BOSTON - USA's senat vil i næste uge blive anmodet om at vedtage lovgivning, der forbyder investeringsfonde at spekulere i fødevare- og energipriser.
Lovforslaget fremlægges af den partiuafhængige senator Joseph Lieberman, som er nært knyttet til den republikanske præsidentkandidat John McCain og tippes som en indflydelsesrig skikkelse i en mulig McCain-regering.
Lieberman og den republikanske senator Susan Collins holdt i maj høringer om den kolossale sum penge, der er blevet investeret i spekulative opkøb af energi og fødevarer i de seneste fem år. I 2003 var værdien af dette relativt nye marked 13 mia. dollar. I dag er det 20-doblet til 260 mia. dollar.
"Vi har set overdreven spekulation udfolde sig på varemarkederne, og det har drevet prisen på energi og fødevarer op," sagde senator Lieberman til The New York Times i går.
En mulig løsning er at forbyde pensionsfonde og kapitalfonde at investere i de følsomme energi- og varemarkeder. Kun legitime spekulanter - landbrug, raffinaderier og andre kommercielle enheder, der er afhængige af fremtidige priser - skal have adgang til markedet.
Men på Wall Street og blandt mange finansøkonomer frygter man, at et statsligt indgreb kan gøre mere skade end gavn. Nogle mener f.eks., at den store likviditet skabt af spekulative investeringer bidrager til at dæmpe prisudsving, når store fonde køber eller sælger varer. Ifølge denne teori ville et mindre likvidt marked have presset priserne på fødevarer og energi op på et endnu højere niveau.
Utilsigtede følger
Der er imidlertid generel enighed om, at priser på energi og fødevarer i perioder kan blive drevet i vejret af investorer, som 'manipulerer' priserne gennem insiderviden og hemmelige aftaler mellem markedsaktører.
"Det er vigtigt at undgå sammenblanding af manipulation og spekulation. Det er to vidt forskellige størrelser," siger landbrugsøkonomen Patrick Westhoff fra University of Missouri til The New York Times.
Risikoen er altså, at Liebermans lovforslag om et forbud mod, at institutionelle investorer køber og sælger store partier fødevarer og brændstof, kan få utilsigtede konsekvenser for de globale markeder. Andre senatorer har foreslået, at forbundsregeringen først nedsætter en arbejdsgruppe, der skal føre opsyn med køb og salg på varemarkedet, og som vil have myndighed til at gribe ind mod manipulation og 'overdreven' spekulation.
Senator Liebermans initiativ skal ses på baggrund af de stedse stigende priser på olie og fødevarer i USA, som bidrager til den økonomiske afmatning og derved svækker senatskollegaen John McCains chance for at vinde præsidentposten. FAO og Verdensbanken peger derimod på, at statslige subsidier til produktion af bioethanol, fremstillet af majs, formentlig bærer et større ansvar for prisstigningerne. Men prisstøtte til bioethanol er en hellig ko i amerikansk politik - især i et valgår.




