Et sort kapitel

"Lovene og Forfatningen er skabt for at overleve og forblive gyldige, i usædvanlige tider"

USA's højesteretsdommer Anthony M. Kennedy

USA's Højesteret har endelig slået fast, at fangerne på Guantanamo har ret til at få deres sag prøvet i det amerikanske retssystem, og at de militære særdomstole, som Bush-regeringen og en villig Kongres har etableret, er i strid med den amerikanske forfatning.

Det er tredje gang, at den amerikanske Højesteret går imod regeringen i spørgsmålet om Guantanamo-fangernes rettigheder, men hver gang har Kongressen blot ændret lovgivningen for at forhindre fangernes adgang til en fair retssag. Denne gang skulle det derimod være ganske vist, først og fremmes fordi kendelsen, der faldt med stemmerne fem-fire, er så klar, at den ikke kan omgås, og fordi Demokraterne i dag har flertal i begge Kongressens kamre.

Højesterets-kendelsen får en varm velkomst af forsvarsadvokater og menneskerettighedsorganisationer verden over, der ser den som et første skridt på vejen til at standse de systematiske menneskerettighedskrænkelser, som USA har begået i krigen mod terror.

Og det er en historisk kendelse.

Dels fordi den amerikanske Højesteret slår fast;

-at den enkeltes ret til at få sin sag prøvet står over et diffust hensyn til statens sikkerhed.

-at fangerne på Guantanamo (ligesom alle andre fanger) er uskyldige, indtil andet er bevist

-at de militære tribunaler, som Bush-regeringen har oprettet ikke kan træde i stedet for fangernes ret til at få deres sag prøvet ved en domstol, fordi tribunalerne bl.a. nægter fangerne advokatbistand, adgang til bevismateriale og retten til at appellere afgørelserne.

Man må håbe, at Højesterets-kendelsen vitterligt er begyndelsen til enden på et af de sorteste kapitler i amerikansk retshistorie. Optimistiske forsvarsadvokater regner med, at Højesterets-kendelsen får store konsekvenser for de 270 tilbageværende fanger i Guantanamo. Vurderingen lyder, at de amerikanske myndigheder kun har bevismaterialet i orden i 25 sager og vil være nødt til at løslade resten.

Det er imidlertid svært at være optimist, for Guantanamo kun er toppen af isbjerget. Det amerikanske fangeprogram i krigen mod terror omfatter som bekendt både CIA's ulovlige fangetransporter til tredjelande, hvor tortur er hverdagskost, et nyt gigantfængsel på Bagram-basen i Afghanistan og et ukendt antal fængsler i Irak, hvor tusindvis af irakiske sikkerhedsfanger sidder uden retssag, uden advokatbistand og uden dom.

Alle sammen vel uden for den amerikanske Højesterets rækkevidde.

Det er også et åbent spørgsmål, om Bush-administrationen her på falderebet vil finde en ny måde at omgå Højesterets opfattelse af de bærende principper i det amerikanske retssamfund.

Hidtil har både regeringen og den republikanske del af Kongressen udvist stor opfindsomhed i den retning. Og det er måske det, der i sidste ende er faldet fem af de ni Højesterets-dommere for brystet.

Adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt er et grundliggende princip i demokratiske forfatninger, således også i den amerikanske fra 1787.

Tilsidesættelsen af to tidligere Højesteretskendelser vedrørende Guantanamo-fangernes status kan meget vel være det strå, der har knækket kamelens ryg.

Set med danske øjne kan det undre, at det skulle tage seks år at sætte en tilstrækkelig kraftig kæp i Guantanamo-hjulet. Forklaringen skal uden tvivl findes i frygten for et nyt 11. september og rådvildheden over for den diffuse trussel, som USA og dets allierede har stået over for siden da.

Og det er selvfølgelig et dilemma, at en del af de fanger, der har siddet og sidder på Guantanamo og andre amerikanske fængsler rundt omkring i verden, ikke er Guds bedste børn. En del af dem har sympati både for Osama bin Ladens ideologi og for hans kampmetoder. Det er også et faktum, at det kan være meget svært at løfte bevisbyrden for forbrydelser begået i Afghanistan under Taleban eller under den nuværende væbnede konflikt. Og det er et sikkerhedsproblem, at nogle af de løsladte fra Guantanamo siden hen har genoptaget den væbnede jihad.

Det, den amerikanske Højesteret nu endelig har fastslået er, at denne trussel ikke er nok til at tilsidesætte de demokratiske spilleregler og grundfæstede principper, som en retsstat bør bygge på.

Det er en vanskelig balancegang at veje terrortruslen af over for de principper, som også det danske demokrati bygger på. USA er gået for langt. Det har vi ny Højesterets ord for. Det kunne være interessant at få selv samme ret til at gå den danske terrorlovgivning efter i sømmene.

Især hvis vi fortsat skal drage ud i verden for lære andre, hvordan de skal opbygge et anstændigt samfund.