“Jeg håber, denne dag bliver en huskekage til EU-systemet og alle de EU-glade regeringeri Europa. En folkerøst, der minder dem om, at de skal (…) lade være med at forsøge at presse alt muligt ned over hovedet på befolkningerne.”
Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard
DET ER IKKE en helt urimelig øvelse at reflektere over reaktionerne på det irske nej til Lissabon-traktaten. Som for tre år siden i Frankrig og Holland er det først og fremmest alle højre- og venstrepopulistiske kræfter i Europa, der glæder sig. Fra Enhedslisten til de britiske konservative. Fra Dansk Folkeparti til de polske abortmodstandere. Fra Sinn Fein til den italienske Alleanza Nationale. Sammen med en portion amerikanske og kinesiske politikere, som forstår, at der er mere plads i det globale magtspil, så længe europæerne til stadighed ikke kan finde ud af at vedtage et regelsæt for EU.
I alle de europæiske socialdemokratier og centrum-højre-ledede regeringer vånder politikerne sig derimod. Men modsat hvad Pia Kjærsgaard antager i citatet ovenfor, har “folket” som mytologisk størrelse ikke altid hverken “ret” eller vil det gode - det er derfor, man ikke ønsker sig folkeafstemning om udlændinge eller dødsstraf.
Til gengæld kan man rimeligvis spørge: Hvad er der galt med EU? Vi ved jo, at traktaten var faldet ved en folkeafstemning i andre medlemslande også.
HVIS MAN i realpolitikkens navn fravælger dem, der bare vil nedlægge EU, så lyder en ofte brugt diagnose, at der savnes politisk lederskab, modige reformer og entusiasme. Politikerne har fejlet i at formulere en samlende vision for Europa. Men hvor sympatisk analysen end lyder, er den næppe rigtig. Lige meget hvor entusiastiske, visionære eller reform-mindede, EU’s stats- og regeringschefer viser sig, er det sandsynligt, at EU aldrig bliver noget folkeligt projekt.
EU er en politisk-bureaukratisk konstruktion, som ikke fordrer, at vælgerne føler nogen speciel begejstring for andet end deres egne folkevalgte. Heldigvis. Europa har dårlige erfaringer med regimer, der bygger på folkelig mavefølelse og heftige emotioner.
EU ER OGSÅ en konstruktion, der virker indirekte gennem regering og Europa-Parlament. Man mærker ikke Unionens eksistens i det daglige på samme måde som en national eller lokal politisk beslutning om daginstitutioners normering eller hospitalers ventelister.
Det føles med andre ord som en ret gratis omgang at stemme nej. Bagefter er alt jo som før. “Stem nej for en sikkerheds skyld. Siger du ja, bliver du aldrig spurgt igen,” lød et nej-slogan fra de danske euro-skeptikere, dengang danskerne sagde nej til den fælles mønt. Et slogan, der kun bygger på én ting: folkets mistillid til eliten, til “systemet” - altså den demokratiske styreforms forvaltere.
PROBLEMET ER naturligvis, at EU er alt andet end ligegyldig. Det er ikke for sjov, at alle ansvarlige partier og politikere i Europa går ind for foretagendet. EU er en unik international konstruktion, som alle sine mangler til trods formår at binde de europæiske demokratiske markedsøkonomier sammen i en fredelig forhandlingsbaseret model, hvor man arbejder sammen på at finde kompromiser til gavn for sine borgere og for at få indflydelse på sin store allierede, USA. Og i håbet om at påvirke stormagter som Rusland, Indien og Kina, der ikke lader sig afficere af enkelte europæiske landes politikker.
Derfor egner EU-traktater sig til at blive vedtaget i det nationale parlamentariske demokrati og ikke i det direkte. Men da det umuliggøres af den irske forfatning, bliver irerne med stor sandsynlighed bedt om at forsøge igen. Som da de sidst afviste en EU-traktat i 2001. Ikke fordi de skal trynes, ikke fordi de er mindre værd end andre EU-borgere. Men fordi Europa har brug for ikke at skulle begrave sig i endnu en runde interne årelange forhandlinger om institutioner og stemmeregler og poster.
EUROPA HAR BRUG for en handlekraftig union, der kan træffe politiske beslutninger. Fra miljø til udenrigspolitik. Fra genmodificeret majs til regler for indvandring. Fra globale regler om frihandel til bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet. Og så kan det da anbefales, at man også arbejder særdeles hårdt på at finde den magiske formular, der gør, at indpakningen - traktatteksterne - også kan sælges til borgerne. For kønt ser det jo ikke ud, endsige demokratisk.
Men her findes imidlertid et alternativ til at stemme om den samme traktat igen; en afstemning om irsk EU-medlemskab.
Irerne har nu sagt nej to gange i det samme årti til en EU-traktat. Det kunne være rimeligt at spørge dem, om de ikke skulle vælge en løsere tilknytning til den europæiske union som f.eks. Norge eller Schweiz.
Alternativet er EU med Lissabon-traktaten. Det er et klart valg for irerne, og et folkeligt ønske om en anden type medlemskab vil blive respekteret af resten af Unionen.
Kommentarer
“Irerne har nu sagt nej to gange i det samme årti til en EU-traktat. Det kunne være rimeligt at spørge dem, om de ikke skulle vælge en løsere tilknytning til den europæiske union som f.eks. Norge eller Schweiz”
Det er beskæmmende at se en Informationsleder der på denne måde vender problemet på hovedet. Det er ikke irerne der skal spørges. Det er de øvrige regeringledere og EU’s ledelse der skal spørges hvorfor de ikke vil følge demokratiets spilleregler og begrave traktaten.
Det er uanstændigt det der foregår. Man kan ikke opstille nogle regler (hvis bare ét land siger nej, falder traktaten) og så bare ændre dem når udfaldet bliver et andet end håbet. Det ville klæde det politiske estblishment, og for den sags skyld også Informations lederskribent, at respektere de demokratiske spilleregler.
Informatíons underbetalte medarbejdere anser sig for at være en del af magtens establishment, og for at være en del af den intellektuelle elite. Derfor!
Demokrati er kun til pynt. Når det virkeligt gælder, så må de kloge hoveder vælge for hoben.
EU’s dilemma er, at Unionen ikke forstår at begrænse sig, hvilket er alle magtsystemers svaghed.
Skarpt afgrænsede områder som udenrigspolitik, militær, sikkerhedspolitik o.l. er indlysende områder, hvor EU-landene skal samarbejde særdeles tæt med den fordel, at i disse begrænsede områder kan borgerne overskue, hvad der foregår i Unionen.
Andre områder skal nationalstaterne have eneret og ikke overtrumfes af Unionen uanset, at der på nogle af disse områder kunne opnås fordele ved tættere samarbejde.
Smukt talt Annegrete og ramt lige i midten
De globale problemer gi sgu fanden i om EU er et folkeligt projekt eller ej. Det er også flintrende ligegyldigt om det nogen sinde blir det. EU er den platform som sikre de Europæiske folk en mulighed for indflydelse på den globale scene og det gælder såvel politiske som økonimisk. Det er det det her dybest set handler om.
Hvorfor vil I Europæere absolut så gerne have lov til at overlade de globale problemers løsning til USA og KIna?
Hvor er de visionære politikere i Europa som kan samle folk om en forståelse for en vision om Europa som en indflydelsesrig faktor på den globale scene?
Hvor er de politikerene som kan løfte dette her ud over det navlepillende nationale småkævleri som alle i lige nu europa synes at mener er så forbandet meget vigtigere end Europas tilstedeværelse ved det brod hvor de store globale afgørelser træffes om f.eks. miljø og ressource?
Hvor er de politikere som evner at sige at Europas tilstedeværelse er vigtig som med og modspiller til bl.a. USA og Kinas og de øvrige når de globale beslutninger skal træffes?
Anne Grethe Rasmussen orienterer sig som en af de utallige økonomiske fundamentalister, der først med udgangspunkt i den marxistiske filosofi forsøgte at forklare alt ud fra distinktionen mellem basis og overbygning, økonomi og kultur, nødvendighed og overflødighed, for så at svinge over til den institutionaliserede monetarisme og udemokratiske dyrkelse af det velsignede ved den uhæmmede økonomiske vækst.
Man undgår konsekvent at fokusere på det, at EU først og fremmest er udtryk for et forsøg på at institutionalisere den økonomiske filosofi, som er blevet formuleret af økonomen Milton Friedmann.
Fastkurspolitikken, som går ud på at sikre møntenheden dens position i forhold til udlandet, og dermed købekraften i forhold hertil, forfølges ved på europæisk plan at prioritere lav inflation over alt andet. Hertil bruger man renteniveauet på europæisk plan, og man lægger restriktioner på mulighederne for at køre med underskud på de nationale budgetter.
End videre skelner man skarpt mellem de forskellige former for værdistigning. De faste værdiers prisstigninger figurerer ikke som inflation, fordi de optræder som købekraft i forhold til omverdenen, hvorimod de løbende udgifter til arbejdskraft, som stadig er den indtægtskilde, som betyder mest for de fleste, skal holdes længst muligt nede, idet de hæmmer tilvæksten i fast værdi, og dermed købekraft i forhold til udlandet.
Fagforeninger og aftalesystemer anses i monetarismens filosofi som illegitim magtfaktor, uden at det på nogen måde hænger sammen i nogen konsistent forklaring. Dogmatisk hævdes det bare, at nogle aktører på det fri marked er udtryk for markedets sande og helende væsen, hvorimod andre er af det onde. At den monetaristiske filosofi falder som en varer, der kan sælges, og som sælger infamt godt på de bonede gulve i Bruxelles, i Dansk industri, i de herskende kredse i det politiske system, samtlige danske aviser og medier (absolut uden undtagelse), og som dermed må indplacere sig selv som illegitim medspiller inden for sit opmærksomhedsfelt, ja det falder uden for denne primitive filosofis fatteevne.
Det forhold at man netop har færdiggjort et forslag i EU-regi, som åbner op for arbejdsuger på 65 timer, og generelt hæver arbejdsugen til 48 timer på med mulighed for at lande kan vælge arbejdsuger på op til 60 timer, ja det har man end ikke gidet overhovedet at nævne i Dagbladet Ínformation. Det er intet mindre end det ultimative bevis på at avisen ingen eksistensberettigelse har længere.
http://www.elpais.com/articulo/economia/ministros/UE/debaten/elevar/65/t…
Som del af dagbladet Ínformation er Anne Grethe Rasmussens evne til at forholde sig kritisk til EU-monsteret forsvundet i takt med bladets forsøg på at overleve på de gældende kommercielle vilkår. Man har lagt sig i kølvandet på de styrende elitære kræfters ideologiske og kommercielt cementerede udlægning af verden. Bladet forsøger at overleve økonomisk ved at appellere til de herskendes billede på succes, og cementerer dermed den herskende orden. I forlængelse af forsøget på at overleve økonomisk har man på den måde mistet sin eksistensberettigelse.
Der er meget lidt at komme efter i denne avis, ud over det at de ucensurerede debatfora ind i mellem viser at mytologien blandt de herskende om folket altid vil have sin egen karakter som grundlaget for elitens selvforståelse, og at folket i sin for eliten fremmede og ukendte status netop aldrig kommer under massemediernes kontrol.
Steen:
Hørt! Denne artikel er en skamløs leflen for de Kære Ledere.
Uanset om EU-modstanderne kan lide det eller ej, er traktaten ratificeret på demokratisk vis i Danmark og samtlige andre EU lande.
I Danmark er traktaten ratificeret af et stort flertal i Folketinget, og noget tilsvarende er sket i de andre lande. Folketinget har ret til at foretage denne beslutning med almindeligt flertal, da der ikke afgives yderligere suverænitet ved traktatens indgåelse.
At EU-modstanderne konsekvent mener at enhver EU-aftale i virkeligheden er afgivelse af suverænitet og at der foregår en gigantisk konspiration for at narre folket er en anden sag. I virkeligheden er det en farlig antidemokratisk og fascistoid retorik.
Er det demokratisk, at et flertal på 110.000 mennesker skal kunne vælte en traktat, som er demokratisk vedtaget på vegne af 500 millioner europæere?
Annegrethe Rasmussens pointe er fuldstændig korrekt: irerne bør overveje om de vil bremse resten af europa, eller stille sig tilfreds med en løsere tilslutning til fællesskabet.
(Var traktaten blevet sendt til folkeafstemning i Danmark ville jeg i øvrigt selv have stemt nej til den, idet Danmark i Lissabon-traktaten tager forhold for det retslige samarbejde på udlændingeområdet.)
Det parlamentariske system kan selvfølgelig benytte sig af den magt, det har. Men det ændrer ikke på, at diskussionen om det legitime i dens forvaltning i forhold til unionsdannelsen er relevant.
Anne Grethe Rasmussen nævner, at der findes områder hvor befolkningernes stemme legitimt kan tilsidesættes af det parlamentariske styre. Ja, det er rigtigt, og det er fordi der findes forhold, som burde kunne forhindres, allerede af forfatningsmæssige grunde, f.eks. der hvor demokratiet underminerer sig selv, og der hvor det underminerer sin egen legitimitet.
Det, at de folkevalgte, udvalgte, afgiver demokratisk suverænitet til et udemokratisk økonomisk diktatur den ene gang efter den anden, kan ses som et eks. på, at demokratiet ophæver sig selv, mod eller med forfatningen. De gange, hvor det er sket med folkeafstemninger, har det heller ikke rigtigt godt, for det er sket under falsk varebetegnelse; Man har gang på gang solgt unionen til dens borgere under højtidelige forsikringer om, at den var sten død.
Demokratiet er pr. definition lidt af en paradoksal konstruktion, da demokrati dybest set handler om, at alle skal have noget at skulle sige, også dem der siger, at ikke alle skal have noget at sige (racister og socialdarwinister = racister forklædt i den økonomiske nødvendigheds gevandter). Forfatningen sikrer og bør sikre sig mod flertallets ”udemokratiske” diskrimination mod mindretallet. Det er en nødvendig tilføjelse til selve den demokratiske ide og en kompensation for det paradoksale i demokratiets grundide. Og at bringe det ind som her i lederen, for så generelt at begrunde eliternes tilsidesættelse af folkets absolut legitime ret til at være imod yderligere overnational statsdannelse, ja det er bare grov demagogi!
Ínformation har for længst mistet sin berettigelse i dens patetiske overlevelsesforsøg. Men det er så udbredt en tendens i det gennemkommercialiserede samfund, der på mange måder negerer sine mulighedsbetingelser i forsøget på at overleve.
Avisens fokus på miljøproblemerne er i øvrigt undermineret, i og med at man har givet sin vilje til dette institutionaliserede vækstmaniske monster af en Europastat.
Minsandten om ikke vor fattigdoms- og afviklingsprædikant påstår, at vi ønsker at “dem der siger, at ikke alle skal have noget at sige (racister og socialdarwinister = racister forklædt i den økonomiske nødvendigheds gevandter).”
Sikke noget sludder! Vi GIVER dem da demokrati! Men demokrati er kun til pynt. Når det virkeligt gælder, så må de kloge hoveder vælge for hoben. Derfor må hoben stole på dem, som den i et øjebliks ligevægt har valgt til at styre for sig.
Det kan jo ikke nytte at overlade styringen til det pøbelvælde, som kalder sig folket. Bare se hvordan det går i Afrika, specielt Zimbabwe - det panafrikanske socialistiske paradis. Og russerne har jo afskaffet demokratiet igen………….
Stor TAK til Irland
Jeg, som sikkert mange andre, ventede med spænding på det irske valg angående EU’s forfatningstraktat (undskyld: Lissabon-traktaten) forskellen er ikke til at få øje på. Den traktat som Holland og Frankrig allerede har forkastet. Det anfægter dog ikke det bureaukratiske, udemokratiske EU.
Man støver lige Forfatningstraktaten lidt af, piller et par uvæsentlige paragraffer ud, giver den et nyt navn ,,Lissabon-traktaten’’. Hokus pokus. Ny afstemning, men KUN til de europæiske parlamenters godkendelse. De europæiske befolkninger får ikke LOV til at stemme om de forhold der på afgørende områder vedrører befolkningerne. Ikke engang Danmarks befolkning fik LOV til at stemme. Smag lidt på ordet, ikke fik LOV til, på demokratisk vis, at stemme om den nye, udemokratiske traktat.
UNDTAGEN Irland. Irland fortjener al mulig TAK fordi de stemte klart NEJ.
Jeg føler mig overbevist om at irerne taler og stemmer på vegne af mange af Europas befolkninger. Gjorde befolkningerne i Europa en kæmpe tjeneste. Gav de europæiske, EU-fikserede politikere det slag i ansigtet de så inderligt fortjener. Deres tilsidesættelse af demokratiske spilleregler.
GUDSKELOV blev torsdag den 12. juni en glædens dag. Irerne nedstemte, sikkert på vegne af de almene europæiske borgere, Lissabon-traktaten og gjorde dermed de europæiske lande og deres befolkninger en uvurderlig tjeneste.
Det var et slag i ansigtet på de politikere, som overalt i Europa ville luske denne frihedsindskrænkende og udemokratiske traktat igennem udenom befolkningerne og dermed for alvor gøre EU til et EU af regeringer, ved regeringer, for regeringer, i stedet for et demokratisk, folkeligt EU.
Politikerne bliver nødt til at erkende, at Europas borgere ønsker et fornuftigt, demokratisk samarbejde, men ikke ønsker et Europas Forenede Stater og at befolkningerne ønsker direkte, demokratisk indflydelse på egen fremtid. At befolkningerne ønsker at blive hørt, stemme om, når der kommer ,,NYE?’’ traktater.
Europas borgere blev ikke spurgt, blev ikke hørt, fik ikke LOV til at stemme om hvorvidt EU skulle optage nye lande.
Forhåbentlig falder al tale om at udstyre EU med statslignende institutioner til jorden, at det må skrottes, at befolkningerne ønsker et mindre politisk betonet og mere handelsmæssigt betonet EU.
Politikerne SKAL, bruge deres tid på at fremme befolkningernes interesser frem for på stærke økonomiske interesser i EU’s lovgivning.
Det fremgår vist med al tydelighed, at mange af de europæiske landes befolkningsflertal har mistet troen på EU og mere og mere tegner et negativt billede af det vakkelvorne projekt.
Politikerne har i deres verdensfjerne indspisthed mistet jordforbindelsen til folk. Den må de genskabe ved at sætte færre og mere folkeligt forankrede mål for EU’s fremtid.
Der skal naturligvis holdes folkeafstemninger om traktaten, både i de lande der allerede har ratificeret traktaten og de lande der påtænker at ratificere den, hen over hovederne på Europas befolkninger.
Traktaten/traktaterne kan, ifølge EU’s egne love KUN træde i kraft når samtlige lande har ratificeret traktaten. Vil EU ignorere det?
Den traktat der, reelt, allerede er forkastet af de eneste tre lande der har fået ,,LOV’’ til at stemme, Frankrig, Holland og nu senest Irland.
Hvordan ville resultatet blive hvis resten af Europas befolkning også fik ,,LOV’’ til at stemme?
Det sædvanlige postulat om grunden til at folk stemmer nej fordi de ,,ikke forstår traktaten’’ er en manipulerende grovhed. Mon ikke der er mindst lige så mange ja-sigere (sikkert flere) der ,,ikke forstår traktaten’’. Min egen personlige erfaring gennem de mange år er, at NEJ sigerne er væsentlig mere inde i sagerne, sætter sig mere grundigt ind i HVORFOR vi stemmer nej. Mange ja-sigere følger vist blot ukritisk det der bliver trukket ned over hovederne på os.
Arne Hornborg
Grafiker/forfatter
Spangåvej 34 . Sengeløse . 2630 Tåstrup
Med Annegrethe Rasmussens perfide leder når Information endnu et højdepunkt i sin EU-liderlighed - de dage hvor man kunne forvente balancerede og nuancerede sysnpunkter fra Store Kongensgade er længe forbi. Lederen er på et niveau som ville få Venstres Pressetjeneste til at rødme af skam. “Ansvarlige partier” - fy for helvede.
Med det demokratisyn Annegrethe Rasmussen lægger for dagen - og som Information blåstempler ved at placere det på lederplads - er det lykkedes hende at tage bladet “full circle”; det er nu uskelneligt fra den tryksag som blev udgivet fra Store Kongensgade indtil Information overtog lokalerne.
Den fortsatte drift bliver ikke med min støtte - jeg har opsagt BS aftalen.
Jeg er engelsk tilhænger af EU, men ville have stemt nej til Lissabon, af forskellige grunde, Den ene er, at traktaten var bevidst gjort uingennemskuelig - prøv at læse den selv, men når man med nogen anstrengelse, havde læst den igennem, var det helt klart den samme traktat, som Nederland og Frankrig havde stemt imod. Som følge af dette, valgte EUs regeringer at konstruere en endnu mindre gennemskuelig traktat, og håbede, at så mange som muligt ikke lagde mærke til det.
Jeg er personligt meget for de fleste ting i traktaten, men havde stemt nej pga. den svindleristiske måde den blev fremført på. EU sulle ikke være noget, der kun bestemmes blandt sammenspiste politikere, som prøver at snyde befolkningen, men en åben, gennemskuelig og demokratisk union, hor den enkelte borger også skal bestemme, og hvis dette mål ikke er i syn, bliver jeg også til sidst EU-modstander.