De usynlige tørklæder

Det er min erfaring, at juridiske dommere ikke gerne giver deres meninger og holdninger til kende, ikke engang anonymt. Jeg forsøgte for en del år siden i forbindelse med en undersøgelse. Blandt andre potentielle aktører i sager om seksuelle overgreb mod børn fik alle dommere og dommerfuldmægtige i byretterne tilsendt et spørgeskemaskema. Kun 56 procent svarede. Det var den laveste svarprocent blandt grupperne, der i øvrigt bestod af psykologer, kriminalpolitifolk socialrådgivere og advokater. Dommerne var desuden dem, der oftest svarede "hverken enig eller uenig" i de fremsatte påstande.

En af påstandene lød: "Man kan som regel tro på børn, når de fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb fra forældres eller stedforældres side." Kun et par stykker var uenige, men en tredjedel var hverken enige eller uenige. En anden påstand lød: "Selv om der snakkes meget om det, så er seksuelle overgreb mod børn i familien ikke et udbredt fænomen."

En fjerdedel af dommerne var enige, men knap halvdelen var hverken enige eller uenige. Én påstand var der dog næsten ingen af dommerne, der ikke havde en mening om. Den lød: "Piger i teenagealderen er uden indflydelse på, om deres far eller stedfar begår seksuelle overgreb mod dem." Halvdelen af dommerne var enige, den anden halvdel minus et par stykker var uenige.

Selv om 44 procent af dommerne ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, og selv om mange af dem, der deltog, tilkendegav, at de ingen mening havde, så kan man ikke slutte, at de ikke er mennesker som alle andre.

Farvede meninger

Mennesker har meninger og holdninger, der er farvet bl.a. af deres erhverv. Det viste min undersøgelse meget tydeligt. Den var inspireret af flere udenlandske undersøgelser, der viste det samme: Der kan være ret markante systematiske forskelle i professionernes opfattelse af og viden om en bestemt type forhold - i dette tilfælde sager om seksuelle overgreb mod børn. Juridiske dommere er opdraget til at optræde neutralt. 'Justice must be seen to be done,' som de siger i UK. Dommere må ikke give udtryk for personligt engagement i sagerne og ikke lade deres personlige meninger og holdninger smitte af på deres afgørelser.

De vil til enhver tid hævde, at det heller ikke sker. Ikke desto mindre vil både forsvarere og anklagere - uden for referat - kunne fortælle om dommere, der for eksempel enten er utilbøjelige (tiltaltes fordel) eller tilbøjelige (forurettedes fordel) til at tro på kvinder, der hævder at være blevet voldtaget. En landsdommer, blev efter sin pensionering interviewet til Aarhus Stiftstidende, hvor han citeres for at være "dybt forbavset, ja nærmest chokeret," da han opdagede, at der fandtes mennesker, som "var grebet af den hellige ild" i forbindelse med sager om incest. Han erklærede at have lært "aldrig at være alene med at mindreårigt barn," som han ikke kendte. Bortset fra, at incest jo ikke handler om overgreb på fremmede børn, så er meningen klar nok. Dommeren har en bestemt opfattelse, som han har fået i forbindelse med sit arbejde, og som han nu - da han er pensioneret - godt tør give offentligt udtryk for. Ingen andre end han selv ved, hvornår denne opfattelse er opstået, og om den kan have haft indflydelse på hans afgørelser i tidens løb.

Alle har tørklæde på

Hvad har det her med tørklæder at gøre? Min påstand er, at alle dommere og lægdommere går til enhver straffesag med forskellige forudfattede meninger. De er med andre ord iført et mentalt tørklæde, jo nogle måske en hel burka. Vi kan bare ikke se det. De juridiske dommeres kapper skal signalere, at de er "rettens tjenere", ikke mennesker med holdninger. Men det er en illusion at tro, at total neutralitet og objektivitet er menneskeligt muligt. Jeg mener at huske, at vores store retsfilosof Alf Ross et sted har hævdet, at selv dommerens morgenmad kan have indflydelse på hans afgørelse. Er han sur på konen, fordi ægget var for blødt eller for hårdt?

Mere alvorligt: Dommeres syn på kvinder og børn som vidner har utvivlsomt ændret sig en del, siden det var den almindelige opfattelse, at de generelt var mindre troværdige end mænd. Man vi ved strengt taget ikke, hvor meget der er tilbage af denne opfattelse. Og hvordan vil en dommer behandle en sag om incest mod en teenagedatter, hvis han tilhører den halvdel af dommerne, der ifølge min undersøgelse var uenige i, at piger i den alder ingen indflydelse har på, om de bliver udsat for overgreb?

I danske retssale sidder der juridiske dommere og lægdommere af mange slags. Nogle er jøder, andre er indre missionske, måske er der også Jehovas Vidner, og så er der grundtvigianere og almindelige kulturkristne foruden ateister, socialister, markedsfundamentalister, kapitalister, jyder og københavnere, mænd og kvinder, unge og gamle.

Det har i nyere tid være en selvfølge. Heldigvis. I et demokratisk land skal de, der dømmer deres medborgere, helst afspejle befolkningens sammensætning, og man kan ikke nødvendigvis kende forskel ved hjælp af deres klædedragt. Men så er der nogen, der viser deres etniske, religiøse, sociale og kulturelle tilhørsforhold på en særlig måde: Ved at bære - ofte meget smukke - tørklæder. Det gør nogle muslimske kvinder. Og så er fanden pludselig løs.

Kvindediskrimination

Sagen er jo, at disse kvinder ville have forudfattede meninger og holdninger lige som alle andre, uanset om de tog tørklædet af i retten. Fordelen ved, at de beholder det på, kan siges at være, at så er vi i det mindste på forhånd advaret mod eventuelle sharia-tendenser i deres afgørelser.

Det er vi ikke mod tendenser til kristen fundamentalisme hos dommere, der tilhører Indre Mission, eller tendenser til fremmedfjendskhed hos dommere, der stemmer på Dansk Folkeparti. Og hvad med muslimske mænd som (læg) dommere? Kan vi være sikre på deres "danskhed", blot fordi de ikke bærer tørklæde? Handler forsøg på at udelukke muslimske kvinder med tørklæde fra at deltage i rettens håndhævelse også om god gammeldags kvindediskrimination?