Ny leder af Europa-Kommissionens kontor i København

Jan Høst Schmidt afløser midt i juni Fritz von Nordheim Nielsen som leder af Europa-Kommissionens kontor i København, skriver Kommissionens danske ugebrev. Kontoret, som primært varetager Kommissionens informations- og kommunikationsaktiviteter i Danmark men aktiviteterne skal nu i højere grad end tidligere bredes ud over hele landet. Repræsentationen vil også i endnu højere grad informere Bruxelles om udviklingen i Danmark.

Høst Schmidt har igennem de seneste seks måneder forberedt sig gennem et tæt samarbejde med en anden dansker, Claus Haugaard Sørensen, som er generaldirektør for Direktoratet for Kommunikation, med Kommissionens svenske næstformand Margot Wallström som den politisk ansvarlige. Høst Schmidt er tilfreds med, at der er et nordisk præg på strategierne. Så bliver tonen i kommunikationen og brugen af europæiske symboler som fanen med stjerner og Beethovens hymne ikke for højstemt, mener han ifølge Ugebrevet. Jan Høst Schmidt har tidligere arbejdet som vicekabinetschef hos den danske kommissær Henning Christophersen.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her