I forbindelse med de årlige forhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomiske rammer 2009 har regeringen i en 'Handlingsplan for at frigøre ressourcer til borgernær service' fra Finansministeriet fremlagt et bud på 'Rekrutteringsudfordringen for den offentlige service'.
40.000 ubesatte stillinger i 2015, hvis der ikke gøres noget, er regeringens bud på "rekrutteringsudfordringen for offentlig service".
Noget af en indrømmelse, men alligevel er der i høj grad tale om tilsløring, idet regeringen alene opgør arbejdskraftmanglen i den offentlige sektor i forhold til sin egen, meget skrabede 2015- plan.
Med 2015-planen er der nemlig lagt op til en i historisk sammenhæng hidtil uset lav vækst for det offentlige forbrug. Hvor realvæksten i det samlede offentlige forbrug 1994 - 2001 årligt lå på 2,1 procent og 2002 - 2007 er faldet til godt 1,5 procent, skal det fra 2009 til 2015 reduceres til 0,9 procent i årligt gennemsnit.
Offentlig forbrug halveres
Stigningstakten i det offentlige forbrug skal således næsten halveres i forhold til, hvad der har været tilfældet fra 2000 til 2007.
Ikke alene er der hermed tale om en voldsom opbremsning af væksten i de offentlige udgifter i forhold til, hvad der var tilfældet før denne regerings tid, og selv i forhold til, hvad der hidtil har været tilfældet under den nuværende regering. Der vil i realiteten også være tale om, at tilførslen af ressourcer til den offentlige sektor alene bringes langt ned under niveauet for at følge med velstandsudviklingen (1,8 procent i årlig realstigning).
Når det ifølge regeringens planer tilnærmelsesvist står på nulvækst i kommunerne de kommende år, vil det naturligvis også medføre, at de personalemæssige rammer, regeringen opstiller for den offentlige sektor, vil ligge langt under det i realiteten påkrævede.
Regeringen vil kun tillade en stigning i medarbejderantallet ved offentlig service på godt 9.000, således at der i 2015 er 827.000 offentligt ansatte. Men frem til 2015 bliver der godt 200.000 flere pensionister over 65 år, som skal serviceres af ældre og sundhedssektorerne. Det alene vil kræve en stigning i offentlig beskæftigelse på op til 845.000. Og skal offentlig service følge med velstandsudviklingen vil det i 2015 kræve helt op 860.000 offentligt ansatte.
I realiteten dækker regeringens opgørelse af 'rekrutteringsudfordringen' i 2015 til at udgøre kun 40.000 personer således over en reel personalemangel på omkring 75.000. Det vil sige op mod det dobbelte, hvis både kravene fra demografien og velstandsudviklingen skal indfries.
Det må skarpt kritiseres, at regeringens opgørelse kun foretages i forhold til regeringens egen 2015-plan og den heri indeholdte historisk set hidtil uset lave vækst i offentlig service. Korrigeres den fremtidige rekrutteringsbehov i den offentlige sektor i forhold til demografi og navnlig i forhold til den fremtidige velstandsudvikling truer en fremtidig personalemangel i den offentlige sektor på op imod det dobbelte af det som regeringen opgjorde.
Regeringens plan må således ses som et velovervejet forsøg på at tilsløre det reelle personaleproblem i den offentlige sektor og dermed den systematiske udhuling af den især kommunalt leverede velfærdsservice i de kommende år som følge af 2015 - planen.
I selvsamme handlingsplan har regeringen også kastet sig ud i at opgøre et omfattende effektiviseringspotentiale i kommunerne i de kommende år. Det er der også i allerhøjeste grad brug for jf. det meget begrænsede råderum for vækst i offentlig service ifølge regeringens 2015-plan. Det betyder ifølge regeringen, at "- yderligere serviceforbedringer skal realiseres ved at frigøre ressourcerne andre steder -".
Vupti 1,4 mia. kr. i gave
Men meget belejligt finder regeringen nu pludselig hidtil uopdagede/uudnyttede potentialer for effektivisering i kommunerne, der ifølge regeringens opgørelse årligt i gennemsnit kan frigøre omring 1,4 mia. kr. i kommunerne til at finansiere vækst på velfærden. Således skulle der alligevel blive råd til vækst i velfærden, på trods af at regeringen således ikke selv har afsat nye midler hertil.
Effektiviseringen i kommunerne kan ifølge planen findes ved, at der frigøres ressourcer til service via anvendelse af færre ressourcer til administration, anvendelse af færre ressourcer til varekøb og energi, gennem nedbringelse af sygefraværet samt gennem anvendelse af ny teknologi og bedre arbejdstilrettelæggelse. Hermed angiver regeringen at kunne frigøre op til 11.000 medarbejdere til service i stedet.
Det skal med det samme understreges, at der selvfølgelig kan ske effektivisering af ressourceanvendelsen på de nævnte områder og at det også er fuldt legitimt og fornuftigt at arbejde på effektivisering af ressourceanvendelsen. Problemet i regeringens handleplan er således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der kan og bør effektiviseres?
Problemet er, at de af regeringen fremlagte overslag over effektiviseringspotentialet i høj grad har karakter af regneeksempler.
Heri ligger, at embedsmændene i Finansministeriet i mangel af nærmere og konkret viden om effektiviseringspotentialet og mulighederne for virkeliggørelse heraf på de forskellige valgte områder i stedet lægger antagelser til grund for deres beregninger af effektiviseringsgevinster. Det vil sige i mangel af bedre tager udgangspunkt i skøn eller om man vil i slag på tasken.
Bremser udviklingen
Det i denne forbindelse dybt kritisable er, at regeringens handlingsplan dermed i stedet for viden bygger på tro og skøn og ønsketænkning uden behørig undersøgelse af det faktiske besparelsespotentiale, uden belysning af de helt eksakte ledsagende ressource- og investeringskrav og uden nærmere handlings- og tidsplan for gennemførelsen.
Det gælder alle hovedkomponenterne i regeringens 'Handleplan for frigørelse af ressourcer til borgernær service', at effektiviseringsgevinsterne bygger på mere eller mindre udokumenterede sådanne regneeksempler: Effektivisering af administration, besparelser på indkøb og energi og effektivisering af arbejdstilrettelæggelse.
Også regeringens planer for nedbringelse af sygefraværet tager ikke udgangspunkt i realiteter, men i at regeringen har besluttet, at sygefraværet skal reduceres med 20 procent frem til 2015.
At der er forskel på realiteter og mål viser udviklingen i sygefraværet i den statslige sektor, som år efter år er steget på trods af mål om det modsatte.
Regeringens plan for frigørelse af ressourcer og rekruttering til kommunal service savner således substans og grundlag i virkeligheden.
Man kan være pæn og betegne planen som et overordnet principprogram og et langsigtet projekt. Men man kan også være mere skarp og betegne planen som camouflage. Igennem brugen af illusoriske effektiviseringsberegninger og igennem systematisk at underspille rekrutteringsbehovet til kommunerne forsøger regeringen i realiteten at tilsløre, at den i de kommende år lægger op til stort set nulvækst i offentlig service og dermed at velfærden vil i de kommende år halte langt bagud for velstandsudviklingen.
Henrik Herløv Lund er økonom og cand. scient. adm.
