virksomheder har alt for højt sygefravær. Det er dyrt, så selvfølgelig vil man gerne have gjort noget ved problemet. Derfor har regeringen netop udsendt en handlingsplan for nedbringelse af sygefravær.
Spørgsmålet er, hvad årsagen til problemet egentlig er, og om det, man gør for at løse problemet, virker.
Ud fra 20 års erfaring som konsulent for offentlige virksomheder vil jeg påstå, at højt sygefravær først og fremmest er ledelsens skyld - ikke medarbejdernes.
Det er ikke for dårligt af medarbejderne, at de har for højt sygefravær. Det er for dårligt af ledelsen - først og fremmest topledelsen og det politiske niveau.
Det er selvfølgelig nærliggende at se på medarbejderne som problemet. Det er jo dem, der melder sig syge, så det må vel være dem, der skal gøres noget ved. Det er dog ikke den mest intelligente konklusion. Det hjælper ikke at fokusere på medarbejderne, for de befinder sig nederst i hierarkiet, og en del af deres sygefravær skal ses som en reaktion på de forhold, de arbejder under. De forhold er politikere og topledelse ansvarlige for. Så det er dem, der skal gøre noget.
Desværre skubber både politikere og topchefer problemet og ansvaret nedad i organisationen.
Hurtigt tilbage
Claus Hjort Frederiksen har netop udsendt regeringens handlingsplan for nedbringelse af sygefravær. Den handler mest om langtidssygefravær og udmærker sig ved, at der ikke skal gøres noget specifikt ved arbejdsforholdene. De eneste konkrete forslag i planen er at hive syge medarbejdere tilbage til arbejdspladsen efter otte ugers sygefravær. De skal fastholdes på arbejdspladsen, som det hedder. Lidt firkantet sagt skal de altså hurtigt tilbage til den arbejdsplads, der har gjort dem syge.
Det er en god idé at gøre noget for at få langtidssyge på banen igen - men det er endnu bedre at gøre noget for, at medarbejderne ikke bliver så syge, at de er væk i lang tid.
For dårlig ledelse
Det handler om at gøre noget ved den del af sygefraværet, der skyldes forholdene på arbejdspladsen - blandt andet at der er for mange opgaver i forhold til personaleressourcer; for mange unødige administrative opgaver; for meget kontrol og styring og for dårlig ledelse.
Det er alt sammen noget, de ansvarlige kan gøre noget ved, hvis de vil - men de foretrækker at se medarbejderne som problemet.
En kommunaldirektør i en af landets store kommuner udtalte for nylig til kommunens personaleblad, at hvis en medarbejder ikke glæder sig til at komme på arbejde og hører i radioen, at der er kø på motorvejen, kan det være fristende at sygemelde sig.
Jeg er bange for, at han er godt i gang med at skabe et endnu højere sygefravær med sådan en udtalelse. Hvis jeg var ansat i hans kommune, ville jeg øjeblikkeligt overveje at gøre, som han siger: Blive hjemme, når der er kø på motorvejen.
Han foreslog også, at de lokale ledere kunne få coachhjælp til at gøre noget ved sygefraværet. Han synes åbenbart, at det er de lokale lederes problem og ikke hans eget.
Tale pænt til folk
Men det er ikke coachhjælp, der er brug for. Der er brug for, at han som topchef skaber bedre arbejdsvilkår på kommunens arbejdspladser - og i øvrigt lærer at tale pænt til folk.
Han er desværre ikke enestående. Mange chefer har sådan en holdning.
Det, han taler om, hedder faktisk pjæk. Pjæk er nemlig defineret som en sygemelding uden, at man er syg. Pjæk fylder meget i sygestatistikken, men er til gengæld svært at bevise.
Man taler nemlig ikke om pjæk på arbejdspladsen, selvom alle ved, det finder sted, og næsten alle har prøvet at pjække. Pjæk er tabu-belagt. Pjæk er et fy-ord. Det er tarveligt at pjække. Pjæk er ikke engang nævnt i regeringens nye handlingsplan.
Pjæk er virkeligheden
Måske skulle man give ordet pjæk en ny betydning. Pjæk kunne f.eks. forstås som en reaktion på dårlige arbejdsforhold - som medarbejdernes forsøg på at løse deres egne problemer.
Pjæk kunne ses som et udtryk for, at medarbejderne passer på sig selv, når nu de ansvarlige ledere ikke gør det. Pjæk kunne ses som en sikkerhedsventil, der lukker trykket ud, inden det virkelig giver problemer.
Min pointe er, at hvis ledelsen passede bedre på medarbejderne, så behøvede de ikke gøre det selv.
Pjæk er ikke bare udtryk for, at medarbejderne er dovne og uansvarlige, som før omtalte kommunaldirektør kom til at antyde. Pjæk er tegn på, at der er noget galt på arbejdspladsen - ikke nødvendigvis, at der er noget galt med medarbejderen.
Der er ingen, der har lyst til at pjække, hvis de føler sig godt behandlet og føler, at de er vigtige for arbejdspladsen.
Problemet er i høj grad arbejdspresset, som i en række fag er blevet alt for voldsomt de senere år. Det gælder f.eks. indenfor ældreplejen, sygehusene og pædagogisk arbejde. Arbejdspresset forstærkes af øgede krav om effektivitet og dokumentation (læs: kontrol).
Egentlig er det ret enkelt. Hvis man pålægger mennesker at lave mere, end de kan overkomme, tildeler dem for få ressourcer, håner dem og ydermere kontrollerer dem i hoved og røv, så belaster man dem og ødelægger deres motivation, arbejdsglæde og helbred. Det kan da ikke være så svært at forstå.
Det er ikke svært at nedbringe sygefraværet - men det gøres ikke ved at skubbe ansvaret nedad til dem, der ikke kan ændre på forholdene. Det gøres ikke ved at hive syge medarbejdere ind til samtaler, som regeringen foreslår. Det kan gøres ved, at de, der reelt sidder med ansvaret og magten, bruger deres energi på at skaffe medarbejderne rimelige arbejdsvilkår - at de værdsætter medarbejderne og husker at anerkende deres indsats.
Det er næsten banalt, så der er ingen undskyldning for ikke at komme igang.
Er det i øvrigt ikke en tanke værd, at sygefraværet er aller højest på netop de offentlige arbejdspladser, hvor man de seneste år har øget kontrollen, øget kravene om dokumentation og pålagt personalet endnu flere administrative opgaver?
Politikere kappes om at komme i medierne med udtalelser om, hvor dyrt det er for samfundet, at der er et højt sygefravær. De gør ikke en pind ved det, så spørgsmålet er måske snarere: Hvad koster det samfundet at have den slags politikere? Hvem er det egentlig, der pjækker?
Erik Parkvald er konsulent og har bl.a lavet lederuddannelse gennem 20 år i nogle af landets største kommuner




Thomas Bolding Hansen
13. juni, 2008 #
"Er det i øvrigt ikke en tanke værd, at sygefraværet er aller højest på netop de offentlige arbejdspladser, hvor man de seneste år har øget kontrollen, øget kravene om dokumentation og pålagt personalet endnu flere administrative opgaver?"
Eller en del tanker, for dem som altså kan, bag betonmurene i kancelligade.
"Hvad koster det samfundet at have den slags politikere? Hvem er det egentlig, der pjækker?"
Uha, det er der nok ikke stemning for at få et kvalificeret anslag på.
http://logisksnit.blogspot.com/2008/06/sundt-at-arbejde-sygdom-er-svaghe...
De stærke skal overleve og de svage skal bukke under.
Min mor bor i Sverige, hvor de forlængst har indført deltidssygemelding. Ud fra princippet om at man skal have medarbejderen så hurtigt tilbage på arbejdspladsen som muligt.
Min mor er typen der hellere dør, end undlader at tage på arbejde.
Hendes skade har været rygsmerter, som man ikke har kunnet finde årsagen til i mere end to år.
Altså over to år før man fandt en egentlig diagnose.
Hun er blevet beskyldt for at pive, indtil hun blev undersøgt med en ordentlig scanner.
Hun har heldigvis haft en arbejdsplads som holder af hende, som gav hende en ny funktion, hvor hun kunne spare ryggen. Det har dog ikke sparet hende for et smertehelvede, som tit gjorde at hun måtte knække sammen og kravle langs jorden.
Mange diagnoser er svære at stille på kort tid, specielt rygsmerter, stress og depression som er de hyppigste årsager.
Så at tvinge lidende mennesker tilbage, til det som gør deres lidelser større - det er kort sagt - fuldstændig mega gennemtræk - hul i hovedet.
Michael René Møller
14. juni, 2008 #
Min mor skæbte sig selv på arbejde de sidste 10 år af hendes liv. De sidste to år havde hun gentagne lungebetændelser. Hendes læge mente ikke der var grund til bekymring, hun skulle bare tage noget rød solhat. Hendes chef så heller ingen grund til, at være bekymret over, at hun blev svagere fra dag til dag. En dag fik hun endeligt taget sig sammen til at få en anden læges vurdering, han fik hende henvist til scanning, som viste at hun havde kræft. Et halvt år efter var hun død. Efter hendes begravelse fik jeg 1000 kr af hendes tidligere chef. Som om det kunne kompensere for det han havde været medskyldig i. Min mor var lige præcis den type som Claus Hjort Frederiksen værdsætter, mennesker der arbejder sig selv ihjel. De mennesker der pjækker har en god grund til det, faktisk burde de pjække noget mere, måske endda decideret strejke. Den mistillid de liberale viser over den gennemsnitlige dansker er uhyggelig. De tror at alle andre end dem selv er luddovne. Måske gælder orddexsproget: Tyv tror hver mand stjæler!
Mark Nystrup Maaberg
14. juni, 2008 #
Jeg sidder her foran skærmen på mit femte år - de første to år som sygemeldt, langtidssygemeldt som Claus Hjort så fint kalder det - og tre år som førtidspensionist.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt politikere snakker om bedre arbejdsforhold, altså bedre arbejdsmiljø osv. - over hele linjen.
I de år jeg har siddet udenfor karrusellen - som jeg betragter arbejdsmarkedet - har jeg ikke set en synlig forbedring. I hvert fald ikke en særlig stor målbar forbedring. Har sådan set kun hørt og set diverse folk indenfor de forskellige arbejdsrelaterede områder, fagforeninger, arbejdstilsynet, arbejdsskiver, politikere osv. give udtryk for, hvor et stort problem man har med nedslidning, stress, arbejdsskader osv. Og det er noget man straks må gøre noget ved.
Men nej, folk løber stadig ind i de samme problemer, som der hele tiden har været ude på arbejdsmarked, om det er på det private eller det offentlige arbejdsmarked. Det stiger end da, vi er et af de lande i den vestlige verden, der "producere" flest ødelagte mennesker på arbejdsmarked - i forhold til vores størrelse.
Man skal gå meget mere hårdt til værks, hvis de fine ord skal have en effekt til at forbedre tingene.
Man skal tilsidesætte sine forskellige ideologier - politiske osv.
Hverken til gode se den ene part, mere end den anden, for at nå det mål - som det må være, at gøre forholdene så optimale for alle ansatte, høj som lav – i private og offentlige virksomheder. Men det gælder selvfølgelig de mest udsatte ansatte.
Det mest usympatiske og nedgørende ved den situation der hersker i vores samfund ang. syge, på grund af arbejde - langtidssygemeldte og førtidspensionister - er den jagt der bliver lagt fra politisk side på, at få så mange af de sygemeldte og førtidspensionister ud at arbejde igen.
Det er så utroligt at man kan sidde som politiker - rask og ikke har oplevet hvordan det er, at komme galt af sted. Udvikle en form for fysisk smerte, en kronisk psykologisk negativ tilstand osv. pga. sit arbejde - og stramme de regler og love for sygemeldte og førtidspensionister, som eksister for, at kunne få den ro og fred, der er nødvendigt når man er syg.
Alle mennesker som bliver udsat for en sygdom føler sig ekstremt sårbar over sin situation, at det første man skal have, er forståelse og indlevelsesevne, for at kunne komme videre. For at have lyst og energi til, at kunne kæmpe sig tilbage til livet og måske siden hen arbejde igen.
At man kan sidde på sin taburet i sit Ministerium og prøver, at presse folk så meget som muligt for at de kan komme ud at arbejde igen, at man tilsidesætte noget af sin empati - det er for mig meget kynisk og sørgeligt. Jeg er bange for, at det er ideologien - den politiske - der simpelthen spærre for meget for empatien og tålmodigheden, når Claus Hjort skal prøve, at gøre noget ved forholdende ved arbejdsmiljøet – på arbejdsmarked.
Han forbygger ikke. Han lader sin negative tvivl til det enkelte menneske herske og kan ikke se, at det er forebyggelsen, og den eksisterende arbejdsmiljø - og selve den måde man håndtere forbedringen af arbejdsmiljø på, der ikke duer. Jeg siger ikke han er ond eller ikke vil se det, men at han ikke evner at se det.
Han snakker mere om konsekvens over for den ansat, der er kommet galt af sted og sidder udenfor arbejdsmarkedet med problemer - end drage den rigtige konsekvens. At forbygge og virkelig gøre noget ved arbejdsmiljøet, så vi ikke skal se så mange mennesker gå ned med flaget pga. nedslidning i 2008.
Tag nu håndfast ved problemet og skab forandring!
Kjaergaard
14. juni, 2008 #
En ting er Erik Parkvalds observationer og teser, noget andet er historisk fakta: vi har aldrig haft kortere arbejdsuge, længere ferie eller mere fokus på medarbejdertrivsel (i historisk tid).
Alligevel ser vi et rekordstort sygefravær (læs pjæk). Så den med at det ikke hovedsageligt er danskernes slunke arbejdsmoral og -etik, det er simpelthen en fejlkonklusion.
Det her problem har alt at gøre med velfærdsstaten og de planøkonomiske principper den bygger på samt dens konsekvente nedbrydning af det personlige ansvar hos individet.
Som den italienske forfatter Ignazio Silone observerede efter at have set sin hjemby destrueret af jordskælv og derpå følgende statsstøtte: "Et menneske under forsorg forvandles kun alt for let til et påtrængende, dovent væsen".
PeterH
14. juni, 2008 #
Der er kun ét at gøre: de samme indgreb overfor arbejdsgiverne på arbejdsmiljøfronten, som vi så det på miljøfronten. De må jo være de første til at forstå betydningen af pres for at udrette, når de praktiserer det selv i så voldsomt omfang.
Og Kjaersgaard, det er muligt, at du har ret - men det danske arbejdsmarked er altså også langt værre og langt mere hensynsløst end i de fleste andre lande.
Der er brug for rent ud sagt at arbejde for stadig mindre arbejde og stadig bedre omfordeling: lad maskinerne gøre så meget, som vi kan få dem til og lad os komme til i stedet at skabe spændende liv, såvidt muligt uden alt det kedelige, tvungne, nedslidende. De mennesker, der tvinger andre til at arbejde under hårde vilkår, ville aldrig udsætte sig selv for noget blot tilnærmelsesvis tilsvarende.
Det er, som det kun er sjovt at være rig og rask, hvis andre er fattige og syge - selv har jeg det sådan, at jeg foretrækker, at andre har det ligeså godt, som jeg selv. Der behøver ikke at gå noget fra nogen - vadehavet er fyldt med østers.
Dorte Sørensen
14. juni, 2008 #
Ja Kjaergaard det er rigtigt liberalt at give det enkelte individ hele skylde.
Men når fx en sagsbehandler i det offentlige bruger over 80 pct af sin arbejdstid til kontrolopgaver i stedet for at forsøge at hjælpe borgerne og af den grund går ned med stress. Så må der da være noget galt med systemet.
Fogh Rasmussen lovede ellers i valgkampen 2001, at ville afskaffe minuttyranniet, men det er som nævnt blevet meget, meget værre under Fogh Rasmussen.
Derudover viser kontrol mistillid, hvilket også skaber stress. Osv, osv....
Så det øgede sygefravær skyldes nok i de færreste tilfælde pjækkeri.
Snak og regeringens store opsatte Kvalitetsreform, der blev en rigtig maveplasker, har ikke hjulpet . Så det er på tide at regeringen viser sit ansvar og får afviklet alt den styring og kontrol.
Thomas Bolding Hansen
14. juni, 2008 #
Dette fokus på medarbejder trivsel, det er misvisende.
Trivselspolitik, er ofte noget mere nominelt og modsvares kraftig af andre tendenser.
Nemlig at medarbejderen skal være i evig udvikling, selvstyrende, kompetent, initiativrig, fleksibel osv. og skal kunne lide at have travlt.
Indgrebene rækker langt ind i privatlivet hvor både fritidsgrænsen, 37 timer er der mange som ikke kun arbejder, og sjælefreden overskrides. Mange af de krav der læsses på en medarbejder i dag, går langt ud over faglig kompetence og langt ind i sjælelivet.
Summen af disse krav er hastigt stigende.
Hvis vedkommende ikke magter sit arbejde er det stigmatiserende,. selvom det skyldes at vedkommende er blevet pålagt for store eller for mange arbejdsbyrder på en gang.
Oven i det forventes vedkommende selv at sige fra og tage ansvar for sit eget liv.
Dertil kommer så kontrol, som jo netop er størst i de brancher hvor flest går ned med stress.
Vi mangler sygeplejersker og læger, men de skal bruge tid på overflødigt papirnusseri i dette mistillidssamfund.
Mistillid og overflødighed, næppe de to mest motiverende kræfter.
Søg på Åkerstrøm og Stress, så får du noget langt mere empirisk funderet og gennemundersøgt med præcis samme konklusion.
http://www.erhvervsbladet.dk/article/20060921/news07/109210193/
http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Aktuelt/Magasinet_Arbejdsmiljo/Magasinov...
Det er en uheldig retning vi bevæger os i og det er derfor folk går ned. Stress er ikke pjækkeri. Stress er en meget ubehagelig tilstand som alle som har prøvet det helst vil være foruden.
Kjaergaard
14. juni, 2008 #
@ PeterH
Jeg er altså ikke helt sikker på at det danske arbejdsmarked kan beskrives, set i et internationalt perspektiv, som slemmere og mere hensynsløst end andre. Således har vi fx en af de laveste arbejdstimer pr. år ratio ifølge OECD (1423 timer; 2004-tal).
Så vi arbejder i hvert fald ikke særligt meget. Og mig bekendt er det altså også ret sjældent at folk bliver fyret. Hvis det endelig sker er det som regel fordi virksomheden er i problemer.
Jeg bliver altså også lidt trist når jeg læser din fremtidsvision; mere omfordeling vil kun give større incitament til ikke at røre en finger og dermed nedbryde moralen og det personlige ansvar endnu mere.
Din kur er som jeg ser det, hvad der hovedsageligt giver den nuværende, utilfredsstillende situation, hvor folk skulker fra deres ansvar.
@ Dorte
Uden tvivl er minuttyranni noget møg i langt de fleste tilfælde og ja, den er helt gal med systemet. Som du selv bemærker kommer der i tide og utide nye underfundige ideér fra centralt hold som sætter folk under pres, da disse centrale aktører ikke aner det fjerneste om hvordan arbejdsgangen er eller bør være på "gulvet". Men disse centrale direktiver kommer jo pga. at det eksisterende system ikke virker. De er et udslag af desperation og populisme. Det er en ond (planøkonomisk!) cirkel vi er inde i, som IMHO kun kan brydes af markedskræfternes ulideligt klare lys.
Thomas Bolding Hansen
14. juni, 2008 #
Uddybende skal det så tilføjes, at den stigende byrde af krav ikke alene kommer fra arbejdspladsen.
Vi skal leve sundere og dyrke mere motion - det kommer dog også fra den nuværende regering.
Vi skal være online, mobiltelefon, internet, email, masser af sociale kontakter. Et indholdsrigt liv.
Kravene til os selv er også nogle vi i høj grad selv stiller, vi overbebyrder hinanden og os selv med krav.
Selv på arbejdspladsen kan man sige at der i mange tilfæde kun bliver pustet til kravene, vi fuldfører dem og tager dem på os som en tung kappe.
Vi får et negativt selvværd og risikerer at andre ser skævt til os, hvis vi ikke gør det.
På mange måder er det et sygt samfund vi har fået opbygget.
Ikke at mange nyder det er sådan, men at så mange bliver stresset og flere hele tiden vipper på kanten, det er noget vi burde tænke nærmere over.
Thomas Bolding Hansen
14. juni, 2008 #
Jeg ser nu ingen tendens i markedsmekanismen til mindre topstyring, tværtimod.
Dorte
14. juni, 2008 #
"Der er ingen, der har lyst til at pjække, hvis de føler sig godt behandlet og føler, at de er vigtige for arbejdspladsen. "
Den påstand vil jeg godt se dokumentation for.
Har artikelforfatteren aldrig været på en arbejdsplads?
Det er en glidebane at gøre det til andres problem at der pjækkes.
At pjække er den pjækkendes eget ansvar.
Simon Sen
14. juni, 2008 #
Den såkaldte "flexicurity" model virker på den måde, at det er let at fyre folk fordi der jo er et velfærdssystem som sikrer folk en indtægt, selv om de er uden arbejde, så vidt jeg har forstået. I et radioprogram, jeg erindrer ikke hvilket, hørte jeg at Danmark er et af de lande i Europa hvor det er lettest at fyre folk netop på grund af dette Hr. el. fr. Kjærgårds argumenter er det sædvanlige liberale, gamle øg som efterhånden kender turen ud af stalden i søvne. Det er utroligt, at selv om alle kan se at den amerikanske model i den grad har spillet fallit, er der stadig folk der grene så den indført her i landet.
Michael S. Jørgensen
14. juni, 2008 #
Når man tænker på hvor mange penge dårligt arbejdsmiljø og sygehusbehandling og fravær i den forbindelse koster, så er det grotesk, men forventeligt, at se regeringen sætte fokus på de syge og ikke på årsagerne - det nedslidende arbejde - det kan være fysisk og psykisk.
Arbejdsmiljøforskning viser, at det mest nedslidende er store krav i arbejdet som man ikke selv har kontrol og over ikke kan finde støtte til at diskutere med kolleger og/eller ledelse. Denne beskrivelse passer unægtelig på mange faggrupper - ikke mindst mange 'frontlinearbejde' i det offentlige - på plejehjem, i hjemmepleje, på skoler, i socialforvaltninger m.m. Kun ved at vi offentligt ansatte sætter ord på dette og SAMMEN siger fra, er det muligt at få en anden udvikling i gang.
Det mest ulykkelige vil være, hvis forældrene begynder at skælde ud på lærere og pædagoger, pårørende på plejehjemspersonalet, passagererne i den kollektive trafik på buschauffører og togførere. Vi skal have kvalitet - men uden stress - og det ser ikke ud til at denne regering er den opgave voksen. Det bliver for det meste bare ved en masse flotte ord.
elisabeth staffeldt andersen
14. juni, 2008 #
Det virker ikke som om Claus Hjort Frederiksen og kompagni har den fjerneste ide om hvordan der er på bunden af det danske arbejdsmarked.
Der findes ude i den virkelige verden urimeligt nedslidende og sygdomsfremkaldende arbejdspladser. Steder, man skal have oplevet for at forstå at de findes!!
Tunge løft, akavede arbejdsstillinger, usunde lokaler, umulige opgaver, monotont arbejde og chefer der rovmobber. og nedgør medarbejdere. Eller rettere sagt slave-arbejdere, for med-arbejder er man ikke under de omstændigheder
Og hvad har Claus Hjort Frederiksen så gjort ved det? Afskaffet arbejdstilsynets mulighed for administrativt at tildele bøder til arbejdsgivere der ikke overholder Arbejdsmiljøloven!
Og til Kjaergaard: det kan godt være at den danske arbejdsuge ikke er så lang, men hvad hjælper det den medarbejder, hvis tanker 24-7 er på arbejde og som ligger søvnløs på grund af arbejdsforholdene.
Der trænger virkelig til at blive gjort noget!
Mokkasinen
14. juni, 2008 #
Det som Erik Parkvald pointerer er at den paternalistiske og nedvurderende holdning hos arbejdsgivere overfor deres medarbejdere skaber en Rosenthal effekt. Altså tesen om at negative forventninger skaber negative resultater, her i form af 'sygefravær' eller 'pjæk'.
Den er den samme paternalisme de nyliberale fremfører i kritikken af velfærdssamfundet, der 'nedbryder individets ansvar' og fører til 'dovenskab' mm. Dermed skaber de et sæt negative forventninger som fungerer som en selvopfyldende profeti.
Vi hører dette hver gang fra de borgerlige folkerealister, der ikke forstår de selv har et ansvar for hvordan virkeligheden ser ud. I stedet for selvoplysning, projiceres uvidenheden, fejheden og ignorancen ud på andre som naturligvis må være skyld i miséren. Det skaber identitet, og den fastholder man med magt uden argumenter. Man ophæver en person til autoritet, og erklærer sig enig i synspunktet som man hævder ved at gentage det og afvise modsynspunkter. Der er ikke skyggen af dokumentation eller belæg for dette menneskesyn i de sociale videnskaber (som man af samme grund ikke anerkender).
Med andre ord opfører disse fejlopdragne mennesker sig som terrorister, og denne sorte skole er den virkelige fundamentalistiske trussel i vores samfund, der bør bekæmpes!
Evelyn Sørensen
15. juni, 2008 #
Man har et lortejob, til man finder et bedre.
Thomas Bolding Hansen
15. juni, 2008 #
tja, nu har alle ikke den mulighed.
Travis Malmzon
15. juni, 2008 #
Hvad gør folk egentlig når de ikke kan give systemet skylden ????
De bliver helt hjemløse.
PeterH
15. juni, 2008 #
Kjaersgaard overvejer ikke den nærliggende mulighed: at folk har flere timer til deres arbejde i andre lande! De får mao. flere penge for de samme arbejdsopgaver, fordi de ikke skal færdiggøre dem indenfor samme stramme urealistiske og nedbrydende tidsplan. Det er sandheden om den længere arbejdstid i andre lande.
Jan Hansen
15. juni, 2008 #
Hvad med politikerne selv?
Så snart de gør i nælderne, så skynder de sig at melde sig syge. Jeppe Kofod blev syg af sin sexsag - åbenbart så meget, at han ikke kunne gå på arbejde i adskillige dage. Og så er der Bjørn Dahl. Hans spritbilisme har lige udløst en forlænget sygemelding på tre måneder. Han må godt nok have nogle slemme tømmermænd, siden han er ude af stand til at gå på arbejde i flere måneder. Sidstnævnte er jo venstremand, og må som sådan formodes at bakke op om Claus Hjorts plan. Så det bliver spændende at se, om han alligevel dukker op til næste byrådsmøde.
Jørn Bent
15. juni, 2008 #
Den største pjækker i Folketinget er Marianne Vestager.
Træk hende i løn.
Kjaergaard
15. juni, 2008 #
@ Thomas
Måske, måske ikke, det bliver nok svært at bevise det ene eller det andet. I det mindste foregår det på (nogenlunde) markedsvilkår i det private, hvilket giver en noget anden feedbackmekanisme og konsekvens end hvad vi ser i det offentlige ;-)
@ Simon sen
Hør nu her, bare fordi det er nemt at fyre folk, behøver det jo ikke betyde at folk bliver fyret. Og jeg proponerer på ingen måde for en amerikansk model i DK. USA har en udbredt velfærdsstat og desuden eksisterer mange uhellige forbindelser mellem staten og det private (også i den sammenhæng).
Jeg er efterhånden meget træt af folk der konsekvent skyder kritikere af den danske velfærdsmodel i skoene at de ønsker den amerikanske.
Men bevares, deres velfærdsmodel har da spillet fallit, bare ikke helt så spektakulært som vores egen.
@ PeterH
Det du skriver giver altså ikke mening. Hvis folk arbejder mere, så har de nok også flere eller længerevarende arbejdsopgaver. Alternativt får de væsentligt færre penge hvis arbejdsopgaverne er ens, eftersom lønnen (før skat, afgift osv.) i DK er væsentligt højere end i andre lande.
Sandheden om den længere arbejdstid i udlandet er at der er større incitament til dette. Det kan fx være pga. en lavere timeløn og/eller lavere skat.
Men det interessante for denne diskussion var jo bare, at det er mærkeligt at problemet med pjæk er så stort hos os i andedammen, når vi arbejder så få timer i forhold til andre lande.
Kjaergaard
15. juni, 2008 #
Undskyld dobbeltpost.
@ Mokkasinen
Så velfærdsstaten fungerer ikke, fordi vi er nogle der ikke tror på den? Og det skulle du bruge 21 linjer på at forklare? Så forstår jeg ærligt talt godt hvis "borgerlige folkerealister" ikke giver meget for dine "sociale videnskaber" ;-)
Men helt seriøst, det argument holder ikke engang indenfor sin egen ramme; primært fordi liberalt sindede netop tror og forventer meget af individet. Så vi er altså en positiv drivkraft jf. Rosenthal-effekten og alle der anser mennesker som viljeløse ofre, de er så terrorister ifølge din terminologi.
Mokkasinen
15. juni, 2008 #
Velfærdsstaten fungerede da fremragende, og er helt i tråd med moderne markeder, der kræver at virksomhederne indretter sig mere og mere efter specialisering og nicher. På samme måde var retningen i velfærdsstaten at man i stigende grad indrettede systemerne efter den enkelte borgers behov. Eksempler var mange små lokale sygehuse, mange små lokale skoler mm.
Problemet er at velfærdsstaten fungerede, og at de sk. borgerlige sælger ud af en velfungerende stat alene på grund af at man påstår at vide bedre!?? Det er blot simpel paternalistisk retorik uden hold i virkeligheden (det der virker for den enkelte). Hver gang det argument fremføres mødes man med en motivtolkende modpåstand uden belæg, om at danskerne er lade, umotiverede, at man er venstreorienteret og ønsker socialisme mv. Hvis ikke det er defensivt paternalistisk pladder, så er Hjort Frederiksen heller ikke beskæftigelsesminister!
Beskæftigelsesindsatsen og retorikken mod de offentligt ansatte er én lang negativ stigmatisering af de svage på arbejdsmarkedet, og bla de lavtlønnede i omsorgsjob. Så ja nutidens "liberalt sindede" forventer mere, de forventer at medarbejdere uden videre accepterer negativ motivation som incitament for at arbejde og få familie-hjem balancen til at fungere, OVENI de dårlige arbejdsvilkår og de forfaldne offentlige arbejdspladser!
Som Erik Parkvald også erfarer, så har vi altså at gøre med ledere der ikke evner at lede! Og management der ikke evner strategi! Hvor er det så lige at Kjaergaard ser de 'positive drivkræfter' hos de liberale politikere der styrer den offentlige sektor pt.? Man styrer på samme måde som terrorister, der tror at man kan skræmme og intimidere sig til resultater.
Så Kjaersgaard, det er nogle billige politisk korrekte synspunkter du fremfører, men uden hold i virkeligheden!
Jensen
15. juni, 2008 #
Hvis man kan stjæle 20 dage fra sin arbejdsgiver om året ved at være syg når man ikke er det, så arbejder man pludselig kun ca. 180 dage mod de normale 200 pr. året. Det er en skattefri lønstigning på 10 procent...
Endelig kommer at man kan lægge sit fravær på de 10 procent at tiden der føles hårdest, således er den reelle stigning endnu større.
Hvis man oveni har børn kan man også have fraværd hver gang de er syge...
Det rammer arbejdsgiveren men det rammer især de der faktisk arbejder. Kollegaerne må jo holde for.
Jeg tror desværre at artiklen er korret, det er ledernes skyld. I Danmark bliver man ofte leder fordi det er éns tur. Ikke fordi man har et organiseret ledergen.
Således kan folk der er chefer få lov at være utroligt ustrukturerede og det rammer så alle andre.
Der er ikke ægte planer. Ingen ser efter hvor meget tid arbejdet reelt set tager og uden nogen former for proces og dokumentation af samme, der ender det hele i et socialt skuespil - hvor kæledæggerne kan slå deres folder.
Den er fedter og husker kun at sige positive ting, han når meget længere end den der er realist. Underholdningsbranchen har ramt os i arbejdslivet. Den gode historie vinder.
10-12% effektiv lønstigning - bare ved ikke at komme når man ikke gider. Og de kan ikke beskatte det.
John St
15. juni, 2008 #
Rent anekdotisk: jeg kendte engang en rådhusbetjent fra Københavnstrup.
Hver 1. januar sagde han (i fuldt alvor) "Nu har jeg 119 sygedage til gode". (Ved 120 kan man som bekendt afskediges for sygefravær).
Ikke fordi jeg vil sammenligne ham med andre offentlige ansatte, men der går sjældent røg af en brand, uden at der er ild - og andre tåbelige fraser og ordsprog :-D
PeterH
15. juni, 2008 #
Kjaersgaard, du forstår åbenbart ikke, hvad jeg skriver: når man har en længere arbejdstid, betales man for flere timer; men der er ingen, der siger, at produktiviteten er højere end den, man med færre arbejdstimer har i Danmark. Det er, fordi man i andre lande tager et betydeligt større hensyn til folks forskellighed, faktiske arbejdsevne og, ikke mindst, hylder et behageligt liv fremfor ligegyldig og hensigtsløs stress (man har måske ikke det samme behov for at fortrænge endeligheden).
At inddrage aflønningsaspektet er at skyde sig selv i foden, for det er jo 'kendt', at danskere har relativt mindre til sig selv, fordi skatten er så høj. I virkeligheden handler det jo om, at omkostningsniveauet i Danmark er meget højere, fordi grådigheden får lov til at herske mere uhæmmet end i de fleste andre europæiske lande, hvor dels gode kristne dyder stadig ligger til grund for folks indstilling til livet, dels forståelsen af behovet for at tæmme en potentielt alternativ magt i samfundet er erkendt.
Kjaergaard
16. juni, 2008 #
@ Mokkasinen
Din analyse af velfærdsstaten som velfungerende forstår jeg ikke. En lille mio. mennesker i den erhvervsaktive alder eller godt 1/4 af arbejdsstyrken på overførsler ... det er et succesfuldt samfund?
Det gør ondt at skulle forsvare den nuværende regering, men deres detailstyring skete jo bl.a. på baggrund af et meget skuffende sygehus- og uddannelsessystem. Hvor lang tid tog en ny hofte lige for 10 år siden modsat nu (før strejken)?
Når det er sagt så forstår jeg bestemt godt din utilfredshed med den nuværende regerings (og folketings for den sags skyld) måde at agere og motivere på (man fristes til tankespind over hvor mange af de centrale aktører, der kunne gøre sig succefuldt i det private ...).
Men nu er der heller ikke nogen nævneværdigt liberale personer i det nuværende folketing.
Grundlæggende anser jeg dog din kritik som forfejlet, mestendels pga. din kategorisering som velfærdsstaten præ-Fogh som velfungerende. Problemerne i den offentlige sektor løses kun ved privatisering, da det er det planøkonomiske system den kører på som slår sprækker.
@ PeterH
Jamen du skal da frit have lov til at være på arbejde 10 timer længere til nulløn. Jeg tvivler kraftigt på at nogen arbejdsgiver vil nægte dig den mulighed.
Omkring hensynet i andre lande; tænker du på noget specielt land her? Sverige måske? Det ville være rart med nogen konkrete eksempler, for som det står nu er det sådan lidt la-la.
Jeg er i øvrigt meget enig i din analyse af det uhæmmede grådighedsniveau i Danmark. At vi har verdens højeste skattetryk, hvor pøblen og staten i fællesskab stjæler fra de produktive og flittige, kombineret med den højst urimelige grad af regulering af det private marked, er en skændsel uden lige som bør korrigeres øjeblikkeligt. Dog en enkelt korrektion: statsmagten er ikke spor potentiel, men i den grad nærværende.
PeterH
16. juni, 2008 #
Folk som Kjaergaard kan i den grad deprimere mig - for hvor er det dog fattigt med denne markeds-karruseltur, og nu må det snart stoppe.
Hvis ikke vi havde væsentlige ting at sikre på samfundsniveau, ville det jo heller ikke være nødvendigt i dén grad at slave på markedet, og da selv liberalister jo indrømmer, at det i virkeligheden er tid, der er til salg, så kan man heller ikke tænke sig en anden reel vækst end den, der fremkommer, når man skal bruge mindre og mindre tid til at fremstille de relativt få ting, der er nødvendige.
Markedet fostrer det modsatte af frihed: bundethed til produktion, der helt uden vurdering af nødvendigheden tillades sat i værk.
Den offentlige sektor er derimod beskæftiget med det essentielle i menneskelivet: undervisning, uddannelse, pasning af børn, gamle og andre plejekrævende, osv. osv. Desværre har vi endnu ikke bedre, mere forstandige midler end markedet til at finansiere det; men det kan kun være et spørgsmål om tid, for markedet løser jo ingen problemer, det fortsætter den evige karruseltur, hvor folk aldrig bliver færdige med opgaverne og derfor er evigt frustrerede og uden den hæder og ære, der naturligt følger med veloverstået gerning.