BOSTON - Der var engang, hvor de landsdækkende amerikanske tv-stationer fungerede som gatekeepers i en præsidentvalgkamp.
Berømte tv-værter og nationale faderskikkelser som Walter Cronkite og Dan Rather fra CBS News, Tom Brokaw fra NBC News og nu afdøde Peter Jennings fra ABC News satte dagsordenen i den daglige dækning af præsidentkandidaternes gøren og laden.
Den æra er nu slut. Fremkomsten af først kabel-tv og talk-radio og senere nyhedsblogs på internettet har ændret det amerikanske mediebillede så radikalt, at de tre landsdækkende tv-stationer efter sigende planlægger at nedtone den daglige dækning af både Det Republikanske Parti og Demokraternes partikongresser senere denne sommer til et absolut minimum. De førende amerikanske aviser har også også måttet opgive deres rolle som gatekeepers. Nu har de startet blogs på deres hjemmesider om valgkampen, hvor man kan læse friske nyheder time for time uden det sædvanlige baggrundstjek af kilderne og uden grundig redigering af stoffet. Efter alt at dømme øver nogle af disse blogs større indflydelse på valgkampens dynamik end avisernes valgreportager.
MSNBC slår FOX
I den lange primærvalgkamp har USA’s førende avis - The New York Times - kun en enkelt gang bragt en sensationel afsløring til torvs. Historien handlede om den republikanske senator John McCains intime omgang med lobbyister, hvilket er i direkte modstrid med hans selvpromoverede renommé som stueren politiker. Alle andre nyskabende historier om kandidaterne er blevet gravet frem af bloggere eller kabel-tv-stationer.
Overgangen til en valgdækning drevet primært af kabel-tv-kanaler og blogs har medført en helt ny vægtning af stoffet. Den tilstræbte neutralitet er blevet udskiftet med en overvejende ideologisk eller partisk prioritering.
I dag sælger holdningsjournalistik som varmt brød i USA. Flersidighed, objektivitet og uvildighed er gået fløjten.
Ved de seneste to præsidentvalgkampe nød republikanerne størst gavn af det nye mediebillede. Men i år synes demokraterne at trække det længste strå. Den igennem mange år dominerende konservative kabelstation Fox News har fået kamp til stregen af den nye dreng i klassen, MSNBC, som åbenlyst støtter den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama.
Seertal fra sidste uge viser, at MSNBC’s mest populære aftensnyhedsprogram, der hedder Countdown with Keith Olberman tiltrak flere seere end Foxs O’Reilly Factor. Det er første gang siden 2001. Samlet tiltrak MSNBC’s valgdækning mellem kl. 20 og 23 flere seere end Fox i perioden fra den 2. til 5. juni. Det politisk neutrale CNN kom ind som nummer sjok.
Huffington Post
Dette seerskred signalerer et skifte i tidsånden. Efter snart otte år med George W. Bush er konservativ politik dømt ude og en ny, progressiv politik dømt inde. Til fordel fordemokraterne og Obama.
Men det er langt fra hele historien. For også nogle af de mest populære blogs på internettet hylder også Obama-lejren eller hælder i den retning.
Det gælder Huffington Post, grundlagt af græskfødte Arianna Huffington, hvis formue stammer fra et falleret ægteskab med den konservative republikaner og forretningsmand Michael Huffington. Arianna Huffington startede på venstrefløjen, skiftede til den republikanske side i 1980’erne og 1990’erne, men beskriver nu sit politiske ståsted som “populistisk og progressiv”.
Huffingtons webside er en blanding af nyhedsreportage og analyse skrevet dels af Arianna Huffingtons betalte medarbejdere, dels af en stor skare af faste bidragsydere. Arianna Huffington betaler også løst tilknyttede bloggere for fotos, video, reportage og interviews, som ingen andre har. Det var f.eks. Huffington Post, der offentliggjorde en bloggers historie om Obamas karakteristik af arbejderfolk som “bitre”.
Washington-journalisten Josh Marshalls Talking Points Memo er en anden indflydelsesrig blog, som er fast forankret i demokratiske tankegods. Ligesom Huffington bliver Talking Points Memo læst vidt og bredt, også af konservative og republikanere.
Voyeurisme
Den formentlig bedste og mest læste webside om valget drives af månedsmagasinet The Atlantic Monthly. Her kan man finde blogs af lyse hoveder som Andrew Sullivan, Obama-fan og konservativ uden prædikatet ‘neo’ foran, samt af magasinets redaktører og journalister. Alle støtter i mere eller mindre grad Barack Obamas kandidatur.
Den mest indflydelsesrige nyhedsside på internettet er Drudge Report, som ejes og redigeres af mediedarlingen og internetvoyeuren Matt Drudge. Websiden producerer relativt lidt selvstændig journalistik. I stedet støvsuger han og medarbejderne - der har til huse i Californien - de vigtigste nyhedsmedier døgnet rundt og placerer dem på siden, prioriteret efter deres vigtighed.
I en nylig artikel på den neutrale webside politico.com kalder journalisterne Jonathan Martin og Ben Smith Drudge Report “en portal, hvis links til nyheder i andre medier ikke synes at have et ideologisk tilhørsforhold”.
Politico.com tilføjer:
“Men politiske rådgivere i begge partier har i længere tid været overbevist om, at Drudges prioritering af links antydede sympati for højrefløjen og en præference for republikanske politikere.”
Drudge Report fik sit landsdækkende gennembrud, da siden som det første medie rapporterede om præsident Bill Clintons seksuelle forhold til Monica Lewinsky i 1999. Det tvang de mere traditionelle medier til at rykke på historien, selv om den ikke var blevet tjekket grundigt af Matt Drudge.
Beskytter Obama
Siden er Drudge Reports indflydelse vokset kolossalt. Mange mener, at websiden er dagsordensættende for alle amerikanske medier og nogle - som politico.com - hævder, at Matt Drudge mere end nogen anden journalist påvirker den nationale debat. Hermed menes, at redaktører på aviser, tv-stationer og nyhedsblogs generelt følger med i Drudge Reports prioritering af dagens nyheder og ofte lader den påvirke deres egen vægtning af stoffet.
Under præsidentvalget i 2000 og 2004 fungerede Drudge Report som forum for mediernes og republikanernes personlige angreb på vicepræsident Al Gore og senator John Kerry. I den igangværende valgkamp kunne Matt Drudge have valgt at virke som portal for højrefløjens tilsmudsning af Obama (at han er muslim, Amerika-hader, etc.). I stedet har Matt Drudges webside ignoreret eller underspillet historier som den om Obamas præsts kontroversielle udtalelser.
I begyndelsen af valgkampen søgte Hillary Clintons rådgivere angiveligt at gøre sig til hos Drudge med løfter om saftige lækkerbidskener om politiske rivaler. Men det gav bagslag. I februar rapporterede Drudge f.eks. på sin webside, at Clinton-kampagnen havde sendt ham et billede af Obama klædt i en traditionel somali-dragt. Hensigten var formodentlig at få læserne af Drudge Report til at associere Obama med en muslim.
Drudge, der altid har næret antipati mod Clinton-parret, viderebragt endvidere den megen mediekritik af, at Hillary Clinton fastholdt sit kandidatur indtil den bitre ende. I valgkampens anden fase, der netop er startet med Obama og John McCain som protagonister, tyder meget på, at den republikanske præsidentkandidat vil trække det korte strå. Drudge Report er allerede begyndt at referere på subtile måder til McCains høje alder - 72 - og hans ikke særligt imponerende helbred.
Kommentarer
“Holdningsjournalistik går som varmt brød i det nye amerikanske mediebillede, mens flersidighed, objektivitet og uvildighed er gået fløjten”
der findes ingen anden journalistik en holdningsjorunalisitk. Den eneste forskel er at den dygtige journalist vedkender sig sine holdninger, hvorimod den dårlige og manipulerende journalist forsøger at foregøgle en forløjet neutralitet.
Hvis der med holdningsjournalistik menes den type journalistik hvor medierne er ærlige omkring deres værdier og politiske dagsordner, kan det ikke være overraskende at læserne foretrækker holdningsjournalistik.
Tummelumsen har sgu sådan set ret. Men en hæderlig (findes de?) journalist ville bruge “pro-et-contra-princippet”, hvor det var muligt.
Jeg tror ikke flertallet af journalister møder på redaktionen hver dag med det skumle forsæt at snyde læserne. Men mange blive tvunget til det - enten af redaktionssekretæren eller omstændighederne. Et eller andet skal jo hældes ud over de hvide/blanke sider.
Jeg kan stadig anbefale bogen af Günther Wallraff: “Afsløringen - manden der var Hans Esser på Bild” (Informations Forlag, 1977).
I øvrigt er det yderst tvivlsomt at betingelserne nogensinde vil blive bedre, al den stund at de såkaldte “nyheder” vælter ind over modtagerne som veritable tsunamiflodbølger. Det kan jævne mennesker slet ikke forholde sig til, og derfor fisker de kun særligt kuriøse vinkler op, som umiddelbart kan fordøjes. Da den overvejende del af nyhederne betales af reklamepenge, så skal brugerne end ikke have portemonæet frem før han/hun tager stilling til hvilket medie pågældende ønsker sine nyheder fra.
MORALISMEN HOS POLITIKERNE SOM HAR ANALYSERT SEG FREM TIL AT DE MÅ IMPORTERTE VELGERE FOR Å KUNNE BEHOLDE MAKTEN.
Associationer
Der opbygges associationskæder, som når det mindste pip mod for mange flygtninge/indvandrere i 1980’erne knyttes til xenofobi, racisme og nazisme. Kritik af ukontrolleret indvandring gøres til ét med jødeforfølgelser. Der tales fast om “raceuroligheder”, når der ytres protester.
Da flertallet af politikere og journalister lever inden for samme associationsramme, bliver indlæg oftest til selvbekræftelser og gentagelser. Det meste er ren jargon. Og da jargonen langsomt går af mode efter 2001, fremstår den i dag oppustet og selvbedragerisk.
Et par borgerlige ordførere argumenterer sobert ved at påpege, at hensyn og humanisme er to-sidet og retter sig mod flygtninge, men også mod hensynet til landet og befolkningen. Men den røst overdøves fuldkomment. Det er kun Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti, der ukueligt modsiger diskursen og forsøger at opbygge en anden jargon.
Journalisters moraliseren
Der er også mange eksempler på, hvordan journalister svigter deres neutrale position og overgiver sig til moraliseringer. »Hvorfor skulle jeg tro på, at dine pæne holdninger ikke bare er noget, du påstår,« spørger journalist Lene Frøslev i 1987 socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, der havde ytret sig kritisk over udviklingen i en rapport.
Underforstået: Du er nok racist og fremmedhader uden at sige det. Niels Ufer skrev åbenlyst journalistik direkte for at ændre på politikken, og det blev hædret. En ordstyrer i DR kaldte alle danskere for hængerøvsracister.
Når man i dag i 2008 med bogen her kan genoplive debatten, giver det mental klaustrofobi. Var debatten virkelig så indelukket, snæver og perfid? Bogen kan læses som en lidelsesfuld Moskva-proces mod danskerne, der permanent beskyldes for racisme og fremmedhad.
Vi har de nyhedsmedier og de journalister, som vi fortjener og / eller beder om.
Hvis det store flertal vil have objektiv reportage / orientering suppleret med gode subjektive analyser og evalueringer, så er det den vare, der sælger bedst, og så får vi den vare.
Hvis det i stedet er “underholdnings-journalistik” ( saftige person historier, løsagtige antydninger, politikeres sexliv , fodboldshistorier o s v) , der efterspørges, så leveres også den vare uden problemer.
Jeg tror andre mennesker grundlæggende er lige så velbegavede og fornuftige, som jeg selv er - og hvis jeg har ret på dette punkt, så kan vi alle gennemskue realiteterne midt i den fornøjelige mudderkastning m v - altså er der ingen grund til panik.
Der findes ingen dagsorden i det som her besmykkes med betegnelsen
“valgkamp” i USA. Der findes, som i medierne ellers nu, kun en kakafoni af enstonige selvreklamer i en endeløs buskø af ekstremegoistiske narcissister.
Klasseforskellene i USA er som ellers i verden støt voksende, og har igen passeret niveauet fra 1930’erne, men nu den modsatte vej, dvs. på vej mod fortidens ekstreme klassesamfund. Uligheden er i USA nu lige så stor som i det fascistiske Kina, og logisk nok er snart ytringsfriheden og valgfriheden lige så lille som under et stalinistisk og kapitalistisk etpartidiktatur. I USA er det dikterende etparti smart nok delt i to, så det ser ud som om vælgerne har et valg. I politisk praksis har de det ikke: begge partierne følger slavisk f.eks. den samme udenrigspolitiske linie, i Mellemøsten dikteret af Israels ekstreme højrefløj og det militærindustrielle kompleks, i oliepolitikken dikteret af ExxonMobil, osv. osv.
Det er yderst sigende, at tummelumsen indrømmer, at han ikke forstår, at hædelighed er et afgørende element i den offentlige debat, som aviserne formidler, for at samfundet kan være oplyst og nå frem til konstruktive kompromiser, som alle parter forpligter sig til at overholde.
Han indrømmer, at der ikke er nogen grund til at tage has uragumenterede “debatindlæg” alvorligt. Så mangler han bare at kunne se det selv …
Den indrømmelse giver hans gentagne og tiltalt uargumenterede tilsvining af antiracisten Villy Søvndal, som racist og nazist, en slags mening. En SLAGS mening, for “antiracisten” tummelumsen bekæmper jo antiracisten Søvndal … Fjolset bekæmper de holdninger, som han påstår at han kæmper for.
Tidligere tiders nyttige idioter er blevet til unyttige idioter …
“Den indrømmelse giver hans gentagne og tiltalt uargumenterede tilsvining af antiracisten Villy Søvndal …”
skuklle selvfølgelig have været:
“Den indrømmelse giver hans gentagne og uargumenterede tilsvining af antiracisten Villy Søvndal …”
Det er en kendsgerning at Hirsi Ali er en politisk charlatan, der har gjort det til sit levebrød at være de europæiske højreekstremisters og værdikæmperes ikon og martyr på samme måde som Horst Wessel var det i trediverne.
Det er ligeledes en kendsgerning at Villy Søvndal på det værdipolitiske område er sprunget ud af skabet som en veritabel højrepopulist.
Og hvis vi lige for fuldkommenhedens skyld tager , Ron L. Hubbard, opfinderen af science fiction religionen Scientology med, så er han jo heller ikke ligefrem Guds gave til menneskeheden.
Så konklusionen er, at Jakob Schmidt-Rasmussens desværre har haft en særdeles uheldig hånd, dengang han udvalgte sine tre foretrukne idoler og rollemodeller.
Jacobs rablende islamofobiske tirader bliver ikke mere sandfærdige af at han gentager dem igen og igen. Det er et faktum som ikke bliver ændret ved at Jakob kommer med sin nærmest rituelle benægtelse.