Til salg

"Vi har brug for tillid fra Christiansborg, og det her er det modsatte."

Kommunernes formand, Erik Fabrin (V) til Ritzau

STATSMINISTER ANDERS Fogh Rasmussen viste tidligt, at den eneste vej til magten var at erobre midten i dansk politik og sætte sig tungt på velfærdsdebatten. Ud med den minimalstatsivrige hulemand og ind med den store garant for kvalitet i den offentlige velfærd, som ligefrem har pralet med, at der er ansat langt flere i den offentlige sektor under VK-regeringen. Det har gjort liberalisterne sure, men har til gengæld sikret ham magten ved tre efterfølgende valg med en bovlam opposition, der ikke har kunnet finde modtræk til Venstres strategi.

Om det er i erkendelse af, at den tredje valgperiode også bliver den sidste i denne omgang, er svært at sige. Men i hvert fald lyder der nu helt anderledes toner fra Venstre, som straks har fået oppositionen til at mene, at Anders Fogh Rasmussen nu viser sit sande ansigt.

Nogenlunde samtidig med at den liberale tænketank CEPOS har forsøgt at sparke en debat i gang om øget udlicitering i den offentlige sektor, offentliggjorde Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, i går et udspil, der åbner for, at samtlige offentlige kerneydelser fra skoler og sygehuse til græsslåning i parker sendes i udbud. Den underliggende forestilling er, at der med øget udlicitering til private ifølge CEPOS kan skabes et økonomisk råderum i kommunerne på op til 15 mia. kroner. Man kan undre sig såre over timingen i udspillet. Netop i disse dage forsøger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) at holde balancen i forholdet til kommunerne i de meget anspændte og vanskelige forhandlinger. Og på de kanter er man ikke just fornøjede over udspillet, der kommer på et tidspunkt, hvor mange borgmestre - også fra V og K - giver udtryk for, at der ganske enkelt ikke er penge til at opfylde velfærdsløfterne. Medmindre strategien er - i sammenhæng med udmattelseskrigen over for de strejkende offentligt ansatte - at køre den offentlige sektor så meget i sænk, at øget udlicitering kommer helt af sig selv, virker det besynderligt. Trøsten er, at som landet ligger nu, har udspillet ingen gang på jord, fordi det vil være umuligt at samle et flertal, der kan støtte udlicitering af for eksempel skole- og sygehusdrift.

Når det er sagt, er udlicitering ikke nødvendigvis af det onde. Øget konkurrence er en forudsætning for, at man kan fastholde det lovede høje niveau og de mange garantier andre steder.

Men netop på områder som folkeskole og sygehuse, som er med til at sikre den lighed, lige adgang og mulighed for social mobilitet, man forbinder med Danmark, er afhængige af en stærk offentlig sektor og drift. Erfaringer med privatiseringer på de områder i udlandet skræmmer. Hvis man har lyst til at få syn for sagn, kan man begynde med at sende erhvervsordføreren på studietur til New Zealand, hvor 1990'ernes neoliberale amokløb mod skole- og sundhedsområdet nærmest har fået det til at bryde sammen.