Information bragte den 23. maj en kronik af Anders Christensen (formand for adoptionsselskabet AC Børnehjælp) (AC) og Gitte Cordes (næstformand for AC Børnehjælp) (GC), som er bekymrede over den stigende kriminalitet i international adoption. AC og GC tegner et forsimplet billede, og deres forklaringer er kun overfladiske. Man må grave et spadestik dybere for at forstå dynamikken i international adoption og dermed også den voksende kriminalitet.
Det er tydeligt, at perspektivet har ændret sig fra at ‘finde forældre til børn’ til at ‘finde børn til forældre’. Direktør i AC Børnehjælp, Jørgen-Ulrich Raunskov, udtaler på deres hjemmeside: “(…), men vi er kommet helt over i den anden grøft. Vi godkender gerne forældre i kørestol, døve forældre og andre, der før ville have fået afslag, men børnene må ikke fejle noget”.
En af grundene til det er, at man i dag adopterer af andre grunde end tidligere. Fra at være familier, der adopterede ud fra en idealistisk eller religiøs tankegang, og hvoraf mange i forvejen havde egne biologiske børn, er det i dag primært par, der vil have løst deres fertilitetsproblem.
Det er en myte, at forældreløse børn står i kø for at blive adopteret. På AC Børnehjælps egen hjemmeside står der: “De små og ukomplicerede forældreløse børn er der for mange ansøgere til.” Den stigende efterspørgsel på adoptivbørn, der ikke svarer til antallet af børn frigivet til adoption, er den bagvedliggende årsag til, at kriminaliteten er vokset. Det er vel ikke så underligt, at der opstår kriminalitet inden for en branche, når efterspørgslen er langt større end udbuddet, og køberne samtidig er villige til at betale et stort beløb for den efterspurgte vare. Forskellen på adoptionsbranchen og andre brancher er imidlertid, at der i adoptionsbranchen handles med mennesker. International adoption er blevet en industri. Adoptionsselskaberne, der i mange tilfælde er selvejende, er velsagtens mere interesserede i, at antallet af børn frigivet til adoption stiger, end antallet af ansøgere falder. Og det med god grund, for ellers risikerer de, at butikken må lukke.
Ifølge AC og GC er det primært de nye organisationer, der er skyld i den voksende kriminalitet. Enten er de ude på at tjene penge, eller også kan de ikke gennemskue, hvornår der bliver taget ulovlige metoder i brug for at skaffe adoptivbørn. Kriminaliteten er uden tvivl vokset, men dermed ikke sagt, at kriminalitet forbundet med international adoption er noget nyt. Selv i Sydkorea, som har sendt børn afsted til Vesten siden 1950’erne, har der været samarbejder mellem hospitaler og adoptionsselskaber mm. (Jvf. dokumentarprogrammet In-depth 60 Minutes - Baby Exporting Nation: The Two Faces of Inter-Country Adoption, produceret af KBS).
Ikke alle er hittebørn
AC og GC får det til at lyde som om, at alternativet til at blive adopteret enten er et liv på gaden eller institution, når de skriver: “Der frigives cirka 40.000 børn til international adoption årligt, hvilket står i skærende misforhold til de 143 millioner børn, der lever en ussel tilværelse på børnehjem og på gaden”. Adoptionsselskaberne opstiller ofte det alternativ, når de skal forsvare international adoption. For hvem ville ikke mene, at det er bedre for et barn at blive adopteret end at skulle leve på gaden eller institution? Det er imidlertid en myte, at alle børn, der frigives til adoption, er hittebørn. AC Børnehjælp skriver selv på deres hjemmeside: “F.eks. har flere adopterede født i Korea på den måde fundet ud af, at selv om de er beskrevet som hittebørn, så findes der på børnehjemmet i Korea detaljerede oplysninger om deres biologiske familie.”
Jeg er selv adopteret gennem AC Børnehjælp, der dengang hed Adoption Center, og kan nikke genkendende til situationen beskrevet på hjemmesiden. Da jeg i 2000 besøgte det koreanske adoptionsselskab Korea Social Service, som er AC Børnehjælps tidligere samarbejdspartner, får jeg at vide, at der findes navn og telefonnummer på mine biologiske forældre. Det kommer som et chok for mig, da der i mine danske adoptionspapirer står “unknown” ud for min biologiske familie.
Susanne Dencker (tidligere kommunikationsmedarbejder i AC Børnehjælp) skriver på deres hjemmeside: “F.eks. er børnene fra Kina så godt som altid beskrevet som hittebørn.” Hvordan kan AC Børnehjælp, der regner sig selv for et af de erfarne, ressourcestærke adoptionsselskaber, være sikker på, at de mange kinesisk adopterede, der bliver frigivet til adoption i disse år, nu også er hittebørn? På hvilken måde har AC Børnehjælp større mulighed for at gennemskue, hvad der foregår under overfladen i Kina, end tilfældet var med Sydkorea?
En god historie?
AC og GC skriver: “Selvom det er veldokumenteret, at adoption generelt er til gavn for barnet”. Adoptionsselskaberne fokuserer altid mest på de positive undersøgelser. Der findes andre undersøgelser og litteratur (jvf. essaybogen Beyond Good Intentions af Cheri Register og antologien Outsiders Within - Writing on Transracial Adoption, red. af Jane Jeong Trenka m.fl.), der vidner om høje risikofaktorer og betydelige omkostninger forbundet med international adoption. En svensk undersøgelse har vist, at risikoen for selvmord blandt internationalt adopterede er tre-fire gange større end blandt ikke-adopterede. Internationalt adopterede har også større risiko for selvmord end indenlands adopterede og anden-generations indvandrere (jvf. Suicide in first- and second-generation immigrants in Sweden. A comparative study af Anders Hjern & Peter Allebeck og Suicidal behaviour in national and international adult adoptees: A swedish cohort study af Annika von Borczyskowski m.fl.).
Ifølge AC og GC er en styrkelse på området nødvendig, hvis international adoption fortsat skal være en god historie. Med respekt for adopterede, adoptivforældre og biologiske forældre, for hvem international adoption har haft uhyggeligt store personlige omkostninger, finder jeg det ignorant at kalde international adoption for en god historie. Jeg vil i stedet kalde det for en historie med høje risikofaktorer.
Maja Lee Langvad er forfatter
Kommentarer
Jeg er selv internationalt spæd adopteret, det er selvfølgelig noget af et identitets kompleks at være adopteret, men Danmark er et rigere og ligere samfund end alle andre i Verden p.t., jeg har været så fantastisk heldig at finde mine rødder i Chile, så jeg er i fuld gang med at bygge bro tilbage til mine rødder, noget venners venner har gjordt muligt, ikke adoptionsbureauet, der er noget om fremmedgørelse, noget selvforskyldt, andet skyldes den hovedsagligt muslimske indvandring og gammeldanskernes galloperende øgede behov for afgrænsning og opbygning af modidentitet blandt andet ved defineringen af virkeligheden i massemedierne, nedtoninger og fremtoninger, fokus på emner og vinklinger, det samfund jeg er fra er meget voldsomt præget af polariseret velstand til fordel for folk af hovedsagligt Europæiske afstamning, ikke et sted det ville være let for mig at klare mig, man skal være forsigtig med at kritiserer adoption som adopteret, i sårethed over tilværelsens besværligheder for ikke at blive et instrument for andre med skjulte motiver mod adoption, folk der er indægt imod trans etnisk-social-økonomisk mobilitet og adgang til et Europæiske social miljøer ved mere eller mindre fuld kulturel og mentalítets tilpasning, en god forbedring ville være adoptions registre mellem giver og modtagere lande med åbning ved myndighedsalder samt opmærksomhed om sådan etnisk-kulturel forskudt baggrund og støtte til Foreninger som Adoption & Samfund.